Det er sommer og for mange af os tid til ferielæsning. Hvis du mangler en bog til sommerhuset, så kommer her en anbefaling fra de forskellige medlemmer af SEMPERs redaktion.
Vi holder os til faglitteratur i denne omgang, men hvis I gerne vil se en liste af skønlitteratur, så kræver det ikke meget overtalelse.
Andrew Wilson er phd. i teologi og teaching pastor i King’s Church i London. Han har skrevet flere bøger, hvoraf ”God of All Things” er én af de nyeste. Han er en bundsolid bibelforsker og skriver i dejligt let forståeligt sprog med blik for anderledes vinkler og metaforer end i megen gængs kristen faglitteratur.
Det samme gør sig gældende i ”God of All Things”, hvor Wilson kaster sig ud i en teologi om ting. En teologisk refleksion over, hvordan forskellige ting (forstået bredt) siger noget om Gud: Hans karakter, hans folk, hans verden.
Indholdsfortegnelsen i bogen er i sig selv vidnesbyrd om det. Her er bare et udpluk af kapitler i bogen:
Dust: The Image of God
Earthquakes: The Glory of God
Pigs: The Welcome of God
Tools: The Weapons of God
Galaxies: The Greatness of God
Donkeys: The Peace of God
Flowers: The Provision of God
Bread: The Son of God
Pots: The Power of God
Cities: The Kingdom of God
Wilsons bog kan på en måde ses som en lang fortolkning af Salme 19,2:
Himlen fortæller om Guds herlighed,
hvælvingen beretter om hans hænders værk;
Grise, honning, torden, æsler, redskaber og blomster kan blive til små forkyndelser af aspekter ved Guds handlen overfor sit menneske. Netop relationen til Gud formår Wilson at finde visdom om steder, som er overraskende og tankevækkende. Når han taler om jordskælv skifter perspektivet pludselig til det jordskælv, der kommer et menneske i møde, når man bliver mødt af Gud:
“When people encounter the true God, they experience a selfquake. That’s one way you can tell if you’ve met Israel’s God or simply a figment of your imagination. A made-up God will leave your world undisturbed, conveniently aligning with your priorities without displacing anything [...] The real God, however, will land in the middle of your life like an elephant crashing through the ceiling, displacing your sin, changing all your priorities, and forcing you to reorient yourself around the weight of glory.” (s. 19)
Bogen er delt i mange korte kapitler, som hver især kan læses selvstændigt, hvilket i sig selv er et godt argument for bogens læsbarhed for dig, hvis du ligesom mig primært har at gøre med små lommer af læsetid i løbet af sommerferien. Skulle du gå hen og blive inspireret, så bevæg dig endelig dybere ned i Wilsons forfatterskab. Det er bare godt!
Jeg synes man skal læse Hassan Preislers selvbiografiske udviklingsroman Brun mands byrde. For det første fordi jeg synes Preisler skriver flot og sjovt. Jeg stødte ind i ham dengang der stadig var noget der hed radio 24/7, hvor han havde det suverænt mest akavede, navlebeskuende og originale radioprogram Min Lille Hassan. Jeg blev virkeligt draget af hans måde at stille spørgsmål på og hans selviscenesættelse. Man mærker det samme i denne bog. For det andet fordi Hassans kamp mellem forskellige identiteter er super godt beskrevet. Dansker og pakistaner og alt imellem. Det minder på en måde om Glen Bechs Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet. Man kan jo læse den i samme ombæring. For det tredje synes jeg han stiller, både selv og gennem andre i romanen, nogle særdeles vigtige spørgsmål. For eksempel i bogen i forbindelse med et teaterintegrationsprojekt, hvor en fyr, der også hedder Hassan, spørger ham: “Hvad har du ofret for det du tror på?”
Bogen er underholdende, nem at læse og har samtidigt fat i dybt relevante samfundstendenser og eksistentielle spørgsmål.
Hvis du har sat dig for at dase ved en strand hele sommeren eller kan se frem til en lang togrejse, så vil jeg anbefale dig at tage Jordisk med under armen. Det er en ordentlig moppedreng af en paperback, men det gør ingenting, når bogen helt grundlæggende er enormt velskrevet.
