“Jesus is king!”

Der bliver råbt op mod pulten, hvorfra Kamala Harris holder sin tale. Det demokratiske rally i svingstaten Wisconsin er i fuld gang, og præsidentkandidaten lukker munden på dem, der har afbrudt hende, ved at sige:

“I think you are at the wrong rally.”

Nogle politiske (amerikanske) kommentatorer mener (det er jo deres job at mene ting), at dette potentielt var øjeblikket, hvor Harris tabte valget. Det er nok alligevel at oversælge dette ene nedslag i en lang valgkamp, men jeg tror, at det var et væsentligt øjeblik, der måske også er symptomatisk for en ting i amerikansk politik, som vi danskere har tendens til at overse.

Vi har efterhånden skrevet en hel del om amerikanske evangelikale og kristen nationalisme her på SEMPER. Du kan finde en historisk baggrundsartikel her.

Når vi nu alligevel (igen) bruger lidt tid på at finde ud af, hvem de evangelikale, der stemmer på Trump, er, så er det særligt på grund af situationer som ovenstående.

Vi har i vores egen lille danske andedam så utrolig svært ved at begribe den rolle, religion spiller i det amerikanske samfund og politik. Og det er ikke kun, fordi den danske journaliststand endnu ikke har lært forskellen på evangelister og evangelikale.

Jeg klukker lidt for mig selv, når der i P1-programmet Stjerner og Striber bliver spurgt, hvad evangelisterne ser i Trump. Ideen om apostlen Johannes som sydstats-MAGA-mand er morsom, synes jeg. (Prøv at læse Johannesprologen med din bedste Trump-parodi).

Hvem er de evangelikale stemmer?

Den korte version af evangelikales politiske engagement lyder omtrent sådan her:

Den evangelikale bevægelse starter som en række vækkelser på tværs af England og USA i 1800-tallet, der udviklede sig til en interkonfessionel bevægelse, der krydser kirkeskel og landegrænser. Det er til at se, hvordan dette spiller godt sammen med det brogede kirkelandskab i de forenede stater.

De evangelikale var fokuserede på Bibelen, omvendelse (Born Again!) og Jesus’ korsdød — mere specifikt hans død for mine synder.

Evangelikalismen er faktisk i begyndelsen kendt for at være socialt progressiv og samfundsengageret, men det skal løbende ændre sig. Over tid og i en lang række spørgsmål rykker det politiske længere og længere ind i den evangelikale selvforståelse — igen en særlig anbefaling til at læse vores baggrundsartikel.

Men hvis vi lægger alle mellemregningerne til side og skruer tiden frem til nutidens evangelikale, så har vi ved præsidentvalget i 1981 mellem Jimmy Carter (demokrat) og Ronald Reagan (republikaner) det første møde med det, vi i dag forstår som den evangelikale gruppering. Her bliver den evangelikale og eksplicit born-again kandidat, Jimmy Carter, fravalgt af sine egne til fordel for Reagans betænkeligheder ved social forandring og kamp for familieværdier.

Man kan illustrativt sige, at den demokratiske Carter var udtryk for de “gamle” evangelikale. Han var genfødt (altså omvendt) og hengiven til sin slidte Bibel og sin aftenbøn, og hvis du spurgte ham, hvorfor han var kristen, så ville han med garanti begynde at tale om Jesu død på korset. Evangelikal er en overbevisning.

De “nye” evangelikale, hvis man kan tillade sig at kalde dem det, er en tæt sammenvævning af kultur, teologi og politik. Eskatologiske forestillinger om verdens fordærv bliver for eksempel til kamp mod de sociale forandringer, der truer familien og traditionelle værdier.

Begyndende i 1800-tallet, men særligt i kølvandet på de to verdenskrige, er de evangelikale i deres biblicisme blevet utrolig optaget af endetiden, hvilket resulterer i populariseringen af en type millenarisme. Det vil sige, at de er overbeviste om, at verden degenererer. Verden går til, samfundsordenen går til. Hvis du nogensinde har undret dig over, at den amerikanske debat om vielser af homoseksuelle rager evangelikale, så er det blandt andet derfor.

Hvis vi lige tager et kort smut tilbage til Danmark, kan vi måske få det sat lidt i relief. Når vi diskuterer homoseksuelles ret til ægteskab, så er der snart sagt ingen, der anfægter dem den liberale ret, altså den borgerlige vielse. De præster, som er imod homoseksuelle vielser på vores breddegrader, har specifikt kvaler med den kirkelige velsignelse. Problemet er ikke det registrerede partnerskab. Lidt firkantet sat op.

Sådan fungerer det ikke for de amerikanske evangelikale. Selvom de er det selvbetitlede “Land of the Free”, så kan de (nye) evangelikale ikke acceptere den slags frihedsrettigheder: Det er fordærv. Det er udtryk for et samfund i opløsning.

