I år fejrer jeg 90-årsfødselsdag. Ikke for mig selv, ikke for en bedsteforælder, ikke i fjernsynet nytårsaften, men for min måske bedste fantasiven. Anders And. Og oven i hatten også 75-årsfødselsdag, fordi 1949 bød på et af de kulturprodukter, der har formet danske børn allermest. Anders And og co. I den anledning kunne det måske være passende at komme med et par ord, bare sådan for at markere jubilæet, så det vil jeg gøre. Her følger min historie om Andeby. Eller i hvert fald noget af den.

For mig har Anders And altid været. Mit første blad (eller i hvert fald det, jeg bilder mig selv ind, er mit første) har jeg stadig. På forsiden står der med store bogstaver ”FLUEBRILLER!” (hvor de er henne, ved jeg imidlertid ikke), og der er et billede af en megabi, der er klar til at stikke Anders som straf for, at han dufter til en blomst – egentlig lidt mærkeligt, når man tænker over det. Med store bogstaver, dog ikke lige så store som dem, der staver ”FLUEBRILLER!”, står der også ”BÅDE DON ROSA OG CARL BARKS!” Dem vender vi tilbage til. Bladet er totalt tyndslidt, forsiden er ved at falde af, og siderne er bukkede og fedtede fra køreture og børnefingre. Nr. 10 fra marts 2004. På det tidspunkt var jeg næsten fem år gammel.

Da jeg var omkring 11 år blev min Anders And-interesse imidlertid intensiveret. Jeg ved ikke præcis, hvordan det skete, det kom måske langsomt snigende bag om ryggen på mig, men jeg blev det, man kalder en donaldist. En donaldist er et menneske, der går så meget op i Anders And, at man gerne vil have en titel for det, og sådan én var (og er?) jeg. Akkurat på samme måde som man være en belieber, swiftie eller sågar tintinolog, hvis er vild med Hergés Tintin. Donaldister er selvfølgelig opkaldt efter Anders Ands originalnavn, Donald Duck.

Urhistorien

Vores allesammens yndlingsand optrådte første gang i 1934 i tegnefilmen Den Glade Lille Høne, og selvom han så noget anderledes ud end i dag, bar han allerede fra start det ikoniske sæt matrostøj. De følgende år gennemgik Anders en udseendetransformation, og parallelt med den fulgte en øget popularitet, der for alvor tog sving i efterkrigsårene. Den flodbølge af amerikansk populærkultur, der væltede ind over Europa i tiden efter 2. Verdenskrig omtales ofte som den kulturelle marshallhjælp, og i Danmark mærkede vi blandt andet dens bølgeskvulp i 1949 med Anders And-bladets fødsel. Sverige og Norge havde allerede fået bladet i 1948, men på grund af papirmanglen efter krigen måtte vi danskere pænt vente et år. I 1999 blev jeg så født. 50 år efter Anders And-bladets fødsel, 65 år efter Anders Ands, og 75 år efter Mickey Mouses. Måske er det ikke tilfældigt, at jeg blev donaldist.

En ilddåb for mig som donaldist var, da jeg første gang var inde i Faraos Cigarer på Skindergade i Indre by. På det tidspunkt var Faraos Cigarer-imperiet ikke helt så stort som i dag, og i deres tegneseriebutik i København var alle tegneserier samlet, både manga og de amerikanske og europæiske af slagsen. Min far og jeg var taget derind, for at jeg dér kunne bruge nogen fødselsdagspenge på at købe de tre første bind med Don Rosa i Hall of Fame-serien. Ligesom filmene har deres Hall of Fame, har Andeby-universet det selvfølgelig også, og derfor udgav Egmont i perioden 2004-2009 26 bøger på knap 200 sider under titlen Walt Disney’s Hall of Fame med historier fra nogen af ændernes (og musenes) vigtigste tegnere og forfattere, deriblandt legenden Don Rosa. Jeg læste dem fra ende til anden – inklusive baggrundsmaterialet med Don Rosas kommentarer på samtlige af hans historier – og fra det tidspunkt var jeg ikke bare donaldist. Jeg var rosaist.

