Camilla Quist er uddannet socialrådgiver og forfatter til bogen “Jesus i øjenhøjde” (2023)

Vi lever blandt en ungdomsgeneration, der er klogere, sejere og mere oplyste, end vi forstår. De fortjener langt mere credit, end vi giver dem.

På fagsprog hedder de Generation Z - dem, der er født mellem år 1995 og 2012. De kaldes også de digitalt indfødte, fordi de er født med en mobil i hånden. Kun få af dem har minder om en verden uden sociale medier og internettet. Deres verden har derfor altid været stor - også selvom de er vokset op i lille Danmark.

Det har gjort dem nuancerede i deres verdensforståelse, fordi de kender til mere end stegt flæsk med persillesovs og Anna og Lotte. De forstår bedre engelsk end de fleste og har fra barnsben lært at navigere i et stort farvand af holdninger, meninger og trends.

Og det er den her generation, som har reddet min tro på Gud.

Hvorfor?

Fordi de ikke køber letkøbte svar og forsimplede forklaringer. De vil længere ind.

De unge vil have dybde og autenticitet.

Så det skal vi give dem.

En kælder i Herlev

Der har gennem længere tid været snak om, at dele af kirkesamfundet er blevet for populistisk, fordi det har forsøgt at gøre sig relevant for den moderne verden. Det er sket gennem skabelsen af gudstjenester, der minder om koncerter, prædikener som ligeså godt kunne være en TED Talk og et stilistisk udseende i kirkerummet, som man gerne vil poste på sin Instagram profil.

Men jeg oplever ikke, at det er dét, som lokker de unge i dag. Jeg har nemlig oplevet noget andet, da jeg gennem fem år hængte ud med unge mennesker i en kedelig kælder i Herlev hver torsdag aften.

Lokalet vi mødtes i, var ikke et Instagram-post værd, for det var indrettet med brugte sofaer, som desværre ikke var sådan cool-genbrugt-agtigt, men egentlig bare en smule grimme. Der lå ofte betrådt popcorn og spildt kaffe på gulvtæppet og rumklangen i lokalet var virkelig dårlig.

Programmet for aftenerne var heller ikke med lysshow eller elektriske guitarer. Nogle af de unge blev bare på aftenen spurgt, om de kunne spille en lovsang eller to. Man behøvede ikke at være superstjerne for at tage opgaven - det var bare dem, som havde lyst. Efter nogle sange gik en af lederne på og holdt en såkaldt Gud-snak: en kort andagt, som ofte foregik uden fancy Powerpoint-show. Derefter var der fri leg, hvor man kunne spille spil, drikke kaffe og spise snacks eller hvad man havde lyst til.

Det var det mest simple setup i verden.

Men de unge kom igen uge efter uge.

Med chance for at lyde for kliché, så tror jeg, at de unge kom igen, fordi rammerne og aftenerne var autentiske og upolerede – de kunne komme lige præcis som de var.

De unge kunne komme i deres kedelige tøj, fordi det var helt sikkert, at der ikke blev lagt noget op på Instagram - her kunne man sænke skuldrene og slappe af. Der var ikke et hierarkisk forhold mellem lederne og de unge. Vi spillede alle bare bordtennis med hinanden og grinede over dårlige jokes - vi var på samme hold og ligeværdige.

Uperfekte ledere

De stærkeste oplevelser jeg har haft, er når jeg som leder har delt mine største udfordringer og de mest uperfekte sider af mig selv med de unge, når jeg holdte den såkaldte Gud-snak.

Jeg husker især én aften, hvor jeg delte en svær oplevelse på mit studie, hvor jeg ikke ønskede at være i studiegruppe med en af mine klassekammerater. Jeg forklarede de unge, at jeg var dybt udfordret af Jesus' ord til os om næstekærlighed, for hvordan fungerer det i praksis i en helt almindelig hverdagssituation? En stor gruppe af de unge kom hen til mig efter - nogle med tårer i øjnene - fordi de netop stod i samme situation i deres skole. Og vi brugte resten af aftenen på at tale det igennem og var nysgerrige og undrede os over, hvordan vi skulle tilgå det, og hvad Jesus ville sige til det.