Det er også derfor, at det for evangelikale ikke regnes som et vægtigt eller legitimt argument for fri abort, at aborttallene faktisk falder, når den er fri. Det handler nemlig ikke ’kun’ om politik — det er også teologi og moral. Ja, alle politiske spørgsmål er faktisk drevet af teologi og moral.

Hvis du nogensinde har undret dig over, hvor “again” i “Make America Great Again” kommer fra, så er det her. Det er en temporal bestemmelse, der ikke henviser til noget konkret sted i amerikansk histore. Men det viser væk fra fremtiden — en eskatologisk fremtid. En fremtid i fordærv.

Der burde blive skrevet tykke bøger om, hvordan temporalitet spiller ind i amerikansk politik.

Det er denne gruppe, som er så stor, og potentielt tog så meget på vej af Harris’ bemærkning, at det afgjorde valget (igen måske lige at oversælge det, men vi løber med pointen).

Men for at blive lidt klogere eller forstå det lidt bedre (og ja, forstå, det er ikke et take-down), skal vi kigge på en rigtig evangelikal. Og da det er for nemt — og lidt kedeligt — at vælge en teolog, kigger vi i stedet lidt på en lægmand.

Men hvilket pragteksemplar af en hvid amerikansk evangelikal.

Den populære radiovært, du aldrig har hørt om

Dave Ramsey er radiovært. Hans radioprogram er et kryds mellem Sara og monopolet og Luksusfælden. Folk ringer ind, og Dave giver sammen med en skiftende medvært rådgivning og tips til, hvordan den økonomiske knude kan løses. Hver eneste uge lytter mere end 18 millioner amerikanere med fra Ramsey Studios i Tennessee.

Det er faktisk ganske underholdende. Og jeg skal helt ærligt sige, at jeg er begyndt at få lidt forkærlighed for manden.

Næsten 60% af alle amerikanere lever “paycheck-to-paycheck”. Det vil sige, at de befinder sig på økonomisk ustabil grund. Indkomsten dækker kun akkurat udgifterne, og det giver usikkerhed. Ramseys rådgivning er kærkommen. Og selvom du måske ikke har hørt om ham, så er han enormt populær blandt amerikanere. Hans bog The Total Money Makeover fra 2003 er stadig en bestseller, også her mere end 20 år senere.

Han er privatøkonomiens Taylor Swift.

Ramseys tilgang til økonomi er eksemplarisk evangelikal på den måde, at han “finder” svar på alle livets spørgsmål i Bibelen.

Hans økonomiske rådgivning er bygget op efter et vers fra Ordsprogenes bog 22,7:

Den rige er herre over de fattige,

og låntageren er långiverens træl.

Derfor handler det meste af Ramseys rådgivning også om at komme ud af gæld (det gælder også dit realkreditlån). Hadet mod gæld antager næsten marxistiske højder, og jeg har kun hørt lignende fra den yderste venstrefløj (det er faktisk ganske befriende at lytte til).

Svaret på, hvad vi gør med ’gæld’, adskiller sig dog markant, for hvor marxisterne ser et systemisk problem, anskuer han det som et problem bundet i individet – i dig. Du skal selv arbejde dig ud af gæld. Den er dit personlige ansvar, og det er dine egne brister, der har sat dig i den ugunstige situation, du befinder dig i.

Derfor er de vigtigste redskaber på din økonomiske rejse også karakteregenskaber: sparsommelighed, nøjsomhed, disciplin og hårdt arbejde.

Det er Webers protestantiske arbejdsmoral på steroider.

Har du bemærket udeladelsen af sociale ydelser? De er netop udeladt, fordi de er udtryk for en karakterbrist. At gøre sig afhængig af ydelser uden at arbejde for dem er en karakter-eroderende. Den eneste måde, du kan vinde over fattigdom, er ved at lære at være sparsommelig og arbejde hårdt.

Hvis man skulle parafrasere det en smule, så er sociale ydelser ikke bare dårlige, fordi Dovne Robert er på ydelser, men fordi ydelser gør dig til Dovne Robert.

En stor del af hans rådgivning handler også om ægteskab og parterapi. Og det er faktisk meget gode råd, synes jeg faktisk, om kommunikation og åbenhed, hvis du nu var ved at blive nervøs. Hvis vi skal opsummere på 'Ramseysk', så ville han sige, at økonomiske problemer ikke er et matematikproblem, det er et dig-problem.

Og nu begynder man måske at kunne ane konturerne af, hvorfor Ramsey er et interessant eksempel på en evangelikal stemme. Moral, politik og religion bliver her blandet sammen til en vidunderlig pærevælling, hvor alt føder ind i hinanden.

Ramsey plejer selv at udtrykke det ved, at han er “fiscally, culturally and politically conservative.”

Der er ikke en klar skillelinje for Ramsey mellem at være teologisk konservativ, politisk konservativ, kulturelt konservativ eller andre måder, man måske kan være konservativ på.

Tilsvarende er det vigtigt for ham at underbygge det hele med en form for biblicisme. Vi har allerede set på, hvordan han begrunder sin finansielle rådgivning med bibelvers, men han brugte det samme ræsonnement i en interviewsamtale med Donald Trump, da de snakkede om den nationale gæld.

