Her fortsætter Andras Skovbo Mengs todelte artikel om Knudsens teologi. Du kan finde første del her.

Således er vi blevet ført gennem forudsætningerne for, at et menneske kan blive sig selv, blive en person, og nu kunne vi så spørge: Hvordan bliver mennesket så sig selv?

Det kan mennesket kun blive ved at støde på den vildfarne idealitets reelle mål, der er selve livets teleologiske orientering: At blive befriet fra ensomhed ved hengivelse til en anden person.

Selvet bliver til i møde med – og hengivelse til et andet selv. Mennesket søger målet i forskellige udvortes ting. Men det ser fejl af både mål og middel. Hvad det i virkeligheden søger er at blive forenet med andre mennesker og verden. ”At være sig selv er at være eet med at andet Selv,” lyder en knudsensk spidsformulering. Det er også det eneste forhold, man ikke kan træde ud af og betragte uden derved også at træde ud af det. Men det vil med andre ord også sige, at mennesket først bliver sig selv ved tro. Lad os tage et blik på, hvad Knudsen kan mene med dette.

For at tydeliggøre sin forståelse fortolker Knudsen et stykke fra Amalie Skrams ”Agnete”, et skuespil, der efter hans mening slet ikke handler om andet end dette at blive sig selv ved hengivelse. Den fraskilte Agnete har levet et liv, hvor hun har løjet og stjålet sig til dagen og vejen. Berg, en hædersmand, frier en dag til hende, hvad der afstedkommer, at hun straks går til bekendelse om alle hendes ugerninger. Han tilgiver hende, og hun synker ned på knæ for ham. Berg forsøger at hive hende op, men hun afbryder hans forsøg og siger:

”Nej, lad mig ligge. Jeg er saa fuld af Taknemmelighed, ja af Andagt. Et Ord staar for mig, som jeg ofte har tænkt paa: »Om eders Synder vare røde som Blod, de skulde blive som den hvide Uld.« Nu fatter jeg den Salighed, de Frelste tænkes at føle ved at bli tilgit og regnet for fuldgod af den Gud, for hvem intet er skjult. Ja, dette er Lykke, og intet andet kan nævnes ved det navn.”

Men der går ikke længe før et jerngitter slår ned i forholdet mellem de to. Berg kan alligevel ikke tilgive hende fuldt ud, og deres forhold går fra hinanden. På trods af den ulykkelige afslutning, mener Knudsen, at denne roman rummer den bedste sekulære forståelse af retfærdiggørelse af tro. Det er Amalie Skram selvfølgelig ikke bevidst om, skriver han, men netop dette, at man står overfor en anden person, der hengiver sig til én, forbinder sig med ens hjerte, og lader én være sig selv i fuldstændig ærlighed, er, hvad der forstås ved tro, og det er ved denne tro, at mennesket bliver sig selv. 

Tro er dermed ikke tillid eller trofasthed, men at to hjerter mødes og mystisk smelter sammen. Tro er heller ikke et forhold man kun kan have til Gud, men ligeledes et mellemmenneskeligt forhold. I dette forhold gælder kun det rent personlige uden hensyntagen til ydre omstændigheder eller egenskaber, hvorfor der også altid i dette forhold er tilgivelse og forladelse for synd.

Det personlige er også hele bevæggrunden for Knudsens opdragelsesideal. Det uopdragne barn, der ikke får sat grænser, eller hvis fantasi ikke vækkes, er i virkeligheden ganske overladt til sig selv. Det lydige barn derimod lærer, at der er personlighed i verden, som det er ansvarlig overfor. 

Det er ensomheden mennesket lidenskabeligt og brændende søger at komme ud af. Det vil gerne forbindes med det store hele, blive personlig med alt i verden, og dermed blive sig selv. Tro er den sans, der bruges til at erfare personlighed. Mennesket kan derfor også forstå længslen og troen på ganske verdslig vis. Vi behøver ikke en åbenbaring for at forstå denne kristne sandhed. Forudsætningen gives i vores indbyrdes liv. 

En af de væsentligste måder, hvor vi, uden gudsforholdet, kan finde tilbage til helheden og blive en del af et fællesskab med mennesker, er ved de tre intimt forbundne sfærer; familien, fædrelandet, og modersmålet.

Nationalitet hører med til selve det menneskelige. Det personlige har altid en historie, der er bundet til konkrete tider og steder.

