Mandag over middag skubber jeg en babygynge frem og tilbage. Nogle gange, når gyngen nærmer sig mit ansigt, får jeg lavet en grimasse, kildet nogle tæer eller sagt skøre lyde. Det kvitteres med søde smil og glade lyde. Men så kommer der en mand iført en tynd frakke. Han er på vej hen mod legepladsen, men uden et barn. Manden er målrettet og hemmelighedsfuld. Han vil skjule noget. Det er blikket, der afslører ham. Det er overdrevet årvågent, taget i betragtning af at han går i en nærmest mennesketom park.

Han nærmer sig skraldespanden, men kigger ikke på os. Han drejer skulderen som for at skjule, hvad han nu smider i skraldespanden. Der lyder et stille dump, så en kort pause, en tøven, en indøvet fumlen med den anden genstand og så endnu et dump. Men hvad han smed i skraldespanden, forblev ikke den hemmelighed, han tydeligvis ønskede, for jeg stod og så det hele.

To pakker cigaretter blev smidt ud, den ene uåbnet, den anden åbnet og, få sekunder inden den ramte skraldespandens bund, med en cigaret mindre i. Nu fører han lighteren til munden for at ryge, hvad jeg formoder må være den sidste smøg.

Hans hemmelighedsfulde adfærd gør mig helt ustyrligt nysgerrig. Hvem er han? Er der tale om en mand, der lige er gået fra sit første AA-møde med de nedrullede persienner? En mand, som er fyldt med en nyvunden beslutsomhed: Nu skal det hele være anderledes. Og så, her 500 meter senere, tager han afsked med cigaretterne? En mand, der resten af livet vil gå til møder og fortælle andre om lige netop denne mandag, hvor han blev ædru og røgfri? Var jeg vidne til et nyt kapitel i et menneskes liv? Eller var det bare et øjebliks viljestyrke, en mandag, der bød på en kraftanstrengelse, som hurtigt bliver glemt, og som ikke sætter nogen varige spor?

Eller måske tager jeg den alt for langt. Det er sikkert bare en konsulent, der vil være bedre end kollegaerne til årets DHL, har opdaget, at de andre er begyndt at løbetræne, og nu må gøre noget drastisk for at indhente deres forspring.

I første omgang blev jeg dog bare forarget over, at han smed cigaretterne ud og ikke gav dem væk. Han havde sikkert nogle venner, der ville blive glade for at spare 100 kr. Sådanne to pakker kan da ikke bare gå til spilde, så jeg tænkte, at jeg blev nødt til at gå over og fiske dem op af skraldespanden. Men inden jeg nåede så langt, kom der en mor med et barn, og så måtte det forblive en tanke. For jeg kunne dårligt stå der og rode i en skraldespand for at samle to pakker cigaretter op foran hende. Og jeg vidste heller ikke helt, hvad jeg skulle stille op med dem. Skulle jeg ryge dem, selvom det egentlig er noget, jeg sjældent gør?

Men jeg bliver modløs, når jeg ser på alt det, der går til spilde i vores samfund. Tag bare mit hjem. En kaffekværn, hvor hele maskineriet virker, men den dumme lille plastikknap er knækket, så den ikke kan betjenes. Senere en vaskemaskine og en tørretumbler, som sikkert ikke fejler det store, men som det ikke kan betale sig at reparere. Så det her var dråben.

Jeg brød mig virkelig ikke om tanken om, at pakkerne bare skulle gå til spilde. Skraldespanden ville blive tømt om et par dage eller måske blot om få timer, og så ville cigaretterne gå op i ild sammen med bananskræller, klemmeposer, bleposer og brune papkrus (som egentlig blot skjuler, at der er tale om et plastikprodukt). Ilden ville brænde alle cigaretterne rub og stub og endda med filter.

Midt i min forargelse dukkede en historie, jeg for længst havde glemt, op i hukommelsen. Så gammel en historie, at min hukommelse sikkert har manipuleret med den, men her får I den, som jeg husker den. Det er historien om, hvordan min farmor begyndte at ryge.

Farmor arbejdede som sygeplejerske, og her stod hun over for det dilemma, jeg lige havde mærket, nemlig at noget ville gå til spilde, hvis ikke hun greb ind. Hun var i den situation, at dem, hun passede, var syge, og når nogle døde, ville deres cigaretter selvfølgelig blive smidt ud. Men det kan man da ikke, tænkte hun. Så i stedet stod hun der og hostede sig igennem de afdødes cigaretter og sørgede for, at gløden sirligt bevægede sig i retning af filteret, så filteret ikke blev brændt. I hvert fald ikke før det blev smidt i en skraldespand, så det kunne brændes sammen med hospitalets øvrige skrald.

Nu afløses smilene og de små fornøjede lyde af en dreng, der er godt frustreret over, at gyngen ikke længere er i bevægelse. Så han får endnu et skub og sættes i bevægelse. 

Manden fik måske også et skub i dag. Et af den slags, der sender én fremad et øjeblik, men ikke nødvendigvis får én nogen steder hen. Som gyngen kan man bevæge sig meget uden rigtigt at flytte sig. Frem og tilbage, frem og tilbage.

Gad vide, om han får brug for endnu et skub, inden han står i kiosken igen? Og hvornår bliver bevægelsen egentlig ens egen? Er det, når man lærer at sætte benene rigtigt og selv kan holde gyngen i gang?

Jeg løfter i hvert fald min søn ud af babygyngen. Jeg er blevet træt af bevægelsen uden fremdrift og har brug for, at vi rent faktisk bevæger os hjem. Skal han faktisk nogen steder hen, kræver det, at nogen løfter ham ud af pendulet.

Mon ikke det gælder os alle sammen. 

Jeg kommer i tanke om søndagens tekst, der handler om en mand, der har ladet livets omstændigheder blive bærende for sin identitet. 38 år med sygdom, og da Jesus spørger ham, om han vil noget andet, må han forklare, at det ikke er en mulighed.

- Vil du være rask? 

- Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.

 Livet rummer slet ikke den mulighed, Jesus foreslår. Der er simpelthen ikke nok fremdrift. Men Jesus løfter ham ud af den virkelighed: 

- Rejs dig, tag din båre og gå.

Manden, der ikke længere har brug for en båre, bliver bedt om at tage den med som et tegn på de forgangne 38 år, en båre, der er blevet overflødig. I hvert fald for ham selv. Men samtidig en båre, som måske kan genbruges til at bære en anden?

Jeg håber ikke, at han smed den ud. Det var tilsyneladende vigtigt for Jesus, at han tog den med sig.

Nu skal jeg i hvert fald lige klemme det sidste ud af klemmeposen, så der ikke er noget, der går til spilde, før jeg kaster den ned til den fyldte og delvist fyldte cigaretpakke.