Indrømmet! Jeg kom sent med på Kendrick Lamar-vognen. Som enhver anden musikglad ung i 2010’erne bemærkede jeg hans gennembrud, men for mig var det kun ud af øjenkrogen. Jeg elskede de store hiphopnavne og blev fuldstændig bidt af Eminem, Kanye West og, indenfor CCM (Contemporary Christian Music), rapperne Lecrae og Andy Mineo. 

Om end jeg stadig lytter til Lecrae indimellem, så har Kendrick Lamar overhalet ham! Jeg er nu så stor fan, at jeg lokkede min hustru til at købe 1-dags-billetter til Roskilde Festival alene for at høre ham - noget jeg på ingen måde har fortrudt. 

Lidt baggrund

Kendrick Lamar Duckworth blev født den 17. juni 1987 i Los Angeles i bydelen Compton, Californien. Hiphop og Los Angeles hænger uadskilleligt sammen, hvilket ikke mindst skyldes rap-legenden Dr. Dre, der ligesom Kendrick Lamar også er fra den udsatte bydel Compton, og sammen med 2pac satte dagsordenen for hiphop i 90’erne. Særligt i den afroamerikanske kontekst, Kendrick Lamar voksede op i, der var præget af både kriminalitet og fattigdom.

Netop på grund af dette er der også mange, der har kaldt Kendrick Lamar for den perfekte arvtager fra den gamle hiphopgarde. Det er store sko at træde i, og i Kendricks musik, særligt på de seneste album, fylder messiaskomplekset også en del. Kan det være mere meant to be, at et så fuldstændig unikt raptalent vokser op i Compton? nej. Messiaskomplekset fik et yderligere boost, da hittet Alright fra 2015 nærmest blev temasangen for Black Lives Matter-bevægelsen i årene efter udgivelsen.

In other words: Kendrick Lamar er en megastjerne, der med sin musik er en ekstrem vigtig stemme for den sorte del af den amerikanske befolkning, imens han kæmper med sit eget impostersyndrom — kan han leve op til folks forventninger?

Digter

Hver tid har sine digtere, og Kendrick Lamar er én af vor tids største. I sit værk Enten-Eller siger Søren Kirkegaard dette om at være digter:

”Hvad er en digter? Et ulykkeligt menneske, der gemmer dybe kvaler i sit hjerte, men hvis læber er dannede således, at idet sukket eller skriget strømmer ud over dem, lyder de som skøn musik.”

Når du har læst denne artikel til ende, og lyttet med, tror jeg, du er enig med mig i, at det passer godt til Kendrick. Hans kvaler er både på det globale, nationale, kulturelle og private plan – og hans suk og skrig lyder som skøn musik for os tilhørere. Om end man ikke kan undgå også at blive smittet af melankolien og den til tider dystre stemning i hans værker.

Jeg kunne snildt lave en artikel om hvert album, men så ville du måske ikke læse med. Derfor får du her et fasttrack gennem hans diskografi, og du får lov til at møde de tematikker, Kendrick tager fat på i forhold til kristendom.

Hvis læsningen af denne artikel skal gå fra ”fint nok” til ”wow!” vil jeg anbefale dig at lytte til numrene undervejs. 

Du kan for eksempel lytte til numrene på denne Spotify-playliste.

Nogle vil måske stoppe op, når de hører Kendricks tekster, og tænke, at det store forbrug af ord som bitch og nigga er stødende og for meget. For andre vil brugen af ord som fuck, shit, pussy og lignende måske også være til den gode side. Kan noget godt komme ud af munden på én, der taler så grimt? Til det vil jeg bare sige: Sådan er gadesproget i Compton! Lad os komme over det og lytte til hans budskab.  

