Når jeg hører Thomas Reinholdt Rasmussens prædiken ved gudstjenesten til Folketingets åbning, kan jeg næsten ikke opfatte den som andet end en provokation. Og som de unge drenge sagde, da jeg var præst på Nørrebro: Hvis du kommer provokerende til mig, så kommer jeg også provokerende til dig.

Som frikirkemand og ikke mindst skabs-anabaptist kan man næsten ikke undgå at få ondt i maven over biskop Reinholdts prædiken ved Folketingets åbning.

Lad mig forklare hvorfor.

For det første er der hele problematikken omkring statsmagt og kirke, som ved sådanne åbningsgudstjenester væver sig ind i hinanden. Kirken har aldrig været kaldet til at være en del af magten. Tværtimod er både Det Gamle Testamente og evangelierne fulde af advarsler om magtens evne til at korrumpere menneskers hjerter.

Når kirken samles til gudstjeneste på statsmagtens første arbejdsdag, placerer den sig midt i magtens centrum. Det er sjældent sundt for kirken. For når kirken kommer for tæt på magten, risikerer den at miste sin profetiske stemme og sit mod til at udfordre netop den magt, den burde holde ansvarlig.

Kirken kan selvfølgelig udmærket tale til magthaverne uden dermed at tale magten efter munden. Men det er netop derfor, at jeg bliver urolig over Reinholdts prædiken. For her synes kirken ikke blot at tale til magten. Den kommer også til at fortælle magthaverne, at en bestemt kirkelig tradition og praksis er med til at bære det samfund, de regerer.

For det andet er det højst besynderligt for en anabaptist at høre barnedåben fremhævet som tegn på, at vi alle er lige for Gud.

Jeg forstår sådan set godt, hvad Reinholdt vil sige. Når et spædbarn bæres til dåben, er det ikke på grund af barnets præstationer, evner eller særlige religiøse kvalifikationer. I den lutherske forståelse bliver dåben dermed et synligt udtryk for, at Guds nåde ikke er noget, vi gør os fortjent til. Og den tanke kan jeg som anabaptist sagtens tilslutte mig, selv om jeg er uenig i dåbspraksissen.

Men Reinholdt siger altså mere end det.

"For når denne fortælling og spædbarnedåben er civilisationsskabende og sætter os på samme sted ..."

Biskoppen argumenterer nemlig for, at barnedåben ikke blot udtrykker en kristen forståelse af menneskers ligeværd, men også har været med til at skabe vores demokratiske samfund. Derfor mener han, at den vigende barnedåb kan få konsekvenser for vores syn på hinanden og på folkestyret.

Tænk, hvis det virkelig er barnedåben, der skal værne om vores fælles samfund. Så har Folkekirken ikke blot fundet nøglen til kristendommen, men også til danskheden. På én og samme tid bliver døbefonten både et tegn på Guds nåde og et værn om det nationale fællesskab.

Og man må næsten beundre ambitionen. Folkekirken nøjes ikke længere med at forvalte kristendommen. Nu viser det sig, at den også er garant for dansk demokrati, sammenhængskraft og civilisation

Men er det nu også rigtigt?

Senere siger Reinholdt:

"For et samfund, der døber også sine små børn, kan ikke også være et samfund, der stiller folk på forskellige planer i folkelige forhold."

Hvis barnedåben virkelig var det stærkeste værn om et demokratisk samfund, ville historien se anderledes ud. Både enevælden, standssamfundet og andre stærkt hierarkiske samfund har praktiseret barnedåb.

Barnedåben kan altså sameksistere med både demokrati og autoritære styreformer. Derfor er det svært at gøre den til forklaringen på det ene frem for det andet.

Det betyder ikke, at den kristne fortælling om menneskers ligeværd ikke har været med til at forme den vestlige civilisation. 

Men det er én ting at sige, at kristendommen historisk har bidraget til forestillingen om menneskelig ligeværd. Det er noget ganske andet at gøre en bestemt dåbspraksis til det bedste værn mod et hierarkisk samfund.

Og her bliver jeg nødt til at stille et spørgsmål: Hvad med os, der ikke bærer deres børn til døbefonten? Hvad med mennesker af andre religioner? Hvad med dem, der slet ingen tro har?

Reinholdt mener naturligvis ikke, at disse mennesker er mindre værd. Det ville være en urimelig læsning af hans prædiken. Men når barnedåben får en særlig betydning som fundament for det åbne samfund, kommer mennesker — som mig — der ikke deler denne praksis, uvægerligt til at stå i et mærkeligt forhold til den fælles fortælling.

Anabaptist, muslim, ateist eller bare almindeligt skeptisk. Der er pludselig nogen, der hører mere hjemme i fortællingen end andre.

Og hvis jeg som anabaptist vælger ikke at døbe mine børn, er jeg så med til at svække det demokratiske samfunds fundament? Er min dåbspraksis mindre civilisationsbevarende end biskoppens?

For det tredje er det bemærkelsesværdigt, hvordan teksten, der prædikes over, bliver brugt til at understøtte argumentet.

"For de bar nogle små børn til Jesus, så han kunne velsigne dem."

Ja. Velsigne dem. Teksten handler ikke om barnedåben. Tekstens hovedpointe synes ikke at være dåb, men den tillid og modtagelighed, som Jesus fremhæver hos børnene. Fokus ligger ikke på en bestemt kirkelig praksis, men på den måde, mennesker tager imod Guds rige på.

At Folkekirken gennem århundreder har læst denne tekst som en støtte til barnedåben, har altid undret mig. Jeg ved selvfølgelig godt, at teksten har en central plads i den lutherske dåbsforståelse, og det er heller ikke den diskussion, jeg vil tage her.

For vi er ikke færdig med prædikenen. 

Fortællingen om, hvordan Jesus tager imod de mennesker, som disciplene forsøger at holde væk, bliver til en fortælling om, hvordan barnedåben har været med til at skabe det danske samfund.

Jesus åbner Guds rige for dem, der ikke har noget at komme med. For dem, der ikke har gjort sig fortjent til en plads. Han viser os en Gud, der ikke lader sig begrænse af menneskelige hierarkier og forestillinger om, hvem der hører til.

Reinholdt siger nemlig videre:

"Og truet er der blevet gennem historien af spædbarnedåben, for den truer gamle magtstrukturer og positioner."

Måske har han ret i en historisk forstand. Og han har helt sikkert ret i, at Guds rige — som teksten egentlig handler om — udfordrer vores magtstrukturer og forestillinger om hierarkier.

Men i prædikenen sker det modsatte for barnedåben, der bliver et redskab for magtstrukturer og hierarkier.

Barnedåben spændes selv for en magtstruktur. Den gøres til det, som bærer civilisationen, folkestyret og samhørigheden. Den bliver ikke alene et tegn på Guds nåde, men også et tegn på national sammenhængskraft. Den bliver ikke blot et kirkeligt anliggende, men et samfundskonstituerende princip.

Derved kommer barnedåben til at besidde netop den magt, som prædikenen hævder, at den befrier os fra. 

Jeg tror ikke, at Reinholdt ønsker at gøre barnedåben til et nationalt adgangskort. Tværtimod er det tydeligt, at han ønsker at fremhæve en kristendom, hvor alle mennesker er lige for Gud. 

Det paradoksale er, at biskoppen ender med at prædike det modsatte og give anabaptister som mig ondt i maven.