Fra 22.-28. september afholder Lausanne-bevægelsen sin fjerde globale verdenskongres. Denne gang med temaet Let the Church Declare and Display Christ Together. Den finder sted i Seoul, Korea, og man regner med, at 5.000 kirkeledere deltager on-site i Seoul og lige så mange online ”in real time”. Dertil kommer de mange tusinder, som kan være med via satellite sites rundt om i verden, hvor menigheder, bibelskoler og andre grupper er værter.

Alene disse tal må være grund nok til at se på Lausanne-bevægelsen, dens historie og dens betydning også i en dansk kontekst. Selv har jeg deltaget i to af de tre verdenskongresser, fik også mødt danske deltagere, som var med på den første i 1974 og husker den inspiration og gejst de kom hjem med. Det førte til oprettelsen af en dansk Lausanne arbejdsgruppe først i 1980'erne. Siden blev den en del af dansk Evangelisk Alliance.

Den første kongres blev afholdt i Lausanne i Schweiz, deraf navnet, på initiativ af den amerikanske evangelist Billy Graham og den engelske teolog John Stott. Under temaet ”Let the Earth Hear His Voice” samlede man mere end 2.300 deltagere fra 150 lande. Den næste verdenskongres var i 1989 i Manilla i Filippinerne. Her deltog 4.300 fra 173 lande under temaet “Calling the Whole Church to Take the Whole Gospel to the Whole World”. Den tredje kongres var i 2010 i Cape Town i Sydafrika. Denne gang med samme deltagerantal som i 1989, men fra 198 lande og med samme fokus: at hele kirken skal bringe hele evangeliet til hele verden. Siden er Lausannes vision formuleret i følgende fire statements (1) The gospel for every person, (2) disciple-making churches for every people and place, (3) Christ-like leaders for every church, (4) Kingdom impact in every sphere of society. (Det er værd at bemærke at ordet “evangelical” ikke bruges i de seneste formuleringer. I stedet hedder det “disciple-making churches”.)

Et resultat af den første verdenskongres var Lausanne-pagten, et kort dokument bestående af 15 punkter. Det er ikke en ny “Confession Augustana”, men er sidenhen blev brugt i mange sammenhænge, når organisationer/menigheder har skullet formulere et teologisk ståsted for samarbejde. Hovedforfatteren var John Stott, som helt frem til sin død i 2011 spillede en central rolle for Lausanne-bevægelsens teologiske arbejde. Penneføreren bag The Cape Town Commitment (CTC) som kom efter kongressen i 2010 var den irske teolog, Chris Wright, som i en årrække videreførte arven fra John Stott. Den hedder på dansk Cape Town-erklæringen, men et mere rammende navn ville være “Cape Town forpligtelsen”. Dokumentet har to dele; første del handler om, hvad vi tror på; anden del om, hvad vi derfor som Guds globale folk/kirke er forpligtet på.

De konkrete fokusområder for den overordnede missiologi i CTC kommer konkret til udtryk i de knap 30 issue networks, som efter 2010 er dannet ud fra Lausannebevægelen. For Lausanne er ikke en organisation, men et netværk/en platform “connecting influencers and ideas for global mission”, som det er formuleret. De ca. 30 issue networks/fokusområder kan ses her https://lausanne.org/lausanne-networks

Lausanne er endvidere delt ind i 12 regioner med hver deres koordinatorer. Europa udgør en region og ledes pt af britiske Jim Memory og britisk-indiske Usha Reifsneider (som i 2023 var en af talerne på dansk SommerOase).

Et sidste område er det, som har fået navnet Generations. Et særligt satsningsområde rettet mod yngre ledere (Younger Leaders Generation, YLG). Sidste YLG konference var i 2016 i Jakarta. Den næste er planlagt til 2026 i Mexico. Det hedder nu “Generations”, fordi man ikke kun satser på yngre ledere, men kobler dem på mentorskab og medvandring til gavn for netop “generations”.

Lausanne 4 og Seoul kongressen i 2024

Det, som har fået navnet Lausanne 4, forkortet L4, er ikke bare den fjerde Lausanne-kongres i Seoul i september 2024. L4 er, som det er formuleret, “a multi year, global, polycentris process faciliatated by the platform of Lausanne towards catalytic collaboration of the global church for the discipling of all nation and the shaping of the world towards 2050.” I en kort video formulerer Michale Oh, executive leader af Lausanne, i fire punkter, hvad L4 er for en størrelse her.

