Har du nogensinde prøvet at finde en skribent, forfatter eller måske endda en YouTuber, der taler om virkelig nicheprægede emner og virker enormt velinformeret – lige indtil vedkommende begynder at tale om et emne, du selv ved meget om, og du opdager, at de måske ikke har så godt styr på det, de taler om, som du troede?

Kristian Leth er formentligt den bibelfortolker, som har det største publikum i Danmark i dag. Han udsender ugentligt programmet ”Bibelen Leth fortalt”, og han har udgivet sællerten Verdens vigtigste bog om netop Bibelen. 

Det er ikke tilfældigt, at Leth har fået denne position. Han er en blændende formidler skriftligt såvel som mundtligt, og han har været helt utroligt vedholdende i at fastholde fokus på Bibelen, og hvordan den former vores verden. 

Jeg kan ikke kritisere det meste af det, som Leth skriver og taler om, men jeg har igennem mit eget teologistudium arbejdet ret indgående med det Nye Testamente.  Og det var også her, at mit syn på Leths formidling begyndte at knirke. 

Jeg ved godt, at det er populærformidling — jeg skriver som glad lytter og læser — min udfordring er ikke, at det er let fortalt, men at det simpelthen nogle steder bliver så let(h) fortalt, at det er misvisende, ja, forkert endda.

Lad mig give nogle eksempler.

Exhibit A: Evangeliernes genre og narrativ kritik 

Leth beskriver i Verdens vigtigste bog (s. 89), hvordan evangelierne er uenige med hinanden, og hvordan Johannesevangeliet må regnes som den mindst historisk pålidelige kilde. Derudfra når Leth frem til et forholdsvist minimalistisk syn på evangelierne, hvor det, der kan forklares som opportunt for forfatterne, ikke uden videre regnes for historisk sandt. Tanken ligger ikke langt fra eksempelvis Dominic Crossan fra Jesus Seminar og Bart Ehrman, som Leth også henviser til i sine litteraturanbefalinger (s. 295).

Leth har en tendens til at læse og vurdere evangelierne ud fra vores moderne genrekriterier. Med andre ord læser han dem i høj grad med en nutidig forståelse af, hvordan historieskrivning og historisk præcision bør fungere.

Her kunne man med fordel have set mod den omfattende forskning, der har argumenteret for, at evangelierne bør forstås som antikke græsk-romerske biografier – såkaldte bioi. Det betyder ikke, at spørgsmålet om evangeliernes historiske pålidelighed forsvinder. Men det betyder, at de bør vurderes ud fra de litterære konventioner, der gjaldt for den genre, de faktisk blev skrevet indenfor.

Den vigtigste forsker er her Richard A. Burridge, hvis bog What Are the Gospels? i 2017 udkom i en flot 25-års jubilæumsudgave. Bogen er meget anbefalelsesværdig, men til dette formål også noget omfattende. Forfatteren Michael R. Licona har i sin bog Why Are There Differences in the Gospels? (s. 3-4) oplistet ti centrale træk, der viser, hvorfor evangelierne har ligheder med den græsk-romerske antikke biografi (stærkt inspireret af Burridge):

1. Evangelierne er skrevet som sammenhængende prosafortællinger.
2. Historier, logia – altså udsagn eller ordsprog – anekdoter og taler kombineres for at danne en samlet fortælling.
3. Hovedpersonens liv fremstilles ikke nødvendigvis i streng kronologisk rækkefølge.
4. Opmærksomheden er rettet mod en hovedperson snarere end mod en periode, begivenhed eller regering, sådan som man oftere ser det i samtidens historiske værker.
5. Der gives kun lidt eller ingen plads til psykologiske analyser af hovedpersonen.
6. Vi får noget at vide om hovedpersonens slægt eller oprindelse og bevæger os derefter forholdsvis hurtigt videre til begyndelsen af hans offentlige liv.
7. Antikke biografier havde nogenlunde samme omfang: Kortere værker var under 10.000 ord, mellemlange mellem 10.000 og 25.000 ord og længere værker over 25.000 ord. Da en skriftrulle normalt kunne rumme omkring 25.000 ord, befandt mange biografier sig i den mellemste kategori og kunne dermed læses som ét samlet værk.
8. En betydelig del af værkets verber er knyttet til hovedpersonen, mens en yderligere stor del forekommer i hovedpersonens egne udsagn, taler eller citater.
9. Filosoffers og læreres liv blev ofte ordnet tematisk omkring samlinger af materiale, der skulle fremvise deres ideer og lærdomme.
10. Hovedpersonens karakter fremstilles gennem hans ord og handlinger, så han bliver en figur, læseren enten kan efterligne eller tage afstand fra.