En anden aften fortalte jeg om synd, og gav perspektiver på, hvordan jeg i min almindelige hverdag oplever, at jeg er et syndigt menneske, som gør ting, der støjer i min sjæl. Det skabte en strøm af unge, som derefter delte svære historier og oplevelser af skam og utilstrækkelighed i deres egen hverdag med mig.

Jeg har også fortalt de unge om søvnløse nætter, hvor jeg har været bange og fortalt om dage, hvor jeg har skældt ud på Gud på vej hjem fra skole i regnvejr. Jeg har delt oplevelser af tvivl, og når jeg græd mig selv i søvn om aftenen. Jeg har delt historier om alkohol, og hvordan jeg på min egen 25 års fødselsdag drak for mange øl og måtte gå tidligt i seng.

Jeg kan huske, at jeg engang læste i en bog af en kristen forfatter, at hvis man taler ud fra sine svagheder og uperfekte sider af sig selv, så vil man have nok andagter til resten af sit liv. Og den sætning satte sig fast i mig.

Så jeg fortalte de unge om alt det grimme, uperfekte og svære, som skete i mit liv.

Og det har banet vejen for nogle af de fineste snakke i mit liv.

Dybe og autentiske snakke.

Vi svømmer i svar og holdninger

De unge køber ikke letkøbte svar, men det er desværre ofte noget, som vi kommer til at give dem. Med det mener jeg, at vi kommer til at tro, at vores (de ældres) rolle er at vise de unge svarene og dele ud af vores “voksen-visdom”. Noget som ofte kommer til at virke selvhøjtideligt for de unge. Gen Z har ikke brug for meninger, forklaringer og holdninger om dit og dat - for dem svømmer de i dagen lang på nettet og i samfundet.

De unge vil bare gerne mødes af andre på rejsen i livet. På den rejse, hvor vi stadig er i gang med at lære og finde ud af, hvad det betyder at leve livet med Jesus. Og vi skal vise dem, at vi også stadig stiller spørgsmål, undrer os, kæmper, snubler og falder. De kan lide at være i et rum, hvor der er plads til rejsen.

Lad mig gøre det lidt mere konkret ved at tale om et emne som for eksempel alkohol.

Vi lever i et land, der indtager enorme mængder af alkohol, så det er naivt at tænke, at den snak ikke også skal fylde enormt meget i kirken. For lad mig gøre det klart: unge kristne drikker også alkohol.

Desværre bliver snakken i kirken ofte forsimplet og letkøbt ved, at de unge får forklaringen: “drik dig ikke fuld”, og så tager vi den ikke længere. Og det er farligt, fordi det medfører, at de unge ikke fortæller om deres oplevelser med alkohol - for hvad nu hvis de drak sig fulde i weekenden? Hvor stiller det dem så? De har jo fået at vide, at det skal man ikke.

Og derved skabes der hurtigt rammer for, at de unge kan komme til at leve et dobbeltliv, hvor der er nogle ting, de tager med sig ind i fællesskaberne i kirken og andre, de vælger at lade ligge derhjemme. Det frustrerer mig enormt, fordi et ærligt, autentisk og dybt fællesskab i kirken - og fællesskab med Jesus - opbygges ved, at man oplever, at der er plads til alt, man er - også hvis man drak sig fuld i weekenden. Og den samtale skal vi skabe rum for, så de unge føler sig velkommen til at udtrykke sig og ikke gemmer det væk derhjemme.

Jeg siger ikke, at det er nemt at skabe rum for samtalen, fordi alkohol kan være et ømt, komplekst og svært emne. Men jeg husker selv, da jeg var ung, og min ungdomspræst fortalte, at han nød at dele et par glas vin med sin kone. Jeg fik de største øjne da han sagde det, fordi jeg ikke troede, at folk fra kirken drak alkohol - i hvert fald ikke præster. Der var en anden aften, hvor en af vores andre præster spurgte os unge i ungdomsgruppen, hvor mange der i weekenden havde drukket alkohol og vi rakte næsten alle hænderne i vejret. Jeg oplevede den største forløsning den aften, fordi der var nogle som prikkede hul på bumsen og turde at sætte ord på den elefant, som vi normalt bare lod være i rummet.