Hovedpointen i hans økonomiske rådgivning handler om karakter, og nu begynder udfordringen måske at dæmre. Hvordan kan han så støtte op om Donald Trump?

Trump er opulens, marmor og guld — det modsatte af nøjsom sparsommelighed. Karakteren Trump står i modstrid til alt, hvad Ramsey prædiker. Han har været sin gravide kone utro, er blevet skilt flere gange, han er vulgær, impulsiv, sidder med gæld til op over begge ører, er gået konkurs af flere omgange og er blevet dømt for at snyde i skat.

Hvorfor stemte Ramsey på Trump?

Her kunne man godt forvente, at Ramsey ville stille sig mere tøvende over for Trump. Det har han også gjort tidligere. Det er en ny ting, at Dave Ramsey tilkendegiver, hvad han vil stemme til dette valg. Det har han aldrig gjort før.

Når han begrunder sin stemme på Trump, er det mest i selve politikken. Og selvom jeg ikke er enig med manden, så er det svært ikke at holde lidt af hans begrundelse:

“I’m a capitalist pig.”

Det er svært at sige anderledes. Ramsey er simpelthen bare mere enig med Trump.

Men man kan ikke kalde Ramsey trumpist. Man kan ikke sige, at han nærer kærlighed til Trump. Ramsey har ikke drukket af “Trump er Guds udvalgte”-bægeret. Han foretrækker hans politikker, ja, og han uddyber det også mere end blot at være en kapitalistgris.

Ikke særligt overraskende er Ramsey et godt eksempel på evangelikale mærkesager — abort, våben, transrettigheder og kulturkamp. Og selvfølgelig også økonomi — det er jo hans metier.

Når Trumps karakterbrister alligevel ikke fylder mere, kan det måske undre; Ramsey har bygget hele sin verden op om karakterdyder og arbejdsmoral. Men det er ikke så stort et problem for Ramsey, som vi måske skulle tro.

Ramsey er selv lidt et pralehoved. Jeg kan godt lide ham, men det er altså lidt specielt at se en mand med solidt “stank face” beskrive, hvordan han har købt ejendomme. Cash. Og så lidt flere ejendomme. Cash. Eller at han forkæler sin store familie med et kæmpe Disney-cruise, som han selvfølgelig har købt cash.

Jeg er selvfølgelig også bare en sød lille dansker. Jantelov og så videre. Men bagsiden af Ramseys fokus på adfærd, vaner og karakter er et ekstremt meritokratisk verdenssyn. Hvis du fejler, er det din skyld, du arbejdede simpelthen ikke hårdt nok. Hvis du vinder, så er det din fortjeneste. It’s all on you.

I Ramseys verden er der ikke noget problem med superrige. They earned it. Du kan få det samme med nok talent og drive. Succes må man gerne svælge i. Det har man gjort sig fortjent til. Det er bare den amerikanske drøm.

Trumps opulens er simpelthen ikke så stor en karakterbrist, som vi tænker, den må være for Ramsey.

Og så er der også den anden del af ligningen: Kamala Harris.

Ramsey hader ikke overraskende Biden/Harris-regeringens planlagte eftergivelse af studiegæld. Det er moralsk forfald. Uretfærdigt simpelthen. Det er gæld, man selv har stiftet, og som man selv er ansvarlig for.

Det er for den sags skyld heller ikke særlig overraskende, at Ramsey, der selv blander moral og politik sammen, mener, at det også kommer til udtryk i Harris’ karakter, at hendes politik i hans forståelse er umoralsk. Simpelthen.

Det er faktisk også det, der til en vis grad undskylder Trump: Hvor galt kan det stå til med hans karakter, når han mener det, han mener?

Eller som Dave Ramsey sagde: “He seems like a good guy to me.”

“You’re at the wrong rally”

Og så er vi tilbage ved vores rally i Wisconsin.

“Jesus is king” kan måske for os virke som en upassende ting at sige i en politisk sammenhæng. Men den reelle udfordring for Harris i sin respons til det er, at det for en stor gruppe af vælgere er et politisk statement. Og ved at sige “you’re at the wrong rally”, så bekræfter hun sin position, som fronten på det moralske attentat på den amerikanske folkesjæl. Hun bliver til inkarnationen af det ugudelige fordærv, der spreder sig i USA.

Det er lidt en stående joke, at hvert eneste amerikanske valg bliver slået op, som det vigtigste i mands minde. Epokegørende. Alt eller intet. Vind eller forsvind.

Det ligger måske også til det amerikanske at gøre alt til fortællinger af episke proportioner, men om det er sandt eller ej, så tror jeg, det er vigtigt at forstå, at det er sådan de evangelikale stemmer.

De stemmer simplethen for at udsætte den vestlige verdens moralske deroute.

Det er orden eller kaos.

Og selvom det måske er svært for os at forstå, så er det Trump eller kaos.