Seoul 2024 kongressen begynder den 22. september, men L4 tog sin begyndelse allerede i 2019. I løbet af 2020-21 afholdt man en række “listening calls”, hvor issues networks og regional grupper forholdt sig til de samme fem spørgsmål. Svarene herfra er blevet analyseret og gennemarbejdet i løbet af 2023-24 og blevet til “The State of the Great Commission”, lanceret/udgivet i april 2024. Redaktøren på rapporten er Matthew Neirman, men mere end 150 personer har bidraget til indholdet, hvoraf 40 % er yngre ledere og 40 % er kvinder. Den er oversat til syv forskellige sprog og fokuserer på 10 spørgmål, som alle er centrale for den globale verden og derfor må være det for kirken. Den er på mere end 500 sider og indeholder mere end 350 grafer, som er både opmuntrende, afslørende og sigende. Den har tre hovedafsnit: 1) Hvor står vi i dag? 2) Hvor er de fremtidige udfordringer (de ti spørgsmål vi som kirke skal forholde os til og 3) hvordan ser det konkret ud i de 12 regioner. Rapporten kan findes her.

Den er grunddokumentet for arbejdet med Lausanne 4, men uanset om man skal deltage i Seoul 2024 on-site, online eller via et satellite site, er dens indhold relevant for enhver, der er optaget af, hvordan man er kirke i Guds mission nu, og hvilke spørgsmål vi må kunne svare på frem mod 2050.

Den danske gruppe, som deltager i Seoul 2024, er på 27 personer, hvoraf 17 er med on-site. Det er foruden dem, der deltager via Satellite site. Menighedsfakultetet har allerede tilmeldt sig og gjort det til en del af den obligatoriske undervisning. Forhåbentlig bliver der andre sådanne sites rundt i Danmark med mulighed for flere til at være med.

Hvad Lausanne har gjort for og ved mig

Jeg har været så heldig – sådan oplever jeg det – at være med til to af de tre afholdte Lausanne verdenskongresser, i Manilla i 1989 og i Cape Town i 2010. Jeg har også en flybillet til kongressen i Seoul til september.

Jeg var i 1989 sammen med min familie lige kommet til Danmark efter otte år i Liberia udsendt til den lutherske kirke der og var på vej til Jerusalem som udsendinge for Israelsmissionen. Jeg havde i otte år været en del af en vestafrikansk luthersk kirke og boet et sted med kun få kristne og få ressourcer. Jeg var blevet set på – og så nok også mig selv – som både hvid og vestlig og den med flest ressourcer, økonomisk og på anden måde. Jeg var blevet mødt som den, der havde initiativet, selv om kirken var selvstændig og biskoppen ganske bevidst om det. Jeg havde opdaget at samspillet mellem den bibelske tekst, som jeg kendte, og den afrikanske kontekst som jeg ikke kendte, udfordrede mig og udvidede min forståelse og horisont. Men jeg havde selv efter otte år i Afrika endnu ikke mødt den dynamiske og hurtigt voksende afrikanske kirke. Det og meget mere eksploderede for mig i Manilla i mødet med meget social bevidste kristne fra Latin-amerika, i mødet med fattigdom og social uretfærdighed for kristne brødre og søstre i Asien og i mødet med den forfulgte kirke i Kina og Nordafrika.

Lausanne-bevægelsen repræsenterede for mig først og fremmest et stærkt kald til mission forstået som evangelisation, en forståelse som jeg havde fra mødet med de danske deltagere i 1974. Mødet med den globale kirke i Manilla blev en øjenåbner for mig i forhold til, at ikke blot er vores konditioner og kontekster som kristne så vidt forskellige. Evangeliet – de gode nyheder – er også så meget større og mere omfattende end min forståelse havde været. Lausanne-pagten fra 1974 har ganske vist både et afsnit 4. og 5.

