Tilbage til forsiden

semper

Essay

Hvad kan en følsom dreng lære af Jesus?

Kristian Bonde-Nielsen·18. november 2026·8 min. læsetid·
Hvad kan en følsom dreng lære af Jesus?

Hvor går jeg hen for at finde ud af, hvordan jeg er en ’rigtig’ mand? Kristian Bonde-Nielsen, præst i Købnerkirken i København, slår et slag for det gode gamle søndagsskolesvar: Jesus.

Jeg har egentlig altid syntes, det var lidt underligt, det der med at være en mand. Selvom jeg lige er fyldt 40, og derfor har, ja, 40 års erfaring, må jeg indrømme, at jeg stadig synes, det er lidt skørt.

Jeg er en følsom mand. Og da jeg var dreng, var jeg en meget følsom dreng. Så da jeg første gang hørte Blaue Blumes sang »Følsom dreng«, var det som at høre en sang skrevet ud fra min imaginære dagbog. Når der synges om at »blive født sådan« og komme til at »dø sådan«, beskriver det meget umiddelbart, hvordan jeg altid har haft det.

En stor del af min opvækst blev jeg opdraget af min mor og min noget ældre storesøster. Halvt i spøg og halvt i alvor siger jeg derfor nogle gange, at jeg havde to mødre. Når vi skulle se film, endte vi ofte med en romantisk komedie, og derfor har jeg set Pretty Woman mindst ti gange. Der findes formentlig ikke en romantisk komedie fra 90’erne, som jeg ikke har set.

Mænd og kvinder og samspillet mellem kønnene fylder – stadig – meget i den offentlige samtale, måske fordi så meget har ændret sig i løbet af de sidste 50 år. Der er blevet vundet mange vigtige sejre for kvinders rettigheder og ligestilling generelt, hvilket vi og jeg skal være glade for. Men måske det også har efterladt et tomrum, vi nu skal have fyldt ud, når mænd i dag spørger: Hvad vil det sige at være mand?

Mænd græder, bare ikke mig

I gamle dage (hvornår det så end var) var det nemmere. Der vidste man, hvad mandens rolle var. Noget med at forsørge, tage ansvar, træffe beslutninger og være stærk. Ja, at være mandig, hvad end det betyder.

Men ligestillingen har vendt op og ned på de klassiske kønsroller. Heldigvis. For nu er det ikke længere givet, hvem der styrer finanserne, og hvem der laver mad. Måske er det derfor også mere komplekst at være mand i dag end for 100 år siden, selvom vi nok sminker fortiden lidt rigeligt, hvis vi tror, at størstedelen af mænd bare rendte rundt og trivedes for 100 eller 500 år siden.

Noget af det sværeste, synes jeg, er at tale med andre voksne mænd. Eller måske er samtalen ikke svær i sig selv, men jeg synes, det er svært at tale om det, der betyder noget.

Det er let nok at tale om realkreditlån, biler og sport – og jeg elsker i øvrigt at tale om sport. Men det kan være svært at tale om det, der betyder noget. Hvordan man egentlig har det, for eksempel. Selv når livet er allerhårdest, har vi det som regel »fint nok«, hvis nogen spørger. Og når vi burde række ud efter hjælp, foretrækker de fleste af os alligevel at klare det selv.

De fleste af os kan sikkert godt blive enige om, at rigtige mænd godt må græde. Vi gør det bare helst ikke selv.

Efterhånden, som jeg er blevet ældre, har jeg dog opdaget, at jeg får lettere og lettere til tårer. Jeg bliver rørt over de mindste ting. Jeg kniber tit en tåre, når jeg ser programmer som X Factor eller Den store bagedyst. I søndags fik jeg fugtige øjne af at se nadverkøen til gudstjenesten. Og senere skete det igen, da jeg læste Harry Potter for mine piger. Det var dog også et af de særligt rørende øjeblikke.

Længslen efter mening og retning

I den offentlige samtale tales der for tiden meget om, at nogle mænd finder ro og retning i at søge tilbage – kan man sige. I at søge mod det, man i mangel af bedre ord kunne kalde mere traditionelle kønsroller. Jeg kender mænd, som bliver opmuntret af en som Jordan Peterson. Mænd, som finder hjem til sig selv i noget mere solidt (igen i mangel af bedre ord).

Samtidig er det også relativt veldokumenteret, at det sker et eller andet med unge mænds forhold til tro og religion i disse år. De søger kirken i en eller anden grad – og i hvert fald i højere grad end deres fædre og bedstefædre. Andre mennesker er væsentligt klogere på, hvorfor det er sådan. Men mon ikke denne søgen tilbage også hænger sammen med den udvikling, der har været i mandens rolle i samfundet?

Jeg forstår godt længslen efter at finde noget, der giver mening og retning. Længslen efter at vide, hvem man er, og hvem man skal være. Men hvor meget, jeg end prøver, er der ikke noget af det, der hjælper mig med at finde ud af, hvad det vil sige for mig at være mand. I hvert fald ikke, hvis det skal defineres i opposition til at være en kvinde.

Jesu forskellige sider

Det mest hjælpsomme har for mig været at undersøge – og her kommer søndagsskolesvaret – hvilket forbillede Jesus giver os på, hvad det vil sige at være mand.