Pointen er altså, at antikkens biografi ikke fungerede på samme måde som en moderne biografi eller et moderne historieværk. Man skelnede blandt andet mellem historia og bios, og biografien havde sine egne litterære konventioner. Evangelierne står heller ikke alene som eksempler på denne form. Man kan blandt andet nævne Isokrates’ Evagoras, Xenofons Agesilaus, Tacitus’ Agricola og Plutarchs Parallelle liv, som er en hel samling af antikke biografier. 

Evangelierne tolkes efter min mening bedst inden for denne genre, og vi bedømmer deres pålidelighed skævt efter moderne historiografiske kriterier. 

Dertil  kommer den narrative forskning i evangelierne, som i de seneste årtier har understreget, at evangelisterne ikke blot fungerer som beholdere for løsrevne historiske oplysninger. De er også forfattere, der former sammenhængende fortællinger gennem plot, karaktertegning, gentagelser, tematiske forbindelser og måden, begivenheder placeres i forhold til hinanden på. Evangeliernes teologi kommer med andre ord ikke kun til udtryk i det, de siger direkte, men også i den måde, historien om Jesus bliver fortalt på.

Hvis man fremstiller moderne akademisk bibelforskning, som om evangelierne primært betragtes som en slags beholdere med enkelte historiske traditioner, der skal skilles ad og føres tilbage til deres oprindelse, så mangler der en ret væsentlig del af de sidste 40-50 års evangelieforskning. 

Det er altså en forsømmelse og misvisende at udelade.

Exhibit B: Evangeliernes forbindelse til øjenvidner

Leth skriver: ”Vi har altså ikke en eneste beskrivelse fra nogen, der rent faktisk selv tilbragte tid med Jesus” (s. 82). Videre skriver han også, at evangeliernes navne formentlig ikke er historisk valide (s. 94).

Det første har Leth sådan set ret i, hvis pointen er, at vi ikke med sikkerhed kan identificere et af evangelierne som skrevet direkte af en person, der selv fulgte Jesus. Men her er det afgørende at skelne mellem en tekst skrevet af et øjenvidne og en tekst, der bygger på et øjenvidnes fortællinger. Selv hvis vi ikke kan identificere forfatteren som en af Jesu ledsagere, er spørgsmålet om tekstens forbindelse til dem stadig åbent.

Det er heller ikke i sig selv overraskende, at vores skriftlige kilder er senere end begivenhederne. Antikken var i høj grad en mundtlig kultur, hvor fortællinger og undervisning kunne overleveres mundtligt, før de blev nedskrevet. Leth anerkender selv Johannes Døberen som historisk, blandt andet fordi Josefus skriver om ham senere i samme århundrede (s. 91) –  men på det tidspunkt var Johannes Døberen naturligvis for længst død.

Leth argumenterer videre for, at evangeliernes traditionelle navne formentlig ikke er historisk valide, og at evangelierne ikke kan forbindes sikkert med mennesker, der brugte tid med Jesus.

Jeg kender mest til Markusevangeliet, da jeg skrev speciale om det, og derfor vil det være mit fokus her. Mere generelt er pointen dog, at de tidlige kristne kilder ikke fremstår som uvidende om, hvem evangelierne blev forbundet med. Tværtimod er de helt enige om navnene, der tilknyttes de fire evangelier. Traditionerne skal naturligvis behandles kildekritisk. Men netop derfor bør man også argumentere for, hvorfor de ikke skal tillægges historisk vægt, når de trods alt befinder sig langt tættere på evangeliernes tilblivelse i både tid og kulturel sammenhæng end os.

