Det har vakt en del opmærksomhed, at det tilsyneladende er en del af flere venstreorienterede holdningspakker at støtte op om Palæstina i den verserende krig. Gaza har i næsten to årtier – siden valget i 2007 – været ledt af den militante bevægelse Hamas, der er på terrorlisterne i både USA og EU. En uafklaret strid i debatten er, om man kan adskille støtten fra Gaza-befolkningen med støtten til Hamas. Uanset hvad man her mener, er det lige nu den politiske virkelighed, at Hamas er forhandlingspartneren både i forhold til aktuelle emner som våbenhvile, gidseludveksling og fredsforhandling og i forhold til det mere langsigtede spørgsmål om en mulig tostatsløsning.

Hamas blev grundlagt i 1987 og er en blanding af et politisk parti, en social organisation og en paramilitær aktionsgruppe. Bevægelsens ideologi er sunni-islamistisk, som man ifølge den iranske politolog Mehdi Mozaffari må forstå som både totalitær og ekstremistisk, hvilket blandt andet betyder, at de ikke anerkender seksuelle minoriteters politiske rettigheder – rettigheder, som ellers oftest bakkes op af venstreorienterede vesterlændinge. Det opsigtsvækkende har så været, at islamismens minoritetsundertrykkelse ikke har fået unge på venstrefløjen til at tage afstand fra bevægelsens modstandskamp. I Politiken skrev formanden for Rød-Grøn Ungdom, Frederik Dahler, fx i november 2023, at “der er ingen modsætning mellem at være homoseksuel og kæmpe for et frit Palæstina”. Men selvom Dahler tager afstand fra Hamas, kan man spørge, hvor enkelt det er at foretage den operation, når nu Hamas de facto er Gaza-stribens ledere i kampen for et frit Palæstina.

Et andet eksempel er Lars Henriksen fra Copenhagen Pride, der måtte en tur i mediemøllen i begyndelsen af 2024, da organisationen i forbindelse med Winter Pride ellers havde skrevet ud, at de ville have deres samarbejdspartnere til at tilkendegive, hvem de støttede i konflikten. De fleste forstod det som et krav om at tilkendegive palæstinensisk støtte. Efter kritik blev kravet trukket tilbage – flere store erhvervsorganisationer afviklede dog alligevel foreløbigt deres støtte til Pride i begyndelsen af maj måned på baggrund af den tvetydige kommunikation – men det var en del af et mønster på venstrefløjen, der inddrog palæstinastøtte som et nyt element i den konstant udvidende holdningspakke. I Holland gav klimaaktivisten Gretha Thunberg i november 2023 udtryk for det interne forhold mellem synspunkterne, da hun ved en klimademonstration afgav en længere solidaritetserklæring med palæstinenserne og blandt andet sagde: “Som en bevægelse for klimaretfærdighed er vi nødt til at lytte til de undertryktes stemme”, for der er “ingen klimaretfærdighed på et besat område”. Det er det, der menes med en “holdningspakke”. Nogle politiske emner er bundtet sammen, så man afkræves sympati med ganske forskellige sager angående seksuelle minoriteters rettigheder, klimaaktivisme og en politisk konflikt i Mellemøsten; emner, der dog ikke automatisk hænger sammen.

Det er jo ikke sådan, at venstrefløjen aldrig har støttet staten Israel. Kibbutz-systemet var et venstrefløjsprojekt, som var enormt populært i de første årtier af den nye stats eksistens. Den første kibbutz – den stadigt aktive Degania Alef, som blev etableret af de immigrerende russiske jøder i Bilu-bevægelsen – blev etableret helt tilbage i 1910, og langsomt voksede ideen, ligesom den hurtigt blev en del af det zionistiske projekt i de stigende konflikter med araberne efter Balfour-erklæringen i 1917, hvor briterne meddelte den zionistiske bevægelse i Europa, at man ville arbejde på at sikre et nationalt hjem for jøderne. I kølvandet på Holocaust og 2. verdenskrigs massakre på jøderne var venstrefløjen i Europa i høj grad optaget af at give israelerne deres eget land. Hitler og nazisterne foragtede kommunismen, og som et svar på nazismens jødehad blev det i en årrække anset for at være progressivt at bakke op om den jødiske sag. Så i de næste tyve år valfartede mange unge socialister til Israel for at støtte de små landsbrugsinitiativer i kibbutzerne. Men Seksdageskrigen i juni 1967, hvor Israel annekterede Gaza fra Egypten og Vestbredden fra Jordan, markerede en overgang. På en helt ny måde blev Israel nu anset for at være en besættelsesmagt, og det er på mange måder dén gordiske knude, der aldrig er blevet løst for venstrefløjen.