Når jeg læser evangelierne, bliver jeg igen og igen slået af, hvor mange forskellige sider Jesus rummer. I sin tale, i mødet med mennesker og i sine handlinger viser han eksempler på både det, vi traditionelt har forbundet med maskulinitet, og det, vi traditionelt har forbundet med femininitet. Ikke fordi omsorg kun er feminint eller styrke kun er maskulint. Men fordi vi som kultur har lært at forbinde bestemte egenskaber med det ene eller det andet køn.

Jesus græd over sin ven Lazarus’ død. Jesus tog børnene i favn og velsignede dem. Jesus udviste ømhed og empati i mødet med mennesker og fik ondt i maven over medmenneskers lidelser. Jesus vaskede disciplenes fødder, kaldte sig selv en tjener, viste frygt og fortvivlelse i Getsemane Have og sammenlignede sig selv med en høne, der længes efter at samle sine kyllinger.

Og den selvsamme Jesus ryddede templet, talte med autoritet til stormen, så den lagde sig, og kaldte den døde Lazarus ud af graven. Jesus modstod Djævelens fristelser, konfronterede farisæerne og stod fast over for Pilatus. Og på trods af fortvivlelsen over korset, gik Jesus stadig målrettet mod selvsamme kors.

Som kultur har vi lært at forbinde bestemte egenskaber med det ene eller det andet køn. At kategorisere Jesu empati, tjenersind og gråd som feminine kvaliteter. Og hans autoritet, handlekraft, mod og retfærdige vrede som maskuline dyder. Men tilstedeværelsen af alle disse forskellige egenskaber hos Jesus vidner måske om, hvorfor denne skelnen ikke nødvendigvis er sund.

Du behøver ikke passe ind

De forskellige sider af Jesu væsen står allertydeligst frem i de sidste ord, evangelisterne lader ham sige på korset. Hos Markus og Matthæus lyder det fortvivlet: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?« Hos Lukas lyder ordene anderledes, mere tillidsfuldt: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« Og hos Johannes: »Det er fuldbragt.«

Tre forskellige udsagn med tre forskellige perspektiver på Jesu sidste øjeblikke. Udsagn, der viser fortvivlelse, tillid og fuldendelse.

Når jeg tager fat i det, er det fordi, min pointe ikke bare er, at både mænd og kvinder kan spejle sig i Jesus. Det, tror jeg også, er sandt.

Min pointe er, at når Jesus, Guds levende ord, bliver menneske og med sit liv viser os, hvad det vil sige at være menneske, så rummer han langt mere, end vores forestillinger om maskulinitet og femininitet normalt giver plads til.

I Jesus møder vi både styrke og sårbarhed, både autoritet og ydmyghed, både vrede og ømhed. Vi møder en mand, der ikke ser ud til at være optaget af at passe ind i en bestemt forestilling om, hvordan en mand skal være.

Måske er det netop derfor, han kan være et forbillede for mænd i dag. Ikke, fordi han giver os endnu en rolle, vi skal leve op til, men fordi han viser os, at vi ikke behøver at være mindre hele mennesker for at være mænd.

For Jesus viser os det ultimative forbillede på, hvad det vil sige at være menneske – og derfor også på, hvad det vil sige at være mand. For mig har det været en befrielse at opdage, at også sådan en følsom dreng som mig kan spejle sig i Jesus.

Jeg behøver ikke at lægge låg på sider af mig selv for at være mand. Min følsomhed gør mig ikke mindre ’mandig’. Og jeg behøver ikke at vælge mellem at være stærk og at være sårbar.

Måske er det netop noget af det, Jesus kan vise os: at vi ikke behøver at passe ind i en bestemt forestilling om, hvad en mand eller en kvinde skal være. for at blive mere hele mennesker.

Om forfatteren
Kristian Bonde-Nielsen

Kristian Bonde-Nielsen er præst i Købnerkirken på Amager. Tidligere har han været præst i Vanløse Frikirke og medvært på podcasten Spadestik.

Du vil måske også kunne lide
Hun er en af hovedpersonerne i Storbritanniens kristne renæssance
Artikel·12 min. læsetid

Hun er en af hovedpersonerne i Storbritanniens kristne renæssance

Kristendommen har fået en renæssance blandt britiske intellektuelle, forfattere og politikere. Men de nye kristne stemmer er langt fra enige om, hvad troen skal betyde for samfundet. Martin Krath-Andersen har interviewet den britiske forfatter og podcastvært Elizabeth Oldfield — en af de mest markante skikkelser i den debat.

Martin Krath-Andersen og Troels Nymann·17. nov. 2026
En indføring i næstekærlighed
Anmeldelse·6 min. læsetid

En indføring i næstekærlighed

Niels Nymann Eriksen har en særlig evne til at gøre kristeligt kernestof forståeligt. Hans nye bog giver en præcis indføring i noget, vi nok alle sammen synes, vi forstår, men har sværere ved at leve efter.

Pelle Kviesgaard·16. nov. 2026
Et nyt Fadervor
Kort fortalt·4 min. læsetid

Et nyt Fadervor

Bibelselskabet har præsenteret en ny oversættelse af kristendommens mest kendte bøn. Og oversætterne har været modige.

Morten Birkmose og Troels Nymann·10. nov. 2026

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

SEMPER udgives af Forlaget Semper.

©2026 Alle rettigheder forbeholdes.

ISSN 2795-1480

Privatlivspolitik|Om os|Kontakt
InstagramFacebook