Donaldistiske diskussioner

Indenfor donaldismen findes der også fraktioner, og de to største er uden tvivl barksimen og rosaismen efter henholdsvis Carl Barks, den store skaber, og Don Rosa, den store fornyer. Altså de to andebyskabere, der stod med store bogstaver på mit første Anders And-blad, som du nok husker. ”BÅDE DON ROSA OG CARL BARKS!” Barks skabte ikke Anders And, men næsten alle figurer, som han omgiver sig med. Georg Gearløs, Fætter Højben og Bjørne-Banden kan alle tilskrive den store mester deres eksistens. Og selvfølgelig Onkel Joakim, Barks’ nok vigtigste figur, der er modelleret efter Ebenezer Scrooge fra Charles Dickens’ Et Juleeventyr, og første gang optrådte i 1947 i historien Jul på Bjørnebjerg.

Andeby ville ikke eksistere uden Carl Barks, og gennem 40’erne, 50’erne og 60’erne skabte han nogen af de mest ikoniske og elskede Anders And-historier, deriblandt Den Gyldne Hjelm (det eneste ikke-danske kulturprodukt, der kom med i Danmarks kulturkanon i 2006), De firkantede æg fra Peru og en god mængde af de Andeby-historier, som du, kære læser, husker tydeligst fra din barndom. I en dansk sammenhæng blev Barks’ historier især udødeliggjort gennem hans faste danske oversætter sprogmesteren, Sonja Rindom. Udover at finde på utallige figurnavne opfandt hun også ordet Langbortistan og den legendariske tekst til Anders Ands lavineskabende storhit, Den Hulkende Sømand: ”Oh, skænk mig en grav ved det isgrønne hav hvor kun bølgerne hører min gråd!”. Legendarisk.

Vi springer nogen årtier frem, for fra slut 80’erne kom en ny spiller på banen, der blev afgørende for Andeby-universet op igennem 90’erne og 00’erne. Keno Don Hugo Rosa (fans skal altid blære sig med, at de kan hele hans navn), bedre kendt under navnet Don Rosa. Don Rosa var den første tegneserietegner, jeg lærte at kende navnet på, og selvom jeg med tiden er kommet til at holde mere af Carl Barks’ historier, er og bliver Rosa min første kærlighed. Jeg tror, at det er, fordi jeg er 90’er-barn.

Man kan nemlig sagtens være både barksist og rosaist, men ofte hælder man til én, og det er som om, at skellet typisk er generationelt betinget. Dem, der var børn fra ca. 50’erne til start-80’erne, er ofte barksister, og for mange af dem gik Barks under navnet den gode tegner. Skaberne af serierne blev på det tidspunkt ikke offentliggjort, men mange børn lærte efterhånden at kende hans tegnestil, selvom de ikke kendte hans navn. For dem, der ligesom jeg har haft deres barndom i 90’erne og 00’erne, er det typisk Don Rosa, der er den store stjerne. Det var han i hvert fald for mig, og i løbet af mine between- og teenageår var Rosa uden tvivl mit største idol. Jeg var fuldstændigt ekstatisk, da jeg første gang mødte ham som 12-årig og fik mine Hall of Fame-bøger signeret. Ja, det var et flash.

Af og til har jeg tænkt på, at diskussionen mellem rosaister og barksister kan blive næsten religiøs, og minde ikke så lidt om teologiske stridigheder. Nogle barksister ser Don Rosa som én, der forstyrrer og ødelægger det klassiske Andeby-univers, ja, er inde og pille ved selve kanon, og nogle rosaister kan med arrogance hævde, at Barks tegner kedeligt, og at Rosa slår ham med længder, både hvad angår tegnestil og historieskrivning. Uanset hvad man mener, er det i hvert fald tydeligt, ar Rosa er anderledes. Han står for et nybrud i Andeby-universet, både hvad angår måden at tegne og fortælle historier. Jeg har af og til tænkt på, at det måske på en eller anden måde hænger sammen med tidspunktet, han begynder at lave tegneserier, for Rosa er langt fra den eneste, der reformerer tegneserien i de år. Debuthistorien Solens søn udkommer nemlig i 1987. Et år efter, at tegneserien blev voksen.

Don Rosa og 80’ernes dekonstruktion

Indenfor den amerikanske tegneseriehistorie skelner man ofte mellem fire perioder: Golden Age fra 1938 til 1954, Silver Age fra 1954 til 1970, Bronze Age fra 1970 til 1986, og endelig moderne tid fra 1986 og frem til nu. At det lige er året 1986, der betegnes som tidspunktet, hvor tegneserien blev voksen, skyldes især tre udgivelser: Art Spiegelmans Maus, Frank Millers The Dark Knight Returns og Alan Moores og Dave Gibbons Watchmen. Maus blev især kendt herhjemme i 2022 som følge af at blive forbudt på skolebiblioteker flere steder i USA og er en fremragende tegneserie om at være barn af en holocaustoverlever. The Dark Knight Returns og Wactmen kan på hver deres måde ses som dekonstruktioner af superhelteuniverset, hvor heltene viser sig at være langt mere fejlbarlige, menneskelige og ubehagelige, end vi kunne ønske, de var. Det er postmoderne superheltelitteratur, simpelthen. Jeg kan personligt anbefale alle tre værker, men vil belært af egen erfaring sige, at det nok er en fordel at være over 13 år, når man læser Maus, og at have læst i hvert fald noget Batman, før man læser Millers The Dark Knight Returns.

