Dune: Del 2s stjerner er talrige som sandkornene. Her er der både tale om produktionens stjernespækkede besætning og filmens mange strålende anmeldelser. Med til historien om Denis Villeneuves succes med filmatiseringen af Frank Herberts bog fra 1965 hører også, at ingen før har fået den oversat rigtigt overbevisende til lærred. Derfor har fans af bogen, som mig, måtte vente gennem trængsler og Sting som Feyd-Rautha Harkonnen. Men nu - nu har vi fået to fabelagtige film takket være instruktøren, og derfor må de sidste tvivlere vel også snart erkende: han er ham. Denis Villeneuve er ham som viser vejen. Det leder mig til at nævne, at det ikke er den anden bog Dune Messiah (1969), men blot anden og sidste del af en todeling af den første bog, som nu turnerer biograferne verden over. 

I min optik er begge installationer mageløse film, og de fortjener biografoplevelsen. I begyndelsen af del 2 oplevede jeg for første gang at blive rørt af en visuel special effect, og filmens lydbillede er så massivt, at selv en taktfast banken i filmørkenen går lige i mellemgulvet. Men det som for mig er værd at forholde sig til, hvis man skal bevæge sig udover musik, skuespillerpræstationer og smukke ørkenscener fra Jordan og de Forenede Arabiske Emirater, så er det fortællingens forhold til religion, og særligt den aktuelle films portrættering af profeti, magt og hellig krig. 

Profetien er en genre 

Profetier er en sjov størrelse og en underlig specifik genre, som alligevel ved flere lejligheder forsøges gentænkt. Jeg tror de fleste af os grundlæggende forbinder genren med en forudsagt spådom, som på et senere tidspunkt viser sig at gå i opfyldelse, men så er der oftest lige det smagfulde element af, at opfyldelsen ikke altid lever op til vores forventninger. Den elastik, der ligger i profetiers leven op til forventninger, spiller en kæmpe rolle i Dune: Del 2. 

Hovedpersonen Paul Atreides er blevet født, opfostret og trænet med henblik på en bestemt profetis opfyldelse. En profeti som hans mor Jessicas lav af Bene Gesserit-hekse selv har formuleret og sendt i omløb blandt fremen-befolkningen på planeten Arrakis mange generationer tidligere. Det betyder, at alle karaktererne på ørkenplaneten forholder sig til elastikken mellem deres egne forventninger til profetien og Pauls mulige imødekommelse af dem. 

Det er ikke et spørgsmål om sandhedsværdien bag filmprofetien om Mahdi, Kwisatz Haderach og Paul Muad’dib, ligesom det dermed heller ikke, som jeg ser det, er en kommentar til sandhedsværdien bag verdensreligionernes profetier. Der er snarere tale om en udvist bevidsthed om, at profetier altid efterfølges af magt. Karaktergalleriet dækker dermed over forskellige niveauer af hengivenhed til Paul som potentiel opfylder af de talrige profetier, men også forskellige niveauer af personligt udbytte af, at han begynder at iklæde sig rollen som Mahdi. 

Dermed belyser filmen også et andet aspekt af profetigenren, hvilket er den performative del af en profetis opfyldelse. Det fik mig til at tænke på, at min forudindtagelse af, at en profeti nedfældes i fortiden og opfyldes i eftertiden, er forsimplet. Profetien startes i fortiden, men skrives først færdig i eftertiden igennem lige dele; den-udvalgtes performance og de ventendes kritiske modtagelse. Det betyder, at selvom Paul tidligt i filmen benægter at være den fremen-folket venter på, og at han forsikrer dem om, at deres tillid til ham blot hviler på hans mors nøjagtige træning; så kan filmens såkaldte fanatikere stadig gå derfra og sige til hinanden, at “han er ydmyg, ligesom det står skrevet” (parafraseret). Altså portrætterer filmen profetier som magtenheder, der kan udnyttes af hvilken som helst interesseinstans, fordi de lover en sandhed, men også fordi profetiens tilhængere er så villige til at tolke på opfyldelsen, at selve profetiens udfald stadig er til forhandling. Det gør sig vel gældende, uanset om du forventer en Mahdi, der skal interagere med en bestemt fugl, og du så må omstille dig til tanken om, at han interagere med en pige, der deler navn med fuglen (eksempel fra filmen); eller du forventer en Messias, der vil omstyrte besættelsesmagten og skabe en ny virkelighed, men du må omstille dig til, at han rider sin død i møde på et æsel. Alt du kan gøre som fortsat troende er vel at smide dit palmeblad for hans fødder. 

Magt i magt 

Filmen indeholder den meget sigende replik “Plans within plans”, som i bogen udbredes som “Plots within plots within plots”. Og selvom jeg elsker bogcitatet for dets element af metakommentering, så indkapsler filmens replik ganske udemærket, hvordan historiens magtfulde karakterer konstant planlægger delmål inden i en større altoverskyggende plan. Bene Gesserit-heksene har deres forstilling om en Kwisatz Haderach, afløberen derfra, Jessica, har hele tiden haft egne planer om, at det skulle blive hendes søn, og fremen- folkets fanatikere har som nævnt også deres forventninger til ham. Derfor skal Paul Atreides selv finde ud af, hvilken vej han hælder, når han i filmens begyndelse primært bare er hævngerrig. 

Jeg gik fra biografen med en følelse af, at jeg som troende måtte se filmen, som om min rolle ville have været blandt de jævne og troende i fremen-befolkningen. Det ville betyde, at jeg måtte være kritisk med at vælge, hvis hænder jeg overlod min tro i. Hvem ville jeg lytte til, når de med forskellige dagsordner gik til det samme kildemateriale: den profeti som jeg troede på. For dem der, som nævnt havde interesse i Paul som den udvalgte, har også interesse i min og resten af befolkningens tro, fordi den udvalgtes magt kommer fra hans talrige efterfølgere. I sidste ende må Paul vælge, hvilken skæbne han tror på; og jeg må tro på den formidler jeg vælger. 

Tro leder til hellig krig 

Noget af det filmen gør bedst, er at opretholde en mystisk distance til, om forudsigelserne faktisk går i opfyldelse ved en overnaturlig indgriben - mens de langt hen ad vejen, på universets egne præmisser, har fornuftige forklaringer. Paul kan jo faktisk forudse en mulig fremtid - men han har også indtaget rent krydderi [spice], hvilket må forstås som en forklaring. Han og hans mor kan også påvirke andres frie valg med deres Bene Gesserit-træning - er det overnaturlige kræfter eller blot psykologisk magtpåvirkning; en slags hypnose, hvor de sørger for at tale i et præcist leje, udvise bestemte ansigtstræk og positionere sig fysisk overlegent - Lignende kan jeg vel have set prædikanter gøre fra scenekanter med mikrofonen i hånden, når de tæller ned fra tre, mens de mellem hvert tal gentager et alterkald. 

Den jævne troende befolkning sætter enten deres lid til noget, der er værd at tro på, eller også er de under påvirkning af andres magtudnyttelse af bl.a. profetien, eller også er det en blanding af de to. Det er måske både sandt, at Paul er den overnaturligt udvalgte, samtidigt med at hans mor iscenesætter ham for egen vindings skyld. Den omkringværende politiske situation gør i hvert fald, at krig er uundgåeligt; Pauls valg kommer til afgøre om det bliver en hellig krig. Den troende må samtidigt affinde sig med, at hvis de vedkommende lytter til og fortolker tidens tegn som tiltagen til hellig krig, så står den troende over for et valg, som jeg så kan stille dig, så jeg selv kan glemme at forholde mig til det: Holder du ved troen?