Forinden havde jeg haft nogle ungdomsår, hvor jeg ikke fortalte om mine oplevelser med alkohol i kirken, fordi jeg ikke troede, at man måtte tale om det. Det skabte meget skam, fordi jeg oplevede, at jeg var forkert. Heldigvis begyndte jeg selv at opsøge mennesker, som jeg kunne tale med, og det skabte plads til, at jeg kunne finde hoved og hale i alkoholens verden og invitere Jesus til at tale ind i den del af mit liv også.

Alkohol er en rejse, som de unge skal lære at navigere i – ligesom de skal med 10.000 andre ting i livet. Og vi skal møde dem lige der, hvor de er på rejsen. Vi må gerne komme med vores oplevelser og “voksen-visdom”, men vi skal give de unge plads til deres egen rejse.

Hvis vi skal have dybde og autenticitet i vores fællesskaber i kirken, så skal alle dele af vores liv være velkomne. Vi skal åbne snakken om det, som fylder i de unges liv og det er også meget mere end alkohol. Det er kærester, sex, næstekærlighed, jalousi, værdier, prioriteringer - alt det, livet indeholder. Og vi skal åbne snakkene i kirken, så de unge oplever, at Jesus ikke er berøringsangst over for nogle emner eller nogen som helst af de ting som sker i deres liv. Det giver rammerne for, at deres relation til Jesus kan blive dyb og autentisk, fordi han gerne vil være med i alle dele af deres liv. De skal opleve, at de aldrig behøver at gemme noget væk fra Jesus.

Vi må ikke gemme de dybde, komplekse og svære samtaler væk, fordi det vil ofte betyde, at de unge i stedet tager snakken udenfor kirken eller holder det skamfuldt for sig selv.

Vi skal give de unge et fællesskab, hvor vi tør at være dybe og autentiske overfor hinanden.

En gave til kirken

Det er en kæmpe gave til os alle, især kirken, at vi har en ungdomsgeneration, som ikke accepterer forsimplede forklaringer. De tvinger os nemlig til at gå i dybden med vores tro og være autentiske overfor hinanden og Gud, fordi de unge ser lige igennem det, som er overfladisk. De har ikke brug for seje prædikener, elektriske guitarer, flotte kirkebygninger eller ledere som har styr på det hele: de har brug for at opleve fællesskaber, som er reelle og autentiske, og hvor troen bliver relevant for deres hverdagsliv.

Så hermed en opfordring: skab samtaler med de unge, hvor du møder dem som ligeværdige mennesker og tør at åbne snakke om det, som fylder i livet.

Lige en servicemeddelelse: Det har været noget af det hårdeste, at skulle dele mine svagheder og uperfekte sider af mig selv med de unge. Vi vil jo alle sammen gerne lyde som en TED Talk og vise andre at vi har styr på det. Men det kan vi bare ikke, hvis der skal dybde og autenticitet på bordet. Så bliver vi nødt til at give noget af os selv og smide det smarte og seje look. Vi skal ikke være “med på beatet” med de unge (forresten, lad også vær’ med at sige det, fordi de unge synes ofte, at det er kikset). Der er ikke noget beat at følge. Vi skal ned i gear og møde de unge i øjenhøjde. De skal opleve fællesskaber i kirken, som ikke er berøringsangste. Som ikke giver letkøbte svar, men tør at gå ind i alt det kringlede, svære og komplekse i livet.

“If grace is water, then the church should be an ocean. It is not a museum for good people - it’s a hospital for the broken. Which means I don’t have to hide my failure; I don’t have to hide my sin, because it doesn’t depend on me; it depends on Him”

Jefferson Bethke