I 1969, mens Neil Armstong og Buzz Aldrin blev de første mennesker til at sætte et fodaftryk på månen, svævede deres kammerat og kollega Michael Collins mutters alene i kredsløb om den grå kugle hans kammerater befandt sig på. På den mørke side af månen uden radiokontakt svævende i den mørke intethed i et badekar af staniol sad han og ventede. Ikke siden Adam i Edens Have har noget menneske været så alene og så fjernt fra den kontakt, der kunne afhjælpe den ensomme situation. Da de tre mænd kom ned igen blev Collins spurgt ind til sin ensomme tur rundt om månen. Svaret er interessant. Han havde slet ikke oplevet den som ensom. Han havde oplevet sig som en fuldgyldig del af mission med sine kollegaer og havde derfor brugt tiden produktivt på at lægge sig til at sove. 

Collins’ historie demonstrerer, hvad der nok er den første erkendelse, man gør sig om ensomhed. At være alene er ikke det samme som at være ensom. 

Jeg kommer til at tænke på Ernst Kirchners billeder. Kirchner var et ret betydeligt medlem af den ekspressionistiske kunstnergruppe “Die Brücke” sammen med Schmidt Rotluff og Emil Nolde. Der er noget uhyggeligt ved hans billeder — særligt dem, der portrættere mennesker inde i bybilledet. De har lange fuglelignende lemmer og udtryksløse tomme øjne. Man får nogle gange oplevelsen af, at Kirchner har følt sig som det eneste menneske iblandt en masse langlemmede aliens. Det var ikke tilfældet. Men jeg kender følelsen.

Min familie flyttede, da jeg var lille og det betød, at jeg skulle skifte skole. Og inden jeg fortsætter, vil jeg lige sige, at det på mange måder var en glimrende skole. Langt bedre end, hvad jeg har indtryk af mange andre har måttet gå igennem. Men selv gode steder kan det være svært at være ny. 

En af de første dage blev jeg præsenteret for et nyt ord: pornostjerne. Jeg forstod ikke, hvad det betød. Det tror jeg ikke nogle af os gjorde. Men som så meget andet, når man er barn, så er der en intuitiv forståelse af, hvordan verden er indrettet, som er dejlig naiv, men også meget sand. Et bandeord er et bandeord, fordi effekten af ordet er negativ. Det er forbudt. Når jeg siger det her, så sker det der. Og det er sådan set alt, man har brug for at vide. Pornostjerne var forbudden frugt. Et fy-ord. Og det er sjovt at bruge fy-ord. Så det gjorde vi. Vi legede fangeleg og kaldte pigerne for pornostjerner. De andre gjorde. Jeg havde ikke gjort det endnu. Jeg var med i legen, men jeg havde ikke kaldt nogen en pornostjerne endnu. Jeg udså mig uden at tænke videre over det offeret for mit nylærte fy-ord. Jeg vil for anonymitetens skyld kalde ham Børge, men hermed har jeg også præsenteret min fejl. Mit nye ord var så nyt for mig, at jeg ikke havde registreret, at det kun var et ord, som drengene brugte om eller mod pigerne. Børge var ikke tilfreds. Katastrofen var indtruffet. Missionen havde haft den modsatte effekt. Vi skulle have musik lige efter, og Børges mor var vores musiklærer. De andre gik ind i musiklokalet, men Børges mor tog mig til side. Børge havde sladret. Hun var på ingen måde hård eller ond ved mig. Og hun vidste også udemærket, hvad roden til problemet var. 

“Ved du godt hvad pornostjerne betyder?” 

“Nej.” 

“Det kalder man altså ikke hinanden.” 

Jeg græd. Jeg kan ikke huske så meget mere end det. Men mine nye klassekammerater lignede menneskene på Kirchners billeder. De havde fået lange fuglearme og slenderman-ben og kolde, udtryksløse, mørke øjne. Jeg følte mig helt alene. 

Med tiden, nok ikke meget længere end et frikvarter eller to, blev de naturligvis til mennesker igen. 

Hvis jeg ikke har lavet helt rod i min analogi, så forstår du nok, hvad jeg mener, når jeg siger: at alle nok har haft øjeblikke, hvor mennesker omkring os er blevet til fuglelignende aliens.

Min psykolog-veninde har fortalt mig, at psykologien beskriver ensomhed som en følelse af at være alene, der er forbundet med smerte. Det lyder meget rigtigt. Og det er en defintion, der bliver bakket af i hvert fald de tre mest citerede peer- review artikler om emnet, som jeg hurtigt fandt. Smertekomponenten er i hvertfald væsentlig. Hvis det gør ondt at være alene er det nok, fordi du er ensom. Men hvorfor gør det ondt?

