Tilbage til forsiden

semper

Artikel

Hvad sker der med verdens største kristne magasin?

Troels Nymann·18. november 2026·10 min. læsetid·
Hvad sker der med verdens største kristne magasin?
Foto: Ship on fire at night, Charles Brooking, 1756

Massefyringer, økonomiske problemer og beskyldninger om indblanding i journalistikken. Det amerikanske magasin Christianity Today er ramt af krise, men hvad er der sket?

Det er sjældent noget godt tegn, når ledelsen på et traditionsrigt medie indkalder medarbejderne til møde og fortæller, at der skal ske store forandringer.

Det var nogenlunde, hvad der skete på det amerikanske kristne magasin Christianity Today, da medarbejderne i 2025 blev samlet på et hotel uden for Chicago for at høre ledelsens bud på, hvordan fremtiden skulle se ud.

Christianity Today skal være mindre Wheaton College — det traditionsrige evangelikale universitet — og mere TikTok, lød beskeden fra den daværende midlertidige direktør Thomas Addington. Han sluttede sin præsentation med en bøn, mens en af redaktørerne eftersigende forlod lokalet grædende.

Beskrivelsen fra det skæbnesvangre krisemøde kunne The New York Times berette om i en større undersøgelse af den krise, der siden har udviklet sig på det 70 år gamle magasin.

På blot 14 måneder har mere end halvdelen af magasinets 79 medarbejdere enten sagt op eller er blevet afskediget. Flere erfarne journalister og redaktører har forladt mediet, og ifølge en undersøgelse fra The Roys Report står Christianity Today til at afslutte 2026 med et underskud på tre millioner dollar.

Det er dog ikke kun økonomien, der skranter. En række tidligere medarbejdere beskylder også ledelsen for at blande sig i det journalistiske indhold på en måde, der truer med at afvikle det, som har gjort Christianity Today til en af de vigtigste institutioner i amerikansk kristendom: At levere uafhængig journalistik om kirken, der både samler og tør være kritisk, når den fejler.

Deres tidligere nyhedsredaktør Daniel Silliman — en af de mange som har forladt skuden siden den dag i Chicago — beskriver Christianity Todays seneste 14 måneder som at se en brændende galeon langsomt synke i havet.

Men hvordan havnede det hæderkronede magasin her?

Fra Billy Graham til Mars Hill

Christianity Today blev grundlagt i 1956 af evangelisten Billy Graham og en kreds af fremtrædende evangelikale, heriblandt teologen Carl F. H. Henry, der blev mediets første chefredaktør.

Ambitionen var at skabe et intellektuelt samlingspunkt for den amerikanske evangelikale bevægelse. Et sted, hvor man kunne diskutere kristendom, teologi og samfund med en vis akademisk tyngde.

Gennem syv årtier har Christianity Today udviklet sig til det, der ofte omtales som flagskibet for amerikansk evangelikalisme — deraf alle mine indledende maritime metaforer. Magasinet er blevet en kulturinstitution, der ikke blot har beskrevet udviklingen i amerikansk kristendom, men også været med til at præge den. 

Alene indenfor det sidste årti har magasinet haft umådeligt stor betydning.

I 2019 opfordrede daværende chefredaktør Mark Galli til, at man politisk skulle afsætte Donald Trump i en leder, der udløste ramaskrig blandt evangelikale kristne og fik præsidenten selv til at fare i flæsket på magasinet. Nogle analytikere fremhævede da også magasinets stillingtagen som en faktor i Trumps valgnederlag i 2020. 

Året efter var journalister fra Christianity Today med til at afsløre seksuelle overgreb begået af den berømte apologet Ravi Zacharias. Samme år undersøgte de anklager om åndeligt magtmisbrug mod Steve Timmis, der stod i spidsen for det internationale kirkeplantningsnetværk, Acts 29. 

I 2022 dækkede de den omfattende overgrebsskandale i Southern Baptist Convention, USA's største protestantiske kirkesamfund, hvor en uafhængig undersøgelse afslørede, hvordan ledende personer i årevis havde svigtet ofrene og beskyttet institutionen, ved blandt andet at holde hånden over mere end 700 overgrebsmænd.

De fleste i dagens Danmark med interesse for global kristendom og amerikansk kristendom vil dog nok bedst kende magasinet fra podcastserien The Rise and Fall of Mars Hill, som Christianity Today udgav i 2021.

Her fortalte journalisten Mike Cosper historien om megakirken Mars Hill i Seattle og dens karismatiske præst Mark Driscoll, der på ganske få år byggede en af USA's mest indflydelsesrige kirker, inden den i 2014 pludseligt brød sammen efter anklager rettet mod netop Mark Driscoll om magtmisbrug og en usund ledelseskultur.

Podcasten var en enorm lyttersucces med mange millioner downloads. Det interessante var egentlig ikke så meget Driscolls fald i sig selv, men de spørgsmål, som podcasten rejste om amerikansk kristendoms kendiskultur, evangelikal historie og teologi, synet på køn i 00’erne og selvfølgelig magtmisbrug. Det er et kritisk — men konstruktivt — tilbageblik på en meget markant periode i amerikansk kirkeliv.

