Det virker til, at moderne rytmisk lovsang trives bedst i frikirker og frimenigheder end i folkekirker.

Det kan der være mange grunde til.

I mange år tænkte jeg, at det nok alene var et spørgsmål om kultur. Hvis man træder ind i en valgmenighed eller frimenighed eller står i en frikirkelig tradition, så er man på en anden måde præget af et genuint, evangelikalt ønske om at formidle kristendommen på en mere tidssvarende facon. Forskellen handler nok også om teologi, for eksempel i synet på, hvad gudstjenesten er; om man har et højt eller lavt syn på liturgiens afvikling og menighedens placering i forløbet.

Derudover har folkekirken en autoriseret salmebog, og de tillæg, der sidenhen er stødt til, er ikke ligefrem overlæsset med de nyere sange, man er glade for at synge i frimenighederne. Her er der i stedet en ny salmetradition, som jeg har fornemmelsen af helt og aldeles går fri- og valgmenigheder og frikirker forbi.

Sådan kan man klassisk anskue det. Men måske handler forskellen ikke alene om teologi, generationer og kirkekultur. Måske spiller arkitekturen med.

“Grimme” kirker

I min ungdom var denne forskel med til at skabe et billede af folkekirken som musikalsk fodslæbende og de øvrige menigheder som mere in sync med tiden. Det vildeste, der nåede med i folkekirkens autoriserede salmebog i 2003, var et par vers fra Taizé-traditionen. Men ingen Kendrick, Townend, Pedersen eller Asmussen, ingen Hillsong eller Vineyard-sange, og da slet ingenting på engelsk.

Så kunne vi folkekirketyper være lidt mere kedelige i det og fastholde Kingo og kompagni og iklæde os den alvor, man kun kan bære, når man bare véd, at man selv er helt afgørende for at bevare en tradition.

Men en kommentar fra sognepræst Helga Døssing Benfeldt i Kristeligt Dagblad i sensommeren fik mig på andre tanker. For måske er der også en anden grund end teologi og kultur. Måske spiller arkitekturen også ind.

Døssing Benfeldt sagde direkte om moderne kirkebygninger, at de er ”grimme”, og udtalte:

”De ligner fabriksbygninger og er et produkt af sekulariseringen. I mine øjne er skønhed objektiv og skabt af Gud. I Skabelsesberetningen hører vi, at Gud skabte verden og så, at 'det var godt', men det hebraiske ord for 'godt' betyder også smukt. En kirke bør være smuk, fordi det smukke peger på Gud som skaber."

”Grim” er en smagssag, dét ved jeg godt. Et tidligere konferencelokale eller en gammel fabrikshal kan begge være både flotte og imponerende – i hvert fald i teorien – men ingen af dem fortæller nødvendigvis krop, sjæl og ånd, at man her er trådt ind et sted, hvor den treenige Gud skal påkaldes og lovsynges.

Kan det være sådan, at frikirkerne og frimenighederne holder til i æstetisk vanskelige rammer i en sådan grad, at man har brug for, at stemningen sættes på en anden måde end i andre kirkebyggerier?

Katedralen indbyder med en naturlighed til, at orglet kan bruse majestætiske hymner, der flugter med buerne og højden til loftet. Men netop højtideligheden og alvoren i disse kan måske lyde lidt flad i et tidligere storrumskontor, som måske anderledes gæstfrit tager imod en popsang med et omkvæd rettet mod Jesus.

Sat på spidsen: Synger frimenighedsfolk moderne lovsange i rigt mål, fordi deres kirkerum er grimme, og fordi den musikalske og tekstmæssige æstetik i salmetraditionen ikke rigtigt passer ind i arkitekturen?

Kirke er også bygninger

Som protestanter gør vi jo en pointe ud af vores tro på, at kirken i virkeligheden er bygget af levende stene og som sådan er et fællesskab af mennesker mere end det er en bygning. På den måde er vi nok prægede af det opgør med forskellige fromhedsudtryk, der lå i det 20. århundredes teologihistorie.

