Jeg har ikke tal på, hvor mange pigeseminarer jeg har siddet til, hvor jeg faktisk troede, at idéen var, at vi skulle blive set og trøstet på en måde, som der ikke var plads til ved gudstjenesten søndag formiddag. Tværtimod blev min selvtillid og frimodighed pillet fra hinanden på 30 minutter. Og jeg måtte krybe ud langs væggen iført tøj, der ikke viste for meget bar hud.

Og så var der de gentagne “jokes” om, at kvinder hører til i køkkenet, at vi ikke kan køre bil, eller at vi først og fremmest bare skal føde børn. En enkelt joke er måske bare en joke. Men hundredvis af dem bliver til sidst til et budskab, der virker designet til at nedbryde mit selvbillede.

Det er nogle af de erfaringer, jeg kommer til at tænke på, når jeg hører den seneste tids debat om, hvor de unge kvinder er blevet af i kirken.

På baggrund af den yderst omtalte undersøgelse Gud og danskerne, foretaget af Bibelselskabet, har spørgsmålet nemlig rejst sig: Hvor er de unge kvinder?

Jeg har efterhånden hørt en god håndfuld midaldrende mænd forsøge at svare på spørgsmålet, og på trods af at jeg ikke er blevet spurgt, synes jeg alligevel, at det ville være passende, at jeg som 23-årig kvinde, opvokset i kirken og stifter af det nyligt debatterede fællesskab Jesuspiger, kunne dele nogle af mine observationer og erfaringer.

Jeg er trods alt en af de unge kvinder, som mange gange har spurgt sig selv, om der er plads til mig i kirken.

Den kristendom, jeg voksede op med

Jeg har slået mig på mange af de bibelvers, der handler om kvinders plads i menigheden. Først og fremmest fordi mange forkyndere har været dårlige til at lægge vægt på, at vi er lige meget værd som mænd og kvinder, men også fordi jeg i mange år kun blev præsenteret for én fortolkning af disse skriftsteder, hvor manden har sidste ord, og kvinden blot er mandens hjælper.

Jeg har overvejet slet ikke at nævne, hvor meget det også har holdt mig tilbage at få at vide, at jeg ikke måtte blive præst. Det skyldes, at jeg respekterer, at vi kan fortolke Bibelen forskelligt på det punkt.

Men det er en så stor del af min historie, og det er ikke nogen hemmelighed, at det selvfølgelig kan være svært at komme i kirke et sted, hvor der er opgaver og et kald, som man ikke må varetage alene på grund af sit køn.

Derfor synes jeg også, at vi som kristne har et kæmpe oprydningsarbejde foran os i måden, vi formidler og fortolker Bibelen på. For den er svær at forstå.

Det har taget mig mange år at finde frem til den Jesus, der vælger at bruge tid sammen med den samaritanske kvinde ved brønden.

Vi har inden for kirken set eksempler på ulige magtfordeling og på, at kvinder er blevet undertrykt på forskellig vis. Og selvom jeg godt ved, at mennesker fejler, uden at det har noget at gøre med, hvem Gud er, så slår historier som disse dybe rødder og får mange til at tage afstand fra en kristendom, der siger ét, men nogle gange viser noget andet.

Så hvis vi spørger, hvor de unge kvinder er, bliver vi også nødt til at spørge, hvad de har mødt, da de forsøgte at finde deres plads i kirken.

Et fællesskab for Jesuspiger

Det bringer mig til fællesskabet Jesuspiger, som jeg var med til at stifte i december 2025, og som jeg håber og beder om, at vi kan gøre til et svar på nogle af de erfaringer, jeg lige har beskrevet.

Vi forsøger at skabe et rum, hvor vi hepper på hinanden, opmuntrer hinanden til at følge vores drømme og giver hinanden frimodighed til at gå ud i det, Gud kalder os til. For jeg kan sige af erfaring, at det tager et stykke tid at finde den ranke ryg frem igen, når man først har lært at se sig selv gennem et begrænset billede af sin egen værdi.

Vores fællesskab er blevet omtalt som et »feministisk fællesskab«, og det har vakt en del opsigt.

Hvis I har fulgt med i kommentarsporet på Facebook, efter at TV 2 Echo torsdag den 1. oktober udgav en artikel om min veninde og medstifter, Hannah Forum Hummeluhre, vil I have set, hvordan bibelvers som »kvinder skal tie i menigheden« (1 Kor 14,34) og »manden er kvindens hoved« (1 Kor 11,3) blev hevet frem af folk, der undrede sig over, hvorvidt vi som kvinder faktisk har lov til på bibelsk grundlag at mødes for at dele troen på Jesus Kristus.

Andre gik langt over grænsen og kaldte os skøger eller gjorde vores seksualitet til et samtaleemne.

Men kommentarsporet tegner også et billede af, at mange danskere netop forbinder kristendommen med en forældet og kvindeundertrykkende tradition og ser den som en hæmsko for samfundets udvikling.

Flere udtrykker deres medlidenhed med os, fordi de mener, at vi ikke kan tro nok på os selv og derfor har brug for at tro på noget større.

Det værste er, at jeg godt forstår dem!

Hvis dét er det eneste billede, man har af kristendommen, så gad jeg heller ikke nærme mig den.

Men Jesuspiger er først og fremmest et fællesskab af kvinder, der er nysgerrige på at lære Jesus bedre at kende – det fremgår vist af navnet.

Derudover er vi feminister, ja. Selvfølgelig er vi det! For mig handler feminisme grundlæggende om, at mænd og kvinder har samme værdi. Hvis der er én, der ikke bare sætter ord på menneskers ligeværd, men også viser det i måden, han møder mennesker på, så er det Jesus!

Og måske er det netop derfor, at et fællesskab som vores har vist sig at være efterspurgt.

Sidste gang Jesuspiger mødtes, samlede vi 120 kvinder fra forskellige kirkeretninger. Det har fået mig til at overveje, om de netop kom, fordi vi ikke er en kirke.

Stiller vi det forkerte spørgsmål?

Jeg har selv tumlet med spørgsmålet: Hvordan får vi de unge kvinder med i kirke?

Men er det egentlig det spørgsmål, vi skal stille?

For skal vi have så travlt med at sende kvinderne fra Jesuspiger videre til kirken? Eller må vi fungere som kirkernes udstrakte arm – et fællesskab, der har hægtet sig på Guds mission og møder kvinder dér, hvor de er?

Jeg ved selvfølgelig godt, at jeg generaliserer, når jeg taler om "kirken". Kirken er ikke blot én størrelse, og mine erfaringer gælder ikke nødvendigvis for alle kristne kvinder. Jeg ved også, at der er mange kirker og kristne fællesskaber, hvor kvinder bliver mødt med ligeværd, frihed og opmuntring til at følge Jesus.

Men jeg ved, hvad jeg selv har oplevet. Og jeg ved, hvor meget det har betydet at opdage, at der findes et fællesskab, hvor jeg ikke først og fremmest skal tænke over, hvilke begrænsninger mit køn sætter for mig, men hvad Gud kalder mig til.

Måske er vi ikke på vej væk fra Jesus, selvom vi ikke altid finder vores plads i kirken.

Og måske skal vi derfor ikke have så travlt med at finde svar på, hvordan vi får de unge kvinder tilbage i kirken. Måske skal vi begynde med at spørge dem, hvorfor nogle af dem har haft svært ved at finde deres plads i den.