Stalin-fascinationen

Venstrefløjens sympatierklæringer med diverse radikale politiske bevægelser følger en fast figur i nyere tid. Det viser den politiske historie med al ønskelig tydelighed.

Den kommunismekritiske historiker Bent Jensen skrev i 1984 bogen Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle. Der er to ting at trække frem her. For det første påviser Jensen, at de venstreintellektuelles støtte til Stalin i 1930’erne ikke skyldtes manglende viden om regimets uhyrligheder i form af skueprocesser, udpining af den ukrainske befolkning i form af planlagt hungersnød (holodomor) og Gulag-fangelejrene. Den, der ville vide besked, kunne vide besked, som den danske anarkist Carl Heinrich Pedersen også sagde det. Hvordan vidste han det? Fordi han selv fandt frem til informationerne allerede i 1930’erne, og som en konsekvens af det forlod han de etablerede venstrefløjspartier.

Det andet interessante er, at Jensens mange redegørelser for intellektuelles Stalin-sympati kan forklares med deres investering i sagen: “Stalin-tilbederne investerede så store mængder intellektuel prestige og så stærke følelser i deres politiske engagement, at det næsten blev umuligt for dem senere at konfrontere kendsgerningerne”. Ikke nok med at man havde udviklet en teori – den såkaldte “dialektiske materialisme” – som kunne forklare alle forhold i samfundet, inklusiv nødvendigheden af brugen af vold, men man havde også selv investeret så meget i sagen, at man var blevet til ét med den. Det indfangede ledende danske forfattere og intellektuelle som Hans Scherfig, Otto Gelsted, Jørgen Jørgensen, Hans Kirk, Martin Andersen Nexø og Arne Munch Petersen, der igennem årtier forsvarede Sovjet som et regulært Paradis på jord.

1930’erne og 1940’erne var politisk ekstrem, blandt andet som en konsekvens af den vanvittige 1. verdenskrig, som kostede cirka 8 millioner mennesker livet i en konflikt, ingen ønskede og ingen forstod. Alt var politisk “up for grabs”, og det betød, at det ikke kun var kommunismens løfter om paradis på jord, der appellerede til de intellektuelle på venstrefløjen. Journalist på Weekendavisen, Arne Hardis, beskriver i bogen Pibende hængsler, hvordan ledende socialdemokratiske tænkere lod sig besnære af nationalsocialismen i 1930’erne i et langt større omfang end efterkrigstidens retsopgør lod forstå, og selvom det er let at gøre sig til dommer over fortidens synder, er det tankevækkende, at så få gennemskuede, hvad de politiske totalitarismer havde i sinde at udrette (selvom jeg her fokuserer på venstrefløjens svipsere, må det for fuldstændighedens skyld nævnes, at der er historiske eksempler på udviklingen af ideologiske blinde pletter over hele det politiske spektrum).

Franske miserer

Naturligvis var det ikke kun danske intellektuelle, der faldt i de politiske fælder. Også internationalt gjorde intellektuelle venstreorienterede sig skyldige i at ytre støtte til totalitære aktører.

Den franske stjernefilosof, Michel Foucault, engagerede sig i mange politiske sager, men det overraskede (og forargede) mange, da han i en række reportager til den italienske avis, Corriere della sera, i 1978 udtrykte sympati for den iranske islamist og revolutionsleder, Ayatollah Khomeini. Ifølge Foucault var det iranske præstestyre en ny magtfaktor i international politik, som man derfor måtte møde med respekt og forståelse. Han støttede også senere islamiseringen af Tyrkiet, før han i 1984 døde midt i den ophidsede diskussion i slipstrømmen fra hans skriverier. Den store Foucault-strid skyldes blandt andet, at han som praktiserende homoseksuel anpriste regimer, der ifølge deres lovgivning ville “hans slags” til livs. Ifølge den danske litterat Per Aage Brandt skyldes det, at Foucault ubetinget måtte “støtte den politiske spiritualitets modstand mod Vestens rationalistiske subjekt”. Så Foucault støttede altså demokratifjendske og undertrykkende regimer, fordi de trodsede en vestlig rationalisme, som bød ham imod. Men at gøre det til et forsvar er at abstrahere fra de konkrete menneskers liv, som blev radikalt begrænset af de nye politiske magthavere og dermed et realpolitisk svigt.

