Jeg begyndte med at studere teologi, fordi jeg gerne ville regne den ud. Jeg ville gerne forstå kristendommen og Gud, og jeg havde en eller en anden tanke om, at på et tidspunkt måtte det komme. Så måtte kristendommen være faldet på plads, eller i hvert fald nok på plads, til at der kun manglede småting.

Det er endnu ikke sket.

Og muligvis er der en pointe med det. Muligvis skal ens tro ikke falde på plads, men derimod være en levende undersøgelse af det, der ikke lader sig beskrive sprogligt. Måske skal man kæmpe med Gud, som Jakobs kamp med Gud illustrerer. I den såkaldte apofatiske eller negative teologi (jeg bruger begreberne synonymt i denne tekst) har jeg fundet sprog for denne virkelighed. Jeg har fundet sprog for, hvorfor det må være en teologisk nødvendighed, at kristendommen ikke falder på plads og det har været en åbenbaring for mig.

Apofatisk teologi

Apofasis betyder negation på græsk, og den apofatiske teologi tager dermed udgangspunkt i, at det eneste helt sande vi kan sige om Gud, det er, hvad Gud ikke er. Gud er ubegribelig, Gud er uendelig, Gud er ubegrænset. Her negeres begreber, som vi kender, og dermed kan vi fastslå, hvad Gud ikke er.

Vi kan aldrig i positiv forstand sige noget afsluttet om Gud. Eksempelvis kan vi godt sige, at Gud er kærlig, og det er sandt. Men Guds kærlighed er aldrig begrænset til vores forståelse af Guds kærlighed, Guds kærlighed overgår altid vores fornemmelse og forståelse af, hvad kærlighed er. Det har mange kristne nok allerede en fornemmelse af – det er i hvert fald de færreste, der tror, at de er færdige med at begribe Gud. Den virkelighed bliver således beskrevet i den apofatiske teologi.

Grundlaget for den apofatiske teologi ligger i Bibelen, om end det først senere i teologihistorien systematiseres som begreb. Lad mig komme med fem eksempler fra Bibelen:

Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. (1. Korintherbrev 13,12)

Her har vi fat i et citat fra Paulus’ kærlighedshøjsang. Her fastslår Paulus, at vi nu erkender stykkevist. Vi forstår blot dele af hvem Gud er, men engang skal vi forstå fuldt ud. Eller med andre ord, vores begreber nu er stykkevise, men engang skal vi fuldt ud begribe, hvem Gud er.

at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås. (Efeserbrevet. 3,18-19)

Her er det endnu engang Paulus der er på spil. Paulus beder her til, at efeserne må forstå Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse. Deri ligger der jo en selvmodsigelse, kan man fatte noget, der er udover erkendelsen? Nej naturligvis ikke, men Paulus bøn er, at de må se noget af Kristi kærlighed, at de må få en fornemmelse af storheden, selvom det aldrig lader sig begribe i bredden og længden og højden og dybden.

Der er også mange andre ting, Jesus har gjort; hvis der skulle skrives om dem én for én, tror jeg ikke, at hele verden kunne rumme de bøger, som så måtte skrives. (Johannesevangeliet 21,25)

Jeg holder meget af dette vers. Det er slutningen på Johannesevangeliet, og det er en meget Johannes-agtig måde at slutte på. For hvordan skulle oplevelsen af Jesu liv kunne beskrives fyldestgørende? Det kan det selvfølgelig ikke, og derfor kunne der aldrig skrives bøger nok. Det er som om Johannes alligevel fastslår, at det han har skrevet, er et udsnit, det er en vinkel, men hvis han ikke lagde en specifik vinkel på sin oplevelse, så kunne han have skrevet for evigt. Så ville der ikke være plads i verden til alle de bøger, der skulle skrives.

Lad ikke din mund løbe, og dit hjerte forhaste sig med at fremføre dine ord for Gud, for Gud er i himlen, og du er på jorden! (Prædikerens bog 5,1)

Gud er i himlen, og vi er på jorden. Det udtrykker den grundlæggende forskel, som der er på mennesker og Gud. En væsensforskel der gør, at vi altid kun ser Gud, som han åbenbarer sig. Vi ser ikke hvem Gud er i sin essens – det skal vi nok komme tilbage til senere.

Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er. (1. Johannesbrev 3,2)

Afslutningsvist dette stykke fra 1. Johannesbrev, hvor pointen netop er, at en dag skal vi se Gud, som han er. En dag er det stykkevise ovre, men mens vi er på jorden, så ser vi kun Gud stykkevist, som han åbenbarer sig.