Jordisk er noget så specielt som en slægtsroman, der tematiserer klimakrisen. I bogen møder vi de tre søskende, Rhea, Joel og Miriam, som lever meget forskellige og dog på hver sin måde relaterbare voksenliv. De samles til en begravelse i Søhøjlandet, og derfra går fortællingen om familien både bagud og fremad i tid (fra 1967 til 2036), imens bogen kredser om, hvad det vil sige at være forbundet til hinanden og til naturen og dens ressourcer. Kommer vi længere væk fra hinanden på grund af materialisme? Har vi løsrevet det materielle fra det jordiske? Hvad gør vi, når vores egen forbundethed til jorden forsvinder, imens vi kan se, at klimaet er mere udfordret end nogensinde før.
Bogen gav mig ikke svar på, hvad vi skal gøre med klimaet, eller hvordan jeg skal være i verden (surprise). Men bogens tematikker er relevante for enhver at gøre sig tanker om, og bogens karakterer gør det muligt at åbne dem op på en måde, så det ikke bare bliver en tale om at jorden brænder, men snarere en undersøgelse af menneskets og samfundets position i forhold til naturen.
Thomas C. Oden var et spændende menneske. Professor i teologi og etik og fader til den paleo-ortodokse bevægelse. Paleo-ortodoksi fortjener sin egen artikel her på siden. Oden er blvet kaldt en af det 20. århundrede mest indflydelsesrige teologer, men jeg skal ærligt indrømme, at det var meget sendt, at han kom på min radar. Men det er alligevel de færreste teologer, der nåede at diskutere teologi med Karl Barth, Rudolf Bultmanm og Pave Johannes Paul II. The Rebirth of Orthodoxy er en spændende bog på flere måder. Det er et tilbageblik på hans teologiske liv og virke og et analytisk blik på, hvad fremtiden bringer for kristendommen. Og det er som titlen indikerer meget positivt.
Oden tegner tre hovedargumenter i løbet af bogen for at kristendommen vil vokse i de næste hundrede år: 1) Sekularismen falmer bort, 2) Den progressive teologi vil også svinde bort, hvilket er meget spændende at høre fra ham, og uden at røbe for meget, så er bogen alle pengene værd for til bare at læse hans tænker om at forlade marxistisk teologi til fordel for det han kalder ortodoksi. 3) En ny økumenisk enhed i kirken, der kan danne en fællesfront.
Oden var et spændende menneske, og selvom han kommer med nogle substantielle tanker med gode kalorier i, så det lige så meget et portræt af et spændende menneske. Man forstår ganske udemærket, at Oden var et menneske som Karl Barth gerne ville drikke te og spise kage med. Perfekt ferielæsning.
Der er ét spørgsmål, som mere end noget andet har martret min tro på både Gud og på kirken: Hvad er Bibelens vejledning for LGBTQ+ personer, og hvordan applicerer vi det som kirke?
Jeg er vokset op med en rimelig klassisk forståelse af, hvordan kristne skal forholde sig til det her spørgsmål. Gud har skabt mænd som mænd og kvinder som kvinder, og det er kun mand+kvinde-kombinationen, der udløser ægteskabelig velsignelse hos Gud. Og så noget med, at Gud elsker alle mennesker, også homoseksuelle og transkønnede, men at han hader synden. All is love, indtil LGBTQ+-personer begynder at udleve deres køn eller seksualitet – så falder hammeren.
Den tilgang har jeg forsvaret over for mine gymnasievenner og studiekammerater. Turneret land og rige rundt med i religionstimer som ung højskoleelev. Og jeg var ret overbevist om, at jeg havde mit på det tørre: Ingen homofobi her – kun Guds gode vejledning til et godt liv!
Min overbevisning holdt – altså lige indtil min barndomsven og daværende roomie en random torsdag eftermiddag sprang ud som homoseksuel i midten af vores studietid.
Frem til da havde vi på mange måder vandret af de samme stier. Samme by, samme venner, samme kirke, samme Gud. Men i den Kirke og i den Gud, hvor jeg havde fundet fred og nåde, havde han kun fundet dom, skam, selvhad og en afgrundsdyb frygt for, at alle os, kirken og fællesskabet, aldrig ville kunne acceptere ham. At vi ville forlade ham det øjeblik, vi kendte sandheden: At han var til mænd.
Ovenstående erkendelse er også udgangspunktet for Bridget Eileen Riveras bog ’Heavy Burdens’, der udkom i 2021. For som hun konstaterer i indledningen: For alle andre befolkningsgrupper er der en positiv sammenhæng mellem religiøs tro og en mindsket risiko for at begå selvmord. For LGBTQ+-personer er det omvendt. Og that ain’t right!
