Du kan læse C. S. Lewis tekst her.

C.S. Lewis var utroligt produktiv på en lang række felter: skønlitteratur (af meget forskellig art), litteraturhistorie, apologetisk litteratur og meget mere. Han havde samtidig et virkelig højt bundniveau i det, han skrev, så det er en glæde, at alt, hvad C.S Lewis har skrevet, har været tilgængeligt i en del år. Eller næsten alt.

For nogle år siden opdagede Stepanie Derrick i forbindelse med sine PhD-studier ved University of Sterling en hidtil upubliceret tekst af C.S. Lewis i tidsskriftet Strand. Den er fra 1946 og har titlen ”A Christmas Sermon for Pagans”. Den har været publiceret i tidsskriftet ”Seven”, men nu har vi den endelig også på dansk med titlen ”Juleprædiken”.

Hvis man ved læsningen af denne korte tekst forventer at møde en traditionel juleprædiken, vil man blive skuffet. ”A Christmas Sermon for Pagans” har mere karakter af et essay end en prædiken, men hvis man kan abstrahere fra det, er den fremragende. Lewis ”Juleprædiken” indeholder mange klassiske Lewistemaer. Det er samtidig slående, at teksten nærmest er mere aktuel i dag, end da den blev skrevet, hvad man kan sige om meget af det, Lewis har skrevet.

Teksten er struktureret over modsætningen mellem den førkristne og den efterkristne virkelighed. I beskrivelsen af den modsætning møder vi et hovedtema hos Lewis: Opgøret med det, han kalder ”kronologisk snobberi”, altså forestillingen om, at den historiske udvikling altid bevæger sig mod det bedre, smukkere, klogere og mere humane. Så enkelt er det ikke for Lewis.

Hans grundholdning kan udtrykkes med overskriften til indledningskapitlet i monsterværket Oxford History of English Literature in the Sixteenth Century, som lyder: ”New Learning and New Ignorance”. Lewis afskriver ikke den moderne verden; han anerkender, at vi på nogle områder er blevet klogere, men i processen har vi også tabt meget og har opbygget en stor uvidenhed om mange områder af tilværelsen. Ja, mere end det, vi har afskåret os fra en stor del af virkeligheden.

Affortryllelse og genfortryllelse

I Lewis’ beskrivelse adskiller det førkristne menneske sig fra det efterkristne på tre områder. Det førkristne menneske var ”religiøst”, skriver Lewis; man kunne også sige, at det førkristne menneske levede i et fortryllet univers, mens det efterkristne menneske lever i en affortryllet verden. Det viser sig ved, at det efterkristne menneske har et mekanisk syn på naturen som værende primært en ressource for udnyttelse.

Det har også betydning for holdningen til medmennesket, hvilket Lewis udtrykker på denne måde: ” […] lad os antage, at naturen kun er en maskine, som vi kan manipulere, som vi vil. Begynder vi så ikke at se, at menneskets betvingelse af naturen i virkeligheden er menneskets betvingelse af mennesket? At al den kraft, vi vrister ud af naturen, bruges af nogle mennesker imod andre mennesker? At mennesker i virkeligheden er ofrene og ikke sejrherrerne i den kamp?”

Med disse bemærkninger indskriver Lewis sig i hjertet af de meget nutidige klimaproblematikker, som netop ikke kan adskilles fra den meget fundamentale diskussion af, hvilke natursyn der sættes dagsordenen i vores verden. Det er for øvrigt det samme, vi fokuserer på i den netop udkomne Klima, tro, håb og handling – Natursyn og kristendom (Areopagos og Eksistensen), som jeg havde fornøjelsen af at redigere sammen med Kristine Kaaber Pors, Kirsten Grube Juul og Elizabeth Knox-Seith.

Der er imidlertid ting, der er anderledes i dag, end da Lewis i 1946 publicerede ”A Christmas Sermon for Pagans”. Overordnet set har vi bevæget os mod at kunne se konturerne af en ”genfortryllelse” af verden – med en inkludering af den viden og de erfaringer, moderniteten har givet os. Max Weber (1864-1920) er en af sociologiens, inklusive religionssociologiens og sekulariseringsteoriens, fædre. Weber brugte ikke begrebet sekularisering, men talte i stedet om verdens affortryllelse, entzauberung.