Hvordan historien og sproget hænger sammen og bærer et sjæleligt fællesskab mellem mennesker, kan vi nærme os ved at forestille os en familiesammenkomst; det er længe siden, de to grene af familien har set hinanden, men alligevel finder de hurtigt sammen ved de særegne familieord, der hver især bærer familiens særegne historie.

Det samme gør sig gældende hos et folk. Sproget og historien er bundet sammen, og skaber et fællesskab, der gives i arv til de nye skud på stammen. Derfor skylder man også sit fædreland alt, da man ved, det er indpodet i et levende fællesskab af fortid, nutid og fremtid.

Gud

Efter Knudsens tankegang kan vi altså godt blive os selv i det profane menneskelige forhold. Alligevel er disse forhold momentariske og ufuldstændige. Der er ikke altid ubetinget syndsforladelse i forholdet, og derfor heller fuldstændig åbenhed og fred. Men hvor findes den fuldstændige fred og åbenhed da?

Hos mennesket af kød og blod, med liv og kraft, bliver alting personligt. Dermed er det også klart, at dette menneske ikke søger det evige, men Den Evige. Ikke et himmerige, men et evigt personligt fællesskab med Gud. Dette fællesskab åbner ikke kun op for Gud, men også for muligheden for et ægte og vedvarende forhold til mennesker, hvor hjertegitteret er helt forsvundet.

Tro er for Knudsen et livssamfund med en anden person, og ultimativt et livssamfund med Gud, hvor han på trods af fortidige, nutidige og fremtidige synder, for Jesu Kristi skyld vedbliver at have med os at gøre. Ud af denne intime forening af hjerter vokser der syndsforladelse og evigt liv. 

Idealiteten finder her sin hvileplads ved, at vi bliver skænket fred i det liv, som er os givet. Paradis er, at der gives fred og ro midt i den syndige verden. Den Evige gør således verden til et blivende, ikke foreløbigt, sted. Mennesket slår rod i verden og kommer til tålmodigt at gro og vokse sig til et stort træ.

Hvilen viser sig i, at vi nu kan gå til verden i al dens ufuldkommenhed med ro og overlegenhed, uden angst og bekymring. Mennesket må nemlig kunne håndtere, at der er risiko i livet, og at der aldrig kan gives en fuldkommen sikkerhed for at kunne tage hånd om livet og verden. Man må gå til livet uden at være bange for dets resultat.

Sådan et ståsted kan kun gives ved, at Gud skænker det til mennesket. Som med en matros, der skal løsne knuder i tovet på mastens top. Matrosen kan ikke hænge sig i samme tov, som han skal løsne knuder på. Han må finde fodfæste et andet sted. På samme måde er det med verden, skriver Knudsen, vi kan ikke løsne dens knuder, hvis vi hænger os i den. Den ydre omverden ændres ikke, men menneskets indre forhold ændres radikalt.

Gudsforholdet er også en psykologisk virkelighed, der mest må ligne følelsen af alvor, skriver Knudsen. Gudsforholdet består lige så vel i glæde og sorg, som i kedsomhed og begejstring, og er derfor ikke ensbetydende med disse følelser. Det er alvoren derimod.

I en indgangsbøn fra 1886 beder Knudsen om, at Gud må hjælpe ham til helt ærligt at være sig selv under gudstjenesten, da kun den, der ærligt er sig selv, kan være i samfund med Gud. ”Menneske først” er en betingelse for overhovedet at blive "kristen så", men det er ligeledes en betingelse for at kunne forblive i den kristne relation.

Alvoren er, at mennesket er sig selv, som det virkeligt er; at det vedkender sig sin skrøbelighed. Vi kan ”hverken leve eller dø paa Parade i hans navn.” Da der i forholdet ikke er andet end åbne hjerter og syndsforladelse, kan mennesket helt og holdent være sig selv uden ængstelse. Forholdet til Gud er som en stor skov, hvor der er plads nok til både glæde og frygt, styrke og svaghed.

Men det betyder ikke, at der er stilstand og laden-stå-til i vores forhold med Gud. I forholdets eget naturlige tempo fører Gud mennesket frem til at ligne den jordiske Jesus. Med gudsforholdet følger der et nyt sind, som gør mennesket i stand til at skønne hvilke handlinger, der for fremtiden vil stå i vejen for livssamfundet, og under hvilke det kan bestå. Der er således sat forskellige grænser for hver enkelt i gudsforholdet.

