Jeg læste Modstrømmen den anden dag. Ikke fordi, jeg normalt gør det, men i deres seneste nummer havde de et tema, jeg alligevel ikke kunne dy mig for at skulle høre deres perspektiv på. 

Hvis du ikke kender Modstrømmen, er den korte udgave, at det er et ungt, stærkt borgerligt, magasin, drevet af blandt andet Mitchel Oliver, der sidder som chefredaktør. Han arbejder for Dansk Folkeparti, hvor han har været med til at tegne partiets nye ’friske’ linje, hvilket du kan se mere til i DR-dokumentaren ’SoMe-krigerne på Borgen’.

I den brede befolkning er magasinet måske mest kendt for en helt kort reel med en ung kvinde, der bliver spurgt: ”Hvad foretrækker du? Abs eller biceps?” Hvortil hun svarer: “Remigration”. Den gik i hvert fald viralt og har i øjeblikket 1,2 millioner visninger, alene på Instagram.

Så er stemningen også sat. Men Modstrømmen er mere end korte videoer, og de nydeligt klædte mennesker, der står bag, skriver også rigtige artikler med gods i, som det kræver et veludviklet tankegebis at tygge drøv på. 

Det seneste nummer hedder Borgerligt Pensum og bliver indledt og rammesat af netop Mitchell Oliver, der taler op imod “Wokenessitetet” og den politiske korrekthed, der hersker på danske universiteter, nærmere bestemt statskundskab på KU. Hans opfordring er, i tråd med magasinets navn, at “gå mod strømmen”. Derudover giver Morten Messerschmidt også sin guide til et borgerligt pensum, Kasper Støvring skriver om T.S. Elliot og Christian Egander Skov sørger for en introduktion til borgerlighed. 

Så langt, så godt.

Jeg vil ikke lave en kritisk bearbejdning af Modstrømmen eller kaste dom over det venstreorienterede tankepolitis magtmisbrug på Københavns Universitet. Jeg vil undersøge en tanke, som strejfede mig, mens jeg læste Messerschmidts pensumguide. 

Hvorfor er der egentlig ikke flere store konservative tænkere? Eller rettere hvor blev de af?

Jeg er ikke den første til at stille det spørgsmål. I en artikel fra 2023 undrede den hollandske filosof Eric Schliesser sig over, hvorfor konservatismen tilsyneladende var forsvundet fra den professionelle filosofi.

Og Schliesser er ikke den eneste, der har bemærket det. Allerede i 1997 skrev den konservative filosof John Kekes i en artikel i tidsskriftet Philosophy, at det ikke skortede på konservative politikere, men på systematiske og velargumenterede forsvar for konservatismen.

Vi har tilsyneladende været i et kraftigt underskud af konservative filosoffer i hele min levetid.

Men hvor blev de så af? Hvorfor findes der ikke en konservativ pendant til den store liberale politiske filosofi, som har domineret universiteterne siden anden halvdel af det 20. århundrede, eller marxismens tilsyneladende uudtømmelige kilde af akademiske fortolkere?

Man kunne selvfølgelig begynde med den mest nærliggende forklaring, hvis man altså læser Modstrømmen: Filosofferne og deres fakulteter er ganske enkelt venstreorienterede.

Og det er der faktisk noget om.

Er filosoffer bare venstreorienterede?

I 2020 offentliggjorde en gruppe forskere en undersøgelse af politisk og ideologisk diversitet i filosofifaget. Forskerne havde spurgt 794 personer med tilknytning til filosofi om deres politiske overbevisninger og erfaringer med ideologisk fjendtlighed.

75 procent placerede sig på den politiske venstrefløj, mens 14 procent placerede sig på højrefløjen. De resterende 11 procent betragtede sig selv som moderate. Det er altså ikke helt forkert at forestille sig filosofiundervisningen som et sted, hvor der er relativt langt mellem de konservative.

Undersøgelsen er selvfølgelig ikke repræsentativ for alle verdens filosoffer, og at være politisk højreorienteret er naturligvis heller ikke det samme som filosofisk konservatisme.

Meeeen, man fornemmer alligevel en vis skævhed.

Konservative akademikere kan måske opleve, at de ikke passer ind i universiteternes politiske miljøer. Og den slags kan, meget naturligt, påvirke, hvem der søger ind i faget, hvilke problemstillinger der bliver taget alvorligt, og hvilke idéer der ender med at få akademisk gennemslagskraft.

Men det er nu ikke en tese, der nødvendigvis forklarer alt for mig; jeg har for eksempel ikke mødt en filosof, der ikke kunne lide at diskutere til langt ud på natten om næsten hvad som helst — eller gå mod strømmen for den sags skyld. Det er næsten en del af feltets DNA at være på tværs.

