På skrivebordet lå en stak eksamensbesvarelser. John Ronald Reuel Tolkien havde påtaget sig det slidsomme rettearbejde for at supplere sin professorløn fra Oxford Universitet. Med en voksende børneflok var pengene kærkomne, men arbejdet var ikke videre inspirerende. Side efter side skulle læses og bedømmes.

Så opdagede han en blank side.

En af eksaminanderne havde efterladt et helt ubeskrevet stykke papir. Tolkien griber pennen og skriver en enkelt sætning:

I et hul i jorden boede en hobbit.

Han vidste ikke selv, hvad en hobbit var – endnu altså. Det havde han i hvert fald ingen forklaring på, da han mange år senere fortæller historien til digteren W.H. Auden. Sætningen dukkede bare op.

Men langsomt begynder Tolkien at digte videre på den mærkelige skabning og dens verden. Først for sine børn og siden som en bog, der i 1937 udkommer under titlen Hobbitten. Senere kommer Ringenes Herre til, og den behøver næppe nogen nærmere introduktion.

Historien om den blanke side passer næsten for godt til myten om Tolkien. Som om Midgård opstod i et øjebliks adspredthed i hovedet på en distræt Oxfordprofessor.

Men den fortæller ikke hele historien. For da Tolkien satte pennen til papiret, havde han allerede brugt en stor del af sit liv på at beskæftige sig med sprog, gamle fortællinger og middelalderlige myter.

Midgård opstod ikke ud af ingenting eller et enkelt øjebliks inspiration. Det var en verden, Tolkien havde været på vej imod næsten hele sit liv. 

Og det er en verden, der tydeligt bærer præg af sin skaber.

Katolikken Tolkien

John Ronald Reuel Tolkien blev født i 1892 i Bloemfontein i det nuværende Sydafrika, hvor hans engelske far arbejdede som bankdirektør. Men det var i England, at Tolkien kom til at vokse op. I 1895 rejste hans mor Mabel hjem med ham og hans lillebror Hilary, mens faderen blev tilbage i Afrika. Året efter døde faderen af sygdom, blot 38 år gammel.

Mabel bosatte sig med sine to sønner i landsbyen Sarehole uden for Birmingham. Her voksede Tolkien op mellem marker, småveje og gamle møller. Det landlige Midlands gjorde et stærkt indtryk på ham. Men samtidig lå storbyen og dens voksende industri ikke langt derfra. 

En lige så formativ begivenhed for den unge Tolkien som rykket til Sarehole fandt sted i 1900, da hans mor konverterede til katolicismen.

Det var ikke nogen ukompliceret beslutning. Hendes øvrige familie var baptister, og de tog ikke let på hendes omvendelse. For Mabel, der i forvejen var enke og alene med to drenge, fik det også økonomiske konsekvenser.

Fire år senere døde hun af diabetes, kun 34 år gammel. Tolkien var på det tidspunkt 12 år og havde nu mistet begge sine forældre.

Ni år efter hendes død skrev den 21-årige Tolkien om hende: 

My own dear mother was a martyr indeed. 

Han regnede det for en Guds gave at have fået en kvinde til mor, som sled sig selv ihjel for at sikre, at hendes to sønner skulle fastholde troen. Den katolske tro.

Inden sin død havde Mabel sørget for, at den katolske præst Francis Xavier Morgan skulle være drengenes værge. Han blev en slags anden far for Tolkien, men forholdet mellem dem var ikke altid nemt.

Som 16-årig forelskede Tolkien sig i den tre år ældre Edith Bratt, der ligesom han selv var forældreløs, og som boede på samme pensionat i Birmingham. Fader Francis mente imidlertid, at forholdet stod i vejen for Tolkiens studier, og forbød ham at have kontakt med Edith, indtil han fyldte 21 år.

Tolkien adlød i det store hele sin værge. Men på sin 21-års fødselsdag skrev han igen til Edith, og kort efter blev de forlovet. I 1916 giftede de sig i en katolsk kirke i Warwick. Samme år blev Tolkien sendt til Frankrig som soldat under Første Verdenskrig.

