Hvad har kristne endetidsprædikanter, techmilliardærer og etnonationalister til fælles? Ifølge Naomi Klein og Astra Taylor drømmer den uhellige alliance om en verden, der går under, så længe de selv bliver reddet. Lukas Julius Kaarby anmelder deres nye bog End Times Fascism.
End Times Fascism er en bog, som jeg fandt ud af, at jeg virkelig havde brug for at læse. Bogen sætter nemlig ord på en fornemmelse, som i noget tid har ligget og ulmet i mig, og som jeg tror, vi er mange, der går rundt med. Fornemmelsen af, at vores fælles verden på forskellige måder er ved at gå under eller gå i stykker. At vi lever i en udgave af de famøse ‘sidste tider’, hvor den ene katastrofe overlapper med den anden, og et snarligt kollaps kan føles uundgåeligt.
Jeg har flere gange haft Kendrick Lamars omkvædslinje Get God on the phone kørende som et loop i mit hoved. For ja, jeg synes, at vores nuværende situation kan se uløselig ud.
Og det er så her, at bogen af de to venstrefløjsintellektuelle Naomi Klein og Astra Taylor kommer ind i billedet, fordi de giver et sprog for denne fornemmelse. De identificerer nemlig den ideologi, der både udnytter og forstærker dommedagsfornemmelsen. De kalder det for “end times fascism” eller på dansk endetidsfascisme.
Det er en bog, som på den ene side viser, at tingene faktisk er værre, end jeg havde forventet, men på den anden side slår den også fast, at der er måder, hvorpå vi kan sige fra over for den altødelæggende ideologi og kæmpe for en levende verden i fællesskab.
Bogens hovedopgave er at definere og kortlægge endetidsfascismen, som ifølge Klein og Taylor adskiller sig fra tidligere iterationer af fascismen. De definerer fascisme således:
”a revolt of the strong or relatively strong and injured that, while antidemocratic, taps into powerful popular passions and resentments.”*
Så det er en ideologi, hvor de magtfulde og stærke bruger reelle kriser og ægte smerte til at tage kontrol og samtidig skyde skylden for smerten på forskellige udsatte grupper. De forsikrer befolkningen om, at kriserne ikke er deres skyld, på trods af at det netop er dem, der er de magtfulde.
Men Klein og Taylor argumenterer for, at den form for fascisme, som vi ser sprede sig verden over, er en ny type – en fascisme, der er besat af undergangen. For det, der gør endetidsfascismen til noget særligt, er ideologiens centrale løfte om, at enden er nær, og at det faktisk er en god ting.
Undergangen skal altså ikke undgås. Nej, katastroferne skal accelereres.
Sagt på en anden måde: Endetidsfascismen adskiller sig fra andre former for fascisme ved, at katastrofen ikke er en undtagelse, men normen. Det er det miljø, den trives i.
Grunden til, at endetidsfascisterne vil fremprovokere undergangen, er, at paradis venter på den anden side. I bogen bruger de bunkeren som billede på det paradis, som venter forude. Endetidsfascismen har forskellige bunkerfantasier, men fælles for dem er, at det kun er de få udvalgte, som kan få en plads i bunkeren. Bunkeren er det modsatte af vores fælles verden.
Endetidsfascismen er ikke en monolit. Det er en uhellig alliance mellem religiøse ledere, tech-milliardærer og etnonationalistiske endetidsprædikanter. De har hver deres bunker, men de er alle drevet af at fremskynde undergangen af vores fælles verden. Og her ser vi netop en af bogens styrker, da den både formår at gå i dybden med hver af disse afgreninger og at vise, hvad de er fælles om.
Bogen er inddelt i tre dele om hver sin gren af alliancen, mens den fjerde del er et forsøg på opbyggelighed.
De religiøse
Bogens første del, Messianic Dreams, handler om den religiøse gren af endetidsfascismen, hvilket nok er de kapitler, som mange af de faste læsere her på Semper vil finde mest interessante. Her kommer de blandt andet ind på kristen zionisme, messianske jøder og Seven Mountain Mandate. De beskriver, hvordan den uhellige alliance bliver holdt sammen af en fælles hunger efter verdens ende, på trods af tilsyneladende uoverstigelige forskelle.
Et sigende eksempel på det er, at den notoriske kristne zionist John Hagee har holdt en prædiken, hvor han fremstillede Hitler som Guds redskab, som gennem Holocaust “hjalp” jøderne med at vende “hjem” til Israel.
Altså, man må forstå, at Hitler ifølge Hagee gjorde jøderne en tjeneste.
Kapitlet giver også et godt overblik over de centrale politiske aktører, hvoraf hovedeksemplerne er Itamar Ben-Gvir og Pete Hegseth, som fremstår som to alen af ét stykke i henholdsvis Israel og USA, men der nævnes eksempler fra verden over på bevægelsen.