Bridget Rivera er selv homoseksuel og lever i cølibat, men hun er i virkeligheden ikke særlig optaget af, hvordan og hvorledes andre homoseksuelle eller transkønnede vælger at udleve deres seksualitet. For hende er det i første omgang langt mere presserende at vende blikket mod den kirke, som generation efter generation har pålagt LGBTQ+-personer så tonstunge byrder, at de enten skrider fra troen og Gud med ar på både sjæl og krop, eller lever i stille og ensom lidelse, der alt for ofte ender med den mest tragiske udgang af alle.
Byrder, der har berøvet dem et møde med den nådige og barmhjertige Gud. Ham, der vil trøste de grædende, læge de syge og give frelse til syndere. Ham, som de – ligesom alle andre – har så uendelig meget brug for at lære at kende.
Hun kommer vidt omkring i de syv byrder, hun har valgt at tage udgangspunkt i:
1) Kirkens forkvaklede helliggørelse af sex og ægteskab, der hives op på meterhøje piedestaler, mens vi messer: Her er lykken og Guds gode vilje for vores liv. Og beder LGBTQ+-personer om at se på i evig misundelse.
2) Hvordan Kirken prædiker synd uden nåde til den homoseksuelle og transkønnede, som ikke bare begår synd, men i sig selv er en nærmest utilgivelig synd qua deres køn og seksualitet.
3) Politiseringen af ’kristne værdier’ og ægteskabet mellem mand og kvinde som en ’samfundsbærende institution’ indenfor Kirken, og hvordan det er med til at caste LGBTQ+-personer som ’fjender’.
4) Det absurde hykleri i, at vi tillader Bibelen at være kompleks, når ciskønnede skal navigere i spørgsmål som onani, prævention og vielse af fraskilte, men står klar med standardfrasen ’Bibelen er klar’, når nogen spørger, om vi måske skal genbesøge Paulus.
5) Hvordan fastlåste og rigide kønsroller er med til at forme og skubbe til LGBTQ+-personers oplevelse af at være ’forkerte’.
6) Hvordan vores konstante kamp for at fastholde et biologisk syn på køn i både kirken og i vores samfund er med til at negligere og skade de mennesker, som kæmper for at finde sig til rette i deres egen krop.
7) Hykleriet i, at når LGBTQ-personer har spørgsmål til, hvordan de skal leve deres liv, bliver de truet med helvede og løfter om frafald, hvis de ikke straks får styr på teologien, mens vi er langt mere nådige når det kommer til ciskønnedes synd, tvivl og spørgsmål om f.eks. skilsmisse eller prævention.
Som du måske kan fornemme, gaber Bridget Rivera over meget. Måske også for meget, for hvert eneste emne er i sig selv en bog værdig. Men tænk det som en oversigtsbog, en art synderegister med små introduktioner til de byrder, vi har pålagt LGBTQ+-personer.
Går du til bogen på den måde, er der virkelig meget guld at hente i ’Heavy Burdens’. Bridget Rivera formår med et let forståeligt engelsk, et levende sprog, brugbare (og forfærdelige) anekdoter og et godt overblik over både teologi og seksualhistorie at sætte fingeren ned der, hvor det gør ondt. Og det trænger vi til!
For hvor har vi brug for et opgør med den latente homofobi og fjendtlighed overfor LGBTQ+-personer, der stadig lever i Kirken. Vi kan ikke byde vores kristne brødre og søstre at blive ved på samme måde, med de samme floskler og i de samme riller, når vi ser frugten af vores prædiken; selvhad, skam, ensomhed og selvmordstanker.
Bridget Rivera går langt i sit opgør med kirkens synd overfor LGBTQ+-personer. Og der er helt sikkert også nogen, der vil slå sig undervejs. Men vi skylder alle LGBTQ+-personer at stille os derud, hvor det bliver komplekst og gør ondt. For my goodness, hvor har Kirken dog forårsaget uendelig meget smerte den anden vej!
Så det er min sommeranbefaling herfra; stil dig derud, på det usikre hav, med Bridget Rivera som rejseguide – det skylder du din kristne bror og søster!
og få de seneste artikler direkte i din indbakke
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Forlaget Semper forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.