LET’S GO

Gudbilledlighed i mørket

Første stop på rejsen er albummet Section.80 (2011) og nummeret Keisha’s song (Her Pain). I løbet af tre vers udpensler Kendrick Lamar den virkelighed, unge prostituerede kvinder møder på gaden i Compton. På nummeret A.D.H.D (bedste nummer på dette album, synes jeg) rapper han om såkaldte crack babies, altså børn af crack-epidemien i USA i 80’erne – det er også det 80, der refereres til i albummets titel. I A.D.H.D. hører vi igen og igen et helt apatisk “fuck that,” mens verden stille og roligt smuldrer mellem hænderne på denne generation.

Når jeg lytter til det nummer i dag, har jeg det som om, at albummet lige så godt kunne hedde Section.90 eller Section.00. Vi står efterhånden med tre generationer af unge/voksne, født hen over tre forskellige årtier, hvor mange kæmper med modløshed og depression.

Nuvel, Kendrick taler ikke om noget universelt her. Det handler om black-community-Compton og den vold, voldtægter, misbrug og manglende retssikkerhed for sorte amerikanere, der findes dér.

Går vi tilbage til Keisha’s song rummer den også en langt dybere realitet under alt det ydre - virkeligheden i, at Gud ser hvert eneste menneske som noget særligt. Kendrick siger til sidst i Keisha’s song, at han kiggede sin 11-årige lillesøster, Kayla, i øjnene, da han havde skrevet den og spillede den for hende. Og i al den menneskelige uretfærdighed går det igen som et tema i løbet af sangen: ”Lord knows she’s beautiful”. Rørende og stærkt holder Kendrick fast i den virkelige virkelighed i alt det her rod, som verden er.

Ja, Kendrick har styr på gudbilledligheden - omend det er den anden side af medaljen, der fylder mest for Kendrick, har han tydeligvis dette aspekt med sig. Generelt i Kendricks diskografi får man indtryk af, at ægte, virkelige, upolerede mennesker bare er det bedste, Kendrick ved. 

Druksang med dybde

Lad os gå videre til gigantalbummet good kid, m.A.A.d city fra 2012. Albummet begynder med en rendyrket syndsbekendelse: 

Synd og tilgivelse er et tema, som fylder utroligt meget i Kendricks tekster. Dette album handler om Kendrick og hans venner, og under hele albummet følger vi dem, mens de kører rundt i en van og gør Compton usikker. Man finder hurtigt ud af, at der er nok for de unge gutter at søge om syndsforladelse for!

Han indrømmer også på Bitch, Don’t Kill My Vibe, at han er en uforbederlig synder, men beder fortsat om tilgivelse for alt – også det, han ikke forstår! Et rigtig syndigt nummer er Backseat Freestyle for eksempel, hvor unge Kendrick rammer den øvre grænse for stolthed, se bare her:

Havde det været de fleste andre rappere, havde der ikke været mere og hente – sex, stoffer, penge og våben. Men så lytter man ikke godt nok efter, for albummet er naturligvis en helhed og Kendrick er en poet!

Få numre senere er Kendrick i kontakt med bunden af flasken i den menneskelige tilværelse i nummeret Swimming Pools (Drank). I beatet og titlen lægger det op til at være en vaskeægte druksang, men teksten ligner til forveksling den danske film Druk, der netop illustrerer goderne, men særligt også farerne ved alkohol. På det dybere eksistentielle plan viser sangen og filmen i glimt den helt almene og dybe frygt for at være ubetydelig, ikke at være den bedste udgave af sig selv, ikke at brænde igennem: 

Som et barn, der er vokset op med alkohol som en ødelæggende faktor i de helt nære relationer er denne sang selvfølgelig dybt ironisk. 

Sidst i Swimming Pools (Drank) hører man en skudepisode, som foregiver at være Kendricks ven Dave, der bliver skudt.

Kan det(synd/hype) blive større?

Bedst som man troede, at Kendrick og hypen omkring ham havde peaket i 2012, udkom To Pimp A Butterfly i 2015. Albummet, der løfter Kendrick fra at være et stort hiphopnavn til at blive den største. Det er svært helt at få dybderne af Kendricks univers på dette album med - og egentlig skal man vel også passe lidt på med at forklare for meget. Albummet skal høres.