Eric Schliesser foreslår heldigvis også en anden forklaring.

Ifølge ham skyldes konservatismens marginale placering ikke kun, at filosofferne ikke bryder sig om konservatisme. Det er konservatismen selv, der er dårligt egnet til den måde, moderne filosoffer arbejder på.

Filosofien, der ikke ville være en filosofi

I 1790 udgav Edmund Burke, der ofte kaldes konservatismens fader, bogen Reflections on the Revolution in France.

Den franske revolution var begyndt året forinden, og mens mange europæiske intellektuelle begejstret fulgte forsøget på at skabe et nyt samfund baseret på frihed, lighed og folkesuverænitet, var Burke skeptisk.

Ikke over for politiske reformer som sådan. Burke havde selv forsvaret både politiske frihedsrettigheder og reformer af eksisterende institutioner. Men han var skeptisk over for forestillingen om, at man kunne rive en eksisterende samfundsorden ned og bygge en ny op ved hjælp af abstrakte principper.

Hans pointe var, at et samfund ikke bare er et sæt love og institutioner, som vi frit kan indrette efter vores egne idéer. Det er også vaner, normer, historie, erfaringer, uskrevne regler og sociale relationer, som mennesker har udviklet gennem generationer.

Og en stor del af den viden, der holder samfundet sammen, er ikke nødvendigvis noget, vi selv kan redegøre for. Et klassisk (konservativt) eksempel ville være familien.

Man kan sikkert skrive en fremragende afhandling om, hvordan en familie bør fungere, der opstiller faste principper for retfærdighed, husarbejde, opdragelse og gensidige forpligtelser. Men det er næppe sådan, de fleste velfungerende familier bliver til.

De er blevet til gennem en lang række relationer, erfaringer, konflikter, kompromiser og traditioner. Gennem ting, man har lært af sine forældre, eller netop har besluttet sig for at ville gøre anderledes end sine forældre.

Det betyder ikke, at alle familietraditioner er gode. Eller at filosoffer ikke kan sige noget klogt om familielivet. Men det betyder, at familien indeholder en form for praktisk viden, der ikke nødvendigvis lader sig reducere til et sæt almene principper.

Og noget tilsvarende gælder, vil konservatismen altså hævde, for samfundet.

Den britiske filosof Michael Oakeshott formulerede en beslægtet tanke i det 20. århundrede. I sit essay On Being Conservative fra 1956 beskrev han konservatisme som en disposition. Altså en tilbøjelighed til at foretrække det velkendte frem for det ukendte, det afprøvede frem for det uprøvede og det eksisterende frem for det, der kun findes som en mulighed et sted i fremtidshorisonten.

Det betyder ikke, at man aldrig må forandre noget. Men det betyder, at man ikke uden videre skal antage, at noget nyt også er bedre. Og her begynder vi at nærme os konservatismens problem.

For hvis konservatismen først og fremmest er en disposition, en historisk bevidsthed og en aversion mod abstrakte principper, hvordan skal den så kunne konkurrere med politiske filosofier, der netop tilbyder systematiske teorier om, hvordan samfundet bør indrettes?

Tag gode gamle John Rawls.

I sit berømte hovedværk A Theory of Justice fra 1971 udviklede han et tankeeksperiment, hvor vi skal forestille os, at vi befinder os bag et veil of ignorance, uvidenhedens slør — du har måske hørt din samfundsfagslærer omtale det som den magiske boks. 

Vi ved ikke, om vi bliver født fattige eller rige, mænd eller kvinder, raske eller syge. Hvilke principper for retfærdighed ville vi vælge, hvis vi ikke vidste, hvilken plads vi selv ville få i samfundet?

Det er et elegant filosofisk eksperiment. Og det giver os en måde at undersøge, hvilke samfundsordninger vi med rimelighed kan kalde retfærdige.

Rawls mente naturligvis ikke, at vi bogstaveligt skulle afskaffe samfundet og begynde forfra. Hans tankeeksperiment skulle hjælpe os med at vurdere de institutioner, vi allerede har. Men den klassisk konservative vil alligevel være tilbøjelig til at stille et andet spørgsmål.

For hvad nu, hvis vi netop ikke kan se bort fra vores historiske og sociale omstændigheder, når vi skal afgøre, hvordan et godt samfund ser ud? Hvis den viden, vi har brug for, ikke bare findes i filosofiske principper, men også i de traditioner og institutioner, vi allerede er en del af?

Og så er vi ankommet til Schliessers pointe.

