2026 har været og er et valgår. Ungarn, Danmark, Sverige, Serbien og Brasilien har haft nationale afstemninger for blot at nævne et par stykker. Jeg har i lang tid varmet op til valget i Israel, hvor der skulle stemmes om fordelingen af de 120 taburetter i landets parlament, Knesset. Og i sidste uge oprandt dagen, hvor det skulle foregå.

Kan du ikke vente på at få valgresultatet gennemgået, kommer her et hurtigt overblik: Netanyahus parti blev det største, men både hans parti og hans blok er gået tilbage, og ingen af blokkene har flertal til at danne regering. Præsident Isaac Herzog skal udpege den leder, der får første forsøg på at samle en koalition. Det ser ud til, at det bliver Netanyahus udfordrer, Gadi Eisenkot. Og så har de arabiske partier overrasket og sikret sig hele 19 mandater, hvilket er uset og gør koalitionsdannelsen mere kompleks. Kan en regeringsdannelse så lade sig gøre? 

Måske. Ellers må Israel ud i et nyvalg, hvilket landet faktisk har stor erfaring med.

Kong Bibi

Valget har været længe undervejs. Sidste gang, der var valg til parlamentet i Israel, var i 2022, hvor Benjamin ’Bibi’ Netanyahu sammensatte den mest højreorienterede og religiøse regeringskoalition, der nogensinde er set i Israels historie. Men ville det holde? Forinden havde der været afholdt fire valg mellem 2019 og 2021, enten fordi partierne ikke kunne enes om en regeringssammensætning, eller fordi regeringen viste sig ikke at kunne holde alligevel.

Kort efter valget indledte Netanyahus regering et opgør med landets højesteret. Måske har du hørt det omtalt som ”Israel’s judicial overhaul”? En række ændringer af retsvæsenet, der blev foreslået i begyndelsen af 2023. Kort fortalt ville reformen blandt andet begrænse højesterettens magt til at gennemgå og underkende Knessets lovgivning. Eller i hvert fald ville Knesset få mulighed for at tilsidesætte højesterettens afgørelser, hvis denne havde kendt en lov forfatningsstridig.

Folk blev vrede. Meget vrede. Især i den sekulære storby Tel Aviv, hvor demonstrationer på hovedgader kunne samle mellem 100.000 og 150.000 demonstranter. Reservister fra hæren og folk fra bank-, finans- og techsektoren stod samlet – side om side – med socialister og resterne af landets venstrefløj mod Netanyahus regering.

Men inden protesterne kunne få konstitutionel betydning, blev det oktober 2023, hvor landet blev lammet af forfærdelige terrorangreb. Kunne Netanyahu mon holde skansen denne gang? Historisk har flere ledere udnyttet kriser til at samle befolkningen omkring sig i en såkaldt rally-around-the-flag-effekt. Men i Israel voksede kritikken af den siddende leder, som blev kritiseret for ikke at have beskyttet landet mod den største krise siden dets oprettelse i 1948.

Korruption i bagagen

Ud over al kritikken af den 7. oktober og håndteringen af gidselsituationen slæber Bibi også flere korruptionssager efter sig. Det drejer sig om byttehandler med lukrative reguleringsbeslutninger til gengæld for positiv nyhedsdækning, visagodkendelser til en Hollywood-personlighed og en milliardær samt generel indgriben i medierne. Alt sammen sager, han er tiltalt for, og som kører i retten. Og så er der ikke at forglemme, at Den Internationale Straffedomstol (ICC) har udstedt en arrestordre mod lederen med henvisning til krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden begået i Gaza.

I marts 2025 blev Netanyahu tilkaldt af politiet – paradoksalt nok mens han var ved at afgive forklaring i sin korruptionssag – fordi to af hans medarbejdere var mistænkt for at have modtaget penge fra Qatar til gengæld for at fremme positiv omtale af landet. Netanyahu var ikke selv mistænkt, men sagen var mærkværdig, fordi Qatar ellers af mange israelere opfattes som en regional trussel. Som Haaretz-klummeskribenten Ravit Hecht så fint beskrev det, var det uanfægteligt ”a serious blow to Netanyahu’s soft underbelly”.

Men Kong Bibis instinkt for at holde fast i magten er formidabelt, og han holdt ud igennem alle skandalerne. For første gang siden 1973 holdt en regering den maksimale valgperiode på fire år, og den 17. juli blev Knesset opløst, og valget kunne ikke længere udsættes.

