Jeg er sindssyg, men det er ikke længere den rigtige betegnelse. Det er ærgerligt, for jeg synes, det er svært at ramme min tilstand mere præcist end det. Lige nu er betegnelsen, at jeg har en bipolar affektiv sindslidelse type 2. Så klinisk kan det siges. Maniodepressiv hed det i gamle dage, noget i stil med ungdomssløvsind i de endnu ældre. Jeg kan godt lide ordet sindssyg, for det er sådan, det føles: Jeg er syg i sindet, helt inde i det allerinderste af mit væsen. 

Mine to poler

Min sygdom viser sig tydeligst ved, at jeg har depressive faser, hvor gnisten til min livslyst slukkes. Jeg bliver apatisk, opgivende og føler mig usikker på alting. At skulle træffe det mindste valg, kan bringe mig ud af fatning, og mit tankemønster bliver så negativt, at alt andre siger til mig - selvom det er nogle objektivt omsorgsfulde og kærlige ting - skal passere en sump af pessimisme, som altid ender med at tvære det hele ind i mismod og selvudslettelse. 

Der er også den anden pol, den maniske. Det bliver nogle gange forklaret som det modsatte af en depressiv fase, og skulle man forestille sig det modsatte af, hvad jeg beskrev ovenfor, ville det da ikke lyde så slemt igen – tværtimod! Men sådan er det heller ikke. At være manisk er at være overdrevet impulsstyret. Man får en rastløs energi og kan hverken falde til ro eller i søvn. Man bliver selvoptaget og arrogant, ofte aggressiv og upassende og får - ja, det er et rigtigt symptom - overdreven købelyst. Det hele tager til og bliver mere og mere intenst, og til sidst mister man virkelighedssansen (bliver psykotisk), og styrter som regel ned i det depressive med et brag. 

Den sundhedsfaglige læser vil allerede vide, at jeg i kraft af min “type 2” ikke er bipolar som på film. Mine maniske faser slutter, før de forvitrer sig ind det psykotiske.

Man kunne have sagt mere, men det var det store billede. Lad mig nævne en sidste ting, som er så lusket, at det næsten ikke er til at forklare: Jo mere syg, jeg er (manisk såvel som depressiv), desto mindre sygdomserkendelse har jeg. 

En lille, usand andagt

At have en sygdom, der på den måde rækker helt ind i ens inderste væsen, påvirker selvfølgelig også ens tro. Den påvirker i hvert fald min, og da jeg for 10 år siden debuterede (ja, det er faktisk en fagterm) med manio-depressive symptomer, fik det stor indflydelse på min tro. Den formede mig. Lærte mig, hvad en sand tro er, og gav mig et perspektiv på tilværelsen, som jeg havde manglet. Før jeg fik min sygdom, var min tro umoden og naiv, men gennem sygdommen blev jeg reflekteret, og fik lige præcis den seje og mørke kant, jeg havde gået og manglet, og den dag i dag ville jeg ikke have været den foruden. Amen, nyt afsnit. 

Hvad jeg lige skrev, passer dog ikke. Altså ikke det med, at jeg er sindssyg, men den lille “jeg ville ikke have været det foruden”-andagt. Jeg ønskede virkelig, at det skulle være sådan, og jeg var utålmodig for at nå frem til den konklusion, men det skete ikke. Det viste sig snarere, at min - ja, undskyld jeg hader virkelig dette ord, men for pointens skyld kommer den alligevel - rejse med sygdommen stadig ikke er ovre. Jeg hader min sygdom, jeg afskyr den, og jeg ville ønske, jeg ikke havde den. Jeg lever med risikoen for at bringe mig selv og de mennesker, jeg elsker, i nogle smertelige situationer, og oplever indimellem, at det sker. Jeg har gennemlevet omkring 20-25 depressive faser, som har givet mig kognitive mén, der til stadighed besværliggør min hverdag. 

Kan jeg pege på positive følgevirkninger, den på en eller anden måde har medført? Ja, det kan jeg da, men en af de vigtigste erkendelser, jeg er nået frem til med min bipolare sygdom, er, at det ikke er et nulsumsspil. Hvis jeg har haft det 10 dårligt, skal jeg ikke gå og forvente, at jeg snart får det 10 godt, som tak for min flotte indsats med at have haft det dårligt. 

De gode intentioners teologi

Måske sidder du og tænker, at det ved du da godt. Hvor banalt kan det lige blive? Det er jo heller ikke vores gode gerninger, der skal frelse os. Men måske mærker du også nogle gange, de gode intentioners teologi hviske dig i øret. Den, der har det svært, har brug for opmuntring, så hvorfor ikke prøve at opmuntre lidt? “Alt virker sammen til det gode for den, som elsker Herren.” “I har handlet ondt mod mig, men Gud har vendt det til det gode.” To stærke bibelvers, der måske har gjort en stor forskel i dit liv, og givet dig et tiltrængt perspektiv på en svær situation. Men er de ligefrem universelle og gældende for alle livssituationer? Det tror jeg ikke, og derfor vil jeg godt fortælle dig om min sindssyge teologi.

