”Er det ikke utroligt, at der stadig er studerende på vores universitet, som tror på historier fra Bibelen,” sagde Martin, en ældre kollega, til en af de formelle middage, som det traditionelle liv på Oxford Universitet kredser om. ”Men Martin,” svarede jeg, ”deres tro adskiller sig sikkert ikke meget fra min.” Jeg kan stadig se hans ansigt blegne, mens han næsten kvaltes i sit glas St. Emilion Grand Cru Classé: ”Hvordan kan du tro på den slags nu til dags – en, der går på vandet, en dødeopvækkelse? Det er mirakler, og  er du ikke videnskabsmand?”

”Årh, hvor spændende,” sagde John og Ruth, et par, jeg lige har mødt efter en gudstjeneste. ”Du er videnskabsmand.” De ser ud til at være lidt usikre på, hvad de så skal sige, og John udbryder: ”Jeg læste for nyligt, at vi stadig ikke forstår, hvordan fugle kan flyve så mange kilometer sydpå og alligevel vende tilbage til præcist det samme sted hver sommer. Det kan videnskabsfolk ikke forklare; det er et mirakel, synes du ikke?”

Jeg ved aldrig rigtig, hvad jeg skal svare i den slags samtaler. Måske har ni år i Storbritannien gjort mig for sensitiv over for Englands sociale dødssynd – at gøre folk forlegne. Men der er mere på spil end det. 

Bag disse udsagn er et virvar af komplekse intellektuelle problemstillinger, der relaterer sig til naturvidenskabens definition og omfang, hvordan Gud handler i verden, og troværdigheden og fortolkningen af Bibelen. Problemstillinger, der har optaget mange af de største tænkere i historien:

Sådan siger Alister McGrath, min kollega på Oxford. Selvom disse vigtige detaljer er almindeligt kendte blandt filosoffer og videnskabshistorikere, synes den offentlige diskurs om naturvidenskab og religion at være lykkeligt uvidende herom.

Alle kommer med en række forudsætninger. For at gøre fremskridt må de først bringes frem i lyset. Uden tid til en ærlig samtale, hvor vi kan lytte til hinanden i dybden, kan jeg ikke vide præcis, hvad Martin, John eller Ruths forudsætninger er. 

Men, for dette essays skyld, vil jeg formaste mig og vove et gæt. Mit gæt ville være, at selvom begge parter synes at stå på modsatte side af et stort skel, så er de faktisk påvirket af et lignende syn på naturvidenskab og mirakler. Et syn, der først blev nedfældet af den vigtige skeptiske skotske filosof David Hume, som skrev:

Den måde at tale om det på, ”mirakler som brud på naturlovene”, har indrammet debatten lige siden. Martin, John og Ruth lever — måske uden at vide det — i skyggen af David Hume.

Martin mener måske, at naturvidenskab er den eneste troværdige kilde til viden om verden, og at troen på mirakler ipso facto [”ved selve kendsgerningen”, red.] må være falsk, da troen på mirakler tydeligvis er uvidenskabeligt. 

John og Ruth oplever formentlig en lignende spænding mellem naturvidenskab og mirakler og bliver derfor opmuntrede ved enhver naturlig proces, der synes uforklarlig. Det at svække naturvidenskabens kraft synes at styrke troen på, at Gud handler i verden: Hvis vi ved, at Gud mirakuløst fører en fugl tilbage til sit oprindelige habitat efter en lang rejse sydpå i dag, er det nemmere at tro, at han forvandlede vand til vin til et bryllup i Kana for 2000 år siden.

Som en kristen videnskabsmand, der tror på Bibelens mirakler, har jeg dog et problem med begge ovenstående synspunkter. Men for at kunne forklare det bedre, har jeg først brug for at træde et skridt tilbage og besvare to afgørende spørgsmål: Hvad mener jeg med naturvidenskab, og hvad siger Bibelen om mirakler?

