Man kan aldrig vide med vejret. Jeg havde forestillet mig, at det ville være efterårsvejr i Danmark i slutningen af september, mens det ville være sommervarmt i Grækenland. Det viste sig at være omvendt. Mens den danske sensommer strakte sig helt ind i begyndelsen af oktober, var temperaturen i den græske hovedstad i løbet af et par dage faldet med næsten ti grader. Så jeg gad ikke engang pakke min solcreme.

Turen gik i Paulus’ fodspor til Athen og sidenhen Korinth. Blandt de mange menigheder, Paulus skrev breve til, er det nok menigheden i Korinth, vi får det bedste indblik i. Sine to næstlængste breve stilede han til de kristne i Korinth, og han besøgte byen flere gange. Derudover nævner Paulus to andre breve, som han skrev til denne menighed, men som ikke er bevaret til os.

Men hvorfor fyldte Korinth så meget for Paulus? Det satte jeg mig for at finde ud af ved at besøge byen.

Eurovision på den græske motorvej

Den sidste mandag i september landede jeg i Athens lufthavn kl. 13 og tog en taxa ind til byen. Da chaufføren fandt ud af, at jeg var fra Danmark, satte han straks vores seneste Eurovision-bidrag på. Så mens ”Før vi går hjem” blæste ud gennem højttalerne, viste chaufføren mig, at der på en græsk motorvej er nøjagtigt lige så mange vognbaner, som der er behov for.

Paulus’ ankomst til Athen var også lidt hektisk (Apostlenes Gerninger 17). Han havde først været i Thessalonika, men nogle af jøderne dér havde skabt så meget postyr, at han måtte rejse videre til Berøa. Også der blev der ballade, og så efterlod han sine medarbejdere Timotheus og Silas i Berøa, mens han selv rejste til Athen. I Athen talte han med både jøder og filosoffer, og selvom han anerkendte athenernes fromhed, blev han også provokeret af de mange templer og helligsteder i byen (det har jeg skrevet om i det bibelarkæologiske magasin Tel nr. 4/2025 og 1/2026).

Efter at have tilbragt lidt tid i Athen tog Paulus videre til Korinth. Det samme gjorde jeg. Hvis Paulus gik ad de romerske veje, fulgte han nogenlunde samme rute, som toget kører i dag, og hvis han sejlede, ankom han sandsynligvis til havnebyen Kenkreæ øst for Korinth.

Korinth var ikke for enhver

Ifølge myten havde Sisyfos været konge i Korinth, ligesom heltene Jason og Medea (et mytologisk power couple) skulle have boet i byen, da de var på flugt fra Jasons onkel – lige indtil Jason forelskede sig i en kongedatter og forstødte Medea, der til gengæld tog en blodig hævn.

I klassisk tid var Korinth en betydningsfuld by. Jorden i området var frugtbar, og korintherne viste sig at være dygtige til at fremstille ting af bronze, sten og ler. Borgere som Lysippos og Therikles var anerkendte vidt og bredt som dygtige håndværkere. Men i 146 f.Kr. spillede Korinth på den forkerte storpolitiske hest, og romerne udslettede byen.

Først i 44 f.Kr. tillod Julius Cæsar, at byen blev genopbygget, og hurtigt blomstrede den op igen. Den blev gjort til hovedstad i provinsen Akaja og udgjorde på grund af sin centrale placering et handelsmæssigt knudepunkt. Korinth havde nemlig ikke bare en havneby mod øst, Kenkreæ, men også en havneby mod vest, Lekæum. I Korinth mødtes Rom og Athen. Faktisk havde Korinth været så vigtig en by, at man efter den græske uafhængighedskrig i 1820’erne seriøst overvejede at gøre Korinth til hovedstad i den genfødte græske republik.

I tiden omkring Kristi fødsel var Korinth en meget central by i Romerriget. Det var en miniatureudgave af Rom, og ifølge samtidige kilder var leveomkostningerne i byen høje. Der blev opført en basilika til ære for de romerske kejsere, og de mange (og store) templer var udtryk for byens velstand.