Der er næppe noget kausalitetsforhold mellem Miller, More og Rosa, men måske kan man se dem som udtryk for samme tidsånd. I slut-80’erne tager de alle et populærkulturelt produkt fra 40’erne og 50’erne, sprænger grænserne for, hvad det oprindeligt var, og skaber noget helt nyt. Man kan diskutere, om Rosa dekonstruerer Andeby-universet, og hvorvidt han gør Anders And postmoderne, men der er altså ansatser til det. I modsætning til Barks’ rene, enkle streg er Rosas tegninger totalt overmættede af detaljer og minder mere om noget, man finder i undergrundstegneserier end i Disney-tegneserier. Hvor Barks havde et meget frit forhold til Andeby-universet, og placerede pengetanken hvor det lige passede ham, alt efter den historie, han ville fortælle, er Rosa den store systembygger. Alt skal og kan passe sammen, der må være en indre sammenhæng i universet, og Onkel Joakim kan ikke bare miste sine penge i én historie og have dem tilbage i den næste, uden at vi forstår hvordan det kunne lade sig gøre.

Nu er der jo fortalt tusinder af Anders And-historier, som det er umuligt at få til at hænge bare nogenlunde sammen, og det resulterer også i den kuriositet, at Rosa hævder, at Onkel Joakim døde i 1967 (året, hvor Carl Barks stoppede med at lave Andeby-historier), og at det for Rosa kun er historier af Barks og ham selv, der kan betragtes som kanoniske (og en enkelt af tegneren Tony Strobl, fordi han godt kunne lide den).

Andeby findes

Det ultimative udtryk for denne systembygning er uden tvivl Rosas hovedværk, Her er dit liv, Joakim, der kørte i det danske Anders And-blad mellem 1992 og 1994. Som forarbejde til værket gennemtrævlede Rosa samtlige Carl Barks-historier for at finde hvert eneste sted, hvor der blev refereret til Onkel Joakims barndom, ungdom og familiemedlemmer, og det blev udgangspunkt for 12 historier, der fortæller Onkel Joakims liv fra dengang, han blev født i 1867 i Skotland, frem til 1947, hvor han første gang møder Anders og Rip, Rap og Rup i USA i fiktionsstaten Calisota. Et langt præludium til Jul på Bjørnebjerg og de senere Onkel Joakim-historier. Her er dit liv, Joakim er imidlertid ikke bare historien om Onkel Joakim, det er også historien om den angloamerikanske verden fra slutningen af 1800-tallet og ind i 1900-tallet.

Rosa er notorisk kendt for at fylde sine historier med historiske referencer (og ikke bare referencer til verdenshistorien, men også til gamle sort/hvid-film og selvfølgelig også til hans egne og Barks’ historier. Det er intertekstualitet for fuld skrue), og Joakim bliver blandt andet venner med selveste Theodor Roosevelt og køber fabergéæg af den russiske zar Nikolaj 2. Hos Rosa er Andeby nemlig ikke bare et fantasisted, men placeret i vores verden, og derfor er der heller ikke noget mærkeligt i, at Joakims ærkerival Guldiver Flintesten er boer i Sydafrika, og at Joakim deltager i 1890’ernes guldiver i Klondike. Hos Rosa er ænderne ikke bare sjove fantasifigurer, men personer, der udtrykker følelser og kæmper med problematiske familie- og kærlighedsrelationer, fortidens fejltrin og en oplevelse af ikke at slå til. Jeg har grædt til Don Rosa-historier.