Konservatismen er ikke bare uenig med liberalismen om svarene, den er i et vist omfang uenig om de spørgsmål, vi skal stille, og hvordan vi skal stille dem. For hvor mange liberale filosoffer begynder med rettigheder og retfærdighed, begynder konservatismen ofte med orden, forpligtelser, historiske fællesskaber og institutioner.

Og hvor den moderne akademiske filosofi belønner systematiske argumenter og principielle begrundelser, kan den konservative filosofi ende med at pege på noget, som ikke uden videre lader sig begrunde på den måde.

Det kommer simpelthen til at ligne dårlig filosofi.

Hvorfor skal vi bevare noget?

Det er ikke tilstrækkeligt at henvise til, at noget har eksisteret længe, hvis det, der har eksisteret længe, for eksempel er slaveri. En tradition eller institution bliver ikke rigtig af at være gammel, og hvis konservatismen ikke kan give andet svar på, hvorfor noget bør bevares, end at det allerede findes, så står den temmelig svagt.

Burke var heller ikke modstander af enhver forandring. Tværtimod var en af hans pointer, at et samfund må kunne forandre sig, hvis det skal kunne bevare sig selv.

Den konservative skal på den ene side hævde, at traditioner og institutioner rummer en viden, vi ikke nødvendigvis selv kan formulere. Men på den anden side må konservatismen også kunne forklare, hvornår det er nødvendigt at bryde med dem.

Og hvordan gør man det uden at ende med netop den slags almene principper, man begyndte med at være skeptisk over for? Helt ærligt, ender vi ikke bare tilbage bag Rawls' slør?

Her kan man selvfølgelig indvende — med Oakeshott — at konservatismen slet ikke er én sammenhængende politisk filosofi. Når vi kigger efter den, skal vi altså i virkeligheden måske kigge efter en familie af beslægtede idéer om menneskets begrænsede viden, historiens betydning og samfundets institutioner.

Det kunne i hvert fald forklare, hvorfor konservatismen kan være vanskelig at finde som en selvstændig position i moderne filosofi.

Konservatisme under pseudonym

Det er i hvert fald en af de forklaringer, Justin Weinberg fremfører i sin artikel på det fagfilosofiske medie Daily Nous, hvor han responderer på Schliessers påstand.

Han foreslår, at konservatismen i en vis forstand har gennemgået en opsplitning eller fragmentering, hvor dens forskellige idéer er blevet videreført af andre filosofiske traditioner. Weinbergs eget eksempel er kommunitarismen.

Den opstod (blandt andet) som en kritik af forestillingen om det autonome individ, der kan forstås uafhængigt af sine sociale relationer og fællesskaber. I stedet insisterer kommunitarister på, at vores identitet, værdier og moralske forpligtelser i væsentlig grad formes af de fællesskaber, vi indgår i.

En af de mest kendte kommunitarister er den amerikanske filosof Michael Sandel. Sandel er ikke konservativ — det ville han selv afvise — men hans kritik af liberal individualisme og hans betoning af fællesskabet og det fælles gode har berøringsflader med klassiske konservative idéer.

Det samme gælder i andre dele af filosofien, hvor dyder, naturret, historiske traditioner og menneskets sociale afhængighed stadig spiller en væsentlig rolle.

Konservatismen er med andre ord måske mindre fraværende, end den umiddelbart ser ud til. De konservative idéer optræder bare oftest under pseudonym.

(Her er det måske passende at understrege, at jeg ikke taler op imod Modstrømmens skribenter, og Mitchel Oliver nævner faktisk Sandel.)

Dertil kommer, at nogle af de mest markante konservative samfundstænkere i dag slet ikke arbejder på filosofiske institutter.

Tag for eksempel den amerikanske politiske teoretiker Patrick Deneen, der i 2018 udgav Why Liberalism Failed (jeg skal med det samme skamfuldt tilstå, at jeg ikke har læst den, selvom Barack Obama anbefalede den). Hans kritik af liberalismens individualisme og dens betydning for familie, lokalsamfund og institutioner har gjort ham til en central skikkelse i den postliberale idédebat.

Deneen er måske filosof — det virker til at være lidt betinget af, hvem man spørger, og hvad er filosofi overhovedet? — men han sidder altså på afdelingen for statskundskab.

Men hvad så med Roger Scruton?

Hvis der er nogen, der har gjort det til sin livsopgave at formulere en moderne konservativ filosofi, så er det vel netop den britiske filosof Roger Scruton, der døde i 2020. Han var professor i filosofi, medlem af British Academy og en af de mest kendte konservative intellektuelle i nyere tid (og så er han også på Messerschmidts pensumliste).