Masser af succes

Den sociale mobilitet i Korinth var stor, og der var ingen grund til at holde sig tilbage. En frigiven slave blev for eksempel så rig, at han i begyndelsen af det første århundrede e.Kr. lod et cylinderformet monument opføre i den vestlige ende af Korinths forum – til sin egen ære. Inskriptionen, der endnu er bevaret, lyder: ”Gnæus Babbius Filinus, ædil [en slags politikommissær] og pontifex [præst], lod dette monument opføre for egen regning, og han godkendte det i kraft af at være duumvir [en slags borgmester]”.

Der er også fundet hele syv inskriptioner fra det første århundrede, som nævner Tiberius Claudius Dinippus og hans imponerende karriere. Ud over en militærkarriere, hvor han blandt andet var anfører for pionerkorpset i tre år, var han varseltyder og præst for gudinden Victoria Britannicae, almindelig duumvir [altså borgmester] og duumvir med ansvar for en folketælling, kornfuldmægtig med pligt til at sikre stabil kornforsyning under en hungersnød og ansvarshavende dommer ved de isthmiske lege, der var en lokal parallel til de olympiske lege. (Dinippus og hungersnøden i Korinth har jeg skrevet om i Tel nr. 3/2025.)

Den by, Paulus ankom til, var en by fyldt med statusjagt, æresbevidsthed og selviscenesættelse. I dag er hele byens centrum udgravet, og der er opført et museum, som fremviser mange af de genstande, man har fundet. Desuden fortælles områdets interessante historie fra forhistorisk til byzantinsk tid.

Den mest imponerende bygning i det gamle Korinth er uden tvivl det store Apollontempel fra midten af det 6. århundrede f.Kr., men man skal også lægge mærke til den sydlige søjlehal. Ved opførelsen omkring 300 f.Kr. var den med sine 165 × 25 meter den største søjlehal i Grækenland, endda med indbygget underjordisk vandforsyning.

Romerne ombyggede søjlehallen og de tilknyttede værksteder, og på et tidspunkt lod man vejen til havnebyen Kenkreæ begynde i denne søjlehal. Ad den vej ankom Paulus, hvis han altså var sejlet fra Athen, og ad den vej drog han videre fra Korinth til netop Kenkreæ.

Var Paulus kulissesnedker?

Da Paulus ankom til Korinth, opsøgte han som altid synagogen for at fortælle de lokale jøder om Jesus Messias. Desuden lærte han ægteparret Akvila og Priskilla at kende. De var kort tid forinden flyttet til Korinth, fordi kejser Claudius havde udvist alle jøder fra Rom (Apostlenes Gerninger 18,1-4). Det gjorde han sandsynligvis i 49 eller 50 (med forbehold), så Paulus må være ankommet til Korinth lidt senere, måske i 50 eller 51.

Arkæologerne har ikke fundet en bygning i Korinth, som de entydigt kan identificere som en synagoge. Men de har fundet en inskription fra det 5. århundrede e.Kr., der omtaler ”hebræernes synagoge”, ligesom de har fundet et søjlehoved med jødiske symboler. Begge dele er udstillet i museets atriumgård.

Paulus fik en del med Akvila og Priskilla at gøre, ikke mindst fordi de var udlært i det samme håndværk: De var skenopoioi (Apostlenes Gerninger 18,3). Det græske ord oversættes ofte med ”teltmagere”, men det er faktisk ikke en særlig sandsynlig oversættelse. Ordet bruges kun to steder uden for kristne tekster, og det ene sted forklares det som et synonym for ordet mekhanopoios, der enten betegner en scenetekniker eller en kulissesnedker.

Så arbejdede Paulus i virkeligheden sammen med Akvila og Priskilla på det gamle græske teater eller det nye romerske odeion, der begge lå (og stadig ligger) nordvest for centrum? Det er vanskeligt at forestille sig fromme jøder engageret i den græsk-romerske teaterverden, der som alt andet var knyttet op på templer og kulter. Men det er højst sandsynligt det billede, en urban læser af Apostlenes Gerninger har fået, når vedkommende har læst, at Paulus og de andre var skenopoioi. Og Lukas gør intet for at undgå det.

Der er en lille mulighed for, at den første del af ordet (skene) betyder ”telt”, og at Paulus’ håndværk derfor bestod i at opføre telte eller mere generelt arbejde med læder. Men i de sammenhænge, hvor ordene skene og poieo har med teltrejsning at gøre, er det ofte meget tydeligt ud fra konteksten, og det er det ikke umiddelbart i Apostlenes Gerninger.