Han oplevede det berygtede slag ved Somme, hvor hundredtusinder af soldater mistede livet. Blandt de døde var også to af hans nærmeste venner fra skoletiden. Tolkien blev ramt af skyttegravsfeber og sendt hjem til England. Under krigen begyndte han for alvor at skrive de fortællinger, som senere skulle blive til hans store mytologiske univers.

I de følgende år fik han og Edith fire børn, og Tolkien fortsatte den akademiske karriere, som i 1925 førte ham tilbage til Oxford som professor i angelsaksisk.

Tolkien var som forfatter uhyre opmærksom på ikke at skrive allegorisk, og derfor var referencerne til troen altid implicitte, eller som han skriver, absorberet ind i fortællingens karakterer og symbolik. F.eks. kommer det til udtryk, da Sauron bliver besejret den 25. marts. Dagen, som ifølge kirkens tradition var datoen for både Jesu undfangelse og i en middelalderlig tradition også den oprindelige langfredag.

At Tolkien lige netop var romersk-katolsk og altså hverken baptist eller anglikaner, er ikke uvæsentligt for at forstå den kristendom, man kan spore i hans værker og tænkning. I et berømt citat om Ringenes Herre skriver Tolkien, at han i revisionen har indset, at bøgerne fundamentalt set er religiøse og katolske værker. 

Selv har jeg haft en tendens til at læse dette som “kristne værker”, men for Tolkien var det ikke uvæsentligt, at de netop var katolske.

Det var den kirke, hans mor havde valgt med store personlige omkostninger, og som havde givet ham et hjem, da hans forældre ikke længere var der. 

Og katolicismen tilbød samtidig Tolkien en forbindelse til det gamle, førreformatoriske England, som han gennem sin forskning var blevet så fortrolig med.

“Andenrangs” litteratur

Da Hobbitten udkom i 1937, blev den modtaget med stor applaus fra såvel anmeldere som læsere. Snart forlangte forlaget en opfølger, og således begyndte professorens akademiske meritter at træde i baggrunden for hans skønlitterære forfatterskab.

Selvom Tolkien allerede havde en solid akademisk karriere bag sig og blandt andre var blevet opmuntret af vennen C.S. Lewis til at arbejde videre med sine fortællinger, var det næppe den litterære berømmelse, han havde forestillet sig.

Da Tolkien i 1961 af vennen C.S. Lewis blev nomineret til Nobels litteraturpris, affærdigede et medlem af Nobelkomitéen hans forfatterskab med ordene: 

[it] has not in any way measured up to storytelling of the highest quality.

Tolkien skrev inden for en genre, der tildrog sig mange læseres opmærksomhed, men som samtidig blev og bliver set ned på som andenrangs litteratur. Nok er Tolkien en stor forfatter, men hans ublufærdige fascination af magi, elvere og drager vil i kritikernes øjne nok altid hensætte ham til niveauet under de største forfattere.

Formentlig ville nogle ønske, at Tolkien havde brugt tiden på at producere bøger af mere lærd kvalitet. De relativt få større akademiske tekster, han efterlod sig, tæller blandt andet essayet Beowulf: The Monsters and the Critics, som i dag regnes for at være blandt de vigtigste bidrag til forskningen i det angelsaksiske middelalderepos.

Tolkien besad uden tvivl en kolossal viden kombineret med en dyb originalitet, men som Tolkien-forskeren Tom Shippey påpeger, ville en mere akademisk penneføring nok også have begrænset udbredelsen af Tolkiens tanker. 

Og det er netop i hans skønlitterære værker, at tankerne, han udvandt gennem sin forskning, får liv.

Tolkiens legendarium

Man kan sommetider sidde med fornemmelsen af, at Tolkien på en måde voksede sig for stor. Hans bøger endte som populærkultur allerede i hans egen samtid, og da Hobbitten udkom i 1937, ville forlaget som nævnt gerne udgive en toer.