Samtidig er der få lande, hvor man så nidkært passer på sine utidssvarende og gamle kirkebyggerier, som man gør det i Danmark. Stoltheden over den hvidkalkede middelalderkirke tilkommer ikke kun kirkefolket, men også mennesker, som ikke nødvendigvis går så meget i kirke, men synes, at den er smuk.

(Hvis man er i tvivl om, hvad bygningerne betyder, kan man blot læse op på historien om Herredskirke Kirke — jo, det hedder den.)

Vi tror tilsyneladende ikke helt selv på, at kirkens bygning er ligegyldig.

Kirker er altså også bygninger, og de skal ikke rives ned. De betyder noget. De indbyder til noget. Der er noget særligt ved dem. Det véd ’man’ godt. Du skal ikke tage gennemsnitsdanskeren særlig langt sydpå, før hun sætter sig ind i en kirke og fornemmer rummets anderledeshed, det andægtige, stilheden, tør man sige – ånden?

Kirkebygninger ryger sjældent i udbud. Du kan finde undtagelser, men særligt frimenighederne har kun yderst sjældent mulighed for at overtage en nedlagt kirke. Er man præst i en frikirke, frimenighed eller valgmenighed, må man ofte tage til takke med noget andet – og er man så heldig, at ens menighed vokser, ja, så får man ofte mere for kvadratmeterprisen ved at rykke ind i en forladt hal i et rigtig skønt industrikvarter.

Derfor ligger der nu i flere byer levende og store menigheder i bygninger, som den danske turist aldrig ville drømme om at gå ind i, hvis den lå i Italien. Den arkitektoniske værdi har med andre ord umiddelbart begrænset sakral betydning. Eller for nu at sige det lige ud: Bygningerne er grimme og tydeligvis konstrueret til noget andet end gudsdyrkelse.

Hvad gør det ved os at fejre gudstjeneste sådan et sted? Hvad gør det ved vores kroppe og vores fællesskab?

Døssing Benfeldt fortsætter i Kristeligt Dagblad:

”Vi er ikke upåvirkede af det, vi ser på og bor i. Vores sjæl tåler over tid ikke grimme bygninger. At noget er smukt tiltrækker, og når kirken er det højeste og smukkeste sted i byen, så fornemmer vi, at Gud er stor og vigtig. Når banker eller kontorer er de mest markante bygninger i byen, fortæller det, at penge er det centrale i tilværelsen."

Ingen ønsker at have en grim kirke. Derfor gør menighederne jo virkelig også meget for, at kirkerne skal være indbydende og praktiske. Men fortidens billedskærere, snedkere og malere finder sjældent plads i et brutalistisk betonrum, hvor der tidligere skulle stå en eller anden kæmpe maskine.

Jeg overvejer – og vi kan jo tale om det – om den moderne rytmiske lovsang til dels kompenserer for rummets begrænsede sakralitet. Misforstå mig ret: Ånden og ordet kan bestemt tale til mennesker uanset hvor det foregår. Men mennesket lytter måske til Helligånden og ordet anderledes, afhængigt af om det — som et klaver — er blevet stemt til lovsang af rummet eller ej.

Aural arkitektur

En middelalderkirke starter på sin vis gudstjenesten, før præsten har sagt et eneste ord. Klokken har kaldt dig derhen og sådan set peget mod bygningen hele ugen. Loftshøjden, lyset, alteret, stenene, ekkoet og århundreders brug har indlejret sig i en fællesbevidsthed, som kroppen instinktivt reagerer på. Rummet er så intuitivt anderledes, konstrueret himmelstræbende, med forkyndende kunst og sin særlige indretning, der om ikke andet tydeligt signalerer, at her er noget andet på færde end i alle andre bygninger i verden.

Men hvis rummet ligner et konferencelokale eller en fabrikshal mere end en, ja, kirke, så bliver det måske sangen, der får til opgave at fremmane en slags sakramental arkitektur.

