Man skulle ikke tro, det var muligt at lave en så intens historie med så få ord. Men det er lykkedes for den norske instruktør, Erik Poppe, der også tidligere har lavet stærke film – med flere ord – som blandt andet Utøya 22. juli og Kongens valg.

I ’Min kære’ følger vi kvinden Gerd, der en aften møder manden Aske, der spiller med sit band i en bar. De begynder at snakke sammen. Samtalen mellem dem er dæmpet, men forelskelsen banker hurtigt på, snart kysser de hinanden, og længe går der ikke, før graviditeten melder sig. De flytter til et hus ved en af Norges uendeligt mange ganske øde kyststrækninger og begynder at forme deres samliv efter den stilfærdige, gentagende og begivenhedsløse natur, der omgiver dem.

I al ordløsheden opleves forholdet alligevel til at begynde med meget intenst. Med tiden afløses længslen og intensiteten i stilheden dog af længslen efter at blive set og hørt. Gerd savner mere og mere basal samtale. Hun spørger jævnligt Asle om det ene og det andet og får sjældent noget svar. Asles arbejde består i 3 måneder ad gangen til søs, hvor Gerd må klare sig alene med drengen. Med årene mærker vi, hvordan relationen mellem dem løber mere og mere ud i ren tomhed.

Længslen efter samtalen og et mere ’normalt’ menneskeforhold bekræftes i Gerd, da hun møder en mere jordnær mand, som hun begynder at få et forhold til. En dag samler hun alt i huset sammen og stikker afsted med drengen og den nye kæreste, mens Asle er til søs. Asle kommer hjem og finder huset og begynder straks at søge efter sin søn og kone. Da han finder dem, får Gerd sagt til ham, at hun mange gange lå i sengen derhjemme, når han var borte, og havde lange samtaler med ham i sit hjerte. ”Jeg kunne næsten mærke dig inde i mit hjerte”, siger hun.

Historiens endepunkt er langt fra dramatisk. Den lander kun blindt og tomt, og det er efter min mening filmens svaghed midt i dens meget effektfulde, langsommelige stilhed og ro: Det er svært at få øje på, hvad den dybest set vil sige os. I så henseende havde jeg nok forestillet mig en tydeligere pointe fra ham, der står for manuskriptet, den norske nobelprismodtager i litteratur, Jon Fosse, som i øvrigt også har kristne rødder.

Det betyder ikke, at filmen ikke vil sige noget. Midt i stilheden og det langsommelige tempo fik jeg selv undervejs en mærkelig tanke, som jeg dog ikke tror, er en skjult hensigt med filmen. Gerds konstante forsøg på at komme i samtaleberøring med Asle spejlede sig hos mig i den frustration eller længsel, man også i kærlighedsforholdet til Gud kan løbe ind i. Gerd sagde det gentagne gange til Asle: Tal til mig, svar mig. Men oftest kom der intet fra ham. Som salmisten i Det Gamle Testamente kunne sige det:

Til dig, Herre, råber jeg,

min klippe, vær ikke døv for mig,

vær ikke tavs imod mig,

så jeg bliver som de, der gik i graven.

(Salmernes Bog, kap. 28, v. 1)

Biblen sammenligner meget ofte gudsforholdet med relationen mellem to elskende. Et billedsprog, der både findes i Salmernes Bog, hos profeterne og ikke mindst hos Jesus selv. Forskellen på kærlighedsforholdet til Gud og kærlighedsforholdet til et menneske er dog også radikal. Mennesket ser jeg. Gud ser jeg ikke. Og derfor er det ikke mærkeligt, at følelsen af tavshed og tvivl kan melde sig. Tvivl er for de fleste et vilkår ved troen alene af det meget banale og basale grundelement i den: Gud er usynlig.

Det åbner en ladeport for tvivlen, der til enhver tid kan sætte sit stød ind: ”Det er meget godt, alt det du går og siger og føler om din tro, men du forholder dig altså til en usynlig virkelighed. Ærlig talt, er det ikke selvindbildning?”

I det spændingsfelt befinder tvivlen sig for den troende. Den er som en besværlig, uvelkommen gæst, man dog er nødt til at byde indenfor, når han melder sig. Og så er det også med tvivlen, som det kan være med sådan en gæst, at der kan komme noget godt ud af besøget alligevel. Efter et åbensindet livtag med tvivlen kan belønningen indfinde sig i form af en endnu bedre funderet trosvished, en glæde over, at troen endnu en gang gik af med sejren.

Det samme kan i virkeligheden også melde sig i et ægteskabsforhold, hvor kriser aldrig er ønskelige, når de står på. Man opsøger dem ikke frivilligt. Samtidig ved man, at de er uundgåelige, og med årene erfarer man, at der for enden af en veloverstået krise også kan findes en fornyet og fordybet glæde i forholdet.

Da jeg var kæreste med hende, der senere blev min kone, tvivlede vi begge jævnligt på forholdet. Det rumsterede i os, om det mon virkelig skulle være os? Der lå meget refleksion over forholdet til grund for det spørgsmål. Lettest gik det altid, når forelskelsen og kærligheden var ureflekteret, ren henførelse. Men når refleksionen satte ind, åbnede det også for tvivlens mulighed.

Det samme gælder refleksionen i gudsforholdet. Refleksionen er uundgåelig, men den kan medføre en distance til forholdet, som kan skabe god grobund for tvivlen. Modsat kan troen i virkeligheden også få stor hjælp af refleksion.

Det er jo et helt generelt træk ved det at være menneske: Refleksionens velsignelse og forbandelse. Mennesket lever ikke bare. Mennesket reflekterer over sit liv. Det er indlysende, at dette menneskelige særtræk har skabt en uendelig rigdom af liv i tænkning, i kultur, i samfund og i videnskab. Men den distance til ens eget liv, som refleksionen skaber, åbner også døren for noget helt andet, nemlig tristhed, angst, tvivl og følelse af meningsløshed.

Min sjæl tørster efter Gud,

den levende Gud.

Hvornår kan jeg komme

og se Guds ansigt?

(Salmernes Bog, kap. 42, v. 3)

Det er trosforholdets vilkår.