På daværende tidspunkt var bogen ikke rigtig tænkt ind i det større sammenhængende univers, som den sidenhen blev en del af, så foreløbigt var Tolkiens verden tømt for hobbitter. Til gengæld havde han i sine gemmer nogle langt mørkere fortællinger, der handlede om elvere og var skrevet i en tone og stil, der mindede om et kryds mellem Det Gamle Testamente og de islandske sagaer.

Afstanden mellem dette og historien om den gæve hobbit Bilbo var dog for stor, mente forlæggeren, og Tolkien måtte derfor parkere sine elvere for i stedet at finde på mere om hobbitterne og deres bedrifter.

Det blev så til Ringenes Herre, som udkom i tre bind i årene 1954-55, knap 20 år senere. Historierne om elverne blev aldrig udgivet i Tolkiens egen levetid, men dele af det enorme materiale blev efter hans død samlet og redigeret af sønnen Christopher Tolkien til Silmarillion, der udkom i 1977.

Man kan vist roligt sige, at hvis Tolkien ønskede at malke sin egen succes i kølvandet på Hobbitten, så skulle han have lagt sig langt mere i selen for det.

Hermeneutikeren Paul Ricoeur kalder litteraturen for et laboratorium, og præcis dette kan man sige, at den blev for Tolkien. I Midgård fremkaldte han nemlig den verden, som han var blevet dybt fortrolig med gennem sin forskning i middelalderlitteratur. Her vævede han legender, sagaer, eventyr og folklore sammen til et stort og sammenhængende univers, som han kaldte sit legendarium.

I denne litterære verden kan man spore et væld af kilder, hvis mangfoldighed ikke alene består i deres forskellige genrer, men især også i deres geografiske og sproglige facon. Tolkien kunne således læse alt fra de klassiske sprog, latin og græsk, til nogle mere usædvanlige sprog som gotisk og finsk. Han havde i varierende grad beskæftiget sig med adskillige snese sprog, både levende og døde.

Når man må regne Tolkien for et geni, skyldes det ikke mindst dette suveræne sproglige talent. Og sprogene var ikke bare pynt i hans verden. Tværtimod var de noget af det første, der kom til. Fortællingerne måtte til dels opfindes, for at de opdigtede sprog skulle have personer, steder og en historie at høre hjemme i.

Midgård var på den måde mindre en flugt fra virkeligheden end et forsøg på at grave sig ned under dens moderne overflade. Tolkien opfandt en verden, men han byggede den af materialer, han mente allerede fandtes omkring os: gamle ord, tabte fortællinger, glemte myter og en bestemt forestilling om, hvad verden grundlæggende er.

Polyglotten Tolkien

Det er en velkendt viden, at Tolkien selv skabte op til flere sprog, hvoraf dem med de mest fyldige vokabularer var hans to elversprog, det ældre sprog quenya og sproget sindarin.

Disse to sprog bar hver især lighed med to sprog fra vores verden, nemlig finsk og walisisk, men modsat elversprogene er finsk og walisisk på ingen måde beslægtet, da de hver især tilhører henholdsvis den uralske og den indoeuropæiske sprogstamme.

Man fristes til at sige, at Tolkiens forståelse for sprog var mere end indgående, den var intim. Som forfatteren Humphrey Carpenter skriver i sin biografi om Tolkien: 

They [sprogene, red.] filled for him the place that music has in many people’s lives.

Når Tolkien beskæftigede sig så meget med netop eventyr og folklore, var det, fordi han mente, at de var lige så gamle som sprogene selv. For ham var sprog og fortælling to sider af samme sag. Vil man med andre ord tilegne sig et sprog, må man også leve sig ind i den verden, sproget fremkalder.

I sit berømte essay »Om eventyr« afviser Tolkien pure Friedrich Max Müllers definition af mytologi som »en sygdom i sproget«, og i førnævnte essay om Beowulf kommer forklaringen på det.

Han skriver, at moderne læsere misforstår Beowulf, når de anser de mytologiske og eventyrlige elementer for at være kluntede tilføjelser til historien. De moderne læsere vil gerne bjærge den sublime sproglige skønhed, de finder i Beowulf, men de ærgrer sig over, at forfatteren ikke skrev om noget mere dannet end monstre og drager.

