De bager flot udsmykkede surdejsbrød, fermenterer kål og sylter blommer på livet løs, fodrer høns, luger i køkkenhaven og binder blomsterkranse. Imens har de et barn siddende på hoften, et andet ved anklerne, og et tredje hjælpende til i køkkenet. Idet manden træder ind i stuen og kysser kvinden på kinden, hviner alle børnene af fryd – og lykken er gjort på den lille gård. 

Omtrent sådan kan det se ud på nogle kvinders Instagram-profiler, hvor kvinderne bliver betegnet som tradwives, en sammentrækning af traditionel og wife. På profilerne viser kvinderne forskellige opskrifter på måltider, hvor alt, og her mener jeg virkelig alt, bliver lavet fra bunden og på gode økologiske råvarer. Kvinderne er som regel smukke og er klædt i feminint tøj i hør og bomuld. De er gift med en mand, som de omtaler som hovedet i deres familie, og nåh ja, så har de gerne en håndfuld børn, der løber glade omkring. Endeligt er de som regel fromme kristne, og siger Gud tak for deres billedskønne liv. 

I løbet af de seneste år har disse tradwife-influencerne fået stigende opmærksomhed. Der er ingen tvivl om, at mange bliver fascineret og inspireret af kvindernes hjemmegående liv, hvor børnepasning og madlavning bliver klaret med et smil. I tiden er begreber som slow living, cottagecore og homesteading blevet populære på sociale medier. De har det tilfælles med tradwives, at de alle repræsenterer en længsel efter et mere enkelt liv, hvor vi skruer ned for tempoet og kommer tættere på naturen, hjemmet og de små ting i hverdagen. Det taler lige ind i drømmen om et simplere liv. 

Men en stor del af opmærksomheden skyldes også voldsom kritik. Der er åbenbart ikke noget som disse surdejsbagende, fertile og hørklædte kvinder, der kan få vrede folk til tasterne. Men hvorfor er det egentlig sådan?

Tradwife-dronningen 

Når man taler om tradwives er der en bestemt kvinde, man ikke kan komme udenom. Det er Hannah Neeleman, bedre kendt som Ballerina farm med over 10 millioner følgere på Instagram. Hun bor på en gård i Utah sammen med sin mand og deres ni (!) børn, hvor de sammen driver et landbrug og en gårdbutik. Hun er tidligere balletdanserinde, deraf navnet Ballerina Farm. Hvis du ikke allerede kender hende, synes jeg, du skal tage et hurtig kig på hendes profil.  

På profilen er der billeder og videoer af Hannah, der laver mad fra bunden, passer børn og tager del i arbejdet på gården. Det hele foregår i smukke omgivelser, hvor selv de mest almindelige hverdagssysler kan komme til at ligne scener fra en romantisk film om livet på landet. Især kan jeg anbefale videoerne, hvor Hannah spontant danser ballet blandt køerne og børnene klapper ivrigt. 

Det er ikke svært at forstå den tiltrækning som Ballerina Farm har. I en tid, hvor mange oplever et pres for både at gøre karriere, være nærværende forældre, have et aktivt socialt liv og samtidig realisere sig selv, kan tanken om et deaccelereret liv virke befriende.

Her tilbyder tradwives en tilsyneladende enkel løsning: Man kan vælge hele ræset fra og i stedet finde mening i at passe sine børn, skabe et hjem og tage sig af sin familie. I Hannahs tilfælde var det at give sin karriere som balletdanserinde op i New York, for at gifte sig og flytte til gården i Utah. 

Ballerina Farm kom for alvor i søgelyset for to år siden, efter en journalist fra New York Times besøgte gården, og skrev en artikel. Her beskrev journalisten, hvor vanskeligt det var at få Hannah alene i tale, at hendes mand virkede voldsomt kontrollerende, og at Hannah i perioder ikke kan rejse sig fra sengen i flere dage af ren og skær udmattelse. Det satte ild til internettet, og skabte for mange en bittersød fornemmelse: Ha, vi vidste, det var for godt til at være sandt! Samtidig opstod der også bekymring for Hannah Neelemans velbefindende og folk undrede sig over, om hun egentlig selv havde valgt og ønskede sig livet på gården, eller om der er tale om en form for tvang fra hendes mand. 