Vedbliver mennesket at være i samfundet, vil Gud benytte denne indre domstol til at rykke grænserne gradvist mod det bedre, hvorfor flere og flere naturlige synder over tid må aflægges. Derved gives der både kraft og lyst til at skride frem i moralske henseender, alt som Gud nøder mennesket til, og alt efter hvad menneskets eget væsen kan udholde.

Dette er også tegnet på den sande åndelighed. Dens ideal bryder mere og mere frem hos det menneske, der er grebet af ånden, således mennesket mærkes og ændres i sit væsen efter idealet. Med det åndelige må vokse organisk og naturligt frem.

Men det modsatte kan også gøre sig gældende: at mennesket unaturligt laver om på sit eget væsen. Pietisterne – i alle deres former – bilder sig således ind, at tilværelsen er som ventesalen på en togperron: det gælder blot om at fordrive ventetiden så fromt som muligt og så ellers sørge for at komme med det rette tog.

Pietismens gudsforhold har altså den modsatte effekt af, hvad Knudsen karakteriserer som et grundtræk ved det sande livssamfund. I stedet for verden som blivende sted, anses den for at være en foreløbig vej mod evigheden. Dette skyldes ifølge Knudsen, at den pietistiske livsforståelse ikke er kristendom, men vildfaren idealitet, der er ved at gøre springet fra det umenneskelige til det menneskelige. Derfor er verden karakteriseret ved en følelse af tomhed og foreløbighed. 

Unaturligheden og u-alvoren kan også vise sig ved, at kristendom gøres lig med borgerdyd. På den måde kommer der til at herske både selvgodhed og hykleri i samfundet. Hvor mennesket således som privatperson kan mene, at den enkelte skal handle på en bestemt måde, kan den samme person, så snart talen falder på det offentlige, mene noget helt andet.

Skal der f.eks. udstikkes en ny lov om straf til forbrydere, kommer den enkelte nemt til at sidde i sine vrangvendte konfirmationsklæder og være barmhjertig på samfundets vegne, hvor denne ellers ville vise ubarmhjertighed i egne forhold. I stedet for denne forkludrede indstilling burde mennesker hellere vedkende sig, at det som 90% hedninge har helt andre moralske forbilleder end en tilgivende hyrde. Det naturligt menneskelige er af allerstørste vigtighed, både som forudsætning for gudsforholdets begyndelse, men også for dets opretholdelse.

Helt ind i evigheden skal vi gro naturligt. De frø, som sås i timeligheden, og som igennem livet vokser trods ukrudtet, medbringes ind i det evige liv, hvor graden af erindringer om dette liv vil afhænge af graden af evighedsfrø. Det vi sige, at vores opstandelseslegeme vil være mere kendelig, jo større grad af evighed, der var ved vores menneskelighed på jorden.

Udfoldelse og kraft er da også ord, der i større grad kan forbindes med Knudsens eskatologiske vision end fornægtelse og afmagt. Ligesom der i gudssamfundet på jorden er plads til, at mennesket udfolder sig som i en gigantisk skov, skal det også være således i evigheden. Evigheden vil være genkendelig og indeholde ”den samme Følelse af forløsende Fred. Som jeg nu i Skovtykningen kan møde den lille Bogfinke, og det kan være for mig, som om jeg saae min egen Sjæl, – saaledes skal vi kunne møde Mennesker.”

Forskellen mellem selviskhed og livslyst

Men er dette kristendom? Er det ikke andet end simpelt hedenskab i kristelige klæder? Sådan kunne enkelte vel sidde tilbage og tænke. Til en vis grad, vil Knudsen sige, har du fat i noget. Hvad er forskellen da på hedenskabet og kristendommen?

Knudsen skelner mellem livslyst og selviskhed. Selvom han medgiver, at selviskhed og lyst til livet ofte er uadskillelige for os, er de dog i fundamental forstand to vidt forskellige holdninger hos den enkelte. På trods af deres sammenblanding er det alligevel sådan, at man hos mennesker kan finde uforfalsket livslyst, ligesom man også kan finde selviskhed uden livslyst.

Livslysten er den naturlige glæde over livet, selviskheden er lysten til at eje, hvad man glædes ved. Når Jesus derfor forkyndte, at mennesker skulle leve som fuglene under himmelen, mente han, at vi skulle leve i en fri og ubekymret glæde over livet. Alt glæde ved livet, der ikke samtidig søger at eje og begære, er den rette glæde over livet.

