Mens jeg sidder og skriver dette, er vi halvvejs med det tredje hold på discipelskolen El Shammah i Brasilien. Vi er lige nu ved at starte et projekt op blot et par kilometer fra skolen i området Jackerlaites, hvor der bor 300 mennesker i et lille øde område. De har ikke meget og føler sig glemt af samfundet, men de har glæde over livet. Holdet har lavet børnekirke derude, leget med børnene og gået rundt mellem husene for at bede for de lokale. Vi bliver mødt med smil, taknemmelighed og spørgsmål om, hvornår vi kommer igen. Når vi får lov til at opleve at mennesker på tværs af kultur, tro og livsvilkår skaber relationer og gode minder sammen, er det pludselig alt det hårde arbejde værd. Alt det hårde arbejde som begyndte to år tidligere, og som fik os til at ændre vores fremtidsplaner og rykke vores liv om på den anden side af jorden.

I 2024 tog Signe og jeg, Maria, på eventyr i Sydamerika, hvor vi blandt andet skulle besøge en af Signes veninder fra Brasilien. Imens vi boede ved hende, kom hendes onkel Silas forbi og inviterede os ud på hans “gård”. Han fortalte os en historie om, hvordan hans mor havde fået et billede fra Gud om, at de skulle købe et hus ved et mangotræ tæt ved vand. Kort før hans mor døde, fandt han dét hus og købte det.

Dagen efter tog vi derud med ham og hjalp ham med havearbejde, vi bad sammen, holdt nadver sammen, spiste, sang lovsang og på to dage blev vi som en del af deres familie. Det sted var fyldt med en fred, som Signe og jeg har svært ved at sætte ord på. Det var som om, Guds ånd hvilede lige der i de øjeblikke, vi havde i huset ved søbredden. Da vi tog væk derfra, holdt vi kontakt med hele familien - særligt fordi de på vores vegne var bekymrede over, at vi, to unge blonde piger, skulle rejse alene rundt. 

En måned efter, da Signe og jeg var ankommet til Bolivia, tog vi på café for at ringe med Silas og bede sammen. Midt i opkaldet forsvandt vores WiFi. Så kiggede Signe på mig. Hun kunne næsten ikke sidde stille. Hun havde fået en vision, som hun er sikker på, var fra Helligånden: At vi skulle starte noget for unge danskere i Brasilien, så de kunne føle samme fred fra Gud, som vi havde fået lov at føle i Silas’ hus ved søbredden. Vi blev enige om, at vi nok ikke skulle sige noget til Silas, før vi havde haft mulighed for at tænke over det. 

Idet vi ringede op igen, fløj visionen ud af Signes mund, og Silas svarede noget i stil med: 

”Halleluja, God is good, I prayed for this”. 

Silas havde tidligere fået samme vision og bedt om, at vi også måtte få den. Vi bad sammen, og bagefter gik Silas stille i panik. Ikke fordi han ikke troede på projektet, men netop fordi han troede på det og vidste, at det ville kræve meget af ham. Han måtte sætte drømmen om fortsat at rejse rundt som missionær for på pause for i stedet at træde ud på nye, ukendte stier. 

Da Signe og jeg kom tilbage til vores hostel, begyndte vi at skrive alle de drømme, ideer og tanker, der dukkede op, ned. Drømme om hvad det her sted kunne blive til, hvad det kunne betyde for dem, som kom. Vi skrev bl.a.: 

”The vision is to create a place that is like the tree planted by the river (psalm 1)… A place of devotion… we want to create a time and space to learn the significance of laying your life at the feet of Jesus. Trusting God.”

Vi tænkte og oplevede dengang, at noget af det, som gjorde det særligt svært at være ung kristen i Danmark, var det tempo, alt skulle foregå i. Sådan tænker vi stadig. Alt skal effektiviseres og perfektioneres. Det skal have en retning og kunne måles. 