Klein og Taylor går i kødet på denne form for eskatologisk teologi og identificerer her den største trussel fra en sådan teologi:
“This underscores the most serious danger posed by end times theology in a time such as ours, when so many real crises are reaching their breakpoints. Rather than seeing this breaking point as a clear signal that we should change course, the eschatology switches the signal to mean the opposite: bad is good, plagues are cures, war is peace. So prove your faith by staying the course and upping the ante.”*
Denne form for teologi ønsker at smadre verden for at komme ind i den himmelske bunker. Og det er ikke bare teologiske overvejelser. Forfatterne viser helt konkret, hvordan denne eskatologiske teologi strømmer igennem både det amerikanske og israelske militær; hvordan de bibelske profetier direkte bruges til at retfærdiggøre militære kamphandlinger og folkedrab.
På trods af det her meget dystre og mørke billede, som de tegner af den religiøse gren af endetidsfascismen, bruger Klein og Taylor de sidste par sider i kapitlet på at give lidt håb. De kommer nemlig med eksempler på, hvordan religiøse grupper og organisationer aktivt kæmper imod den fascistiske udlægning af kristendommen.
Tech-milliardærerne
Den anden del af bogen handler om tech-milliardærerne, og hvordan de ødelægger verden for at opbygge AGI – en AI-superintelligens, hvor menneskeheden bliver overflødig. De taler i det samme messianske sprog som de religiøse, men Gud er blevet udskiftet med AI. Spøgefuldt skriver Klein og Taylor, at lighederne i sproget mellem tech-milliardærerneog de religiøse er så slående, at det er på grænsen til plagiat.
I denne dels kapitler får man helt konkrete eksempler på, hvordan datacentre suger livet ud af de lokalmiljøer, de bliver placeret i, for at give liv til deres dyrebare AI. En ung mand fra Memphis kalder dem meget passende for “energivampyrer”.* Den enorme forurening fra datafabrikkerne resulterer i, at de lokale beboere (ofte udsatte mennesker på grund af datacentrenes strategiske placering) bliver ofret på AI-udviklingens kapitalistiske alter. Og det indfanger meget godt endetidsfascismens essens:
“It’s the conviction that, no matter what others have to endure, ‘I will be saved.’ And that is the very essence of end times fascism.”*
Når lokummet brænder, kan tech-milliardærerne tage deres privatfly til en luksusbunker i New Zealand eller rumskibet til Mars.
Tech-milliardærer som Elon Musk og Sam Altman ser ikke mennesker som nogen, der har en værdi i sig selv, men som en “biologisk bootloader”, en slags foder til deres AI-babyer. Det, vi ser i denne gren af endetidsfascismen, er en dehumanisering, ikke blot af en specifik gruppe af mennesker, men af hele menneskeheden som sådan.
“Every fascism has its subhumans. To technofascists, humans are the subhumans.”*
Klein og Taylor slår altså fast, at “The fight against AI is the fight for life.”*
Man kan blive lidt modløs, når man læser, hvor mange penge der investeres i AI for tiden. Goldman Sachs Research har estimeret, at der alene i år vil blive investeret 6,7 billioner kroner (ja, det er et tal med 12 nuller!) i AI-relaterede projekter. Det er en helt ekstrem magt, som tech-milliardærerne har. Men forfatterne slutter igen deres kapitel af med et glimt af håb. De beskriver nemlig, hvordan der er opstået stor modstand mod datacentre i mange lande. For eksempel var der alene i USA 48 datacenterprojekter til en samlet værdi på 1 billion kroner, som var gået i stå på grund af græsrodsmodstand.
Det er altså muligt at stå imod, også selvom der er tale om astronomiske mængder af penge.
Etnonationalisterne
Den tredje gren af den uhellige alliance er etnonationalisterne – dem, der ønsker nationer, som bygger på én specifik etnicitet. For de her etnonationalister er nationen i sig selv det kommende rige, det nye Jerusalem:
“Paradise is the nation itself, and the border its temple, demanding constant sacrifice. You don’t have to be a religious fundamentalist to buy into this particular brand of Armageddon and bunkered salvation.”*
Nationen bliver i sig selv en bunker, hvor der kun er plads til de få udvalgte.
Det, som etnonationalisterne tilbyder deres tilhængere, er en sadisme, som vi kender fra tidligere iterationer af fascisme. En perverteret nydelse af at se dem, der ikke er en del af ’det rene folk’, voldeligt blive deporteret ud af landet. Men denne sadisme, mener Klein og Taylor, kan også vise os svagheden i endetidsfascismen:
“Sadism is not a new addition to the fascist playbook, however. What is new is how little else is on offer. This absence, we are convinced, is end times fascism’s greatest weakness.”*
Altså, endetidsfascismen tilbyder ikke folket nogen reelle materielle goder (som man fx så i 1930’ernes europæiske fascisme). Det eneste, som administrationen giver dem, er snak om ‘the Great Replacement’ og sadistiske memes. Jeg synes, at forfatterne rammer den meget godt her:
“Many younger members of their base will never own a home in Trump and Vance’s America, but they can sure own the libs.”*
Det er en fascisme uden fremtid – den fremtidsløse fascisme.