Hannah Neeleman har afvist al kritikken, og beskylder journalisten for at have vinklet historien. Hun fortsætter livet på gården, har født et barn mere, og ligner umiddelbart ikke en, der har ladet sig mærke af den uønskede kritik.

Kritik af influenceres idealiserede livsfremstilling, der kan vække både inspiration og misundelse, er bestemt ikke noget som tradwives er alene om, men reaktionerne og kritikken mod tradwives er alligevel bemærkelsesværdig. 

De vrede feminister  

Mange af reaktionerne kommer især fra kvinder. Det er som om fænomenet tradwives er blevet udtryk for en indbygget udfordring i feminismen, som især er opstået på bagkant af fjerdebølgefeminismen. 

Så lad os for en god ordens skyld hurtigt opsummere feminismens bølger: Den første bølge (ca. 1860-1920) handlede primært om kvinders ret til at stemme. Den anden bølge (1950-1980) advokerede for kvinders ret til at bestemme over egen krop og seksualitet, hvorefter den frie abort indførtes i flere lande. Den tredje bølge (1980-2010) er stærkt inspireret af postkritisk tænkning og introducerer den socialkonstruktivistiske forståelse af køn. Endeligt kommer den fjerde bølge (fra omkring 2010 til i dag), som for alvor blev startet af #Metoo, og et opgør med seksualisering af kvinden. Den største forandring ved fjerdebølgefeminismen er, at det bliver mainstream at være feminist. Nu er det ikke længere en minoritetsgruppe, men derimod den brede befolkningsgruppe, der kalder sig selv feminister. Det er altså denne feministiske historiske baggrund, som tradwife tendensen taler ind i. 

Den mest hyppige kritik af tradwife-kvinderne er, at de pisser på historien. At de kaster tidligere kvinders kamp for ret til arbejdsliv og frigørelse væk, ved at vælge et liv med husholdning og mange børn. Flere af disse tradwife-influenceres har også udtalte holdninger til kønsroller, hvor de beskriver deres mand som lederen af familien, og at de som hustruer gladeligt indordner sig. Det bliver simpelthen tolket som et udtryk for utaknemmelighed og historieløshed. 

En værdi i fjerdebølgefeminismen er, at kvinden har ret til at vælge det liv, hun selv ønsker. Men hvis det netop er målet med fjerdebølgefeminismen, at kvinder kan vælge præcis det liv, de ønsker, hvorfor kan en moderne kvinde ikke vælge et traditionelt liv? Hvorfor er disse tradwives en torn i øjet? 

Kønsforskerne Banet-Weiser og Reinis beskriver tradwives og feminister som en slags spejlbilleder af hinanden. Begge grupper har identificeret det samme problem, nemlig det moderne samfunds forventninger til kvinder, hvor kvinder både skal gøre karriere, stifte familie, skabe et hjem, holde praktisk overblik og være omsorgsperson. Men hvor feministerne typisk ønsker at ændre de samfundsmæssige strukturer gennem kollektivt sammenhold og protester, tilbyder tradwife-kulturen en individuel løsning: at trække sig tilbage til hjemmet og familien. Denne kritik kan også ses i nyere populære litterære fremstillinger af tradwives.

Kvinder, der hader kvinder 

Tradwives er også flyttet ind i litteraturen. Alene i 2026 har det givet anledning til seks tradwife-bøger. I flere af udgivelserne er der visse ligheder i plottet: Tradwife-kvinden viser sig at være en løgner og bedrager, og flere af bøgerne leger med det selviscenesættende perspektiv som greb. Den absolut mest populære er dog Yesteryear, som også er blevet anmeldt her på Semper. 

I romanen møder vi Nathalie Heller Mills, som er en utilregnelig, smålig ja næsten decideret ondskabsfuld kvinde, som har bygget et løgnagtigt medieimperium op om sin gård og familie. Nathalie hader de kvinder, som hun møder på universitet Harvard. Hun synes, de er sørgelige med deres feministiske, antikapitalistiske og frigørende dagsordener, og ser ned på dem. Senere får hun mange følgere på Instagram, som tilhører samme segment, og disse kvinder følger primært med for at ”hate-watche”. Nathalie kalder dem ”De vrede kvinder”, og hun hader dem noget så inderligt, men samtidig fantaserer hun også om og fryder sig over, hvordan hun er i stand til at vække så stærke følelser i dem. 