I løbet af sin karriere fulgte Rosa Her er dit liv, Joakim op med flere bonuskapitler. Et af dem jeg husker bedst, er Rosas allersidste historie, Fangen ved sølvstrømmen fra 2006, og i relation til den føler jeg mig nødsaget til at komme med en tilståelse, der også lidt er et flash. Antallet af gange, jeg har pjækket fra gymnasiet kan tælles på én hånd, men jeg har altså gjort det for at kunne få en tegning af Don Rosa. Han besøgte Bogforum i København, så en gymnasieven og jeg tog derfor afsted tidligt fredag morgen for at sikre os en tegning fra idolet. Og jeg blev den lykkelige ejer af en tegning af Onkel Joakim som ung guldgraver i den tiende Hall of Fame-bog med Don Rosa. Den bog, der netop indeholder Fangen ved sølvstrømmen. Historien kredser om en tilbagevænnende tematik os Rosa: Den ulykkelige kærlighedsrelation til Gyldne Gulda Glimmer. Gulda optrådte første gang i Barks-klassikeren Onkel Joakim på jagt efter guld fra 1953 (flere sider med hende var dog censureret væk i førsteudgivelsen af historien), og er Joakims gamle flamme fra hans ungdomstid som guldgraver.

Men ak, tingene er komplicerede for de unge elskende, og selvom der er ansatser til en permanent kærlighedsrelation, bliver det aldrig til noget, og de går hver til sit. Tager vi metabrillerne på, er der noget spændende over, at dette er Rosas svanesang. På grund af rettighedsstridigheder med Disney havde Rosa midt i al sin kærlighed til ænderne også en meget anstrengt og uforløst relation til det at lave Disney-tegneserier, og det var en af grundene til, at han efter knap 20 år som Andeby-skaber valgte at stoppe. Rosas endelige farvel og brud med de ænder, han elsker, er en historie om onkel Joakims endelige farvel og brud med den and, han elsker. Det er da lidt interessant. Jeg blev som barn dybt bevæget over Joakims og Guldas uforløste romantiske relation, men hvad jeg ikke skænkede en tanke dengang, men godt kan se nu, er at historien antyder (og jeg har hørt det så godt som bekræftet fra Rosas egen mund), at Gulda og Joakim i ungdomsårene faktisk en enkelt gang udlevede deres kærlighed sådan... fysisk fysisk. Så er Andeby-universet da for alvor blevet voksent.

Hvad med de andre?

På en måde kan jeg godt synes, at det er lidt uretfærdigt over for de andre Andeby-skabere, at jeg ovenfor har skrevet meget om Rosa, når jeg egentlig gerne vil skrive om Anders And sådan generelt. Men på den anden side er det altså gennem ham, jeg for alvor blev bidt af tegneserier i almindelighed, og Anders And i særdeleshed, og det kan jeg jo ikke lave om på. Men der er vitterligt mange andre vanvittigt dygtige skabere udover Rosa og Barks.

Tag bare peruvianske Vicar. Manden tegnede sindssygt godt, og selveste Barks hævdede, at Vicar tegnede bedre end ham. Og så er hans produktion fuldkommen vanvittig. Åbner man et næsten hvilket som helst Anders And-blad mellem 80’erne og 00’erne, er der stor sandsynlighed for, at én af historierne – og gerne den første – er tegnet af ham. Mange er måske ikke klar over det, men den Anders And, de er vokset op med, er i høj grad Vicars Anders And. Og for lige at namedroppe lidt flere, der har skabt fantastiske historier til Anders And-bladet: Nordamerikanere som Tony Strobl, William van Horn, stribetegneren Al Taliaferro, de fremragende Mickey Mouse-skabere Floyd Gottfredson og Paul Murry samt ej at forglemme sydamerikaneren Daniel Branca.

Hvor det især er amerikanske og spanske skabere, der har leveret historier til Anders And og Co., har jumbobøgerne historisk været domineret af italienerne; det er folk som Giovan Battisa Carpi – opfinderen af Stålanden og tegneren bag en stor mængde eposser i de første jumbobøger –, Giorgio Cavazzano, og min personlige favorit, Romano Scarpa. Scarpa tegnede pragtfuldt, og skabte vanvittigt spændende, gakkede (og lange) Andeby-historier, for eksempel mesterværkerne De babylonske linser og Mickey Mouse og Sorte Slyngels skjulte plan. Og så er han manden bag en anden af kvinderne i Joakims liv. Scarpa har nemlig skabt Mary Moseand. Mary er ellevild med Joakim, optrådte første gang i historien Kukkeluk, og kan med moderne øjne vel næsten betragtes som en moderne stalker. Men nøj, hvor er hun sjov.