Vi tror på, at kristendommen tilbyder os et andet verdensbillede, et andet liv, som ikke er præstationsbaseret, men også at det kræver tid at finde ind i en anden rytme. Vi skal lære og øve os i at leve nær bækken, som salmisten udtrykker det. Det kommer ikke af sig selv. Vi håbede og drømte om at skabe et sted, hvor det kunne være muligt at hellige sig tid til at møde Jesus på, hvor de forestillinger og vaner, som får lov at råde i hverdagslivet i Danmark, kunne træde i baggrunden.

I løbet af de næste to måneder fortsatte vi vores rejse rundt i Sydamerika, alt imens ideen fik lov til at arbejde videre i os og mellem os. Vi snakkede med vores venner og familie om det, og til sidst måtte jeg ringe hjem og fortælle mine veninder, at jeg alligevel ikke kunne flytte til Århus, og at jeg droppede at starte på studiet for nu. 

Da vi kom hjem, startede Signe og jeg på rugbrødsarbejdet. Vi skulle oprette en forening, åbne en bankkonto, have en indsamlingstilladelse, sætte os ind i skatteregler, regler for foreninger osv. Den følelse af sikkerhed og tillid til Guds plan, som vi havde følt i Sydamerika, begyndte lige så stille at smuldre, da vi fik de realistiske danske briller på igen og så det hele udefra. Spørgsmålene hobede sig op: Hvordan finansierer vi det her? Hvem har lyst og mod til at deltage på en discipelskole, hvor der endnu ikke engang er en skolebygning? Hvem tror vi egentlig, at vi er, siden vi tror, at vi kan starte en discipelskole? Hvordan skal vi kunne lede andre unge mennesker til en tættere relation med Jesus? Alt det tunge arbejde med at få projektet på benene at lægge en dæmper på den glæde, vi oprindeligt havde oplevet for at skabe et frirum for unge, hvor de kunne søge Gud. 

En aften besluttede vi os for at give det et sidste forsøg. Vi startede en Facebookgruppe med alle vores kristne venner og familie. Her fortalte vi om stedet og visionen og bad om forbøn. Vi er virkelig velsignede med fantastiske venner og familie, som troede på vores vision og hjalp byggeriet af skolen i gang med donationer og bønner. 

Efter vi havde oprettet facebook-gruppen begyndte folk stille og roligt at skrive, at de var interesserede i at være med på et hold på discipelskolen, og da det første hold startede i oktober 2024 var der 16 danskere og en peruvianer på holdet. Det var helt vildt, at så mange havde tillid til os og til Gud! Særligt, fordi der kun var billeder med byggeri, et lille hus og et fundament lagt til det nye hus, da tilmeldingerne fandt sted. 

Da det første El Shammah discipelskolehold begyndte, brugte vi den første uge på at komme så langt med den nye bygning, at vi kunne sove i værelserne. Det var langt fra færdigt, men det gik lige til at bo i. I starten uden døre og vinduer, og vores køkken var udendørs og absolut ikke indrettet til at lave mad til 21 mennesker hver dag. 

Undervisningen foregik i det fri og antallet af møbler var begrænset. Der var mange materielle ting, som kunne have været bedre, men vi forsøgte at have tillid til, at Gud nok skulle gøre det egentlige arbejde, når blot vi satte rammerne til rådighed. Vi havde forsøgt at planlægge holdet så godt, som vi kunne, men måtte også erkende, at der skal mere til at drive en discipelskole for 17 unge mennesker end Silas, Signe og jeg havde forestillet os. 

Jeg tror måske, at Gud ønskede at lukke mine øjne for netop det, for at vise os, at han handler, når vi er magtesløse. Det betød, at da det først gik op for os, hvor vanvittigt det, vi havde gang i egentlig var, så gik vi allerede på vandet, og den eneste måde at holde os oppe på var, at blive ved med at kigge på Jesus. 

Undervejs er vores bankkonto blevet tømt og på mirakuløse måder blevet fyldt op igen. Jeg kan teknisk godt se på økonomien, hvordan pengene er kommet ind på kontoen, men hvorfor folk har ønsket at støtte et projekt som vores uden nogen garanti for succes, kan kun være fordi Gud er med og sørger for os. 