Min pointe med ovenstående er, at Bibelen indeholder den grundlæggende erkendelse, at Gud erfarer vi positivt forstået kun stykkevist. Gud kan vi ikke beskrive fyldestgørende med ord, og derfor kan Bibelen naturligvis heller ikke gøre det. Det kunne der gives mange flere eksempler på, og hvis man først er opmærksom på denne vinkel, så ser vi det igen og igen.

Systematiseringen af apofatisk teologi

Der er igennem teologihistorien gjort mange forskellige forsøg på at systematisere eller formulere den apofatiske teologi. Jeg kommer ikke til at udfolde den lange og interessante historie; jeg vil i stedet fokusere på, hvad der har været hjælpsomt for mig. Hvis man er nysgerrig på den apofatiske teologi igennem historien, så vil jeg anbefale Johannes Aakjær Steenbuchs artikel ”Negativ teologi og apofatisk Fordybelsespraksis” og særligt hans bog Negative Theology.

Jeg synes, at middelalderteologen Anselm forklarer den apofatiske teologi på forholdsvis letforståelig vis ved hjælp af sine tre erkendelsesniveauer. De lyder:

På niveau 1 har vi her det der kun eksisterer i vores tanker, men som ikke findes i virkeligheden. Eksempelvis en enhjørning, som de fleste mennesker sagtens kan forestille sig, men som ikke (så vidt jeg ved) findes i virkeligheden.

På niveau to har vi derimod, det der eksisterer i virkeligheden, og som vi også kan forestille os. Her er det eksemplificeret med en hest, som vi godt ved findes, og som vi sagtens både kan forestille os og begribe med vores tanker. Det mest interessante er dog det, som eksisterer, men som vi ikke kan begribe med vores tanker, eller som vi ikke fuldgyldigt kan forestille os. På dette erkendelsesniveau er Gud, og siden vi ikke kan begribe Gud, så vil de begreber vi applicerer på Gud altid være stykkevise — på nær når vi fastslår, hvad Gud ikke er.

Efter min overbevisning, så skal man være meget varsom med at tro, at Gud kan være i niveau 2. Og denne forskydning kan komme ganske ubevist. Når vi bliver for sikre på vores dogmatikker og udlægninger og glemmer mystikkens sprog, så er der en fare for, at vi kan behandle Gud som noget i niveau 2 (og muligvis gjorde jeg det, da jeg gerne ville regne kristendommen ud!).

Der er en fare for, at Gud kan blive noget, som vi forsøger at ende med at bemestre. Noget som vi mener at have styr på. Derimod er kongstanken i den negative teologi, at Gud bemestrer vi aldrig, Gud vil altid undslå sig vores begreber og dogmatik, ikke fordi begreberne nødvendigvis er forkerte, men fordi de er for små.

Peter Rollins har næsten sloganagtigt opsummeret det apofatiske projekt således: Gud, som vi ikke kan tale fyldestgørende om, er det eneste, som vi aldrig må stoppe med at tale om!

Vi må altså aldrig stoppe med at tale om Gud, selvom alt hvad vi kan sige om Gud er stykkevist og ufuldstændigt. Lige netop derfor er det vigtigt, at vi bliver ved med at tale om Gud. ( vi taler altid stykkevist om Gud, men det må vi aldrig stoppe med at tale om.) For vi har brug for at gribe efter Gud, lige midt i de omstændigheder, der nu engang er vores. Vi har brug for at sætte ord på Gud, selvom det aldrig lader sig gøre at indfange Gud med de ord, der er vores. Ordene er aldrig store nok, men netop derfor skal vi blive ved med at bruge dem.

Jeg er den jeg er

I 2. mosebog 3.13-14, da Moses spørger den brændende tornebusk, hvem han skal sige har sendt ham, der svarer Gud ”jeg er den jeg er”. Et svar der ved første øjekast kan lyde som volapyk, men som alligevel har en utrolig stor dybde. Den jødiske tænker Filon forstår Guds selvbeskrivelse som et udtryk for, at Gud ikke kan forklares, fordi vi altid forklarer andre ting ved at pege på noget andet, det kan forstås ud fra.

Hvis enhjørningen fra før skal forklares, jamen så bruger vi begrebet hest til at forklare enhjørningen. Derimod kan Gud ikke forklares vha. et andet begreb, fordi Gud i sig selv er det mest grundlæggende begreb. Man kan med andre ord ikke tilføje et objekt til Guds udsagn ”jeg er”, fordi der ikke er noget begreb, der beskriver, hvem Gud er, nej tværtimod kommer alle begreberne fra Gud!