I naturen er der sådan en umiddelbar glæde. Men for hedningen, eller den almenreligiøse, som Knudsen kalder det, forbliver denne uforfalskede livsglæde en vågen drøm, et stykke poesi, en ønsketilstand, som mennesket kun kan fornemme momentarisk i naturen og historien, og som det længes efter at nå. Den samme almenreligiøse erfaring og længsel har de kristne også. Det er slet ikke muligt at være kristen uden denne religiøsitet, denne vildfarne idealitet.

Hvad der adskiller den kristne fra den ikke-kristne er, at drømmen får virkelighed i Guds ord; at livslysten gøres virkelig i Jesu navn. Ham der også selv ejede en fuldstændigt uselvisk menneskelig livslyst.

Både hedningen og den kristne kan således sanse Gud i naturen og historien, men kun den kristne kender Gud som virkelighed. Den hedenske gudsforestilling kan være sand, men den er ikke virkelig. Kun den kristne ejer begge ting i forening.

Kristus bringer en levende og evig virkelighed

Ifølge Knudsen kan der derfor også herske tvivl om, hvor meget nyt Jesus bragte til verden. Sammenlignes han med stoikerne, Buddha eller Platon er det ikke meget. Men hvad de havde en anelse om, og hvad de tænkte, der kunne blive sandhed, har Jesus gjort evigt virkeligt. Kristus og livet med ham opfylder de hedenske drømme og længsler, så disse ikke forbliver længsel og drøm, men levende og evig virkelighed. 

Når Kristus ved tidens ende overlader Riget til Faderen skal det derfor være ganske anderledes i forholdet mellem mennesker og Gud. Efter Faderens genindsættelse på tronen er der ikke længere behov for barmhjertighed og tilgivelse. Kristi lov for syndere afløses derfor af ”Livets Lov, Verdensloven”.

Her skal Gud helt afklæde sig den lægekittel, han må tage på for vores skyld for at helbrede os fra vores synd og vantro. Kristus skal vise sig som en strålende himmelhelt: algodhedens og almagtens retfærdige kongesøn, og Faderen skal vise sig i sit eget ubesmittede, frodige og hedenske skabervæsen.

Vi mennesker skal heller ikke længere være svæklinge og syndere, men mennesker der hensynsløst udfolder sig i fuld kraft. Efterlivet har derfor også en helt anden karakter, end hvad Knudsen opfatter som den gængse. I stedet for en ”Reconvalescent-Tilstand, hvor de Opstandne ikke duer til stort andet, end til at synge Salmer ved Morgenandagten,” skal det evige liv være præget af kappestrid, fremgang og "Kræfternes uendeligt mangfoldige Udfoldelse.”

Det skal være et liv herligt og stolt, som det Sønnen levede, før han pådrog sig en tjeners skikkelse. Et liv, hvor mennesket opsluges i – og fremgår af Gud i et evighedens åndedrag. Det eneste, der vil være uforandret, er kærligheden, der vil gøre kappestriden til en leg.

Kristi inkarnation var til for at virkeliggøre det almenreligiøse håb og ønske. Knudsen lader således også en påskeprædiken afsluttede med Völuspas højdepunkt:

”Da ser du en ny jord / atter sig hæve,

frisk og grøn / fra havets grunde.

Fosser styrte / ørnen flyver

Fra høje fjæld / fiske jager”

Her er digtets talerør, Vølven, nået til afslutningen på sin fortælling om altings undergang i Ragnarok. Nu fortæller hun i syner om den nye verden, der skal genopstå af den gamle verdens ruiner, og hvor Hød og Balder genopstår, for at leve sammen med de bedste mænd i Gimle, – Asgårds smukkeste hal, og hvor det ligeledes hedder, at ”Da kommer den høje til Herredømme, stærk fra oven, han, som alting styrer.”

Hvad der genvindes i kristendommen, er det skabte liv, som mennesket ved sin selviskhed er kommet i et skævt forhold til. Dermed sluttes ringen også, for her kan vi ende med Knudsens opdragelsesideal: mennesket må ved sin opdragelse få øjet rettet mod guldet, med tiden blive skuffet over, at det ikke er at finde i denne verdens ting, og derved begære at få det skænket af Den Evige.