En anden vigtig fransk filosof, Jean-Paul Sartre, skrev i 1961 et berømt forord til den antiracistiske klassiker Fordømte her på jorden af den postkoloniale tænker og psykiater, Frantz Fanon (1925-1961). Med polemisk kraft vender Sartre sig her mod det Europa, som for ham er “færdigt”. Det har udspillet sin rolle på grund af sin koloniale fortid. Men hvordan gør man Vesten bevidst om, at den er færdig? Ifølge Sartre påpeger Fanon, at “enten virkeliggør vi den revolutionære socialisme i fællesskab og overalt, eller også bliver vi besejret af vores tidligere tyranner”. Så det Europa, der har udspillet sin rolle teoretisk og abstrakt, må også bringes til fald politisk og konkret. Det skal man forstå meget bogstaveligt, når Sartre skriver, at Fanon er den første siden Friedrich Engels, der “fremhæver volden som historiens jordemoder”. Der er altså noget, der kun kan spire frem, når jorden er gødet med blod! “Det vil sige, at man ved et blodigt kirurgisk indgreb fjerner den kolonialist, vi alle har i os”, pointerer Sartre. Europæerne har måske ikke geografiske kolonier mere, men de har internaliseret forestillingen om et overherredømme, som må bankes ud. Virkemidlerne for denne dæmonuddrivelse er ifølge Sartre grænseløs: “En enkelt pligt, et enkelt mål: uddrive kolonialismen med alle midler”.

Sartre var en leder i den eksistentialistiske filosofi i Frankrig i midten af det tyvende århundrede sammen med Albert Camus, Simone de Beauvoir og Maurice Merleau-Ponty. På mange stræk delte de en affinitet til kommunismen, men da det kom til en vurdering af Gulag-fangelejrene, skiltes deres vande. Camus var klart imod og mente, at det var et overgreb på menneskeligheden, mens Sartre accepterede lejrene som en politisk nødvendighed for at afskaffe klassesamfundet, ligesom Merleau-Ponty gjorde i Humanismen og terroren (1947), hvor han afviste den tidligere kommunist, Arthur Koestlers, kritik af Stalins udrensninger af politiske modstandere i romanen Darkness at Noon (1940) og sagde, at “historiens tvetydighed” gør, at vi ikke kan forudsige resultaterne af bestemte handlinger og derfor ikke i øjeblikket kan skelne rette fra urette handlinger.

Svenske skyklapper

Mange af disse politiske uhyrligheder blev accepteret i en anden tid. Sat på spidsen kan man sige, at terrorisme var mere accepteret som politisk redskab i 60’erne og 70’erne, ligesom vold var en del af den politiske kamp i 20’erne og 30’erne. I Danmark så man eksempler på terrorsympatien hos Blekingegadebanden, som Peter Øvig Knudsen har afdækket så formidabelt i sine to dokumentaristiske bind af samme navn. Deres aktivisme blev mere og mere radikal og endte med både storrøverier og politimord. Inspirationen fra “Rote Armee Fraktion” (RAF) i Tyskland var stærk, og man havde en fornemmelse af at stå på historiens korrekte side, som legitimerede lovstridige aktiviteter. Man skal dog også huske, at det ikke kun var marginalskikkelser som medlemmer af Blekingegadebanden, der støttede de tyske terrorister. Bredt i venstrefløjsmiljøet i Danmark var der opbakning, og det fandt også kunstnerisk udtryk i fx lyrikeren Klaus Høecks digtsamlinger om fx Palæstina (Sorte sonetter, 1981) og Ulrike Meinhof fra RAF (Ulrike Meinhof, 1977).

Andre skandinaviske lande havde også sine eksempler, måske mest kendt er den svenske forfatter Jan Myrdal, som i 1963 skrev reportagen Rapport från kinesisk by, hvor han alt for beredvilligt giver mikrofonen til Mao-sympatisører – Myrdal var dog også maoist, så det forklarede bogens bias, men retfærdiggjorde den ikke. Udgivelsen startede et mønster, hvor Myrdal igen og igen forsvarede forbrydelser begået i socialismens navn, fx Enver Hoxha undertrykkelse af politiske modstandere i Albanien med over 600 mord til følge eller Pol Pot og hans “røde khmerer” i Cambodja, som likviderede over to millioner mellem 1975 og 1979. Myrdal forsvarede også myndighedernes vold på Den Himmelske Freds Plads ved optøjerne i Beijing i 1989, ligesom han agerede apologet for Ayatollah Khomeimis fatwa mod forfatteren Salman Rushdie samme år – uden at adressere det mærkværdige i, at ét lands leder udsteder en dødsdom over en borger i et helt andet land.