Netanyahus medspillere

Nok indflyvning, nu til selve valget. Måske har du hørt udlægninger såsom, at Netanyahu tabte, eller at Netanyahu vandt. Hvordan kan begge ting være sande? Og kan det virkelig reduceres til at handle om den ene mand? Nej, der er meget mere på spil, men han spiller en central rolle for mulighederne for at danne en regeringskoalition. Lad mig kridte banen op:

På den ene side finder man de partier, der er tilhængere af Netanyahu og støtter ham som leder. Fælles for dem er, at de er konservative i varierende grad, og det kommer til udtryk på forskellige måder, der ikke umiddelbart kan placeres på et dansk højre-venstre-spektrum.

Først Netanyahus eget parti, Likud, som er et markedsliberalt nationalkonservativt parti, der går meget op i forsvar. Især efter den anden intifada i 2000 har partiet slået på tromme for en hårdhændet tilgang til konflikten om Palæstina frem for at forhandle fred.

Netanyahus koalition hvilede blandt andet på tre meget religiøse partier, henholdsvis Shas, Religious Zionist Party (Tkuma) og Otzma Yehudit. 

Shas er et ultraortodokst haredisk parti, der mest af alt varetager ortodokse jøders interesser, herunder ønsket om at undgå militær værnepligt. (Undtagelserne fra værnepligten er blevet underkendt af højesteret, hvorfor det er et af stridsspørgsmålene, der har præget opgøret mellem regeringen og retsvæsenet). 

Tkuma er et mindre parti med kun syv medlemmer i det hidtidige Knesset, men måske har du hørt om deres leder Bezalel Smotrich, der også er den afgående finansminister. Partiet støtter bosættelser i palæstinensiske områder, som er ulovlige efter international ret, og lederen bor også selv i en israelsk bosættelse på den besatte Vestbred.

En anden markant skikkelse i Bibis tidligere regering er Itamar Ben-Gvir, som er leder af partiet Otzma Yehudit. Partiets ideologi er kahanisme, afledt af rabbineren Meir Kahane, og partiet ønsker – kort sagt – at deportere arabere fra Israel (dog ikke alle, selvom Ben-Gvir tidligere har argumenteret for det, da han var “ung”). Desuden vil partiet gerne annektere de palæstinensiske territorier – “from the river to the sea” – og modsætte sig antisemitisme med alle midler. Andre kalder dem også bare racister og fascister.

De to politikere lyder måske som to sider af samme sag, men Smotrich appellerer især til religiøse zionister og bosættere, mens Ben-Gvir er mere nationalistisk orienteret og gerne vil appellere til “hele Israel”.

Netanyahus to oppositioner

Over for disse partier findes der to oppositioner, hvoraf den ene også er zionistisk, mens den anden er arabisk.

Den største af de to, den zionistiske opposition, blev indtil valget ledt an af Yair Lapid, der er leder af partiet Yesh Atid, et sekulært, politisk-liberalt centrumparti i det israelske politiske spektrum. Lapid har tidligere været finansminister under Netanyahu, men i 2021 blev han en del af den særlige rotationsregering uden Netanyahu, hvor han selv blev landets premierminister mellem juli og december 2022. 

I anledning af valgkampen gik Yesh Atid sammen med den tidligere premierminister Naftali Bennett og dannede valgalliancen “Together” eller på hebraisk “B’Yachad”.

Selvom Yesh Atid ledte oppositionen i det tidligere Knesset, var det en anden, der reelt ledte oppositionen under valgkampen. Partiet Yashar blev grundlagt i september sidste år af Gadi Eisenkot. Tungt skyts, for manden er tidligere chef for Israels forsvarsstyrker (IDF), og han blev hurtigt oppositionens leder. Ligesom Yesh Atid er Yashar et liberalt centrumparti, og navnet betyder da også “Straight” med henvisning til, at kampen for at få gidslerne hjem hverken handlede om at være right eller left, men om at være straight.

Derudover er der det mere højreorienterede – dog sekulære – parti Yisrael Beiteinu, ledet af Avigdor Lieberman, og det socialdemokratiske parti “The Democrats”, der er en udløber af det historiske arbejderparti. Begge er mindre partier, men ikke desto mindre vigtige for koalitionsdannelsen.

Det, der i allerhøjeste grad binder disse partier sammen, er, at de alle er zionistiske og ønsker en fortsat hård linje over for Hamas, samtidig med at de vil gøre en ende på Netanyahus indflydelse i israelsk politik. 