Afsnit 4 har overskriften “evangeliseringens natur” og taler om evangeliseringen som “forkyndelsen af den historiske, bibelske Kristus som Frelser og Herre med det formål at overtale mennesker til personligt at komme til ham og blive forsonet med Gud.” Afsnit 5 har overskriften “Kristent socialt ansvar”, og her hedder det bl.a. “Selv om forsoning med mennesker ikke er forsoning med Gud, og social handling ikke er evangelisering, lige så lidt som politisk frigørelse er frelse, erklærer vi ikke desto mindre, at evangelisering og deltagelse i socialpolitisk arbejde begge er en del af vor kristne pligt. …. Budskabet om frelse implicerer også et budskab om dom over enhver form for fremmedgørelse, undertrykkelse og diskriminering.”

Det vidste jeg jo godt – i princippet. Men jeg havde som mange andre evangelikale (et ord man stadig kunne bruge i 1989) i den danske gruppe – brug for det fysiske og konkrete møde med kristne, for hvem dette ikke bare var en del af deres teologi, men den kontekst, hvori de gode nyheder, evangeliet, skulle forkyndes og omsættes. For mig blev det et møde, hvor min forståelse af “hele kirken” blev udfordret og nogle mure væltet og forståelsen af frelse, forsoning og håbet om genoprettelse fik mange flere facesset og dybder. Der var både kritik, diskussioner og til tider stor uenighed, men min oplevelse var allerede dengang - og har siden været – at det kunne man rumme. Det blev ikke til splittelse, fordi man havde en tydelig fælles forståelse af Kristus og korset som den platform, hvorpå man mødtes. Med forskellige udfordringer, ja, men også en erkendelse af at kaldet og opgaven kun kan løses i fællesskab. Lausanne er ikke en kirke, hvor man skal være enig om alt, men et fællesskab og en platform med et tydeligt centrum og en fælles vision, sådan som den er udtrykt i the four-fold vision og de fire malerier som illustrerer det. Se mere om den her. Manila kongressen blev også min introduktion til Lausannes netværk omkring mission til jøder. Jeg var på vej til Jerusalem, så det var naturligt at knytte til ved den gruppe som arbejdede med at gøre evangeliet relevant for jøder ikke kun i Israel, men globalt. Da vi en måned senere landede i Israel var det en stor hjælp at have mødt de mennesker, jeg nu skulle arbejde sammen med.

Et af Lausannes formål er netop som det hedder “connecting influencers and ideas for global mission”. Ikke at jeg anser mig selv for en “influencer” (bortset fra at vi alle påvirker vores omgivelser!) men allerede i Manila fik jeg mulighed for at ’connecte’ med både messianske jøder og andre, der arbejdede med hvordan mission, evangelisation og discipelskab ser ud i en israelsk-jødisk kontekst. Det netværk blev en gave til mig professionelt men også personligt. Siden 2015 har jeg været en de to “catalysts for Jewish evangelism”, som det hedder, når man er tovholder for netværket. Det har været givende i forhold til mit engagement i Israelsmissionen, men har også givet værdifulde og udfordrende kontakter til de andre catalysts engageret i andre “issues” af global mission.

Disse netværk har siden Cape town i 2010 været rygraden i meget af Lausannes arbejde, et arbejde som gøres udelukkende af frivillige. Det har tvunget mig ud af min “silo”; det har gjort mission meget mere mangfoldig og min forståelse af Gud, og det han har gang i, meget større. Det har gjort Paulus’ ord i Efeserbrevet konkrete om, at det er når alle Guds gaver bringes i spil, at Kristi legeme bygges op så vi alle når frem til enheden i troen på og erkendelsen af Kristus. Det er sammen vi kan vokse til en fuldvoksent menneske og begynde at rumme Kristi fylde.

Lausanne har været en både solid og tryg platform, hvor jeg både har mødt noget, jeg ikke vidste fandtes i Guds kirke, hvor jeg er blevet udfordret på mine synspunkter og min teologi (som luthersk er man en minoritet her), og hvor jeg selv har kunnet bidrage til det globale fællesskab med det, som jeg har med fra min tradition og teologiske ståsted.