Lerklumpen Anders

Der er imidlertid ingen grund til at namedroppe flere Andeby-fortællere; selv kender jeg navn og tegnestil på de vigtigste, men Andeby-universets skabere er (i hvert fald for mig) stort set umulige at finde rundt i, ligesom det er set umuligt at finde rundt i den kæmpe mængde figurer og historier, de har skabt. Ifølge Inducks.org, det officielle indeks for Disney-tegneserier, findes der over 160.000 historier, så der er nok at kaste sig over. Disse flere tusinde forskellige udtryk for Andeby er noget af det, jeg elsker; universet kan udvides, formes og fortolkes på masser af måder, men figurerne er stadig de samme. I et TV-interview fra Barks’ besøg i Danmark 1994, udtrykte han denne indsigt ved at beskrive Anders And som en lerklump, der kan formes til at være præcis den persontype, man ønsker, han skal være.

Anders And er stadig Anders And, uanset om han arbejder på en margarinefabrik i en Vicar-historie, opfinder en atombombe i en Barks-historie (ja, det er altså rigtigt nok, historien er fra 1946), tager til Lolland-Falster eller en anden dansk lokation i en historie af danske Flemming Andersen, har selvværdsproblemer i en Don Rosa-historie, eller er agent Dobbelt-A eller Stålanden i en jumbobogshistorie. I Andeby-universet kan alt projiceres ind - samtidstematikker, følelser, anden populærkultur, og hvad end man ellers lige har lyst til - og det er stadig gode, gamle Andeby.

Andeby – det tidsbundne og det tidløse

Derfor er der også på samme tid noget meget tidsbundet og partikulært over Anders And og samtidig noget meget tidløst og universelt. Det universelle har Dán Turéll udtrykt næsten religiøst i Anders And-evangeliet: ”Anders And er det, der er fælles for hel verden. Millioner af mennesker, der aldrig vil vide om de eller jeg lever eller dør, kender Anders And, og lever sammen med ham og er fortrolig med hans mindste sindsstemning. Han er der, før vi kommer, han bliver der, efter vi er gået”. Anders And er greater than life, og det er svært at forestille sig, at der på et tidspunkt ikke vil blive lavet historier med ham. Men derfor er der også noget enormt partikulært ved ham. Det er ofte tydeligt at se, hvornår historierne er blevet lavet. Flere historier bruger for eksempel teknologi, der var stor på den tid, de blev produceret; tag for eksempel føromtalte atombombehistorie, eller i en helt anden boldgade, en række historier, der udkom i 2012 tegnet af norske Arild Midthun, hvor ungerne og Gearløs rejser rundt i tiden ved hjælp af noget, der ligner en iPad – man kan godt se, at vi befinder os et par år efter, at Steve Jobs lancerede Apples famøse tablet. Der er også flere historier, der nok aldrig udgives igen, simpelthen fordi de giver udtryk for det, der opfattes som racistiske stereotyper - noget, som Disney har været meget opmærksom på de seneste år. For eksempel ønsker Disney ikke at genoptrykke kapitel 11 af Her er dit liv, Joakim, fordi historien indeholder figuren zombien Bombie, en figur, der opfattes som racistisk.

Men Anders And-bladene indeholder også en anden tidsbundethed, som egentlig ikke har noget med historierne at gøre - de kulørte reklamer. Det er igennem Anders And-bladets reklamer, at jeg lærte at sige Jolly til min cola, og at der er noget, der hedder en walkman. Jeg har lige siddet og bladret i nogen af mine gamle blade, og i et blad fra 2008 kan man komme til fødseldagskoncert i Legoland med Infernal, i et fra 1995 kan man vinde et Philips CD-Minisystem. Reklamerne i Anders And-bladene er tidslommer, der viser, hvad der var stort engang, og nogen burde altså i bedste Foucault-stil godt lave en kulturarkæologisk undersøgelse af dem på et tidspunkt.

Er Anders And kristen?

Jeg ved ikke, om jeg var et specielt fromt barn, men noget, som fyldte lidt for mig som donaldist, var at jeg gerne ville havde det til at hænge sammen med min kristne tro. Det lyder underligt, men jeg ville ret gerne have, at ænderne var kristne. Ligesom jeg også håbede, at Carl Barks havde været kristen, og at Don Rosa var det. Og derfor har jeg også bedt for Don Rosa, og gør det stadig af og til – jeg ved ikke, om der er andre, der gør det, men om ikke andet kan jeg i det mindste gøre det.