Torn i kødet-konceptet 

Lad mig understrege dette: Jeg tror helt sikkert på, at Gud har en storslået plan med både mit og dit liv. Jeg tror, han kan bruge store og små ting, gode såvel som dårlige, til at bringe os tættere på ham. Men lige så vigtigt: Jeg tror ikke, at det foregår som det føromtalte nulsumsspil, og jeg tror slet ikke, at det foregår så enkelt, at vi kan se det fra dag til dag. Måske fra årti til årti, men ikke nødvendigvis! Jeg tror, at den utålmodige søgen efter mening og forklaring kan lede ind til et usundt og ensomt sted, som vil tære på troen. Og jeg mener, det er endnu vigtigere ikke at give sig selv den rolle i en anden persons liv! Det kan være saltsyre ned i det blødende sår, en anfægtet tro kan være.

Jeg er ret vild med Paulus og er blevet opmuntret og udfordret af hans eksempel. I 2. Korintherbrev fortæller han, at han er blevet givet en torn i kødet. En blivende smerte i livet, som han ønskede sig foruden. I kapitel 12, vers 8 fortæller han:  “Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig”. Det har jeg taget til mig, helt bogstaveligt, og lad mig fortælle, hvordan det har fungeret.

Første gang - skælvende for dommen 

Den maniske fase, jeg husker mest tydeligt, lavede en del ravage i mit privatliv. Jeg melder pas på detaljerne, men kan sige at den selvoptagede og upassende opførsel, jeg fortalte om i indledningen, gjorde, at jeg overskred nogle gode menneskers grænser og en morgen efter en alt for kort nat, stod op og læste nogle beskeder, jeg ikke burde have skrevet. Jeg blev flov og skuffet over mig selv, og da jeg kort tid efter bragede ind i den depressive mur, blev min selvbebrejdelse tidoblet. Som Martin Luther havde gjort det 500 år før mig, bad jeg “af dybsens nød til Gud” om tilgivelse og helbredelse (ordlyden har mindet om de første to vers af salmen af næsten samme navn, der findes i Den Danske Salmebog som nummer 496).  

Anden gang - med knuste drømme

Som jeg allerede har fortalt lidt om, var jeg tiltalt af tanken om, at sygdommen kunne være en del af den nødvendige dannelsesrejse, der kunne hjælpe mig med at udfolde min genialitet. Jeg havde storslåede planer om blandt andet at blive musiker, og syntes, at den kant, det gav mig at være sindssyg, kunne passe godt ind. Jeg hørte også tit, at sygdommen ikke behøvede at begrænse mig for altid, og gik og overvejede om, det bedst kunne betale sig at slå igennem fra musikkonservatoriet eller retorik-studiet. Mine planer smuldrede mange gange og på et tidspunkt indså jeg, at det ikke kunne lade sig gøre for mig at blive Danmarks næste, store sangskriver. Ikke på en depressiv måde, men helt reelt. Jeg var skuffet og bad Gud om at tage min forbandede, drøm-knusende lorte-sygdom bort (lad mig understrege, at jeg ikke tror, det er umuligt for mennesker med psykiske lidelser at udrette store ting - jeg taler kun på egne vegne). 

Tredje gang - knælende, afventende, lyttende 

Den tredje og rent faktisk sidste gang kom fra et godt og roligt sted. Jeg havde fået en kæreste og var startet på andet semester på lærerseminaret. To fantastiske gaver, der satte en langsigtet retning for mit liv, og har gjort, at jeg i skrivende stund er gift på syvende år og har en berigende, meningsfuld hverdag som skolelærer. Jeg kunne se, at min sygdom var kompatibel med et godt liv, men også at den medførte store risikoer for mig og mine kære. Jeg faldt endnu en gang over passagen i 2. Korintherbrev og følte mig klar til at give den et sidste skud. Jeg knælede og bad: “Kære Gud. Vil du ikke nok tage min sygdom væk? Det bliver ved med at være så enormt svært, og jeg tror jo faktisk på, at du kan gøre mig rask. Hvis det skal ske, vil du så ikke nok lade det være nu? For dit er Riget og Magten og Æren - og ansvaret - i evighed. Amen.” I den kommende tid mærkede jeg efter så godt og reflekteret, som jeg kunne. Er der noget, der har forandret sig? Sker der et eller andet storslået? Og nej, det gjorde der ikke. Fred være med det, og så tager jeg mit liv derfra. 

Gud vil selv… 

Jeg har siden levet mit liv med en “torn i kødet”-accept af tingenes tilstand. Jeg har et godt liv. En smuk og vis hustru, som er min bedste ven i medgang og modgang. Vi har immervæk fået to børn, der fylder mit liv med mening, latter og leg. Jeg har undervist snart 200 børn i 10-12—årsalderen i alle mine yndlingsfag og får på ugentlig basis lov til at formidle min glæde ved musik, litteratur og andre gode ting. Men jeg hader stadig at være sindssyg. Jeg ville ønske, at jeg ikke var det, og når jeg en dag skal møde Gud, håber jeg, han er klar til en god, lang snak. I Johannes’ Åbenbaring kapitel 21, vers 3-4 er netop dét beskrevet, og det har jeg virkelig taget til mig. “Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre bort.” Det kan han jo ikke, hvis ikke tårerne er der. Jeg håber, jeg får lov til at fortælle om, hvor svært og meningsløst det har været for mig at være sindssyg. At jeg får lov til at græde ud. Jeg er åben over for, at Han vil vise mig, at dét og dét ikke var sket i mit liv, hvis jeg ikke havde været sindssyg. Jeg er sikker på, han vil minde mig om, at det har gjort mig afhængig af Ham. Men først og fremmest er jeg klar til at blive trøstet og ført ind til et nyt liv uden depressioner eller manier.