Mere praktisk betyder det, at de blandt andet ønsker, at en statslig kommission undersøger, hvordan angrebet den 7. oktober kunne finde sted. Og så er spørgsmålet om værnepligt for de harediske jøder centralt, idet flere ønsker, at også disse skal integreres i hæren som værnepligtige. Der er også blevet ført kampagne for at modernisere undervisningssystemet og – med et mere populistisk anslag – reducere leveomkostningerne.

Generelt er der også et ønske om at genoprette respekten for institutioner og rettigheder. Stadig en hård linje over for Hamas og Gaza, men på en ordentlig måde, forstås det altså. Deres største udfordring synes at være uenighed om, hvordan de skal danne en koalition, og hvem der skal indgå i og lede den.

Den sidste oppositionsgruppe er de to arabiske partier “Joint List” og “Ra’am”, hvor det første egentlig er et valgforbund. Tilsammen havde de i det tidligere Knesset 10 sæder i parlamentet. Traditionelt fylder de altså ikke meget i parlamentet, men hvad nu, hvis de arabiske borgere mobiliseres? Og er det muligt at danne koalition med dem?

Selve valget

Med undtagelse af nogle få partier har jeg nu været hele paletten rundt, og således kan jeg nu gå til tallene. Netanyahus blok fik sammenlagt 53 mandater (Likud 27, UTJ 7, mere om dem senere, Otzma Yehudit 7, Shas 6 og Tkuma 6). Den zionistiske oppositionsblok fik 48 mandater (Yashar 21, Together 12, The Democrats 8 og Yisrael Beiteinu 7). Netanyahus blok er altså den største, og han kan også bryste sig af at have det største parti. Men hov, ingen af blokkene har alene de 61 mandater, der udgør et absolut flertal i Knesset.

Den sidste oppositionsblok, de arabiske partier, fik 19 mandater (Joint List 11 og Ra’am 8), og selvom de ikke er en stor blok, har de således de afgørende mandater.

Hvem vinder så? For det første er det endnu uklart, hvem der har de bedste kort til at danne en koalition. Eller nok nærmere: hvem der har de mindst dårlige kort. Men det står klart, at Netanyahus parti Likud er gået fem mandatertilbage, hvilket procentuelt er en tilbagegang på cirka 15 procent. Det eneste parti med fremgang i Netanyahus blok er Itamar Ben-Gvirs parti Otzma Yehudit, der har fået et ekstra mandat og nu har samlet syv taburetter. Derudover stillede Gideon Sa’ars parti “New Hope” ikke op til valget og mistede dermed sine fire mandater.

Eisenkots Yashar er kommet bragende ind med 21 mandater. Til gengæld fik Together, alliancen mellem Lapid og Bennett, kun 12 mandater, hvilket kun er halvt så mange, som Lapids parti Yesh Atid fik ved valget i 2022. En stor del af disse stemmer er nok gået til Yashar. Ellers er de resterende partier fra den zionistiske opposition gået frem, og det socialdemokratiske parti er fordoblet fra fire til otte mandater.

Så selvom Netanyahus parti er det største, og hans blok er den største, er det altså også her, der er størst tilbagegang, mens fremgangen ses hos oppositionen. Derfor kunne Bibis modstandere erklære, at “The Israeli public voted against the continuation of Netanyahu’s term”. Og The Economists Israel-korrespondent, Anshel Pfeffer, hævdede, at det for Netanyahus blok var “A very, very bad night”.

Arabiske partier som kongemagere

Valget havde en generelt høj stemmeprocent med hele 77,9 procent af de stemmeberettigede, der havde fundet vej til stemmeurnerne, hvilket er den højeste andel siden 1999. Ud over denne generelle tendens skete den mest bemærkelsesværdige valgudvikling blandt de arabiske vælgere. Den arabiske befolkning udgør omtrent en femtedel af den israelske befolkning, men ved sidste valg stemte kun halvdelen af dem. Men de blev mobiliseret og sikrede hele 19 mandater i parlamentet og kan på den måde agere kongemagere.

Efter valget har Netanyahu beskyldt de arabiske partier for at “stjæle” valget med henvisning til, at Ra’am skulle være blevet finansieret af Qatar. Måske har han glemt sin egen Qatargate? Nå, men den israelske sikkerhedstjeneste Shin Bet efterforsker anklagen på opfordring fra Israels centrale valgkomité. Ra’am og Qatar har begge afvist anklagerne, og Ra’am har kaldt dem et forsøg på at delegitimere de arabiske partier.

Denne ballade er – så vidt jeg forstår det – ikke helt afblæst endnu, men Shin Bet og valgkomitéen har slået fast, at undersøgelsen ikke vedrører en hel vælgergruppe, der har stemt lovligt, og at der ikke er tegn på systematisk indblanding. Den 4. november blev valgresultatet stadfæstet, og valgkomitéen har fastslået, at en undersøgelse af eventuel udenlandsk indblanding ikke vil ændre valgresultatet.