Antropologen Lisa Stevenson beskriver i sin bog Life beside itself et smukt og barskt eksempel på relationen mellem ensomhed og smerte. Under en Tyfus-epidemi blandt de canadiske inuitter sendte man over radioen hilsener fra familien til de tyfusramte på hospitalet, der befandt sig den anden ende af landet. Stevenson fandt de optagelser og beskriver beskeden fra en mand ved navn Ittuq, der taler til sin hustru. Han taler kort og sparsomt. Han kæmper med at få stemmebåndet til at lystre. Han tænker på hende. Han har ikke hørt fra hende. Han er bekymret. Lige inden stemmen knækker, får han sagt: 

“I’m lonely for you”

“I’m lonely for you”. 

Jeg synes, at det er en umådeligt smuk sætning. Jeg er ensom efter dig. Jeg tror også, at det er rigtigt. Eller sandt. Afhængigt af dit temperament eller epistemologi. Ensomhed handler ikke kun om at være afskåret fra andre mennesker, om det så er fysisk eller emotionelt. Det handler om hvilke eller hvilket menneske, vi er afskåret fra. Måske endda uden at vi selv ved hvem de er. Det er vel i for sig selvindlysende. Hvis ensomhed handler om en følelse af smerte i forbindelse med isolation, så er det gode spørgsmål vel: hvad eller hvem er du isoleret fra? Men måske endnu vigtigere hvorfor er det forbundet med smerte? Er det ikke et vilkår at være alene? 

Jeg ved godt, at John Donne siger, at intet menneske er en ø. Vi har alle brug for andre mennesker. Men jeg kan ikke trænge igennem dit kranie og se dit indre. Ej heller du med mig. Når vi læser hinanden, læser vi kun bogomslaget. Forsiden og bagsiden. Sådan er det bare. Vi er alene.  Det er vel, hvad Sartre mente, da han kaldte ensomhed et eksistentielt vilkår. Alligevel har vi længselen efter at blive læst. Det er vel derfor, det gør så ondt, når man får en dårlig gave, sko, der er for små eller store, en trøje, der er umanerligt grim eller bare kedelig, af et menneske man holder af. 

“Kender du mig slet ikke?”

Men det sker jo. Det omvendte altså. At man får en god gave. At folk forstår en. Og det er guddommeligt. Schopenhauer (udfra mit begrænsede kendskab til ham) og mangaen Naruto (det er bare et eksempel på japansk buddhisme) ville sige, at de små læskende øjeblikke af empati, vi møder, er de få nådige øjeblikke, vi indser, at vi i virkeligheden er en, og vi deler hinandens smerte. Vi er to dråber i samme ocean af vilje. Jeg tror, at gaven demonstrerer det modsatte; vi er ikke bare én. Du er dig, og jeg er mig. Den indsigt er ufravigelig. Men lige så vigtigt viser gaven, at vi i vores eksistentielle ensomhed kan møde hinanden. Du og jeg kan blive vi. Men vi er stadig du og jeg — dig og mig. Jeg tror, at C.S. Lewis har ret, når han siger, at de bedste venskaber starter med et “Også dig! Jeg troede, at jeg var den eneste.” Det slår som et lyn mellem himmel og jord. Der er forbindelse. Hvis vi ikke var fremmede for hinanden, hvis himmel og jord var én, så kunne vi ikke skabe forbindelsen. Fremmedhed og ensomhed er naturligivs ikke det samme. Men kan man have det ene uden det andet? Måske bør vi være ‘vi’ mere, end vi bør én.

Forskere og avisoverskrifter taler om en ensomhedsepidemi i Vesten. Det er åbenbart en trussel for samfundet, der koster statskassen millioner hvert år. Og sådan en folkesygdom skal åbenbart i en frygtelig fart kureres med frivillighedskonsulenter, ensomhedscafeer og besøgsvenner. 

Andre vil mene, at vi skal omfavne ensomheden som et grundvilkår. Problemet er i virkeligheden vores manglende evne til at leve med ensomhed: Einsamkeitsfähigkeit kalder man det. Det er den konstante forventning om fællesskab, der er den reelle byrde. 

Jeg synes ærlig talt at både Einsamkeitsfähigkeit og besøgsvenner er fine ideer, men jeg har generelt svært ved at se det konstruktive i at forvandle smerten ved ensomhed til enten et samfundsproblem eller en mulighed for selvhjælp — en vej til det ypperste selvstændige individ. Vi jagter altid der Übermensch. Det er ligesom at reducere julemåltidet til et kalorietal. Det er måske det mindst interessante, der er at sige om det.

Men hvad jeg dog gerne vil sige her til sidst er, at vi måske skal tage ved lære af denne højtid. Julen er gavernes fest. Men det er også en højtid, der fejrer den endelige forbindelse mellem to sfærer, som ikke burde komme hinanden ved: den himmelske og den jordiske. Den fremmede tog bolig i blandt os. Ordet tog bolig i blandt os. Og gaven i dette tilfælde var Gud selv. You know. Inkarnation!

Lad os lære lidt af Gud i år — ved at gøre som vi plejer. Giv en julegave til mennesker, som du holder af.