Eksemplet Pelle Dragsted

Den aktuelle krig mellem Israel og Hamas har varet cirka et halvt år, men konflikten er langt ældre. Derfor er positionerne heller ikke nye, og det overraskede derfor ingen, at Labour-partiets ledende skikkelser i England har fremført antisemitiske ytringer i deres støtte til Palæstina eller at Enhedslisten herhjemme rummer synspunkter, der vil boykotte og/eller sanktionere Israel for at lægge politisk pres på Netanyahu. Mere overraskende har det været, at Enhedslistens politiske leder, Pelle Dragsted, utvetydigt har bakket op om Israels ret til selvforsvar og klart har afvist at ville anerkende Hamas som politisk legitimt parti, så længe de benytter sig af terrorvirksomhed. I Weekendavisen citerede Hans Mortensen Dragsted for at have skrevet på X: “Udover at være en brutal terrororganisation, er Hamas en islamistisk, reaktionær, kvindefjendsk, homofobisk, antidemokratisk og stærkt antisemitisk-racistisk bevægelse, som fortjener modstand fra alle progressive kræfter i verden. Den reaktionære politiske islamismes fremmarch i den arabiske verden siden 80erne er noget af det værste der er sket for den palæstinensiske sag”.

Hvorfor er Dragsteds ståsted overraskende? Fordi devisen på venstrefløjen længe har været, at et undertrykt folk altid har ret. Forstået på én måde er det sandt, for et undertrykt folk har ret til frihed, ret til beskyttelse. Men forstået på en anden måde er det usandt, for i den forstand legitimerer det alle metoder til at overvinde undertrykkelsen, i de fleste tilfælde terror, jf. Sartres forord til Fanons bog. Men Dragsted har flere gange stået klart på det synspunkt, at mens Israel må fordømmes for sin disproportionale respons på terrorangrebet, så legitimerer det ikke Hamas’ massakre på israelske civile. Og på den måde udgør han et vigtigt korrektiv til sine egne venstrefløjsvenner. At det ikke er helt enkelt, kan man se af, at der på Enhedslistens digitale årsmøde i begyndelsen af maj måned blev diskuteret et forslag om en mere entydig støtte til den palæstinensiske sag. I forslaget stod der blandt andet, at “Enhedslisten kun kan forestille sig en befrielse af det palæstinensiske folk, når der etableres en sekulær, demokratisk stat i hele Palæstina”. Den aktuelle situation taget i betragtning, hvor Hamas i Gaza og Fatah på Vestbredden begge ønsker en klar markeret islamisk stat, er det et forblommet forslag at fremsætte. Modsat hvad man ønsker, siger man realpolitisk, at en befrielse af det palæstinensiske folk aldrig vil kunne ske. Forslaget blev markant afvist af Dragsted, der kaldte det “forfærdeligt”, fordi det indebar et ønske om at afvikle den israelske stat, men at sagen ikke er afsluttet på den yderste venstrefløj, viser forslagsstillernes reaktion, der afviser partitoppens negative vurdering af deres forståelse af konflikten.

Et forsøg på at forstå

Skal man prøve at forstå, hvorfor det historisk har været svært for venstrefløjen at holde et nødvendigt niveau af selvkritik overfor totalitære bevægelser, kan man pege på to forhold. Det første er, at venstrefløjens kollektivistiske ideologi i højere grad end for en atomistisk, individorienteret borgerlig ideologi gør det oplagt at blive opslugt af det berusende fællesskab. Venstrefløjen er fokuseret på massen, på det store fællesskab af arbejdere og almindelige borgere, som ikke har en stemme, hvis ikke den er fælles. Bagsiden af den medalje er oplagt, at fællesskabet kan ende i suggestion, så man ikke får set kritisk på sine blinde vinkler. Borgerlighedens styrke er dens frihedsorientering for individet, mens bagsiden er dens faible for kynismen.