Men selvom han var en anerkendt akademisk filosof, var det især uden for universiteterne, at hans konservative politiske tænkning fik gennemslagskraft.

Til gengæld satte han et betydeligt aftryk inden for æstetikken. I 2009 dedikerede The British Journal of Aesthetics et helt temanummer til hans arbejde, og i 2019 fulgte tidsskriftet Philosophy efter med endnu et temanummer.

Det er muligt, at Scruton blev kendt for at være en konservativ tænker i den bredere offentlighed, men det var ikke den del af hans tænkning, som hans fagfæller anerkendte ham for, selvom han måske selv syntes, at de var tæt integrerede.

Hvilket måske er symptomatisk? Den konservative tænkning har fundet sin plads på andre fakulteter (teologi og historie for eksempel), i den bredere kulturdebat eller i specifikke nicher eller hjørner, hvor den appliceres mere konkret.

Konservativ filosofi er altså svær at opstøve, fordi den både optræder i små dele og under pseudonym. Men kan det virkelig være hele forklaringen? Altså, hvorfor skulle det være så svært at gennemskue, hvem der gemmer sig bag Johannes Kommunitaricus og Pierre Konservazel?

Den revolutionære konservatisme

I en artikel fra 2017, som du faktisk kan læse her på Semper, skrevet i kølvandet på Donald Trumps valgsejr og Brexit-afstemningen, fremhævede Roger Scruton forskellen mellem konservativ politik og populisme:

"Konservative mener, at regeringens rolle ikke er at føre samfundet mod et mål, men at sikre, at hvor end samfundet går hen, går det derhen fredeligt. Regeringen eksisterer for at forsone modsatrettede synspunkter, håndtere konflikter og sikre fredelige transaktioner mellem borgerne, når de konkurrerer på markedet og forener sig i det, Burke kaldte deres 'små delinger'."

Scruton præsenterer altså (delvist) en konservativ indvending mod højreorienterede bevægelser, der ønsker ganske omfattende forandringer af samfundets politiske og kulturelle institutioner. Selvsamme bevægelse, der selv vil hævde, at den netop er konservativ.

Så hvad er konservatisme lige? Vi er helt grundlæggende nødt til at adskille Christiansborg fra Universitetet her. Konservatisme i det både virkelige og digitale forsamlingshus på X er noget andet end konservatisme i filosofiens akademiske tidsskrifter. 

Man kan indvende, at det nogle gange kræver radikale forandringer at bevare noget, der er truet. En konservativ kan for eksempel mene, at samfundets institutioner allerede er blevet så grundlæggende forandret, at de må genoprettes gennem revolutionen eller den radikale omkalfatring af et politisk styre.

(For en god ordens skyld skal det også lige nævnes, at Scruton selv var Brexit-tilhænger. Hans kritik var altså ikke nødvendigvis rettet mod selve de politiske forandringer, men mod måden at føre politik på. Og han ville også argumentere for “en dosis” populisme i det omfang, at det repræsenterer hele folkets bekymringer, spørgsmål og interesser. Christian Egander Skov ville nok kalde det folkelighed.)

Der er ret stor forskel på en konservatisme, der betragter samfundet som en historisk arv, man kun bør ændre med forsigtighed, og en politisk bevægelse, der har en ganske præcis forestilling om, hvordan samfundet burde se ud, og er villig til at omforme institutioner og konventioner hurtigt og kontant for at virkeliggøre den.

Sidstnævnte begynder at ligne den form for ideologisk politik, som de klassiske konservative filosoffer var så skeptiske over for, hvilket måske peger på, at det i virkeligheden ikke kun er universiteterne, der har svært ved at finde plads til den konservative filosofi? Måske har den moderne politiske højrefløj også?

Om du er enig eller uenig i behovet for remigration, som den unge kvinde ønsker sig i Modstrømmens video, så er det i hvert fald ikke en forsigtig korrektion i måden, vi har indrettet vores samfund på. 

Eller sagt på en anden måde: Kan de politisk konservative overhovedet genkende det konservative tankegods, som faktisk findes på universiteterne?

Vi har kun kigget på filosoffernes interne diskussion af deres konservative kollegaers forsvinden, men jeg kan for min egen del sagtens se Weinbergs pointe i, at det konservative tankegods optræder fragmenteret og under pseudonym. Men det efterlader mig med et nyt spørgsmål.

For hvis moderne konservatisme på sociale medier og i aviserne ikke længere har særlig meget tilovers for den forsigtighed, historiske bevidsthed og grundlæggende skepsis over for store samfundsomvæltende projekter, som kendetegnede de gamle drenges konservatisme, hvad er det så egentlig, der gør konservatismen konservativ?