Vi fik proppet 21 mennesker ind i to huse. Luksus var det ikke, men der var en særlig følelse af Guds tilstedeværelse - ligesom Signe og jeg havde oplevet den første gang vi var der. Jeg tror ikke, at Gud er mere til stede der end alle andre steder, men dér får Han lov til at indtage den plads, han fortjener. Der bliver Gud omdrejningspunktet for vores hverdag og alt, vi foretager os. 

I efteråret 2025 havde vi endnu et hold af sted, denne gang med 21 deltagere og fire frivillige. Efter fem ugers undervisning om bønsliv, Guds faderhjerte, Helligånden, at have sin identitet i Jesus og tjeneste, tog vi knap 2 uger til Rio de Janeiro for at tjene i en favela. Vi boede på en YWAM-base der og fik lov til at komme helt tæt på et samfund, som er præget af forskellige former for misbrug, bander og fattigdom. Det var en kæmpe kontrast til vores trygge og komfortable kristne liv. Her mødte vi unge mænd, som takkede ja til forbøn med hænderne i vejret, mens geværet hang over skuldrene og pistolen i bæltet. Vi mødte børn, som glædede sig over unge mennesker, der ville bruge tid med dem, og ældre mennesker, som havde levet hårde liv, men var fyldt med taknemmelighed over at være vidner til, at evangeliet blev forkyndt til deres nærmeste. 

Når vi tjener og evangeliserer, er der en sprogbarriere, som i starten kan virke som en stor forhindring i at sprede evangeliet og dele Guds kærlighed, men jeg har erfaret, at der er mange måder at vidne om Jesus på. I Apostlenes Gerninger 1,8 siger Jesus: 

”Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.” 

Jesus kalder os til at vidne. Både i lokalsamfundet, og når vi tager på missionsture, ser vi, at Gud ikke kun bruger os til at vidne om ham gennem vores ord, men også gennem kærlighed, tjenester, bønner, lovsang og ikke mindst glæde. Det er hårdt at vide, at vi ikke kan hjælpe alle dem, vi møder, eller ændre lige netop deres livssituation. Men vi tror på, at Gud har kaldet os til at vidne om Jesus, og han kan forvandle deres liv og hjerter. 

Alle de erfaringer og oplevelser, vi får her i Brasilien, ønsker vi at discipelskoleeleverne tager med sig hjem. At de gode vaner, de får skabt her, også får del i dagligdagen derhjemme. At de afsætter tid til at søge Gud i hverdagen gennem bøn og lovsang, at deres tro får lov til at fylde i samtaler med familie og venner, ligesom den gør her på skolen, og at deres erfaringer om at vidne om Jesus også kan give dem frimodighed til at vidne om Jesus over for deres studiekammerater. På gaderne i favelaen kan det være tydeligt at se, at narkohandlerne har brug for Gud, men der er så mange mennesker på studiebænken eller arbejdspladsen i Danmark, som også har brug for at møde Jesus. 

Discipelskolen hedder El Shammah. Det er hebræisk for “Herren er der”, og skolen er for mig blevet et bevis for netop det. Jeg er fyldt med taknemmelighed til Gud, for jeg har fået lov til at se, hvordan han arbejder i discipelskoleeleverne, i lokalsamfundet, i de talere, der kommer, i vores bestyrelse og i Silas, Signe og jeg.

Jeg er overbevist om, at det slet ikke havde været muligt for to 22-årige danske piger og en 56-årig brasiliansk mand at starte sådan et projekt op uden Guds indgriben i det hele. Knap to år efter, Signe og Silas fik visionen om at starte en discipelskole, er jeg enormt rørt over at se, hvad det er blevet til. At det, der startede som tre mennesker, en lille tro, et lille hus, og et par tusinde kroner er vokset til knap 60 deltagere, frivillige, tre huse, et fjerde på vej. 

Det er stadig kun med et par tusinde på bankkontoen, men der er en masse mennesker, både brasilianere og danskere, der har fået en mulighed for at lære Jesus bedre at kende. Vi håber på at kunne blive ved med at sætte rammerne for, at unge kan bruge tid med Gud, leve et liv med ham og ikke mindst blive inspirerede til også at tage denne praksis med sig hjem igen og være som træ plantet ved bækken. 

Herren er der!