Hvad sker der nu?

Landets præsident, Isaac Herzog, skal udpege den partileder, der skal stå i spidsen for at forhandle en koalition på plads. Denne leder får 28 dage til at forhandle en regering på plads, og lykkes det ikke, kan fristen forlænges med 14 dage, så vedkommende i alt får maksimalt 42 dage. Hvis det ikke er nok, påbegyndes en anden forhandlingsrunde, hvor præsidenten giver opgaven til et andet medlem af det nye Knesset, som ligeledes får 28 dage til at forhandle, dog uden mulighed for forlængelse. Hvis også dette mislykkes, tages der hul på en tredje og sidste forhandlingsrunde, hvor Knesset får 21 dage til selv – på desperat vis – at indsamle underskrifter fra et flertal bag en kandidat, der så kan få 14 dage til at forhandle.

Fejler alle tre runder, opløses Knesset, og der udskrives nyvalg, som typisk afholdes inden for 90 dage. Tæller man dagene sammen, vil det blive i løbet af foråret 2027.

Regeringspartierne behøver ikke tilsammen at have 61 mandater for at danne regering, og således kan der godt dannes en mindretalsregering. Der skal blot være et simpelt flertal af de afgivne stemmer ved en såkaldt investiturafstemning. Og her er det vigtigt med ordet afgivne: Hvis et parti undlader at stemme, kan der nemlig opnås flertal uden at få 61 stemmer. Og man kan også stemme for en regering uden selv at være med i koalitionen.

Sidstnævnte giver anledning til, at der diskuteres, om de arabiske partier kan stemme for en regering ledet af oppositionsblokken, som dermed kan få flertal. For de arabiske partier er det attraktivt, fordi man for det første undgår nyvalg og for det andet undgår Netanyahu som leder endnu en gang. 

Hvad der umiddelbart kan virke oplagt, udfordres dog af oppositionspartiet Yisrael Beiteinu med Avigdor Lieberman i spidsen. Han har nedlagt veto mod at gå i koalition med de arabiske partier eller have dem som ekstern støtte, og en mindretalsregering virker derfor mindre sandsynlig. 

Liebermans ultimatum skyldes, at nogle af de israelsk-arabiske politikere støttede Sydafrikas folkedrabssag mod Israel ved Den Internationale Domstol i Haag. Lieberman insisterer på, at der kan forhandles en koalition uden om de arabiske partier, men han har ikke peget på hvordan og hvorledes.

At vende på en taburet

Den skarpe læser har måske opdaget, at jeg har undladt at introducere et parti fra Netanyahus blok. Nemlig United Torah Judaism, der fik syv mandater. Det er et haredisk parti, som adskiller sig ved at være ikkezionistisk, hvilket ikke skal forveksles med antizionisme. Det betyder, at partiet godt kan støtte staten Israel uden at være tilhænger af religiøs zionisme.

Torsdag den 5. november har partiet vendt sig på taburetten, så at sige. Det har nemlig undladt at pege på Netanyahu som regeringsforhandler. Det skyldes, at rabbinerne bag begge fraktioner af partiet har opfordret til ikke at pege på nogen blok overhovedet. 

Indtil videre styrker det Eisenkots muligheder for at få forhandlingsopgaven. Men hvis partiet helt undlader at lægge sine mandater til Netanyahu, vil hans blok blive mindre end oppositionsblokken. 

Hvis partiet heller ikke vil støtte en eventuel Netanyahu-regering eksternt og undlader at stemme i en investiturafstemning, vil oppositionen have simpelt flertal både med og uden de arabiske partier. 

Det er dog betinget af, at sidstnævnte heller ikke stemmer imod Eisenkot.

Endelig er det en mulighed, at Eisenkot går sammen med Netanyahu i en enhedsregering, hvilket også er det, som den orange mand i USA efter sigende tilskynder. Så kan man fortsætte status quo i både krigen mod Iran og de igangværende forhandlinger om Abraham-aftalerne. Det kan synes usandsynligt, fordi oppositionen har slået sig så hårdt op på et løfte om change uden Netanyahu, og Eisenkot har også afvist muligheden efter valgresultatet. 

Men hvem ved, hvad der sker, når forhandlingsdagene er ved at udløbe? Vil Kong Bibi bekræfte sit talent for altid at beholde magten? Ellers må vi ud i endnu et spændende nyvalg.