Det er dog ikke kun de moderne kvinder, som vækker Nathalies had. 

Tilbage på universitetet mødte hun også nogle kvinder i en kirkegruppe, og mødet med dem beskriver hun som at blive ”intellektuelt stenet ihjel” (79). På gården får Nathalie ansat en producer, Shannon, der indleder en kortvarig affære med Nathalies mand og ender med at afsløre de bedrageriske forhold på gården til medierne, hvilket bliver Nathalies store fald. Mod slutningen af romanen kommer Nathalie også i karambolage med sin mor og søster, som hun beskylder for at være svage og naive og bryder derefter kontakten til dem. Endelig er der Clementine, Nathalies ældste datter, som bliver en form for antagonist-figur i Nathalies verden: ”Hun var ved at blive kvinde. Jeg kunne ikke stole på hende” (19).  

Bogen er simpelthen spækket med historier om kvinder, der hader kvinder. I virkeligheden synes jeg, det er noget af det mest skræmmende bogen fortæller: nemlig, hvor ondskabsfuld, ensom og hævngerrig Nathalie fremstilles. 

Hvis du i mellemtiden har fået kigget på Ballerina Farms profil, vil du måske have lagt mærke til, at der nærmest ingen opslag er af hende selv og andre kvinder. Hun er kun på gården med sin mand og børn. I tradwife-universet — i hvert fald på Ballerina Farm og i Yesteryear — er der ikke plads til kvindefællesskaber. På den måde risikerer andre kvinder at blive til en trussel: Enten som en, der kan afsløre mangler i dit moderskab og i din husholdning, eller som en trussel mod dit ægteskab, hvor den anden kvinde, kan stjæle din mand fra dig. Der lyder et ekko af en af de grimmeste fortællinger: nemlig at kvinde er kvinde værst. 

Kvindekamp

Hvis du, som jeg har gjort de sidste uger, begynder at undersøge tradwife-bølgen nærmere, vil du hurtigt opdage, at det er et fænomen, der har mange spekulationer knyttet til sig. En af de hyppigste går på, hvorfor tradwives er blevet så populære på samme tid, som store dele af verden oplever en politisk højredrejning. 

Der er undersøgelser, der viser, at følgere af tradwife-influencere bliver systematisk fodret med indhold fra den yderste højrefløj og spekulative politiske konspirationsteorier. Sådan bliver tradwife-influencerne også et instrument i en større politisk kamp, som næppe har interesse i at fremme kvinders anliggender.

Måske er det netop derfor, tradwives vækker så stærke følelser. For hvor en almindelig momfluencer først og fremmest viser, hvordan hun lever sit liv, kan nogle tradwife-influencere fortælle andre kvinder, hvordan de bør leve deres liv. Deres Instagram-profiler bliver dermed ikke bare en fremvisning af en livsstil, men også en kampplads for forskellige forestillinger om kvindelighed og det gode liv.

Måske er det også der fascinationen af tradwife-influencer kommer fra: fordi det skaber modsatrettede følelser af fascination og forurettelse. Det er vanskeligt at lægge fra sig, fordi det inspirerer, mens man venter på, at kvindernes facade krakelerer. 

Og her opstår der et paradoks. For på den ene side har vi et tradwife-ideal, som gør andre kvinder til konkurrenter og trusler. På den anden side har vi et kvindeligt publikum, der nærmest fryder sig over tanken om, at andre kvinders familieliv skal bryde sammen.

En værdi i kvindefællesskaber har ellers været at stå sammen: fra suffragetternes militante oprør i starten af det 1900-tallet, til rødstrømperne i 70’erne og til kvinders opslag med #metoo i 2010’erne. Her stod de side ved side for sammen at opnå lighed og frihed til eget valg. 

At vælge at leve et traditionelt konservativt liv burde derfor være et fuldstændig legitimt valg. Men dette ændrer sig markant, hvis det traditionelle tradwife-liv ikke er ægte, men derimod er en iscenesættelse eller et tvunget valg af en ægtemand eller en brik i politiske bevægelser. 

Og jeg kan ikke lade være med at spørge: Hvem gavner det egentlig, når kvinder bliver kvinders værste fjende?