Til dette skriver Tolkien, at myten som helhed dør, hvis man begynder at foretage en sådan redningsmanøvre. I stedet skriver han, at: 

the monsters are not an inexplicable blunder of taste; they are essential, fundamentally allied to the underlying ideas of the poem, which give it its lofty tone and high seriousness.

Monstrene giver altså digtets sprog tyngde. For Tolkien kunne man ikke uden videre skille ordene fra fortællingen eller fortællingen fra den verden, den udsprang af.

Og den verden, Tolkien forsøgte at genfinde gennem sprogene, var ikke blot et abstrakt, mytologisk univers. Den havde også en ganske bestemt geografi.

Englænderen Tolkien

Humphrey Carpenter gør i sin Tolkien-biografi opmærksom på, at det egentlig er forbløffende, at det netop er det engelske sprog, Tolkien valgte at studere, med tanke på hans kærlighed til og kundskab i alle mulige slags sprog. Hvorfor valgte han netop så det velkendte?

Men svaret er naturligvis, at det ikke så meget var det moderne engelsk, der optog ham, som det angelsaksiske sprog, det hans forfædre havde talt i middelalderen.

Tolkien holdt uendelig meget af England og især det vestlige Midlands, hvor han var vokset op. Men det England, han elskede, var på mange måder et England, der ikke længere fandtes.

Hans særlige interesse samlede sig om det gamle, angelsaksiske England og det England, der gik forud for reformationen og Henrik den ottendes brud med Rom. Han sørgede over tabet af det gamle engelske sprog og var ikke mindst optaget af, hvordan den normanniske erobring havde forandret det engelske sprog og den engelske kultur. Før William Shakespeare og King James-bibelen. Før det moderne England fik sin form.

På samme måde var det, han forsøgte at vække til live i sit legendarium, et fortidens England. Eller snarere noget, der kunne have været angelsaksernes mytologi.

Dog, mens resten af Midgård er svøbt i fordums klæder, er Herredet snarere et billede af England, som det så ud omkring Tolkiens egen tid.

Tænk på beskrivelsen af Bilbos hjem i Hobbitten, Sækkedyb. Her er væggene og gulvene beklædt med fliser og tæpper, hans møbler er polerede, og der er mange knager til hatte og frakker. Det er et hjem med plads til store selskaber, som rummer både spisekammer, kølerum, køkken, badeværelse, stuer og garderober.

Som Tom Shippey opsummerer det i bogen J.R.R. Tolkien: Author of the Century:

It is in fact, in everything except being underground (and in there being no servants), the home of a member of the Victorian upper-middle class of Tolkien's nineteenth-century youth.

Tolkiens hobbitter er med andre ord en anakronisme midt i eventyrets arkaiske univers.

Tom Shippey peger desuden på et andet interessant forhold, der særligt kommer til udtryk i Hobbitten. Historien er den, at Bilbo bliver hyret af Gandalf til at være en indbrudstyv for dværgene.

Ordet »indbrudstyv« hedder på engelsk »burglar«. Ordet burglar har rødder i ordet burh, som betyder et befæstet hjem. En burglar er således en, der bryder ind i et befæstet hjem. Den samme germanske ordrod finder man bag det franske ord bourgeois, der betegner en person fra borgerskabet.

Shippey påpeger, at den Bilbo, vi møder i begyndelsen af Hobbitten, faktisk selv tilhører bourgeoisiet. Han er en del af det borgerskab, der var gennem inficeret af det, som Tolkien anså for at være et frankofilt snobberi. Det var f.eks. de folk, der tilstræbte brugen af et franskklingende vokabular frem for de mere jævne engelske ord.

I Tolkiens univers er de især legemliggjort i Bilbo Baggins’ irriterende slægtninge, the Sackville-Bagginses. Ordet “Sackville” er bare en francisme over navnet “Baggins”.

Her kan man måske gå et skridt videre end Shippeys rent sproglige observation. For hvis Bilbos opgave er at blive en burglar, bliver hans rejse samtidig en fortælling om at bryde ud af det borgerlige hjem, han i begyndelsen er så fuldstændig tilfreds med. Han skal forlade det trygge og respektable og bevæge sig ud i en ældre, farligere og mere eventyrlig verden.