Hvis du læser dette og ikke har hørt den, vil du helt sikkert synes, den er spændende. Anbefaling hermed givet.

Det er denne journalistiske tradition, som flere tidligere medarbejdere frygter er ved at forsvinde.

Journalistik, hvor er din brod?

En af de mest markante kritikere er Bonnie Kristian, der indtil oktober var vicechefredaktør på Christianity Today.

I et længere indlæg med titlen Why I Left Christianity Today beskriver hun en ledelse, der efter hendes opfattelse er blevet så bekymret for økonomi, omdømme og læserreaktioner, at det går ud over den journalistiske uafhængighed.

Hun fortæller blandt andet om en artikel om en kristent ejet spa, der var havnet i en juridisk konflikt om transpersoners adgang. Ifølge Bonnie Kristian forsøgte direktøren Nicole Massie Martin at påvirke artiklens formuleringer og opbygning af frygt for, hvordan den ville blive modtaget.

Hun fremhæver også en anden artikel om den berømte missionær og forfatter Elisabeth Elliot, der undersøgte historiske oplysninger om hendes seksualitet. Artiklen blev publiceret den 15. oktober, men blev fjernet igen efter kritik fra konservative læsere. Dagen efter blev den dog genudgivet.

Chefredaktør, Erik Petrik, forklarer, at artiklen ikke havde været igennem de nødvendige redaktionelle processer, og at han derfor tog den ned for at gennemgå den. Han understreger også, at selve teksten ikke blev ændret.

Men Bonnie Kristian forstår episoden som endnu et eksempel på en ledelse, der er blevet bange for kontroverser.

Problemet er ifølge hende ikke, at Christianity Today har valgt den ene politiske fløj frem for den anden. Det er, at ledelsen er blevet så optaget af at undgå konflikter, at den ikke længere er villig til at tage de nødvendige journalistiske risici.

Konklusionen er den helt simple, at journalistik, der aldrig gør nogen vrede, sandsynligvis heller ikke gør nogen særligt meget klogere.

Historikeren Kristin Kobes Du Mez, der er bedst kendt for bogen Jesus and John Wayne, har også udtrykt bekymring over udviklingen det seneste år. Tilbage i juli kritiserede hun således udskiftningerne på redaktionen og den journalistiske retning. Hendes bekymring var blandt andet, om Christianity Today fortsat ville forholde sig kritisk til den kristne højrefløjs politiske magt og ambitioner.

Og sådan kunne man faktisk blive ved. Christianity Todays krise er lige så hedt et samtaleemne blandt amerikanske evangelikale, som den nye oversættelse af Fadervor er for Folkekirkens præster. Og vi kommer ikke til at gennemgå dem alle her, selvom Daniel Sillimans præ-mortem nekrolog er ganske læseværdig.

Men hvordan kan det være, at flagskibet er blevet en forsigtigper? 

Den nu meget berømte sætning om at være mindre Wheaton College og mere TikTok er ikke en konklusion, man drager af fri vilje som direktør i en gammel respekteret institution. Det er nød. Den slags indhold er simpelthen lettere at sælge. Krisen handler nemlig også — symptomatisk for branchen — om penge.

Røde tal

Den journalistiske uafhængighed hos Christianity Today er blevet det store stridspunkt, men det er også en mere jordnær, og trist, historie om et medie, som ganske enkelt har svært ved at få økonomien til at hænge sammen.

Ifølge The Roys Report forventer Christianity Today, som før nævnt, at afslutte 2026 med et underskud på omkring tre millioner dollar. Samtidig er antallet af betalende abonnenter faldet, og magasinet er blevet stadig mere afhængig af store donationer og fondsmidler.

Et lille eksempel: The Rise and Fall of Mars Hill var en enorm journalistisk og publikumsmæssig succes, men den var ifølge The Roys Report en økonomisk fiasko. Der var problemer med annoncesalget, udsættelser af episoder og manglende planer for at gøre podcastens mange lyttere til betalende abonnenter.

Med andre ord lykkedes det Christianity Today at skabe noget journalistik, som millioner af mennesker havde lyst til at høre, uden at de for alvor fandt ud af, hvordan de skulle tjene penge på det.

Det er ikke ligefrem et ukendt problem i mediebranchen.

Man skal altså passe på med at gøre Christianity Todays ledelse til skurkene i en historie, som i høj grad også handler om de økonomiske betingelser for moderne journalistik.

Det betyder dog ikke, at kritikken ikke bider. Altså, hvad er pointen i at redde institutionen, hvis man i processen afvikler det, der gjorde den værd at redde?

(Et spørgsmål man vel kan stille samtlige chefredaktører på danske medier også.)

Russell Moore tager sit gode tøj og går

Og som om, der ikke allerede var problemer nok, har teologen Russell Moore meddelt Christianity Today, at han forlader mediet efter Thanksgiving i slutningen af november.