Døssing Benfeldt siger om sine tidligere gudstjenester i en valgmenighed i en ”fabrikshal”, at det sled på sindet at arbejde i en ramme, der ”leder vores tanker hen på profit og produktion og ikke på Gud".

Er det også derfor, der synges moderne lovsang? Er det for at overdøve fornemmelsen af, at man står midt i en arkitektonisk ørken, eller – mindre polemisk formuleret – for at kirkerummet skal synges frem?

Husk nu, hvad jeg skrev fra begyndelsen. Det her handler også om kultur og teologi. Hvis en frikirke overtog en af vores store katedraler, er det ikke sikkert, de ville skifte deres sangkatalog ud med Brorson og Sthen eller gå over til førreformatoriske melodier. Men måske er der alligevel noget om, at musikken og sangen får mere arbejde, når arkitekturen ikke på forhånd har kodet mennesker ind i en sakral stemning.

Og her kommer vi til noget af det, som de moderne rytmiske lovsange kommer med. For de lægger sig op ad tidens tonesprog og -brug, som giver en anden adgang til sanser og følelser end mangen en Laub- eller Weyse-melodi.

Flere af tidens lovsangskomponister og lovsangsledere er bevidste om de musikalske greb, som sangene kan præsenteres med. Man bygger dynamiske sammenhænge op med crescendoer, lydfladen kan udvides, og de korte tekststykker fremstår i en nærmest meditativ gentagelse – man veksler mellem flerstemmighed og unison fællessang, bygger broer mellem tekstbidderne og knytter sange sammen, så lovsangsdelene af gudstjenesten bliver til mere end blot et par sange. Der indvæves momenter med ”halleluja” og ”hosianna”, ord, man også finder i folkekirkens sangbog, men her er det, som om deres opgave er at åbne en forbindelse til tilbedelsens inderste, mens de i salmen mere nøgternt aflægger rapport. Der er omkvæd, noget, som er mistænkeligt fraværende i salmebogen.

I frimenigheden eller frikirken er man måske faktisk i gang med at konstruere et rum af lyd, fra stilheden til det vildt intense og så måske tilbage til roen. Med guitaren i hånden skaber lovsangslederen og bandet med sangene en aural arkitektur, der på sæt og vis spejler den gotiske katedrals vilde himmelstræbende ønske om at drage mennesket nær det hellige.

Det er lydens æstetik, det er musikken, der rammesætter liturgien, og det er den mulighed, disse menigheder har, for huset, de bor i, har de ikke selv haft råd til at bygge eller bygge om.

Måske er det også derfor, at de nyere lovsange af nogle opleves lidt invasive, hvis de fremføres i et klassisk kirkerum. Her er arkitekturen jo sat, så det kan opleves som direkte malplaceret at gøre det igen gennem sang. Bygningen har i sig selv allerede sat en dagsorden så tydelig, at lovsangens rumskabelse føles som en gang dobbeltkonfekt. Som at bede Gud om at møde op i stedet for at takke for, at Gud er nær.

Den moderne, rytmiske lovsangs tilstedeværelse i den gamle kirkebygning kan til tider betragtes som tidsepoker, der clasher sammen, men det kan også være et spørgsmål om gennemgående forskellige fromhedsformer, der musikalsk kan være vanskelige at forene (selvom mange menigheder gør et bravt arbejde med det).

Måske handler det om, at de moderne lovsange ganske enkelt tjener en anden funktion end de gamle salmer.

Måske har den rytmiske lovsang overtaget noget af den gamle kirkebygnings arbejde med at åbne det indre menneske for lovsang og tilbedelse, med at se og begribe, at der findes det i livet, der er helligt, og at Gud selv er kilden til det.

Og måske skal de til dels kompensere for en arkitektur, der om ikke direkte modsiger, så ikke arbejder med på gudstjenestens formål: at sætte os ret foran Den Almægtige og prise den Treenige Gud. For uanset hvor vi går hen om søndagen, så er det jo netop det, der er grunden til, at vi synger – også selvom vi ikke synger de samme sange.