Lausanne-bevægelsen, et globalt inspirationsnetværk for evangelikale (ikke i trumpsk forstand!) kirker, missionsselskaber og interesseorganisationer, har netop afholdt sin fjerde verdenskongres i Incheon, Seoul. Hvad får man ud af at mødes mere end 5000 mennesker fra 202 lande og territorier? Det vil jeg gerne forsøge at sætte ord på, her mens jeg har god tid i Abu Dhabis aircondition-nedkølede lufthavn. Og tak for aircondition i øvrigt, for selvom det er midt om natten, er temperaturen stadig næsten 30 grader udenfor!

Først et kort rids af optakten til kongressen: Flere lytteprocesser gennem et par år har resulteret i State of the Great Commission Report. Den kan i øvrigt hentes gratis online, og det er meget spændende læsning. Man har forsøgt at tage temperaturen på verden, ganske enkelt, eller i hvert fald analysere, hvordan det går med kirkens missionsarbejde. Desuden har man formuleret de ti vigtigste spørgsmål, som kirken er nødt til at forholde sig til frem mod 2050:

Hvad er polycentrisk kristendom?

Hvad er kilden til håb?

Hvad er grundlaget for tillid?

Hvilke demografiske forskydninger viser sig?

Hvad er fællesskab?

Hvad er ret og retfærdigt?

Hvad er bæredygtigt?

Hvad vil det sige at være menneske?

Hvad er digitalt liv?

Hvad er kirkens arbejde i en digital tidsalder?

Denne rapport har dannet udgangspunkt for kongressen, og disse ti spørgsmål blev omformuleret til i alt 25 forskellige områder, hvor man kan se en alvorlig mangel i kirkens missionale engagement.

Desuden har Lausanne-bevægelsen i begyndelsen af kongressen udgivet Seoul-statementet, ligesom man i forbindelse med de tidligere kongresser har udgivet Cape Town-erklæringen (2010), Manilla-manifestet (1989) og Lausanne-pagten (1974). Tanken var, at dette statement skulle være en samlende vision for kirkens missionsarbejde frem mod næste kongres, der formentlig ligger mere end 15 år ude i fremtiden.

Da Seoul-statementet blev offentliggjort, viste det sig imidlertid at være et afsindigt skuffende dokument – så meget, at flere grupper af kongresdeltagere undervejs formulerede kritikpunkter, og ledelsen af bevægelsen måtte tydeliggøre nogle aspekter af Seoul-statementet. Kort sagt mangler Seoul-statementet den glød og energi, der kan motivere den globale kirke til at stå sammen i en tid, hvor verden bliver mere og mere fragmenteret, og i stedet blev det en påmindelse om, at kirkens splittelse altid ligger lige for og ofte er den letteste (men ikke den bedste!) løsning. Desuden har Seoul-statementet åbenlyse mangler, mens nogle afsnit er uhensigtsmæssigt overbetonet.

Meget af det, som Seoul-statementet mangler, blev til gengæld italesat i oplæggene på kongressen. På baggrund af kongressens oplæg og samtaler har jeg formuleret mit eget Seoul-statement.

Forord: Hele kirken skal bringe hele evangeliet til hele verden. På den måde tager kirken del i Guds mission, der fra skabelsens morgen har handlet om nyskabelse, helhed og fællesskab mellem jord og himmel.

1. Der er kun én kirke, uanset hvor stor mangfoldighed der er blandt lokale, regionale, nationale og internationale kirker. Den globale kirke vidner i al sin mangfoldighed om Guds storhed og er Jesu krop i verden. De teologiske og kirkepolitiske diskussioner, der nogle gange kan tage fokus i Danmark, sættes i relief af mødet med den globale kirke.

2. Vi skal værdsætte, respektere og elske kirkernes mangfoldighed. Alternativet er et hovmodigt ønske om, at alle var som en selv.

3. Forskellige menigheder og kirker skaber enhed i den store kirke, både lokalt og globalt. Det er ikke nødvendigvis et udtryk for splittelse, at der findes forskellige menigheder, heller ikke tæt på hinanden. I nogle tilfælde kan enheden og fællesskabet i den store kirke kun bevares, hvis man afgrænser forskellige menigheder.

4. Hele kirken er forpligtet på hele missionsbefalingen. Missionsarbejdet kan ikke overlades til én del af kirken, ligesom missionsbefalingen heller ikke kan reduceres til enten at døbe eller at lære. Det er nødvendigt med et omfattende og strategisk samarbejde i lokale kirker og på tværs af kirker.