Her i mine voksenår har jeg som bevidst kristen kulturforbruger stadig lyst til at forbinde kristendom og Andeby, og i traditionen fra den store evangelikale teolog John Stott forbinde Bibelens verden med samtidens, i dette tilfælde Andebys. Oplagt er det her at overveje noget om religion i Andeby, og her er især Carl Barks’ Fløjtetyven fra kirketårnet uundgåelig. Her tager ænderne hen i Andebys store katedral, hvor der er en ønskebrønd, som Onkel Joakim selvfølgelig skal benytte sig af (er Onkel Joakim fremgangsteolog?) for at sikre sin pengetank. Barks har imidlertid tegnet katedralen næsten uden egentlige kristne symboler, noget som meget godt illustrerer min oplevelse af, hvordan kristendom udfolder sig i Andeby. Der kan optræde kirker og flere træk fra kristen folkereligiøsitet, men egentlig tale om Jesus og Gud er der ikke. Barks nævner af og til gammeltestamentlige personer i historierne, men mest som anledning til at få ænderne på eventyr, for eksempel som i tilfældet med kong Salomos miner. Den religiøsitet, der findes i Andeby, er i høj grad den ikke-monoteistiske og ikke-institutionaliserede. Det er magi og okkulte fænomener, spøgelser og hekse og guder fra græsk og nordisk mytologi.

Som nævnt er Andeby-historierne i høj grad også præget af deres samtid, og man kunne sikkert bruge dem til at lave en spændende kristen samtidsanalyse, men for mig at se er den mest frugtbare måde at forbinde kristendom og Andeby at undersøge, hvordan menneskelige fænomener og relationer beskrives. Barks’ historier indeholder meget menneskelig visdom, og han er især dygtig til at sætte skarpt på de menneskelige laster. Dovenskab og menneskets ønske om at opnå så meget som muligt så let som muligt portrætteres fint i Skillinger fra skyerne, hvor Joakim mister alle sine penge i en skypumpe, men får dem igen ved ikke at bukke under for dovenskaben. Og i Onkel Joakim på flugt fra sin rigdom resulterer en enkelt uskyldig begivenhed i, at grådighed efter penge spreder sig til alle indbyggere i det utopiske samfund Tralla La. Stærkest er mere-vil-have-mere-sygen nok beskrevet i Den Gyldne hjelm, der viser, at selv Anders ikke kan modstå fristelsen, hvis han får mulighed for at blive konge af Nordamerika. Barks viser, at grådigheden efter magt og penge er til stede i alle mennesker. Når jeg læser de historier, oplever jeg, at Barks beskriver fænomener, der ligger en religiøs livstydning nær, og i hvert fald kan forbindes med det kristne dogme om arvesynden.

Rosas historier giver et spejl for den kompleksitet, der følger menneskelige relationer, og understreger på deres egen stærke måde den bibelske pointe om, at det ikke er godt for mennesket at være alene og vigtigheden af venskab og familie. For mig understreges det særligt tydeligt i historien Tempelriddernes skat, hvor Joakim endelig genforenes med den søster, han ikke har haft kontakt med i flere år. I Her er dit liv, Joakim beskriver Rosa i et af de sidste kapitler, hvordan Joakims jagt efter penge får ham til at kappe hånden af sin familie og bliver mere og mere indkroget i sig selv. Ti år efter, i 2004, laver han så denne historie, der foregår flere årtier efter. Det er en meget stærk forløsning, der viser, at tilgivelse og forsoning er mulig, og som på mange måder minder om den, Raskolnikov får i mødet med Sonja i Dostojevskijs Forbrydelse og straf. Ja, jeg sammenlignede lige Rosa og Dostojevskij.

Og det lange hurra

I Anders And-evangeliet hævder Dan Turéll, at hver gang tilværelsen bliver os for hård, bør vi gribe til Anders And, og at Anders And-bladene for ham er som den bibel, vi andre går til for at hente trøst. Sådan har jeg det ikke helt, jeg holder mig til de fire klassiske evangelier, men jeg tror godt, at jeg alligevel vil kalde mig donaldist – så længe man kan være det uden alt for religiøse undertoner. For Anders And er en stor del af min historie og den, jeg er. Jeg er taknemlig over Anders And, og alt det, jeg har fået med ham fra ham og resten af Andeby-universet. Visdom, glæde, fantasilyst og først og fremmest tusinde timers underholdning. Derfor er det også passende at bringe et tillykke.

Til den evige and, der var der før mig, og er her, når jeg forsvinder, og som kan fejre 90 års eksistens i verden og 75 år i Danmark.

Tillykke, Anders! Jeg håber på 90 gode år mere.