For et stykke tid siden befandt jeg mig til en frikirkelig ungdomsgudstjeneste. Jeg har været til den slags mange gange før. De unge deltagere var smukke, de havde det rette mix af designertøj uden, at det var for meget, der blev krammet og leet på den helt rigtige casual måde. En god mængde tatoveringer på drengenes arme signalerede, at godt nok var man til ungdomsgudstjeneste, men man var også klar til at udfordre grænserne, og pigerne var primært i stramme jeans eller korte nederdele, masser af makeup, men uden at det blev for meget. Musikken var god, lyden og lyset var sat professionelt op, ingen kristne symboler. Hvis det ikke var fordi, jeg vidste, at jeg var trådt ind til en ungdomsgudstjeneste, så kunne det have været et hvilket som helst floor i byen.

Som en halvgammel sur mand med en del erfaring i ungdomsgudstjenester, ofte brugt som eksperten på ungdomskultur, så synes jeg, det var lidt kedeligt. En masse lovsange i forskellige tempi, en tale og respons. Men det var en ret dygtig taler. I slutningen af talen kom aftenens klimaks. Han ønskede, at folk skulle sige ja til Jesus. Så han ville tælle ned fra tre, og når han sagde nu, så skulle de folk, som gerne ville sige ja til Jesus, række deres hånd op.

Jeg har set det mange gange før, og jeg har selv rakt hånden op nogle gange, da jeg var teenager. Jeg bryder mig ikke om det, da jeg synes, det er for manipulerende. Men den her aften tænkte jeg: Gad vide om vores klassiske evangelikale model for ungdomsgudstjenester og klimakset med, at deltagerne skal tage en beslutning, har misforstået vores kulturelle øjeblik. Hvad nu, hvis vi som kirke fuldstændig har mistolket vores kontekst, og derfor har en missional praksis, som kommunikerer til en kontekst, der ikke findes. 

Kirken som aktør på det religiøse marked og sekularisering

Ifølge den hollandske Stefan Pass er der en stor del af de vesteuropæiske evangelikale kirker, der ser verden som et religiøst marked. Tilgangen er, at netop deres kirke har et bedre produkt at tilbyde, når det handler om, hvad det gode liv er, end andre religiøse og kulturelle aktører.

I en markedstilgang, der anerkender en pluralistisk verden, er kirken i en konkurrencesituation, hvor kirkernes succes er afhængig af produktets kvalitet, og hvor mange der “køber” produktet. I det perspektiv gjorde aftenens taler det hele rigtige. Han var på scenen for at få folk til at vælge hans produkt. Han havde brug for at få folk til at træffe en beslutning. Måden, hvorpå han kunne gøre det, var at få folk til at række hånden op, og så gør det mindre, at metoden er manipulerende. 

Den amerikanske filosof Charles Taylor beskriver i sit monster værk “A secular age”, hvordan der findes tre typer af sekularisering. Han mener, vi er i sekular3, mens de fleste kirker opererer som om, vi er i sekular2.

Sekular2 er karakteriseret ved, at troen og kirken er skubbet ud i periferien, og kirkens opgave er derfor at få troen og kirken tilbage i kulturens centrum. så hvis kirken bare præsterer bedre og mere relevant, vil tilbagegangen og marginaliseringen af kirken stoppe. I sekular2 kan man argumentere for, at markedstrategien giver god mening, da opgaven er at vinde markedsandele tilbage.

Taylor mener dog, at vores kultur befinder sig i sekular3, der er karakteriseret ved, at det at leve uden Gud og åndelighed er blevet den mest plausible måde at forstå verden på. Det har skabt en forståelsesramme for verden, hvor åndelighed er blevet irrelevant. På samme tid skal individet også forstå og navigere i verden så autentisk som muligt. Det skaber et pres på individet, som skal mærke efter og føle, hvad der er rigtigt.

Dette skaber ifølge Taylor en usikkerhed hos det moderne menneske, som får mennesker til at søge efter nye måder at forstå verden på. Eller som Taylor udtrykker det, så oplever de et krydspres, fanget mellem ekkoer af det transcendente (når de f.eks. står på en bjergtrop, holder deres førstefødte i armene eller oplever kunst) og så den immanente forståelsesramme, som fortæller dem, at det transcendente blot er en social konstruktion 

Hvis ovenstående analyse er rigtig, så handler missional praksis ikke om at vinde markedsandele tilbage eller om at få folk til at række hånden i vejret, for der ikke længere noget ’marked’. Så skal kirkens missionale praksis forstås på en helt anden måde og svare på nogle helt andre spørgsmål.

Det trætte/udmattede menneske

I 1998 skrev den franske sociolog Alain Ehrenberg bogen ’Det udmattede menneske’. I bogen gennemgår han depressionens historie og beskriver bl.a. det senmoderne menneskes livsvilkår. Ifølge Ehrenberg fører ungdomsoprøret i 60erne til, hvad han kalder ansvarets tidsalder. Kombineret med en ekstrem individualisme ender individet med at være eneansvarlig for eget liv. Det leder til en dyb erfaring af usikkerhed, en følelse af ikke at kunne handle og oplevelsen af at være skrøbelig og ikke god nok. 

Depressionens succes kan forklares med, hvordan de disciplinære adfærdsmodeller og autorative regler, som tidligere hjalp mennesker med at navigere gennem livet, er blevet erstattet med individuelle initiativer, selvrealisering og autencitet. Alt er muligt men ikke alt er tilladt.

Det bliver ekstremt svært at være sig selv i en verden, hvor ingenting er givet, og hvor der ikke findes grænser, hvilket ifølge Ehrenberg kan lede til udmattelse, træthed, stress og frustrationer. Der vil ifølge Ehrenberg være en stor gruppe af mennesker, der vil føle mindreværd og have svært ved at finde en vej ud af udmattelsen. Mistrivslen blandt danske unge kan være et udtryk for ovenstående. 