Nå, men Markusevangeliet.

Hos Irenæus lyder det i Imod kætterne 3.1.1:

”Men efter deres død gav Markus, Peters discipel og oversætter, os også en nedskrivning af Peters prædikener.” (Egen oversættelse)

I den såkaldte anti-markionitiske prolog til Markusevangeliet lyder det tilsvarende, at Markus var Peters tolk, og at han efter Peters død nedskrev evangeliet i Italien.

Og hos Eusebs kirkehistorie, hvor han citerer den tidligere kirkefader Papias, lyder det i 3.39.15:

”Markus, der var Peters tolk, nedskrev præcist alt, hvad han kunne huske af, hvad Herren havde sagt eller gjort, dog ikke i den rigtige rækkefølge. For han havde hverken hørt Herren eller fulgt ham, men fulgte senere, som jeg sagde, Peter.”

Det interessante her er netop, at traditionen ikke hævder, at Markus selv var øjenvidne. Tværtimod siger den udtrykkeligt, at han ikke havde fulgt Jesus. Den opstiller i stedet en konkret overleveringskæde: Jesus, Peter, Markus.

Hvor meget skal vi så stole på den tradition?

Det er et helt rimeligt historisk spørgsmål. Kilderne er senere end de begivenheder, de beskriver, og deres indbyrdes afhængighed skal undersøges. At flere forfattere gengiver en tradition, gør dem ikke automatisk til uafhængige vidner. Kirkens interesse i at forbinde evangelierne med apostlene bør indgå i vurderingen.

Spørgsmålet er heller ikke forsvundet fra moderne forskning. Den anerkendte britiske nytestamenter Richard Bauckham har i Jesus and the Eyewitnesses argumenteret for, at øjenvidner spillede en langt mere direkte rolle i evangelietraditionens overlevering, end dele af den historisk-kritiske forskning traditionelt har antaget. Bauckhams tese er selvfølgelig omdiskuteret — som al forskning er det —  men selve den omfattende akademiske diskussion af hans arbejde viser, at spørgsmålet om evangeliernes forbindelse til øjenvidner fortsat er åbent og forskningsmæssigt relevant. 

Det er altså ikke bare en lille fundamentalistisk afkrog af forskningen.

Dertil kommer selve Markusevangeliets tekst. Dets geografiske kendskab, dets personnavne og kælenavne og dets bevarelse af aramæiske ord og udbrud er alle blevet inddraget i diskussionen om evangeliets forbindelse til tidlige palæstinensiske traditioner. Ingen af disse træk beviser i sig selv, at Markus skrev Peters erindringer ned. Men de er en del af det materiale, der skal vurderes, hvis man vil afgøre, hvor langt evangeliet står fra de mennesker, der selv kendte Jesus.

Markusevangeliet antages desuden almindeligvis i forskningen at have været kendt og benyttet af både Matthæus- og Lukasevangeliets forfattere. Hvis den tidlige tradition om en forbindelse mellem Markus og Peter rummer en historisk kerne, får det derfor også betydning for, hvordan man vurderer de øvrige synoptiske evangeliers afstand til øjenvidnetraditionen.

Leth må gerne mene, at forbindelsen mellem Markus og Peter er for usikker til at bygge særligt meget på — man kan nok fornemme, at jeg er uenig med ham i det. Men der er forskel på at vise, hvorfor en forbindelse er usikker, og at efterlade læseren uden fornemmelse af, at der findes et historisk materiale og en reel akademisk diskussion at forholde sig til.

Exhibit C: Paulus’ syn på opstandelsen

Leth fremhæver ganske rigtigt, at Paulus’ tekster er de tidligste i Det Nye Testamente. Og derfor er det også så interessant, hvad Paulus tænker om Jesu opstandelse. Leth skriver:

“Men Paulus beskriver ikke sit eget syn af Jesus som anderledes end de andres oplevelser. Altså må man gå ud fra, at hans forståelse er, at Kristus har vist sig på lignende vis for Peter og disciplene. At det er sådan den opstandne frelser besøger de troende.” (s. 125)

Her er vi inde ved et afgørende spørgsmål. Er den fysiske opstandelse en evangelie-opfindelse, eller tror Paulus fra begyndelsen på en fysisk opstandelse?