Som Weber så det, bevægede moderniteten sig i en retning, hvor alt blev styret af en snæver rationalitet, og hvor alt, som ikke kunne rummes af denne rationalitet, blev udraderet. Weber var bevidst om, at det ikke var en entydig positiv udvikling; han kunne tale om ”Rationalitetens jernbur”, og dermed demonstrere en bevidsthed om den voldsomme indskrænkning af tilværelsens rum, som affortryllelsen indebar, men han så det samtidig som en uafvendelig proces. Denne følelse af uafvendelighed satte dagsordenen for udviklingen af sekulariseringsteorierne indtil for ca. 25 år siden

Det prægede også en af Webers efterfølgere, Peter Berger, som i The Sacred Canopy (1967) og andre værker videreudviklede Webers teorier. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at Berger senere har taget et opgør med troen på sekulariseringsprocessens uafvendelighed og har påpeget muligheden af en genfortryllelse af verden. Det sker i The Desecularization of the World (1999), som han både redigerede og bidrog til. I sit bidrag til bogen skriver han bl.a.

”Max Weber, who did not use the term ”secularisation,” spoke of “the disenchantment of the world.” […] It is no disparagement of Weber to say that he did not sufficiently perceive the possibilities of a re-enchantment of the world […]”⁰ *Desecularization*, s. 29 Det er nødvendigheden af en sådan ”genfortryllelse” Lewis, med helt andre ord, plæderer for i sin ”juleprædiken” og sit forfatterskab generelt. Det er ikke kun et tema i Lewis eksplicit apologetiske litteratur, men kan siges at være et grundelement i hele hans skønlitterære produktion, hvor han sammen med J.R.R. Tolkien var afgørende for skabelsen af moderne fantasy, som er en genre, hvor genfortryllelsen simpelthen sætter dagsordenen.

Relativisme

Hvis vi nu vender tilbage til Lewis’ ”juleprædiken”, så er den anden store forskel mellem det før- og det efterkristne menneske, som han påpeger, at det førkristne menneske troede, at der var noget, vi med nutidige ord ville kalde objektivt rigtigt eller forkert, mens det efterkristne menneske lever i en relativistisk verden. Det er en tendens, der er langt voldsommere i vores tid, end da Lewis skrev sin juleprædiken.

Hvis der er noget, der sætter dagsordenen i den akademiske verden, så er det forskellige variationer af (social)konstruktivisme. Det er ikke længere kun et spørgsmål om moralsk relativisme, men om et langt mere omfattende opgør med enhver tanke om ”substans” og ”essens”, som i sin radikalitet nok ville have overrasket Lewis.

Det tredje punkt, som ifølge Lewis adskiller det førkristne fra det efterkristne menneske, udspringer af tanken om, at noget var moralsk rigtigt eller forkert. Lewis mente, at denne forestilling var fællesmenneskelig, selv om den kunne udmønte sig i forskellige specifikke moralopfattelser. Det argumenterer Lewis bl.a. for i The Abolition of Man, og det er en væsentlig del af argumentationen i Mere Christianity, hvor han omtaler det som naturloven.

Det er imidlertid et fællestræk ved det førkristne menneske, at det ikke mener, at det overholder naturloven. Det førkristne menneske har en forestilling om, hvordan det bør handle, men er ikke i stand til at gøre det, hævder Lewis. Det kan diskuteres, hvor relevant dette punkt er i dag.

Jul og myte

Når Lewis argumenterer for genfortryllelsens nødvendighed, hviler det i hans egen forståelse på et objektivt grundlag, baseret på inkarnationens virkelighed. I bogen Miracles omtaler Lewis inkarnationen som The Grand Miracle, det store mirakel. Inkarnationen og opstandelsen er udtryk for det, som Lewis ville kalde myten, der blev en kendsgerning.

Det er begivenheder, som man oplever en længsel efter i hedenskabet og i de klassiske myter. Begivenheder, der er så ekstraordinære, at de bedst kan omtales i et sprog, som mange ville kalde mytisk, og samtidig begivenheder, der er historiske kendsgerninger. Det er i omfavnelsen af denne mytes historiske virkelighed, at mennesket kan finde håb. Det er konklusionen på C.S. Lewis juleprædiken.