Det første stop gør vi ved These walls. Det er et fuldstændigt vanvittigt nummer! Er man i den sarte ende, kan man lige spole sexlydene over i begyndelsen. Første del af stønnelyde er dog bare saxofon - så ro på! Anden halvdel er ikke….

Temaet i sangen er vægge og handler om, at Kendrick har hævnsex med kæresten til den mand, der slog Kendricks ven, Dave, ihjel. Hvilket er et stort tema på albummet. Det viser også, hvor selvbiografisk Kendrick er i sin diskografi. Fra selve hændelsen, der fandt sted, mens Kendrick var teenager i Compton i start 00’erne, til Good kid M.A.A.D. city, 10 år senere, og her endnu tre år senere, er det fortsat det overskyggende tema, og det traume Kendrick går og er fyldt af. 

Temaet i nummeret er som sagt vægge. Der er vægge mellem deres akt og verden udenfor - de konkrete vægge, hvor de er. Der er vægge mellem de to mennesker - konkret, hendes kønslæber. Der er vægge mellem hendes kæreste og de to - konkret, fængselsvægge. Sidst men ikke mindst er der vægge mellem ham i hans puppe (jf. albumtitlen To pimp a butterfly) og verden udenfor. I sit digt til den afdøde rapkonge, 2pac (1971-1996) fra sangen Mortal Man, som desuden afrunder dette mesterværk af en plade og citeres løbende på pladen, afslutter Kendrick These Walls med disse ord:

Her begynder sangen u, der er en eksemplificering af det dybe hul og den uendelige afgrund, vi som mennesker føler, vi står overfor i en livskrise. Kendrick sidder bag væggene på et hotelværelse og drukner sine smerter med alkohol. Han er i dyb krise.

Denne personlige krise er tre-delt. Krisen handler for det første om, at han ikke har kunnet redde sin lillesøster Kayla (hør første vers) - han samler tråden op fra Keisha’s song, vi har været forbi. For det andet kunne han heller ikke redde, eller bare have antennerne ude for sin ven Dave, der ender med at dø (hør andet vers). Dernæst har han stor succes professionelt, men alt er lige meget, når det ikke gør en forskel i det nære.

“Loving u is complicated” refererer til … ham selv. Et særligt gudsbillede træder nu frem for Kendrick: “God himself will say “you fucking failed!””. Kan smerten blive større? Kan selvhadet destruere én mere? Kan Gud forkaste og fordømme ham hårdere? Han er på afgrundens rand til sidst i nummeret: 

Kendrick tager heldigvis ikke livet af sig selv! u giver mig et ubehag, jeg ikke er vant til at få, når jeg lytter til musik. Det er den rå, ufiltrerede virkelighed for et menneske. Det lyder ikke som skøn musik, som Kierkegaard-citatet beskriver det, og alligevel resonerer det nærmest harmonisk med generelle temaer fra livskriser, som ikke er fremmed for nogen af os - i hvert fald ikke, når vi når en vis alder. Han tør at vise sig selv i dybet - og det slutter ikke her.

For nu kommer vi til et af Kendricks største numre: Alright.

Vi står i hullet, og så er det som om, Kendrick med enorm kraft har indset et eller andet, der har med ham selv og med Gud at gøre:

Gud har os. Hvordan Kendrick kommer hertil, melder sangen ikke umiddelbart noget om, men dette nummer handler om at acceptere sig selv som den, man er - spillet mellem titlerne på de to numre, der kommer lige efter hinanden, synes jeg, er en lille detaljegenialitet; u are alright. Vi er alle her i sumpen, men hvis Gud har os, så skal det nok gå i sidste ende!

Dette nummer og de racemæssige temaer, som sangen tager op, har gjort, at nummeret blev sangen for Black Lives Matter-bevægelsen i USA fra 2015 og frem. Han citerer med “alls my life I has to fight” pullitzerprisvinderen og aktivisten Alice Walkers (1944-) værk The Color Purple, som også handler om raceproblematikken. 