5. De 99% af kristne, der ikke arbejder i kirken, er vigtigere for kirkens mission end den 1% af kristne, der arbejder i kirken. Kirkens fremtid er afhængig af, at den formår at inddrage alle kristne i sit arbejde. Hverken kirken, gudstjenesterne eller andre kirkelige aktiviteter er præsternes alene.

6. Jesus slår følge med almindelige mennesker, der hvor de er, og derfor er tro ikke en forudsætning for men et resultat af discipelskab. I kirken skal man ikke mødes med et krav om at tro eller leve på en bestemt måde, men i stedet med en invitation til at lære Jesus at kende.

7. Lige så bredt, som Jesus inviterer, lige så radikalt forvandler han. Den proces er individuel og umulig at sætte på formel, men ingen, der møder Jesus, forbliver de samme.

8. Kirken skal søge at forstå og omfavne alle mennesker uanset køn og seksuel orientering, og samtidig fastholde en bibelsk forståelse af køn og ægteskab. Kirken må dog også være bevidst om, at man i dette spørgsmål i praksis risikerer at såre eller afvise mennesker, som man er kaldet til at elske.

9. Kirken er først og fremmest kaldet til ydmyghed, integritet og simplicitet, og kirkens ledere er først og fremmest kaldet til at tjene. Intet misbrug af kirkens, kristendommens eller Guds navn til egen vinding kan accepteres.

10. I kirken skal vi kunne tale sammen, også om ting vi er uenige om. En af kirkens fornemmeste opgaver er at søge enhed mellem alle kristne uanset teologiske, etniske, politiske og sociale skel. Der er ingen afstand så stor, at Jesu Kristi opstandelse ikke kan forene og bygge bro, men en sådan forening må ikke forceres.

11. Den forfulgte kirke skal ikke heltedyrkes men elskes. Uanset hvilke omstændigheder lokale kirker lever under, er de en del af Jesu Kristi krop i verden og skal omsluttes af den enhed og kærlighed, der i alle forhold skal kendetegne Jesu Kristi kirke.

12. Kirken skal altid engagere de yngre generationer, men det skal ske på deres egne præmisser. Kirken er et intergenerationelt fællesskab, og derfor må man give plads til hinanden. Hvis ikke generation Z møder autentiske fællesskaber og tildeles reelt medansvar, vil de fleste forlade kirken.

13. Kirken skal engagere sig i og styrke digitale/hybride fællesskaber. Fremtiden er digital, og hvis kirken vil findes i fremtiden, skal den blive fortrolig med digitale og hybride fællesskaber. Det indbefatter blandt andet at tænke om influencere som moderne missionærer, der har brug for den nødvendige uddannelse. Samtidig skal kirken også udvikle en solid kropsteologi.

14. Kirken bekender sin forkyndte tro gennem sine handlinger. Hvis kirken udelader forkyndelsen, mister den sit budskab til mennesker, og hvis kirken udelader handlingerne, mister den sin troværdighed over for mennesker.

15. Kirken skal elske Jorden og hele skaberværket, for Jorden er Guds. Både i forkyndelse, sange, diskurs, liturgi og økonomiske prioriteringer skal kirken elske Guds skaberværk og alle skabninger, ligesom Gud elsker hele sit skaberværk og alle skabninger.

16. Kirken skal være nærværende i alle former for konflikter, hvad enten de er militære, politiske eller sociale. Kirken skal modarbejde polarisering og alle former for fjendebilleder.

17. Kirken skal søge forsoning og arbejde for social og juridisk retfærdighed i alle sammenhænge. Forsoning og tilgivelse kan aldrig indføres udefra eller pålægges ovenfra, men kirken skal arbejde for, at forsoning og tilgivelse vokser frem nedenfra.

18. Kirken skal bekende sine svigt, omvende sig og bede om tilgivelse, og det gælder både for institutionelle svigt og for enkelte kirkelederes svigt.

19. Kirken skal fokusere på det gode, det smukke, det skønne og det sande i verden. Det er altid muligt at få øje på urenhed, splittelser og konflikter, men budskabet om Jesu Kristi opstandelse er større end alt. Derfor skal vi i kirken fokusere på det, der samler os, og ikke det, der adskiller os. Kun sådan kan vi være vidner om den Gud, der sprænger lænker og nedbryder mure af fjendskab.

Afslutning: Når fjender forsones i kirken, når ensomme føler sig taget imod i kirken, når sultne mættes i kirken, når ofre får genoprejsning i kirken, når generationer mødes i kirken, når hovmod, egoisme og grådighed bliver forvandlet til ydmyghed, integritet og simplicitet i kirken, så bekender kirken troen på sin Herre, der gav sit liv i lydig tjeneste og selvopofrende kærlighed men blev oprejst og lever og regerer i evighed for at genforene alt i sig, både det himmelske og det jordiske.