Tilbage til forsiden

semper

Kort fortalt

Bibelen kommer til Netflix og Amazon

Troels Nymann·25. marts 2025·3 min. læsetid·
Bibelen kommer til Netflix og Amazon

Efter succesen med den crowdfundede *The Chosen* kaster streaminggiganterne sig over bibelske dramaer. Amazon og Netflix satser på bibelbaserede serier.

Hvad er historien?

Magtspil, blodige slag og profetier – nej, det er ikke Game of Thrones, men House of David, Amazons nye serie om Kong David. Serien følger den unge hyrdedrengs vej til tronen, med al den politiske drama og personlige rivaliseringer, som historien rummer. Sådan bliver den i hvert fald solgt.

Men Amazon er ikke alene om at satse på bibelsk indhold. Netflix har allerede Mary, en film om Jesus’ mor fra december sidste år, og en moderne genfortælling af Ruth og Boaz på vej. Og de har lavet en samarbejdsaftale med Tyler Perrys produktionsselskab om mere af den slags. Det er en del af en større strategi for at fange det enorme, men ofte oversete, troende publikum.

Årsagen skal findes i serien The Chosen, der med sine knap 280 millioner (!) seere over fire sæsoner har fået streaminggiganterne til at spærre øjnene op. Til sammenligning blev den sidste og mest sete sæson af Game of Thrones set af “sølle” 44 millioner på tværs af platforme. Tallene er ikke helt sammenlignelige, men det sætter alligevel succesen i perspektiv.

The Chosen dramatiserer og genfortæller evangeliernes beretninger, og det er nok ikke noget nyt, men de har skruet op for produktionens kvalitet, og det er blevet taget godt imod. Den har også anvendt alternative udgivelsesmetoder i forskellige perioder — den var blandt andet gratis under coronaepidemien.

Angel Studios, der står bag The Chosen, har også lavet en aftale med Amazon Prime i USA, så serien kan gøre House of David selskab på streamingtjenesten.

Angel Studios arbejder i øvrigt også på Spin-offs til The Chosen.

Hvorfor er det vigtigt?

Man kan tolke investeringen i bibelindhold lidt forskelligt. I første omgang som simpel kapitalisme. Indholdet er populært, og Bibelen er ikke bundet af rettigheder og derfor meget billig at bruge. Den bekymrede sjæl ville nok spørge: Hvad kommer det til at betyde for indholdet, at der skal tjenes på penge på det?

I anden omgang så bliver det også læst ind i narrativet om “the death of woke”. Det bibelbaserede indhold er streaminggiganternes version af Zuckerbergs “community notes”. Men da flere af disse projekter blev igangsat for en rum tid siden (godt før Trump vandt valget), så virker det ikke helt til at passe ind i den fortælling.

Hvad betyder det for dig?

En ny æra for trosbaseret underholdning? Svært at sige. Men Bibelen har tidligere været ret direkte inspiration for klassikere som Ben Hur og De Ti Bud (Og så fortjener animationsfilmen Prinsen af Egypten også at blive nævnt.)

I sidste ende skal det nok ses som et udtryk for, at man har "opdaget" kristendommens globale position og den enorme gruppe af mennesker, som den udgør. Hvilket får en til at tænke over, hvilke andre arenaer i vores globale verden den erkendelse dukker op næste gang.

Du kan selvfølgelig også bare glæde dig til en anmeldelse af House of David her på SEMPER, når de sidste afsnit af første sæson er tilgængelige.

Om forfatteren
Troels Nymann

Troels Nymann er ansvarshavende redaktør på SEMPER Magasin og cand.mag. i litteraturhistorie og religionsvidenskab. Han skriver især om tro, kultur og politik og har siden 2023 bidraget med essays, artikler og ledere til magasinet.

Du vil måske også kunne lide
Når den, man elsker, ikke svarer
Anmeldelse·5 min. læsetid

Når den, man elsker, ikke svarer

Med et næsten ordløst manuskript af den norske nobelprismodtager i litteratur, Jon Fosse, har Erik Poppe med ’Min Kære’ skabt en intens og smuk fortælling, der også kan vise os noget om tvivlens grundvilkår i relationen til Gud.

Henrik Højlund·8. okt. 2026
Byen, der satte Paulus på prøve
Artikel·13 min. læsetid

Byen, der satte Paulus på prøve

Korinth var en romersk storby præget af rigdom, statusjagt og selviscenesættelse. Hvorfor brugte Paulus så meget energi på en menighed, der gav ham så mange problemer? Kasper A. Bergholt rejste i apostlens fodspor for at finde svaret.

Kasper A. Bergholt·8. okt. 2026
Landsmandsprofeten fra Kentucky er død
Nekrolog·10 min. læsetid

Landsmandsprofeten fra Kentucky er død

“The prophet of rural America” er død. Pelle Kviesgaard skriver nekrologen over landsmandsprofeten Wendell Berry og taler hans ord ind i dagens landbrugsdebat.

Pelle Kviesgaard·29. sep. 2026

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

SEMPER udgives af Forlaget Semper.

©2026 Alle rettigheder forbeholdes.

ISSN 2795-1480

Privatlivspolitik|Om os|Kontakt
InstagramFacebook