Leths læsning findes bestemt i forskningen. Blandt andre Gerd Lüdemann og Bart Ehrman har argumenteret i retning af, at Paulus’ egen oplevelse kan bruges som nøgle til at forstå de tidligere tilsynekomster for Peter og disciplene. Men det er ikke den eneste eller nødvendige læsning af teksten, ja, det ville faktisk ikke være kontroversielt at kalde det en minoritetsposition. Særligt antagelsen om, at Paulus’ og Peters oplevelser derfor må have været af samme karakter, er en omdiskuteret rekonstruktion og ikke noget, der uden videre følger af Paulus’ ord.

Lad os kigge lidt nærmere på 1. Korintherbrev 15, hvori Paulus netop oplister en række opstandelsesvidner og ganske rigtigt nævner sig selv til sidst. I 1992-oversættelsen lyder det: “Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig.” Ordet for “misfoster” er ektrōma på græsk, og det er et interessant ord. Bauers græske ordbog gengiver det blandt andet som “untimely birth”, og New Revised Standard Version oversætter derfor verset: “Last of all, as to one untimely born, he appeared also to me.”

Det er i høj grad muligt — for ikke at sige sandsynligt — at Paulus’ egen oplevelse skal forstås anderledes end de tidligere disciples. At han bruger det samme ord om, at Kristus “viste sig” for dem alle, betyder ikke nødvendigvis, at oplevelserne havde præcis samme karakter.

Men kan vi så etablere, om Paulus tror på, at Jesus opstod fysisk – eller måske rettere: legemligt?

Paulus beskriver netop, hvad der sker med legemet ved opstandelsen. Det legeme, der sås forgængeligt, “opstår uforgængeligt”. Det dødelige skal iklædes udødelighed. Paulus taler ganske vist om et sōma pneumatikon, et “åndeligt legeme”, men det er altså stadig et sōma – et legeme. Modsætningen hos Paulus er ikke mellem et fysisk legeme og en immateriel ånd, men mellem det nuværende forgængelige legeme og et nyt, forvandlet og uforgængeligt legeme. 

Når Paulus beskriver opstandelsen, bruger han ordet egēgertai, af egeirō, der blandt andet betyder “at vække” eller “at rejse op”. Samme grundord bruges eksempelvis i Matthæusevangeliet 8,25, hvor disciplene vækker Jesus fra hans søvn, og det bruges mange andre steder på tilsvarende måde.

Hvis Paulus’ forståelse af opstandelsen alene skulle være åndelig og ikke legemlig, er det i hvert fald værd at bemærke, at han vælger netop dette sprog.

Her forekommer Paulus mig altså ret klar: Jesus er ikke blot fortsat med at eksistere åndeligt eller blevet nærværende for disciplene i drømme eller visioner. Han er blevet oprejst fra de døde til et nyt og forvandlet legemligt liv. 

Formidling af fagstof

Jeg ved godt, at populærformidling er svært. Kristian Leth skal have tak for hans arbejde med Bibelen. Han gør et godt og flot stykke arbejde, og jeg har lært meget og været underholdt mange gange som både lytter og læser.

Leth må gerne finde andre argumenter mere overbevisende, end jeg gør. Men jeg vil gerne kunne følge ham hele vejen til konklusionen, også gennem det materiale, der gør den vanskeligere at nå.

Det er netop hans evne til at gøre vanskeligt stof interessant, der fik mig til at lytte. Derfor tror jeg også, at hans formidling kan bære mere af den usikkerhed og uenighed, der følger med. 

I disse tilfælde vil jeg måske endda sige, at han skylder sine tilhørere at gøre det. Når man netop vil formidle svært stof, så skylder man også sine læsere/lyttere ikke at forsimple det i en sådan grad, at det bliver misvisende — eller lidt for let fortalt.