Medmindre man bladrer tilbage til Apostlenes Gerninger 15, hvor apostlene i Jerusalem skal tage stilling til, hvad man gør med alle de ikkejøder, der begynder at tro på Jesus Messias. Skulle de overholde Moseloven eller ej? Hele Paulus’ missionsvirksomhed står og falder med det spørgsmål. Da først Peter og siden Paulus har fortalt, hvordan Gud virker blandt ikkejøderne, konkluderer Jakob fra Jerusalem, at det svarer til profeten Amos’ ord om, at Gud vil genopbygge ”Davids faldne hytte”, så den bliver til gavn for alle folkeslag (Apostlenes Gerninger 15,16-17). Bag oversættelsen ”hytte” gemmer sig ordet skene. Når Paulus, Akvila og Priskilla derefter beskrives med det lidt kryptiske ord skenopoios, er Lukas’ pointe måske slet og ret, at de er med til at genopbygge Guds folk i verden. Uanset om de var kulissesnedkere eller fik løn for at rejse telte, så arbejdede de med på Guds mission.

Hundene under bordet

Paulus boede i Korinth i halvandet år og blev i den tid genforenet med Silas og Timotheus, som han havde efterladt i Berøa. Han førte samtaler med jøderne i synagogen, men da det ikke førte til andet end konflikt, besluttede han at vende sig mod ikkejøderne (Apostlenes Gerninger 18,5-11). Det er sandsynligvis også i denne periode, at han skriver til menigheden i Thessalonika.

Jeg havde kun to overnatninger i byen, men til gengæld boede jeg ganske få hundrede meter fra den gamle bykerne. Den første aften spiste jeg på en taverna, hvor de lokale hunde og katte sørgede for at holde den udendørs terrasse fri for krummer og rester. Flere gange måtte tjeneren skræve over en totalt ligeglad hund. Mens jeg spiste, tænkte jeg over, hvad Paulus mon fik sin fritid til at gå med.

Måske gik han op på Korinths majestætiske akropolis, sådan som jeg selv gjorde morgenen efter. Hvad angår mængden af templer, kan akropolis i Korinth (Akrokorinth) ikke måle sig med akropolis i Athen, men det kan den så rigeligt på de fleste andre parametre. Akrokorinth ligger syd for byen og hæver sig hele 575 meter over havets overflade. Allerede i antikken byggede korintherne en fæstning på toppen samt en mur rundt om byen og bjerget og hele vejen til havnebyen Lekæum.

Området på toppen er så stort, at man kan bruge flere timer på at udforske det. Det havde jeg ikke mulighed for, og desuden blæste det kraftigt, så jeg nøjedes med at tage nogle billeder af den storslåede udsigt, inden jeg gik ned på det arkæologiske museum. På Paulus’ tid lå der på Akrokorinth et tempel til Afrodite med mange tempelprostituerede.

Én ting ved vi dog om Paulus’ oplevelser i Korinth: Han blev stillet for den romerske statholder Gallio, fordi det jødiske samfund anklagede ham for at afvige fra Moseloven. Gallio, der i øvrigt var storebror til den kendte filosof Seneca, vurderede, at der var tale om et indrejødisk anliggende og forkastede sagen (Apostlenes Gerninger 18,12-17). Takket være en inskription fra helligdommen i Delfi kan vi datere Gallios virke som statholder ret nøjagtigt til år 51 og 52. (Læs mere om Gallio i Tel nr. 2/2025.)

De fire korintherbreve

Siden rejste Paulus som nævnt til Kenkreæ og derfra til Efesos, Jerusalem og Antiokia, hvilket afsluttede hans anden missionsrejse (Apostlenes Gerninger 18,18-22). Da han senere rejser ud igen, skriver han blandt andet sine breve til menigheden i Korinth. Kort fortalt modtager Paulus bekymrende efterretninger om menighedens opførsel, så han sender dem et brev, der ikke er bevaret (jf. Første Korintherbrev 5,9).