Et definitionsspørgsmål

Udfordringen med at definere, hvor man skal trække stregerne omkring naturvidenskab har drillet generationer af filosoffer. Som så mange andre uløste problemer har det fået sit eget navn — ”the demarcation problem” [”afgræsningsproblemet”, red.]. Selvom man med en vis grad af konsensus kan afgøre, hvor ekstremerne i naturvidenskabs-/ikke-naturvidenskabs-kontinuummet er, er det uklart hvor grænserne præcist går. 

Det betyder ikke, at vi ikke kan genkende naturvidenskab, når vi ser det, men snarere, at det er vanskeligt at lave en vandtæt definition. Den gammeldags tanke (som stadig undervises i på mange skoler), at naturvidenskabelig praksis følger en veldefineret lineær proces – foretag først en observation, fremstil dernæst en hypotese og afprøv den derefter – er helt sikkert for simpel.

Naturvidenskab som en gobelin

Fremfor at forsøge at komme frem til en omhyggelig og nøjagtig definition af naturvidenskab og videnskabelig praksis, vil jeg i stedet ty til en af mine yndlingsmetaforer. Den stammer fra en af mine tidligere undervisere på Cornell, fysikeren David Mermin, som beskriver naturvidenskab som en ”gobelin”, som er vævet sammen af mange tråde (eksperimentelle resultater, fortolkninger, forklaringer osv.). Det er først, når man undersøger gobelinen som et hele, at den viser (eller ikke viser) et overbevisende mønster.

Det at skabe videnskabelige gobeliner er en kollektiv opgave, der bygger på fælles tillid og en fælles erfaring af, hvilke slags argumenter og hvilken slags evidens, der sandsynligvis står tidens tand. Til dels, fordi evnen til at væve pålidelige videnskabelige gobeliner afhænger af subtile vurderinger; en ung videnskabsmand kan arbejde i årevis som lærling hos en ældre og mere erfaren kollega, før han bryder ud og arbejder for sig selv. Den proces har mange paralleller med de gamle lav. 

Jeg er glad for metaforen, fordi den beskriver, hvad jeg mener, at jeg oplever på indersiden som videnskabsmand. Desuden understreger den også vigtigheden af kohærens og konsistens, når jeg væver argumenter og data sammen, for at lave en ”slutning til bedste forklaring.”

Det stærke kollektive element iboende i videnskabelig praksis er sommetider blevet udnyttet af videnskabssociologer til at argumentere for, at videnskabelig viden blot er endnu en form for menneskelig konstruktion, som ikke har større krav på virkeligheden, end andre former for viden. Men videnskabsfolk har i det store og hele reageret negativt på den påstand. 

Selvom de anerkender, at alskens økonomiske, historiske og sociale faktorer spiller en rolle, når videnskabelige teorier udformes, argumenterer de for, at den videnskabelige proces i det lange løb leder til pålidelig viden om verden.

Kritisk realisme

Det syn på naturen, som de fleste videnskabsfolk, jeg kender, tilskriver sig, kan beskrives som kritisk realisme. De er realister, fordi de mener, der findes en verden derude uafhængig af os. Adjektivet ”kritisk” er tilføjet, fordi de erkender, at det ikke altid er ligefremt at udvinde viden om denne verden. Således er den videnskabelige proces’ kollektive naturs primære rolle at give et netværk af fejlkorrigerende mekanismer, der forhindrer os i at narre os selv. De løbende tests op mod naturen finpudser og bortfiltrerer konkurrerende videnskabelige teorier, hvilket leder til fremskridt i vores videnskabelige videns-gobeliners styrke og troværdighed.

Selvom der kan være mange ting til fælles i måden, hvorpå videnskabsfolk fra forskellige fagområder samler deres gobelin-argumenter, kan der også være små forskelle. Disse forskelle er til dels pålagt os af den slags problemer, hvert fagområde forsøger at adressere. Som teoretisk fysiker er jeg eksempelvis blevet oplært i en tradition af, hvad nobelpristager Eugene Wigner kalder ”the unreasonable effectiveness of mathematics”:

Vi tror — baseret på en lang historie med spektakulær succes — at matematisk konsistens indvævet i  trådene er en nøgleindikator på stærke gobeliner. For tiden bruger jeg meget tid på at omgås biologer, som ofte ser meget mistænksomt på min tillid til teoretiske modellers evne til at udvinde viden om den fysiske verden. Jeg er, på den anden side, ofte instinktivt skeptisk over de enorme fejlmarginer, der kan påvirke deres data.

