Denne artikel er oversat og udgivet med tilladelse fra Evangelical Focus

Leonardo De Chirico er teolog og præst i Rom

“Du er lyset for enden af tunnelen”. Sådan sagde den polske sociolog Zygmunt Bauman (1925-2017) til Pave Frans, da de mødtes i 2016 i Assisi til et fredsmøde arrangeret af Sant’Egidio (en katolsk velgørenhedsorganisation).

I samtale med Frans sagde Bauman: “Jeg har arbejdet hele mit liv på at gøre menneskets verden til et mere gæstfrit sted. Jeg er nu 91 år, og jeg har set mange falske forår, inden jeg blev pessimist. Jeg takker dig, fordi du  er lyset for enden af tunnelen for mig. 

Hvordan gik det til, at den berømte sociolog, der er mest kendt for sine bøger om “flydende modernitet”, så “lyset” i paven? Zeger Polhuijs’ bog Zygmunt Bauman and Pope Francis in Dialogue: the Labyrinth of Liquid Modernity (Lanham, MD: Fortress Academic, 2022) undersøger det intellektuelle langdistanceforhold mellem de to mænd.

Polhuijs er katolsk præst og en del af førnævnte Sant’Egidio. Han er tilknyttet et af de pavelige universiteter i Rom, Gregoriana, der ledes af jesuitterordenen. Bogen blev præsenteret på Australian Catholic University d. 28. november 2023 og giver en naturlig anledning til at se nærmere på en tendens.

Baumans fascination af Pave Frans er et eksempel på en interessant og udbredt moderne tendens. Postmarxistiske intellektuelle, som er skuffede og desillusionerede over ideologiernes fald og optagede af, hvordan verden fragmenteres, har i Pave Frans fundet en frontperson, som med sit budskab om nåde, inklusion og fælleskab giver dem håb i det grå mørke.

Hvis vi vender tilbage til Polhuijs’ bog, så viser den, hvordan Pave Frans i sin diagnose af nutidens dårligdomme bruger Baumans sprog og begreber, og at sociologens analyse overlapper betydeligt med pavens.

Der er paralleller mellem dem. Den agnostiske, jødiske og postmarxistiske Bauman var tiltrukket af Frans’ åbne og konkrete tænkning og den “transcendens” i fælleskabet mellem mennesker, som han præsenterer.

I den så Bauman en bevidsthed om faren ved globaliseringens ligegyldighed, der påvirker de flydende samfund, der er løsrevet fra traditionelle værdier og har mistet oplevelsen af nærhed.

Modgiften til den flydende modernitet er ikke en nostalgisk eller tabt soliditet. Frans’ ville kalde dette “bagvendthed”, klerikalisme eller proselytisme. Det er solidaritet mellem troende og ikke-troende.

For at modarbejde den flydende modernitets bivirkninger skal man altså ikke bruge et fælles arkimedisk punkt i Gud, men ærbødighed og værdsættelse af det menneskelige fælleskab.

Det er, hvad Bauman ser i Pave Frans: En religiøs stemme, der ikke er reaktionær og beder os om at omvende os til et traditionalistisk samfund eller en katolsk kirke, som har eneret på salighed i efterlivet, men en opmuntring til at være forbundne og genopdage nærheden i solidaritet med hinanden — uanset trosretning, religion eller livspraksis. “Lyset for enden af tunnelen“ er en ny form for humanisme, som Frans tilsyneladende er frontfigur for.

Ligheden mellem Bauman og Pave Frans blev indirekte observeret af den konservative amerikanske intellektuelle George Weigel, da han opfandt begrebet “flydende romersk katolicisme” for at beskrive den type katolicisme, som har vundet frem under Pave Frans.

Flydende katolicisme er kendetegnet ved vaghed i centrale doktrinære og moralske spørgsmål. Den er intolerant overfor liturgien fra før andet vatikanerkoncil. Den angriber institutionen med anklager om klerikalisme. Dens pave handler utilregneligt for at bryde med traditioner. Den foretrækker åbne arme og et nådigt budskab på bekostning af katekismen.

Alt dette og mere til gør Frans til en pave, der opløser en institution, som havde gjort det til sit kendetegn at være en ubrydelig, klippefast institution. 

Flydende katolicisme omfavner troende, ikke-troende, kristne, ikke-kristne, praktiserende og ikke-praktiserende religiøse mennesker. Det vigtigste er, at der er plads til alle. Alle vil på hver sin måde beslutte graden af tilknytning og deltagelse, men antagelsen er, at alle allerede er en del af kirken.

Det er særlig overraskende, at katolikker, der vant til at forbinde deres kirke med læremæssig klarhed, utvetydige fortolkninger og en forudsigelig praksis, er forvirrede og frustrede over Frans’ linje.

Her er pointen, som jeg forsøger at lave: Baumans fascination af Frans kommer ikke fra en interesse i Gud, Bibelen, synd, Kristus eller frelse. Nej, sociologen forblev agnostisk og konverterede ikke til hverken katolicisme eller kristendom i det hele taget.

Han var interesseret i nedbrydelsen af det moderne samfund, hvortil at hans ungdoms ideologier viste sig ufrugtbare. Men Frans udfordrede ham heller ikke på hans gudstro, ligesom han heller ikke konfrontere andre samtalepartnere med behovet for bibelsk omvendelse.

Paven skynder dem til at indse, at de alle er “brødre”, til at være indbydende, og til at overveje om ikke fællesskabet er vejen til transcendens. Så må de selv regulere deres forhold til Gud på deres egen måde. Hvis de har lyst.

Denne type katolicisme, i.e. flydende katolicisme, behager postmarxisterne, som er gået fra at være anti-religion og ateistiske til at være agnostiske overfor både religion og Gud, men de er stadig karakteriseret ved deres humanistiske dagsorden.

Det giver fælles fodslag med Frans’ katolicisme. Det gør pavefiguren populær blandt de progressive kulturbærere, fordi det grunder det transcendente i det horisontale relationer (og gør Gud overflødig), opløfter broderskabet mellem menesker (forsoning med Gud er unødvendig) og opmuntrer til nærhed med hinanden (fællesskaber uden Gud).

Den flydende katolicisme forbigår Jesus Kristus, som sagde: “Jeg er verdens lys” (Joh 8,12). Hvis vi ser på det med Bibelens øjne, fandt Bauman så i Pave Frans "lyset for enden af tunnelen" eller blot en lidt lysere tone af grå i modernitetens mørke.