Det andet forklarende forhold er i denne sammenhæng knyttet til spørgsmålet om, hvorfor venstrefløjen støtter en politisk bevægelse – Hamas – som på mange områder står for en diametralt modsat politisk overbevisning (religiøs ekstremisme af konservativ observans). Her har den franske journalist, Caroline Fourest, gjort en vigtig observation i bogen La tentation obscurantiste. Ifølge Fourest lever venstrefløjen i en spænding mellem en antitotalitær kamp og en kamp mod kolonisering og imperialisme. Sætter man kikkerten for det antitotalitære øje, er venstrefløjen klart imod islamismen. Det er det, Pelle Dragsted har gjort i sine debatindlæg i den verserende krig mellem Israel og Hamas. Sætter man derimod kikkerten for antikoloniseringens og antiimperialismens øje, er billedet det spejlvendte, for så er man på samme side som islamisterne i kampen mod den israelske besættelsesmagt, der blot viderefører den vestlige imperialisme på nye territorier, sådan som palæstinensiske tænkere som Edward Said og Saree Makdisi har argumenteret for det.

Den britisk-jødiske journalist, Nick Cohen, skriver i The Spectator, at venstrefløjen er “fellow travellers” for radikal islam, fordi man nok støtter visse dele af deres antikoloniale sag, men aldrig kunne drømme om selv at bosætte sig i et islamisk regime. På den måde minder de ifølge Cohen om de intellektuelle i Vesten, der støttede Sovjet på behørig afstand: “After the Russian Revolution of 1917 they looked with appreciation on westerners who supported them without ever endorsing communism. Artists, writers, and academics who were disgusted with the West, often for good reason, I should add, were quite happy to justify Soviet communism and cover up its crimes without ever becoming communists themselves”.

Som vi har set, har Cohen ret i, at venstrefløjsintellektuelle støttede totalitære regimer i begyndelsen og midten af det tyvende århundrede, og det er altså en lidet skøn operation, de fortsætter med i dag, selvom det kan virke som en gratis omgang, når de dermed fremmer politiske regimer, hvis lande de aldrig selv kunne finde på at bo i.

Kirken i den aktuelle strid

En afsluttende påstand skal være, at kirken kan siges at stå i det samme problem som venstrefløjen. Den er også splittet mellem en antitotalitær ambition og et ønske om at bekæmpe imperialisme og kolonialisme. Kirken er også placeret lige midt i udfordringen om ikke at være kategorisk på den ene side af striden, så man overser skyggesider ved sin egen position.

Hamas’ ideologi er ekstrem, og det er derfor meget vanskeligt at forestille sig, at kirken kan bakke op om bevægelsens aktiviteter. Hamas er lige nu den væsentligste politiske aktør i Gaza, og hvis man vil føre reelle politiske forhandlinger med Gaza, er det med Hamas ved bordet. Men hvordan fører man en dialog for fred med en organisation, som i deres charter har ophøret af din eksistens som politisk mål? Kirken kan ikke støtte Hamas’ voldsregime, dets undertrykkelse af den lokale befolkning, dens misbrug af civiles liv, dens frihedsberøvende radikale islamisme.

Israels svar har på mange måde været disproportionalt. Det har en række forklaringer, men det er alligevel tydeligt problematisk. Netanyahu har selv accepteret opbygningen af Hamas, da hans egen politiske kampagne mod en tostatsløsning kræver et stærkt Hamas (for dem kan man jo ikke forhandle med). Netanyahu kan formentlig også kun undgå retssager angående omfattende korruption, så længe han sidder på magten, og til det behøver han krigen. Desuden har Israel i strid med Genevekonventionens artikler om legitim krigsførelse knæsat Dahiya-doktrinen, som siger, at Israel skal svare disproportionalt igen på angreb af præventive årsager. Det har kun fået yderligere opbakning af Yoav Gallant, forsvarsminister i Netanyahus regering, der tilsyneladende slet ikke anerkender palæstinenseres ret til at bo i landet.

En entydig støtte til enten Israel eller Palæstina kan kirken ikke leve med. Fejlene er på begge sider for mange, de uhyrlige handlinger for talrige, de groteske obstruktioner af fredsforhandlingerne for udbredte. Kirkens politiske røst er formet af de gammeltestamentlige profeters vision om et retfærdigt samfund, der beskytter den svage og undertrykte, og som tager sig af den fremmede og nødstedte. At lægge alle sine æg i én kurv i den verserende strid sætter kirken i fare for at gentage historiens fejltagelser med at udvikle blinde pletter, der overser uhyrligheder begået af ens venner. Det kan kirken ikke være tjent med.