Disse kulturelle forskelle er i høj grad tvunget ned over os af den form for spørgsmål, som vi undersøger. Min reaktion ovenfor opstår, fordi fysik er selvbegrænsende. Som fællesskab arbejder vi ganske enkelt ikke med problemer på samme niveau af kompleksitet, som biologer gør. Hvis et forsøg er for rodet, definerer vi det ofte væk ved at erklære: ”Det er ikke fysik,” og rykker videre. Tilsvarende kan molekylærbiologer tillade sig at være mere selektive med deres data end medicinere eller psykologer kan.

Men på trods af disse kulturelle forskelle, som kan lede til ophedede og sommetider frustrerende diskussioner, er vi enige om en række grundregler, der hjælper til at definere, hvad der gør en gobelin stærk. For eksempel bør det, vi forudsiger eller måler være muligt at gentage. Hvis jeg påstår at se en effekt i et forsøg, bør en anden i et andet laboratorium pålideligt kunne måle den samme effekt. Det simple krav har mange implikationer for den slags problemer, vi skal til at tage fat på.

Naturvidenskabens begrænsninger

Der er mange spørgsmål, der simpelthen ikke egner sig til strengt videnskabelige analyser. En meget klargørende diskussion af den problemstilling kan findes i bogen The Limits of Science af nobelprismodtager (og ateist) Sir Peter Medawar, som skrev:

og

Naturvidenskabens store formåen kommer af de grænser, den sætter for sig selv. Det er forkert at bede den om at udtale sig om problemstillinger uden for dens stedlige kompetence.

Det fulde spektrum

Livets vigtigste beslutninger kan faktisk ikke adresseres ved den videnskabelige metode alene, og i virkeligheden lever folk heller ikke som om de kan. Sagt med John Polkinghornes ord, der var tidligere professor i matematisk fysik på Cambridge og anglikansk præst:

Men bare fordi vi ikke lever vores liv efter den videnskabelige metode, betyder det ikke, at det eneste alternativ er irrationalitet. Hvis jeg eksempelvis skulle giftes, ville en virkeligt irrationel tilgang være at vælge en tilfældig kvinde fra gaden. I stedet — under antagelsen at jeg finder en potentielt villig partner — ville det være vist at have en tid med venskab, hvor vi lærer hinanden at kende. Vi kan også spørge vise venner om deres tanker. Der er hjælpsomme rådgivningsprogrammer med kompatibilitetslister osv., som, faktisk, ofte bruger viden, som videnskabelig metode har udvundet fra vores kollektive erfaring og visdom. Men i sidste ende, kan jeg ikke afkræve videnskabelig sikkerhed, før jeg beslutter mig for at gifte mig med nogen. Det ville heller ikke være vist at opstille gentagelige forsøg! Jeg er nødt til at tage et viljens skridt, for der er aspekter af ægteskabet, jeg kun kan se fra indersiden.

Et andet eksempel på en metode, vi bruger til at få viden, er den juridiske metode, som, selvom det er et nøje organiseret system, ikke er strengt videnskabeligt. Tilsvarende vil en historiker bruge en kombination af evidens (fx manuskripter) og en forståelse for tankemønstrene i en bestemt tidsperiode til at foretage en kvalificeret vurdering af, hvad der er sket i fortiden. Det synes klart, at dette store spørgsmål, om hvordan man udvinder pålidelig information om verden, om hvordan man adskiller fakta fra blotte holdninger, virkelig er meget vanskeligt og vigtigt.

Serien fortsætter i anden del: Natur er det, Gud gør

Artikelserien er oversat og udgivet efter aftale med Biologos