På den måde kan Bilbos rejse læses som en miniatureudgave af Tolkiens eget projekt. Også Tolkien forsøgte at bryde gennem den moderne overflade og finde noget ældre nedenunder. Ikke nødvendigvis “det sande England” i nogen enkel historisk forstand, men et England – og en verden – som han mente stadig kunne anes gennem sproget, fortællingerne og landskabet.

Hobbitten Tolkien

I 1958, tre år efter udgivelsen af den sidste bog i Ringenes Herre-trilogien, skrev Deborah Webster et brev til forfatteren i forbindelse med, at hun skulle holde en fremlæggelse om ham, og derfor var interesseret i at høre mere om, hvem han var. Han besvarede brevet og skrev følgende:

I am in fact a hobbit in all but size. I like gardens, trees, and unmechanized farmlands; I smoke a pipe, and like good plain food (unrefrigerated), but detest French cooking; I like, and even dare to wear in these dull days, ornamental waistcoats. I am fond of mushrooms (out of a field); have a very simple sense of humour (which even my appreciative critics find tiresome); I go to bed late and get up late (when possible). I do not travel much.

Citatet er foruden at være et billede på Tolkiens levende engagement i sin læserskare et iblandt mange eksempler på, hvordan han også sammen med sine læsere lidenskabeligt indlevede sig i det univers, han selv havde skabt. Men det fortæller også noget mere jordnært om den verden, han længtes efter: haver, træer, umekaniserede marker, enkel mad og et liv i menneskelig målestok.

Og netop ved at placere denne anakronisme, hobbitterne, i fortællingen understreger Tolkien, at eventyrets arkaiske verden ikke er fuldstændig tabt, for gennem fantasien kan den stadig genfindes. Som garderobeskabet er døren til Narnia i C.S. Lewis’ univers, er Herredet døren til Midgård i Tolkiens.

På den måde kan man også sige, at Tolkiens forfatterskab handler om langt mere end at genfinde Englands svundne tid. Det handler om at finde tilbage til den magiske virkelighed, som gennem tiden mere og mere er svundet ind. 

Om at vise, at verden endnu er et fortryllet og forunderligt sted, rigt på eventyr og skønhed. Men samtidig indhylles verden gradvis i mere åndløshed og tom mekanisme, og derfor har vi svært ved at se dens magi.

Beren og Lúthien

I 1971 døde Edith. 

Tolkien lod navnet Lúthien indgravere på hendes gravsten. Lúthien var i hans legendarium en elverkvinde, der opgav sin udødelighed for at være sammen med mennesket Beren. Fortællingen havde Tolkien oprindeligt ladet sig inspirere til, da han så Edith danse mellem træerne i en skov i 1917. 

To år efter Ediths død døde Tolkien selv, 81 år gammel, og blev begravet ved siden af hende på Wolvercote kirkegård i Oxford. Under hans eget navn står der blot ét ord: Beren. 

Selv i graven er det således vanskeligt at skille Tolkiens liv fra den verden, han skabte. 

Tolkien bliver i dag ofte kaldt den moderne fantasygenres fader. Ikke fordi han opfandt genren, men fordi han med Hobbitten og Ringenes Herre gav den en form, som generationer af forfattere siden har skrevet i forlængelse af – eller i opposition til.

 Da Ringenes Herre i 1960'erne blev en enorm succes i USA, begyndte forlagene at efterspørge flere fortællinger som Tolkiens. Og forestillingen om et helt opdigtet univers, med egne sprog, folkeslag, kort og årtusinders historie, blev efterhånden selve kendetegnet på den moderne episke fantasy.

Tolkien havde ønsket at genfinde det gamle Englands tabte myter. I stedet endte han med at skabe en ny mytologi, som ikke blot forandrede litteraturen, men gav millioner af læsere en verden, de kunne træde ind i. 

En verden, der på sin egen måde blev lige så virkelig for dem, som den var for Tolkien selv.