»Er det dig, der skyder efter Trump igen?«

Jeg vågner til SMS’en fra en kammerat i Danmark. Klokken er 6 AM i delstaten Iowa, mens den er 13.00 i Danmark. Jeg befinder mig i en tidszone, der er 7 timer bagud i forhold til Danmark, fordi jeg på det tredje semester af kandidaten i teologi er taget i studiepraktik i en vaskeægte megakirke.

Jovist, jeg havde da læst en overskrift om endnu et skudattentat rettet mod Trump, men det var faktisk i mit facebook-feed fra en dansk nyhedsside. Efterfølgende har jeg læst lidt om det på X. Men symptomatisk for min oplevelse herovre, er det altså mest mine danske venner og familie, der går op i den anspændte situation i USA. Min svigermor skrev til mig, at de taler meget om valget i USA, fordi det fylder så meget i nyhederne, og at hun var spændt på at høre, hvordan jeg oplevede det. Nærmest lidt flovt måtte jeg indrømme, at jeg faktisk ikke rigtig hører nogen tale om det herovre.

Det sidste er ikke helt sandt. Enkelte personer har jeg talt med om valget og den anspændte politiske situation. Det er folk, som jeg kommer godt ud af det med, og som nok derfor er trygge ved at fortælle mig lidt om, hvad de tænker og mener. Men generelt holder man det for sig selv.

Det handler ikke som sådan om en berøringsangst overfor emnet, men det er holdningen i den kirke, jeg er i praktik i. De er nødt til at vige udenom emnet for at sikre husfreden, hvis kirken både skal kunne rumme demokrater og republikanere.

»We are not a church of the donkey or the elephant, we are a church of the lion and the lamb,« som de siger. Det kan lyde fromt, men sagt ind i den højspændte atmosfære, der omgiver alt det politiske herovre, er det et befriende budskab.

Faktisk holdt præsten i kirken netop en prædiken om alt dette søndag den 15. september, samme dag som Trump senere blev udsat for endnu et skudattentat. Prædikenen har fået overskriften ”Love Everyone Always” med afsæt i Romerbrevet kap. 12, v. 9-11. Han indleder med at indrømme, at selvom temaet kærlighed må synes at være det letteste at prædike over, så er dette nok den sværeste prædiken, han kommer til at holde hele dette år. Fordi den handler om også at elske sine fjender.

Undervejs fortæller præsten, at han har siddet og set på 30 år gamle debatter mellem præsidentkandidater. Han bemærker, at man dengang ikke refererede til den anden kandidat som sin fjende, men derimod som sin politiske modstander. Når nogle af de endnu nulevende forhenværende præsidenter i dag må tage til orde og bede deres respektive partier om at nedtone hadet overfor modstanderpartiet, bliver forskellen fra dengang til nu altså til at tage og føle på. Og for præsten er en hovedårsag til kristendommens tilbagegang i vesten, at man har gjort kristendommen partipolitisk:

»We have sold our souls to become political pawns for political movements on one side or the other - pick your church ... I will not sell the soul of this church to a political party. I will continue to point you to Jesus Christ« prædiker han med frustration i stemmen, hvorefter han modtager en stor applaus i kirkesalen, der rummer over 1000 mennesker.

Han genfortæller efterfølgende lignelsen om den barmhjertige samaritaner og udpeger det anstødelige ved det forhold, at Jesus gør en samaritaner til helten i sin lignelse. En samaritaner, som netop blandt jøderne blev betragtet som de værst tænkelige mennesker, kunne umuligt optræde som helt i en historie fortalt af en jøde. Da Jesus stiller spørgsmålet efter lignelsen »hvem af disse tre var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder«, kan disciplene ikke en gang få ordet ”samaritaner” over deres læber, pointerer præsten. De svarer i stedet: »Han, som viste barmhjertighed«.

»Can somebody who’s on the opposite side politically with you be the hero of any of your stories?« Spørgsmålet er ikke rettet mod nogen bestemt, men mod alle de tilstedeværende. Og jo mere præsten prædiker, jo mere bliver man overbevist om, at sådan er det nok ikke lige nu. Vi har tabt noget, siger han, og vi har brug for at finde tilbage til det, før det er for sent.

Jeg taler efterfølgende med en af de andre præster i kirken. Han siger, at der er en ulmende frygt for borgerkrig blandt amerikanerne. Og hvis ikke borgerkrig, så i hvert fald voldsomme repressalier uanset hvem, der vinder valget i november. Det gør kirkens tavshed om det politiske til ikke blot en sky berøringsangst overfor et højspændt emne, men til et radikalt politisk ståsted, motiveret af det dobbelte kærlighedsbud, hvorpå hele loven og profeterne hviler.

Love everyone always.