Moore er en af de mest markante intellektuelle stemmer i amerikansk evangelikalisme og var faktisk chefredaktør for Christianity Today fra 2022 til 2025 — altså inden der skulle gå TikTok i den.

Hans podcast med det vidunderligt præcise navn The Russell Moore Show har ifølge The Roys Report været blandt få af magasinets podcasts, der rent faktisk har givet overskud.

Hvorfor Moore nu vælger at forlade mediet, har han ikke selv sagt noget om. Derfor er der heller ikke grundlag for at gøre hans afgang til en protest mod ledelsen. Men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at også han nu er på vej videre.

Ikke mindst fordi han så sent som den 21. oktober havde Mike Cosper med i sin podcast for at se tilbage på The Rise and Fall of Mars Hill fem år efter udgivelsen. Her diskuterede de blandt andet, hvorfor kristne fællesskaber fortsat har så svært ved at holde deres ledere ansvarlige, og hvorfor mennesker, der fortæller om magtmisbrug, så sjældent får den anerkendelse, de fortjener.

Det er da timing, der er en jazztrommeslager værdig, og subtekst, der er til at føle på.

Og hvad så nu?

Vi skal selvfølgelig også høre, hvad ledelsen selv siger.

Direktøren Nicole Massie Martin afviser nemlig, at Christianity Today er ved at opgive sin oprindelige mission.

I et åbent brev udgivet den 12. november forklarer hun, at fyringerne har været nødvendige for at sikre magasinets fremtid, og at organisationens økonomi nu er blevet stabiliseret. Hun erkender samtidig, at grænsen mellem redaktionelt samarbejde og indblanding ikke altid har været tilstrækkelig tydelig og lover at værne om den journalistiske uafhængighed fremover.

Det er også værd at have med, at den nye chefredaktør, Erik Petrik, faktisk selv var executive producer på The Rise and Fall of Mars Hill. Så det er måske en smule forhastet at konkludere, at den nye ledelse ligefrem er modstander af undersøgende og kritisk journalistik.

Jeg har ikke har nogen særlig indsigt i Christianity Todays interne forhold. Og jeg kan heller ikke afgøre, om de mange fyringer har været nødvendige, eller om de kunne være undgået med en anden ledelse. Det er heller ikke vanskeligt at få øje på det dilemma, Massie Martin, Petrik og resten af ledelsen står i. Hvad hjælper alverdens journalistiske idealer, hvis der ikke er penge til at holde liv i mediet? 

“Don’t go quiet into that good night!" får man måske lyst til at sige, men Ekstra Bladet finansierer altså også deres prisvindende graverafdeling med, ja, alt det andet de laver. 

Jeg tilhører ikke dem, der skriver tidlige nekrologer, og jeg tror heller ikke, at det bliver nødvendigt at skrive en om Christianity Today. Magasinet skal nok sejle videre i en eller anden form.

Men det kan måske være en påmindelse for os alle sammen om, at vi får den journalistik, vi betaler for.

Om forfatteren
Troels Nymann

Troels Nymann er ansvarshavende redaktør på SEMPER Magasin og cand.mag. i litteraturhistorie og religionsvidenskab. Han skriver især om tro, kultur og politik og har siden 2023 bidraget med essays, artikler og ledere til magasinet.

Du vil måske også kunne lide
Psykedelika på recept – er kirken klar til det?
Kort fortalt·3 min. læsetid

Psykedelika på recept – er kirken klar til det?

Psykedeliske stoffer er på vej ind i godkendt psykiatrisk behandling. Men hvis psilocybinoplevelser bliver anerkendt som medicinsk behandling, betyder det så også, at kirken bør forholde sig mere anderledes — mere positivt — til dem?

David Ingemansen·18. nov. 2026
Hvad kan en følsom dreng lære af Jesus?
Essay·8 min. læsetid

Hvad kan en følsom dreng lære af Jesus?

Hvor går jeg hen for at finde ud af, hvordan jeg er en ’rigtig’ mand? Kristian Bonde-Nielsen, præst i Købnerkirken i København, slår et slag for det gode gamle søndagsskolesvar: Jesus.

Kristian Bonde-Nielsen·18. nov. 2026
Hun er en af hovedpersonerne i Storbritanniens kristne renæssance
Artikel·12 min. læsetid

Hun er en af hovedpersonerne i Storbritanniens kristne renæssance

Kristendommen har fået en renæssance blandt britiske intellektuelle, forfattere og politikere. Men de nye kristne stemmer er langt fra enige om, hvad troen skal betyde for samfundet. Martin Krath-Andersen har interviewet den britiske forfatter og podcastvært Elizabeth Oldfield — en af de mest markante skikkelser i den debat.

Martin Krath-Andersen og Troels Nymann·17. nov. 2026

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

SEMPER udgives af Forlaget Semper.

©2026 Alle rettigheder forbeholdes.

ISSN 2795-1480

Privatlivspolitik|Om os|Kontakt
InstagramFacebook