Derfor er Gud, den han er. Eller Guds navn er jhvh, som man stadig i dag ikke er sikker på hvordan udtales, muligvis fordi det ikke kan udtales. Muligvis fordi det at udtale også kommer fra Gud, og derfor står Gud over det at udtale.

Men Moses’ møde med Gud er et udtryk for, at Gud møder os mennesker og gør sig kendt. Ligesom det at Moses får lov at se Guds ryg (2. Mosebog 33) er et udtryk for, at Gud strækker sig i mødet med os mennesker, så vi kan se en lille smule af, hvem Gud er (Det kapitel er blevet fortolket af mange apofatisk-sindede tænkere gennem tiden). Men det står stadig fast, at Gud er ubegribelig, fordi Gud ikke kan forklares ud fra noget af det begribelige i verden.

Men Gud lod os se mere end ryggen

I Johannesevangeliet 1,18 står der:

Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.

Mystikken omkring Gud er altså bibeholdt. Ingen har set Gud, men igennem Jesus har vi fået en tolk, så vi faktisk forstår, hvem Gud er. Jesus er ikke bare en fuldstændig åbenbaring af Guds fylde, men igennem Jesus forstår vi det tilstrækkelige af, hvem Gud er, og vi forstår hvilken frelsesintention, Gud har overfor os mennesker.

Eller som Martin Luther formulerer det: negationerne er ikke bare en måde mennesker kan tale om Gud, nej, Guds egen negation af sit væsen er at blive menneske og blive tilgængelig, så vi mennesker faktisk kan forstå hvem Gud er på vores egne præmisser.

Guds selvåbenbaring i Kristus står således ikke i modsætning til den apofatiske teologi. Nej, Guds selvåbenbaring er nærmere et udtryk for, at Gud gør sig selv tilgængelig for os mennesker på vores præmisser, fordi vi aldrig ville kunne forstå Gud på Guds præmisser. Så Gud er der stadig ingen der har set, som verset før beskrev det, men i Jesus Kristus har vi fået en tolk, så vi forstår det om Gud, der er nødvendigt for os. Vi forstår Gud er god, at han elsker os og at han ønsker at frelse os – og selv det forstår vi aldrig til fulde. Men vi forstår det nok til, at vi kan leve i tillid til det og løbende vokse i relationen til Gud.

Troels Nymann har ofte i podcasten ‘Eftertanke’ formuleret det således: “Det er godt, at Gud taler ‘menneske’, for jeg kan ikke tale ‘Gud’”. Eller med andre ord, Gud begrænsede sig selv, så vi faktisk kunne begribe en smule af, hvem Gud er.

Hyper-teologi

Mit yngre jeg havde nok troet, jeg vidste mere. Men min oplevelse har tværtimod været, at jo mere jeg dykker ned i troen, jo mere vokser kompleksiteten. Den apofatiske teologi for mig blevet et vidnesbyrd om, at troen på, at jeg kunne regne det ud, grundlæggende var misforstået. Der lå en ungdommelig tro på egne evner, der ikke var realistiske.

Måske fordi intellektet og arbejdsindsatsen ikke altid matchede ambitionerne, men mest af alt fordi, at Gud regner vi aldrig ud. Gud bliver vi aldrig færdige med – fordi hvis vi gjorde det, så ville det være en begrænsning af Gud. Vores tanker og begreber må derfor altid være stykkevise omkring Gud, fordi intet positivt begreb kan være stort nok til Gud. Der står eksempelvis i 1. Johannesbrev 4,8 ”Gud er kærlighed”, og det mener jeg ikke er forkert. Det er ikke fordi, Gud ikke er kærlighed. Men Gud er naturligvis ikke bare kærlighed, med det indhold der ligger i det danske ord ”kærlighed”. Og Gud er ikke bare ”agapæ”, som det hedder på oldgræsk. Guds kærlighed springer naturligvis de rammer, der ligger indenfor vores sprog – fordi Guds kærlighed altid er større og mere generøs, end vi kan forestille os.

Thomas af Aquinas tilføjer derfor begrebet ”hyper”. Gud er hyper-kærlighed. Eller Gud er hyper-retfærdighed, hyper-god osv. Og det er måske et meget smukt sted at slutte. Fordi med det begreb ligger der fortsat en forståelse af, at i kærlighed ser vi noget af, hvem Gud er, men Gud er altid større end de begreber, vi nu engang måtte have til rådighed.