Det er også et nummer, hvor han virkelig viser sine utrolige rapevner. I vers 2 møder Kendrick en hund ved navn Lucy… Det er selvfølgelig Lucifer, den Onde, som Kendrick nævner som en del af sit liv, der påvirker ham og hans valg. Det er for Kendrick uundgåeligt at komme helt af med Lucy. Men han afviser hendes tilbud og siger:

og afslutningsvist som en del af digtet til 2pac fra Mortal Man:

Lucy er der, men Kendrick fortsætter sin ærlige kamp og skriver videre for få fred med Gud og med sig selv.

Hvor løber du hen, K-dot?

Alle har syndet og mistet herligheden fra Gud

Vi hopper to stærke albums over untitled unmastered. (2016) og DAMN (2017) og stopper i stedet op ved Kendricks seneste udgivelse: Mr. Morale & The Big Steppers (2022).

Nu er vi endelig fremme hos nutids-Kendrick. På albummet fra 2022 filosoferer Kendrick over, hvad Corona, krig, polarisering – wokeisme og højrefløj — og familiære og kulturelle traumer har gjort ved hans syn på mennesket. Når man lytter til albummet, har man en fornemmelse af, at Kendrick sidder så solidt på hiphop-tronen, at han tillader sig at være lidt mindre likeable, med MEGET færre hits end tidligere. Og jeg kan lide det!

På det eneste nummer, der nærmer sig at være en rigtig banger, N95, rapper Kendrick i et vildt præludium om alle de lag, vi har pakket vores verden ind i, og insisterer på, at vi skal turde at tage de lag af og vise os som det, vi er: 

Hvis man piller et løg, hvad ender du så med at stå med i hænderne? Ingenting. Du er skidegrim og uden mønt på lommen! Med Kendricks tekstunivers in mente siger han: du er lige så grim og fattig som mig, tag nu det der af! Kendrick vil have den ægte, rå vare - okay her indskyder vi lige et enkelt citat fra nummeret HUMBLE fra albummet DAMN (2017):

Det var for mig virkelig iøjnefaldende, at den kække Kendrick simpelthen performede nummeret N95 til Louis Vuitton’s forårsmodeshow for mænd i 2023. Jeg er ikke sikker på, at de på det dyre modehus havde læst hans tekster grundigt inden, men fedt var det!

Hans forståelse af, at mennesket er en del af problemet, er et tema gennem hele hans diskografi, sammen med en insisteren på, at vi skal være reelle. Kendrick siger selv, at nummeret Savior er hans favorit fra denne plade. På dette nummer har han affundet sig med, at han ikke er en frelser. Men også her skifter fokusset undervejs, og han vil fortsat have os til at erkende, at vi alle er syndere, som synes at være et omkvæd for ham i det meste, han har lavet. Man får fornemmelsen af, at Kendrick gennem dybe indsigter i sig selv, vover at sige noget om verden: 

Nummeret her er skrevet omkring februar 2022, hvor den russiske invasion af Ukraine begyndte. Det er ikke Vladimir, der er verdens problem. Det er det, der bor i hans hjerte, som desværre er meget mere alment og universelt. På en ret elegant måde lykkes Kendrick med at sige noget prægnant om vores virkelighed som mennesker, fordi han udtømmer sig selv og viser sig selv som en såret superstjerne og det menneske, han, sandt at sige, er. 

Kendrick performede dette nummer på en spektakulær måde på Glastonbury Festival i 2022, hvor han tog en ekstremt dyr diamant-tornekrone på og hvide klæder, og undervejs i løbet af nummeret begyndte rødt blod at rende ned fra hans hoved ud over hans hvide klæder. Han kalder desuden Jesus for en af de største profeter, der nogensinde har betrådt jorden, og siger undervejs, at han bærer kronen som en repræsentation. Han følger op med ordene: “They judge you, they judge Christ,” hvorefter beatet fra Savior dropper.

Jesus må kaste alle de sten, han vil, men vi skal lade være.