Korintherne svarer med en række spørgsmål, som Paulus besvarer i det brev, vi kender som Første Korintherbrev. Temaerne er blandt andet ægteskab og seksuel umoral, kød, som har været ofret til afguder, indre splittelser, misbrug af nådegaver og en yderst kritisabel måde at fejre nadver på.

Senere modtager han flere bekymrende efterretninger, og han aflægger måske menigheden et kort visit for at se med egne øjne, hvad der foregår. Senere skriver han med stor smerte et brev til dem, som heller ikke er bevaret til vores tid. Og så går det for alvor galt. Paulus havde lovet at komme på et længere besøg i byen, men han må ændre sine planer. Det tager korintherne åbenbart rigtig ilde op – nogle mener slet ikke, man kan stole på Paulus længere.

I det brev, vi kalder Andet Korintherbrev, men som altså er Paulus’ fjerde brev til Korinth, må han argumentere omfattende for, at han er til at stole på, at han virkelig er apostel, og at det var til korinthernes eget bedste, at han ændrede sine rejseplaner. Derudover er Paulus meget optaget af, at menigheden i Korinth skal samle penge ind til menigheden i Jerusalem.

Efter at have sendt sit fjerde brev til byen får han endelig mulighed for at besøge Korinth og andre byer i Grækenland igen (Apostlenes Gerninger 20,2-3). Det er sandsynligvis under det ophold i Korinth, at Paulus skriver Romerbrevet. I øvrigt er det interessant, at Paulus i både Romerbrevet 14,10 og Andet Korintherbrev 5,10 skriver om at blive fremstillet for Guds/Kristus’ domstol. Måske tænkte han med den formulering på, hvordan han selv var blevet fremstillet for domstolen i Korinth.

Det korinthiske testcenter

Menigheden i Korinth skabte mange problemer for Paulus. Deres moral var grænsesøgende, deres entusiasme var overdreven, og deres jagt på status og selviscenesættelse var i konflikt med selve kernen i Paulus’ evangelium. Så hvorfor opgav Paulus dem ikke? Hvorfor brugte han så meget energi på en så besværlig menighed? (Første Klemensbrev fra ca. år 96 antyder i øvrigt, at problemerne i Korinth fortsatte efter Paulus’ tid.)

Det var først fredag morgen, at svaret gik op for mig. Jeg havde egentlig pakket min taske og var klar til at tjekke ud, da jeg pludselig kom i tanke om en formulering fra slutningen af Første Korintherbrev. Paulus skriver om Stefanas, som han selv havde døbt (1,16), og som sammen med Fortunatus og Akaikos havde overbragt menighedens brev til Paulus og nu ventede på at bringe hans svar tilbage (16,17), at han og hans husstand er ”[provinsen] Akajas førstegrøde” (16,15).

Førstegrøde-begrebet er et høstbegreb og betyder ganske enkelt, at der kommer mere. Når der er en Jesustroende menighed i Korinth, beviser det altså for Paulus, at evangeliet om Jesus Messias både kan sås, vokse og bære frugt i det græske kerneland og i en provinshovedstad som Korinth. Menigheden i Korinth ville helt automatisk blive et forbillede og et vidnesbyrd for mange. Måske er det netop derfor, han skriver Andet Korintherbrev til ikke bare menigheden i Korinth, men til ”alle de hellige i hele Akaja” (1,1).

Korinth var kort sagt et testcenter, hvor det skulle vise sig, om Paulus’ evangelium kunne slå rod i en gennemsyret græsk-romersk kontekst. Kunne de gode nyheder om Jesus Messias overvinde den romerske jagt på status, den fritsvævende korinthiske moral og det mægtige Apollontempel? Det var Paulus overbevist om, og det skulle korintherne eksemplificere.

Med den indsigt i notesbogen tog jeg en taxa til stationen. Det skulle snart begynde at regne, men i første omgang fik jeg øje på en regnbue, der meget symbolsk strakte sig fra det moderne Korinth ved kysten, som jeg ikke nåede at besøge, til det gamle Korinth med museet, udgravningen og de mange hunde og katte. Der er sket meget med vores samfund, siden Paulus kom til Korinth, men lysten til at promovere sig selv på andres bekostning hjemsøger stadig en gang imellem de fleste af os. Så måske er Paulus’ breve til korintherne også stadig relevante.