Burn out society

For den sydkoreanske filosof Byung Chul-Han kommer udmattetheden blandt det senmoderne menneske ikke som en overraskelse. I en serie af essays beskriver han, hvordan den vestlige kultur har mistet mening og retning. Vesten har mistet sig selv i en verden uden rytme og ritualer. I hans essay “Burn Out Society” forklarer han, hvordan vesten er gået fra at være et præstationssamfund drevet af rationelle valg og at se verden som markedsdrevet til, hvad han kalder et træthedssamfund. 

Ligesom den danske sociolog Anders Pedersen beskriver det i “Præstationssamfundet” peger Chul-Han på, hvordan det store fokus på individets præstationer indenfor alle arenaer har skabt træthed, udmattelse og angst. Pedersen beskriver, hvordan mennesker i den vestlige verden er blevet til præstationsindivider. Ehrenberg påpegede, at udmattelsen sker, når man kun har sig selv at relatere til. Chul-Han supplerer dette med, at udmattelse og udbrændthed også kommer fra det, han kalder en systemisk vold, som præstationssamfundet udøver på sjælen. 

Det terapeutiske selv

Phillip Rieff, amerikansk sociolog, mener ikke, at menneskers væren i verden er karakteriseret ved rationelle valg eller logiske slutninger. Når man i vesten taler om, hvor vigtigt det er at være sand mod sig selv og vigtigheden af at være sit mest autentiske selv, så er det fordi, den vestlige kultur har udviklet, hvad Rieff kalder det terapeutiske selv.

Med det terapeutisk selv forsøger Rieff at beskrive, hvordan folk i vesten primært forstår sig selv og deres verden gennem deres følelser, og hvordan de kigger indad og mærker efter inde i sig selv, når de skal give verden mening og forstå hvem de er. Ifølge Rieff er det vores følelser, der dikterer, hvem vi er.

Rieffs pointe er væsentlig i en verden og i et system, der er designet til at udmatte og trætte mennesker, og som får dem til at føle sig skrøbelige, ikke gode nok og ængstelige. Hvis Rieff har ret i, at vi bliver vores følelser, så lever vi i en tid, hvor mange ikke bare føler sig utilstrækkelige, skrøbelige og udmattede, men det faktisk er de personer, de bliver til. 

Resonans og den missionale praksis

Rosa er enig med Rieff i, at mennesker ikke handler rationelt eller efter et markedsparadigme. Mennesker handler, ifølge Rosa, efter, hvordan verden er erfaret og oplevet indefra. 

Rosa er enig med Ehrenberg i, at det moderne menneske er udmattet. Men udmattelsen kommer ifølge Rosa både fra at være en del af et system, der er sat op til at forårsage udbrændthed, og fra oplevelsen af at blive isoleret eller fremmedgjort af systemet. Trætheden og udbrændtheden kommer fra et system, der accelererer alle områder af det moderne liv.

Denne acceleration leder til, at mennesket mister sig selv, fordi man hele tiden skal følge med. Når man mister sig selv i accelerationen, mister man også evnen til at høre verden og udmattes. For Rosa er dette en af de største udfordringer for det moderne menneske. Det moderne menneske kan hverken høre sig selv eller verden mere, verden er blevet stum 

Når mennesker mister evnen til at høre og kun kan enten fortsætte med at arbejde hårdere eller brænde ud, så bliver den missionale udfording et spørgsmål om, hvorvidt Kirken kan hjælpe mennesker med at høre igen. Den missionale udfordring er ikke, hvordan Guds folk præsenterer et bedre produkt, så mennesker kan vælge den kristne version af at blive den bedste udgave af sig selv. Hvis opgaven er at hjælpe folk til at høre igen, så er der brug for at Kirken gentænker sin tilgang til og forståelse af mission. 

Verden er blevet stum og spørgsmålet er ifølge Rosa, hvordan vi kan hjælpe mennesker med at høre og forstå det, der ligger udenfor os selv eller er større end os selv. Ifølge Rosa kan vi høre verden igen, når vi giver plads til at opleve resonans, hvilket han definerer som:

1) Vi bliver bevægede

2) Vi giver respons på det som bevæger os

3) Vi bliver forvandlede

4) Vi kan ikke kontrollere, hvornår resonans opstår

Det lyder nærmest som Guds nærvær forklaret af en tysk sociolog. 

Rosa har også en anden måde at beskrive menneskers måde at være i verden på. Han stiller spørgsmålet, om man oplever at skulle bære verden selv, eller om oplevelsen er, at man bliver båret igennem verden

Måske har Kirken to missionale udfordringer: 1) Hvordan kan Kirken hjælpe mennesker ind i et resonansrum, hvor de kan høre ekkoet fra Gud kalde på dem, så de oplever, at verden ikke længere er stum, og 2) hvordan kan Kirken hjælpe mennesker til en erfaring af, at den korsfæstede Kristus ønsker at bære dem gennem verden, så de ikke udmattes af systemet.

Er det rigtigt, skal Kirken i sin missionale praksis forholde sig til følgende:

I stedet for at svare på, hvordan vi kommer i himlen, skal vi svare på, hvordan mennesker kommer til at høre igen.

I stedet for at stille mennesker overfor en beslutning, som f.eks. at række en hånd i vejret, skal vi hjælpe dem til at erfare, at de bliver båret igennem verden. 

I stedet for at lære mennesker at sige nej til verden, skal Kirken hjælpe mennesker med at finde ud af, hvordan de kan navigere i en verden, der er designet til, at de skal brænde ud og miste sig selv.