Sidste nummer, der bare MÅ med på denne tour de force, er Mother I sober. Det er ubetinget et af Kendricks allerbedste numre og et selvbiografisk, selvterapeutisk mesterværk, hvori vi får nogle af de familiære grunde til, at Kendrick kæmper med sig selv: Hans mor blev misbrugt, mens han var barn, og han så hende blive slået: 

Han hader sig selv for ikke at have grebet ind som barn over for sin mors voldsmænd… Selvdestruktionen vil ingen ende tage, og det rørende og utroligt smukke omkvæd, sunget af Beth Gibbons, lyder: 

Vi får lov til at komme helt tæt på hos Kendrick – og i vers 3 når vi toppen af Kendricks nærmest Knausgård’ske afsløring og udtømmelse: Kendricks sexafhængighed, der bliver udpenslet med terapeutiske fortolkninger. Han fortæller sin forlovede, Whitney, om sin afhængighed, hun bliver selvfølgeligt såret, og de taler om terapi. Senere siger Kendrick:

Det er smertelige og enormt sårbare ord, og netop sårbarhed er temaet i denne sang. Han tager afslutningsvist lytterne med helt ind til en rørende puttesituation med Kendricks forlovede, Whitney, formentligt Kendrick selv, datteren Uzi og hendes lillebror Enoch:

Kendrick er nu begyndt at arbejde med sig selv og Lucys magt over ham. Derfor siger Whitney, at Uzi nu kan slippe for at leve et liv som sin far. Han gør noget ved det. Det hele begyndte med, at han åbnede sig op, og blev sårbar. 

Jeg har tænkt en del over det her nummer, for der er noget helt specielt over det. Måske er det evnen til at sætte ord på, hvorfor han er, hvor han er, eller også er det formen, fra mumlende og usikker til råbende rap. Måske er det kombinationen med det private og ømme, der gør nummeret helt unikt. 

Sangen tjener som et mikrokosmos af Kendricks diskografi: Vi går fra den stille-rappende og slørede begyndelse på nummeret, der minder én om den mørke Section.80

Med kriminalitet, traumer og selvforagt i ungdommen og en lille dreng, der ikke bliver forstået, selvom han bliver ved med at sige “NEJ” til påstanden om, at han er blevet misbrugt, der minder os om det kernetraume, Kendrick oplever i løbet af good kid M.A.A.D. city:

Dernæst til at have så meget selvfornemmelse og dyd, at han står ved den, han er, i alt det han gør, som peger på formfuldendtheden på mesterværket, ja måske hovedværket, To Pimp A Butterfly (Han er blevet en pimpet sommerfugl):

Og til slutteligt at leve med og arbejde med sårbarheden, man nu må leve med eksemplificeret i godnat-seancen med Whitney og børnene, som albummet Mr. Morale and The Big Steppers lægger op til.

(Du kom i mål med artiklen, Frederik — selvom det kan være, at den fungerede bedre i dit hoved end her #sårbarhed)

Kendrick har nu bogstaveligt talt lukket os helt ind i sindet, og man kan med god grund spørge, hvilken retning han vil tage den herfra. Hvis du har lyttet lidt med undervejs, kan det også være, at hans tekster og musik er kommet ind under huden på dig - det er jo det vaskeægte digtere kan.

Okay, lige for at afrunde på en muligvis plat, men måske også fin måde, så skal I lige have noget med, jeg faldt over i min research.

Tilbage i 2014 klædte Kendrick sig ud som Jesus til halloween. I en artikel på Fader.com med den farverige titel; “Exclusive: Kendrick Lamar Sings Taylor Swift’s “Shake It Off””, siger Kendrick følgende om, hvorfor han har klædt sig ud som Jesus: 

"If I want to idolize somebody, I'm not going to do a scary monster, I'm not gonna do another artist or a human being – I'm gonna idolize the master, who I feel is the master, and try to walk in his light. It's hard, it's something I probably could never do, but I'm gonna try. Not just with the outfit but with everyday life. The outfit is just the imagery, but what's inside me will display longer". 

Kendrick vil ligne Jesus, og at være en såret superstjerne er ikke en dårlig start.