Tilbage til forsiden

semper

Kort fortalt

Stille vækkelse – en français!

Troels Nymann·8. oktober 2026·4 min. læsetid·
Stille vækkelse  – en français!

Rekordmange unge og voksne bliver døbt i den katolske kirke i Frankrig. Og modsat fortællingen om de unge mænds religiøse vækkelse er det især kvinderne, der dominerer dåbsstatistikken.

Hvad er historien?

I påsken 2026 blev 13.234 voksne døbt ind i den katolske kirke i Frankrig. Mere end tre gange så mange, som vi så for et lille årti siden. Samtidig blev mere end 8.100 teenagere døbt. Den franske bispekonference beskriver selv udviklingen som en fortsat kraftig vækst i voksenkonversioner.

De franske dåbstal fra 2025, der også viser en stigning, er faktisk allerede nævnt i en bibemærkning i artiklen om den stille vækkelse tidligere på året. Det viser sådan set bare, at det ikke bare var en enlig svale, men en reel tendens.

Det er især unge mennesker, der står bag udviklingen. 82 procent af de voksne dåbskandidater var under 40 år, og den største enkeltgruppe var de 18-25-årige.

Det har fået internationale medier til endnu en gang at spørge, om der er noget, der minder om en katolsk vækkelse i gang i Frankrig. Claire Giangravè fra Religion News Service taler ligefrem om Frankrigs nye “Catholic moment” i forbindelse med Pave Leos nylige besøg i det franske. 

Men tallene fortæller også en lidt anden historie end den, der nogle gange bliver fortalt om vækkelsen i Vesten – og særligt blandt unge mænd. For de franske konvertitter er ganske vist meget unge, men flertallet, 62 procent, af de voksne katekumener er altså kvinder, og sådan har det faktisk været i Frankrig i nogle år, så det er altså heller ikke en enlig svale. Det franske “Catholic moment” er åbenbart en historie om unge kvinder.

Hvorfor er det vigtigt?

Frankrig er skoleeksemplet på europæisk sekularisering. Den katolske kirke i Frankrig har gennem årtier blødt både medlemmer og indflydelse. Kun omkring 30 procent af franske børn bliver i dag døbt. Derfor er det ret opsigtsvækkende, at antallet af mennesker, der aktivt vælger at blive katolikker som unge eller voksne, bevæger sig den modsatte vej.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om tallene så faktisk er tegn på en “vækkelse” – et ord, vi i øvrigt bliver nødt til snart at have en rigtig snak om, så journalister ikke bruger det til at beskrive ethvert nogenlunde velbesøgt arrangement.

13.234 nye voksne katolikker er et lille tal i et land med næsten 70 millioner indbyggere. Og væksten i konversioner er langt fra stor nok til at opveje de mange franskmænd, der forlader kirken, eller det langsigtede fald i barnedåb og kirkegang.

Frankrig kan med andre ord godt blive endnu mere sekulariseret og samtidig opleve, at flere unge mennesker aktivt vælger at blive kristne.

Hvad betyder det?

I en anden Kort fortalt tidligere på ugen kunne jeg berette om unge kvinder, der forlader de amerikanske kirker i stor stil, og nu kommer der så en om, at kvinder udgør et flertal blandt de unge nydøbte katolikker i Frankrig.

Man er undskyldt, hvis man ikke kan finde hoved og hale i, om disse nye kristne er feministiske jesuspiger eller nationalkonservative theobros i de mange beretninger og rapporter, der både er rigtige og bliver trukket tilbage.

Den franske religionssociolog (vi bliver i det franske tema) Danièle Hervieu-Léger har beskrevet religion som en “erindringskæde”. Religion bliver traditionelt overleveret gennem familien, institutionerne og et fælles kulturelt hukommelsesfællesskab. Men i moderne vestlige samfund bliver den kæde stadig oftere brudt. 

Det betyder dog ikke, at religion forsvinder.

Hervieu-Léger peger i stedet på “konvertitten” som en af modernitetens karakteristiske religiøse figurer: mennesket, der ikke bare arver sin religion, men aktivt vælger, genopdager eller tilegner sig den. 

Det passer altså ret godt på den franske udvikling (og måske den danske?).

De nye konvertitter er ofte børn af mindre religiøse forældre og kommer derfor ikke nødvendigvis tilbage til en kirke, de selv forlod. Mange møder i stedet kristendommen som noget nyt – gennem venner, sociale medier, personlige kriser eller en søgen efter mening og stabilitet.

En mindre nedarvet og mere tilvalgt kristendom vil med al sandsynlighed have et andet udtryk og måske endda være mere uforudsigelig.

Om forfatteren
Troels Nymann

Troels Nymann er ansvarshavende redaktør på SEMPER Magasin og cand.mag. i litteraturhistorie og religionsvidenskab. Han skriver især om tro, kultur og politik og har siden 2023 bidraget med essays, artikler og ledere til magasinet.

Du vil måske også kunne lide
Byen, der satte Paulus på prøve
Artikel·13 min. læsetid

Byen, der satte Paulus på prøve

Korinth var en romersk storby præget af rigdom, statusjagt og selviscenesættelse. Hvorfor brugte Paulus så meget energi på en menighed, der gav ham så mange problemer? Kasper A. Bergholt rejste i apostlens fodspor for at finde svaret.

Kasper A. Bergholt·8. okt. 2026
Amerikanske jesuspiger forlader kirken
Kort fortalt·5 min. læsetid

Amerikanske jesuspiger forlader kirken

Kvinder har historisk været mere religiøse end mænd. Blandt de yngste amerikanere er det mønster ved at bryde sammen.

Troels Nymann·4. okt. 2026
Moderne lovsang i "grimme" kirker
Essay·10 min. læsetid

Moderne lovsang i "grimme" kirker

Måske er den moderne lovsang ikke kun et kulturelt opgør med salmetraditionen, men også et svar på moderne kirkearkitektur.

Thomas Frovin·2. okt. 2026

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

SEMPER udgives af Forlaget Semper.

©2026 Alle rettigheder forbeholdes.

ISSN 2795-1480

Privatlivspolitik|Om os|Kontakt
InstagramFacebook