At evangelisation og socialt engagement ikke er konkurrerende størrelser og heller ikke skal prioriteres efter hvad der er vigtigst, men begge en konsekvens af evangeliet, at “således elskede Gud verden” blev et korrektiv for mig efter Manila kongressen. Efter Cape Town 2010 er det bare blevet endnu tydeligere for mig og, tror jeg, for mange andre i min situation. Det er noget vi godt kan sige, men vi er stadig udfordret på at leve ud i vores engagement i den mission, som i sidste (eller er det første?) ende er Guds. Jeg har haft brug for det konkrete møde med mennersker i Cape Towns townships eller på Smokey Mountain, Manilas losseplads, eller kristne fra Bagladesh, som ikke vidste om deres kirke var brændt ned, når de kom hjem fra konferencen. Jeg har haft brug for den afrikanske biskops stemme eller migrantlederes i Europa til at få øje på den racisme, som findes også hos os og ikke kun i Georg Floyd’s Chicago.

Jeg har måttet revidere – eller udvide – min forståelse af hvad det betyder, at Gud er retfærdig. Gud er en Gud som retfærdiggør og har retfærdiggjort mig, og jeg takker for korsets vertikale dimension. Men han er også en retfærdig Gud, der længes efter og kæmper for retfærdighed, og som lider når hans børn undertrykkes, udnyttes eller ender som børneslaver, fordi fattigdom holder dem fanget. Det er evangelium, gode nyheder, i store dele af den verden, jeg har mødt gennem Lausanne. Korset bliver først til et kors, når det får en horisontal bjælke. Evangeliet om, at Gud er en retfærdig Gud, er for mig selv blevet så meget større. Men den erkendelse kunne jeg ikke læse mig til. Jeg måtte møde den gennem trosfæller, i afmagt og min egen delagtighed i uretfærdigheden. Men også kaldet til og muligheden for at være et redskab for og en stemme mod uretfærdighed.

Et tema som fik stor opmærksomhed på kongressen i Cape Town, var spørgsmålet om integritet og troværdighed i kirken og ikke mindst til kirkens ledere især i den del af kirken som kalder sig netop evangelikal eller evangelisk. De mange skandaler blandt kirkeledere og i mega-churches i årene efter 2010 har med al for stor tydelig demonstreret, hvor vigtigt det er at vi som kristne i verden bliver det, vi siger vi er, nemlig HIS people. Karakteriseret ved som Chris Wright formulerede det i et indlæg i Cape Town: Humility, Integrity, Simplicity. Ser man på de temaer som er i fokus i arbejdet med L4 og på kongressen i Seoul bliver det tydeligt at også her får stor opmærksomhed. Bare for at nævne fire af de ti spørgsmål programmet fokuserer på: “What is the foundation of Trust?”, “Where does hope lie?”, “What is the validator of truth?”og ”What is fair and equitable distribution?”.

På samme måde som Cape Town-erklæringens kærlighedssprog (Vi elsker den levende Gud, vi elsker Gud Fader, Gud søn, Gud helligånd … Vi elsker Guds ord, Guds verden, Guds folk etc.) gav nye vinkler på et konference-statement, er det forfriskende, at dokumentet “The State of the Great Commission”, formulerer sig ikke i svar men i spørgsmål. Det er ikke noget man skal skrive under på, men arbejde med. Forpligtelsen ligger i det samarbejde, der lægges op til, når det hedder “Accelerating God’s mission – together”. Det demonstrerer for mig det som mødet med Lausanne-bevægelsen har betydet for mig: Et netværk, en platform, et fællesskab, en udfordring, en ressource, og ikke mindst venskaber, der har åbnet døre for mig.

Netop som “døråbner” på tværs af ikke bare etniske og kulturelle grupperinger, men også generationer glæder jeg mig til at se, hvilken betydning den satsning, som man har kaldt “generations”, kommer til at have, og hvordan vi kan omsætte det i en dansk kontekst. Noget, som jeg fornemmer, vi er i gang med. Det bliver en central del af næste Younger Leaders Gathering i 2026 i Mexico, og det som kommer til at ske i årtiet derefter. Her håber jeg, at der bliver plads til danske unge i 20’erne og at andre, nogle årtier ældre, vil bakke op og lade sig udfordre – og agere som døråbner. For egentlig giver det ikke mening at tale om “the next generation”. Vi er alle i Guds kirke “the now generation".