Både den amerikanske og den europæiske højrefløj har placeret (konspirations)teorien om the Great Replacement – den store udskiftning – centralt i deres politik. Med den kan de nemlig koble de økonomiske problemer, som mange kan mærke helt konkret i de her år, til immigration og derved skyde skylden på migranterne:
“The story they told was a simple one: The struggle you are having paying the bills and finding a decent job? It’s not the fault of the bankers and speculators who crashed the economy [in 2008], or the politicians who passed the bill on to you. It’s all those migrants, driving down wages and draining public services.”*
Den her historie har vist sig at være faretruende potent til politisk mobilisering på begge sider af Atlanten. Og vi kan se den i fuldt flor i de her dage, hvor højrefløjen i hele Vesten forsøger at få demonstrationerne i Frankrig til at handle om “islamister”. De fleste politiske fænomener kan altså åbenbart kædes sammen med denne fascistiske og xenofobiske fantasi.
Fårene og bukkene
Bogens fjerde del er den opbyggelige del. Her starter forfatterne med at sætte skellet op mellem de to sider – the stayers & the leavers: På den ene side er der alle os, der ikke har en nødudgang til en bunker, og derfor er opsat på at leve lige her i vores fælles verden; på den anden side finder vi endetidsfascisterne med deres forskellige bunkere i himlen, under jorden eller bag militariserede grænser.
Deres opdeling minder til forveksling om Bruno Latours analyse i bogen Ned På Jorden (en bog, som jeg virkelig kan anbefale). Det er forskellen på dem, der vil være med til at arbejde på en fælles verden, hvor vi kan leve sammen i fællesskaber på tværs af skel, og så dem, der vil tage så meget, de kan, til sig selv og så flygte til deres eksklusive paradis. Man kunne også bruge passagen fra Matthæusevangeliet 25 til at sætte et lignende skel op: Der er dem, der hjælper udsatte mennesker, og så er der dem, der ikke gør. Fårene og bukkene.
Klein og Taylor argumenterer for, at vi har brug for det, de kalder “hereness”. Hereness er en måde at være i verden på, hvor vi accepterer, at vi ikke er ens, og at vi har vidt forskellige ophav, men samtidig har vi alle den samme ret til at leve godt her på jorden. Det er et modstykke til endetidsfascisternes flugtfantasier.
Bogens sidste kapitel giver et konkret eksempel på, hvordan en politisk kampagne kan føre en form for hereness-politik. Her laver de et casestudie af Zohran Mamdani, New Yorks borgmester, og hans politiske kampagne. Kampagnen fungerer som et eksempel på antifascistisk politik, hvor fascismens voldelige angreb på udsatte mennesker konfronteres direkte. Men som Klein og Taylor bemærker, er kampagnen ikke bare antifascistisk; den er et eksempel på selve antitesen til fascisme:
“More than a rejection of hatred, it was an invitation to kindness, to a world in which we avert our eyes from no one.”*
På trods af at Klein og Taylor forsøger at lave nogle generaliseringer og kommer med en håndfuld eksempler fra lande verden over, er det den fjerde del af bogen, den opbyggelige del, som føles mest USA-specifik. Med modstandskampen i Minnesota og borgmester Mamdani som eksempler på modgiften til endetidsfascismen kan man måske føle sig lidt langt væk her i Danmark. Men jeg synes stadigvæk, at deres hovedbudskab holder: Værn om det sted, hvor du bor, ved at gøre det til et sted, hvor liv blomstrer og trives på tværs af skel. Det er den her “herhed” eller tilstedeværelse, som de advokerer for. Det er en måde at leve på, som kan praktiseres i New York såvel som i Thisted eller København.
Den her form for tilstedeværelse i vores lokalmiljøer er en måde at kæmpe imod endetidsfascismen på. I bogen er der et citat af den amerikanske politiker og teologistuderende James Talarico, som indkapsler vigtigheden af fællesskaber meget godt:
”We have a whole economy now built on keeping us in our rooms, on our phones, for as many hours in the day as possible (…) And their competitors are churches and neighborhoods and pubs. It is the actual messy, complicated, beautiful human relationships that we require to live.” *
Vi har brug for de her fællesskaber, hvis vi skal overkomme endetidsfascismen. Kampen mod endetidsfascismen starter her. Så sluk din telefon eller computer og gå i kirke, moské eller tempel, eller tag til bordtennis eller bogklub. Tag til en demonstration eller i biografen med en ven. Hjælp dem, der har brug for hjælp omkring dig. Lad os sammen slutte os til de levende! Sammen kan vi bygge en fælles verden, hvor vi kan leve på tværs af skel og forskelligheder.
Hvis du har brug for inspiration til, hvordan, så kan det være, at du også skal læse End Times Fascism.
