Hvordan har vi fundet på, hvordan man er kristen? Hvad går det ud på at være kirke? Og hvad er det, man må, når man stadig, løbende, finder ud af det en gang imellem? Litteraturprofessoren Karen Swallow Prior tager i sin nye bog ”The Evangelical Imagination – How Stories, Images & Metaphors Created a Culture in Crisis” de spørgsmål op til overvejelse. Hendes tese er, at nøglen ligger i vores forestillingsevne – og at vi samtidig er alt for låste af, hvad man gik rundt og forestillede sig for 3-400 år siden. Så lige præcis det, bruger hun en masse energi på at pakke ud ved at analysere, hvordan idéer fra hendes speciale – 1800-talslitteratur – gennemstrømmer evangelikal kultur i dag.

Hendes konstruktive projekt henter hun inspiration til hos både filosoffen Charles Taylor, lingvisterne George Lakoff og Mark Johnson og særligt fra teologen James K.A. Smith, der i sin ”Imagining the Kingdom” argumenter for, at ”imagination” (som man lige skal undgå bare bliver til ”fantasi” på dansk – jeg bruger ”forestillingsevne”) er det, vi bruger til at navigere og skabe mening i vores verden ud fra. Smith siger sådan her: 

”Much of our action is not the fruit of conscious deliberation; instead, much of what we do grows out of our passional orientation to the world – affected by all the ways we've been primed to perceive the world. In short, our action emerges from how we imagine the world.”

Og fordi, det er der, det sker, ja så er vores formation ofte ubevidst eller i hvert fald langt mere begrundet i de billeder, metaforer og historier, vi hører og fortæller, end i dogmatik og overbevisning. Prior vil gerne have os til at forestille os Gudsriget igen – og siger med C.S. Lewis ord om børn, der ikke vil på ferie ved stranden, fordi de kun har prøvet at lege med mudder i slummen, at ”we cannot desire what we cannot imagine.” 

Samtidig vil hun gerne lave et stort oprydningsarbejde i de idéer, vi har arvet, men som egentlig aldrig har haft noget med Bibelen at gøre. Når hun skal formulere sit projekt, lyder det sådan her:

”Look for the images, metaphors and stories that fill your own imagination, your community's social imaginary, and your own cultural experience.

Weigh them against the eternal word of God.

Weigh them against the truth, justice and mercy to which he calls all his people.

Weigh them against what Dante calls ”the Love which moves the sun and the other stars.””

Og det må man i øvrigt gerne gøre uden at lukke øjnene og løfte hånden, kommenterer hun tørt. 

En bog om det hele

Karen Swallow Prior står et interessant sted. Gennem mange år var hun professor på det, der om noget må være den evangelikale højborg i Amerika: Liberty University. Et privat universitet under Southern Baptist Convention, der med et budget på næsten 2 milliarder, knap 100.000 studerende (når man tæller de 80.000 online med) og de markante præsidenter Jerry Fallwell Sr. og Jr. om noget har sat sit præg på evangelikal kristendom. Der er hun ikke længere, men definerer stadig sig selv som evangelikal – altså som en del af det, hun har sat sig for at kritisere. Selvom diverse internetblogs mener, der blot er tale om fåreklæder, så er man ikke i tvivl om, når man læser bogen, at den er båret af stor kærlighed til den del af kirken, hun hører hjemme i – sammen med en stor kærlighed til sandheden.

Bogen er delt op i 11 kapitler, der efter et indledningskapitel tager 10 forskellige idéer op og demonstrer, hvad der er bibelsk, og hvad der blot har sneget sig ind over de sidste par hundrede år, når vi taler om tro. Det er relevante emner fra forskellige hylder, hun har udvalgt, der rummer både tydelig og mindre åbent artikulerede aspekter af evangelikal kristendom (som ligner det, vi plejer at kalde ’missionsk’ på dansk), selvom det aldrig bliver helt tydeligt, hvorfor netop de 10 klarede cuttet, og om der er blevet efterladt endnu mere kontroversielle emner i skuffen. 

De ti udvalgte emner er: vækkelse, omvendelse, vidnesbyrd, forbedring, sentimentalitet, materialitet, huslighed, imperium, reformation og bortrykkelse. Kritikken varierer – noget af det får en delgodkendelse. Noget af det skal brændes helt ned.

Hun bruger også sin egen historie, og derigennem fornemmer man også det personlige svigt, hun har oplevet, da hun en dag f.eks. opdager, at venners omvendelsesvidnesbyrd har været fyldt med løgne og overdrivelser, så de kunne passe ind i modellen for ”det gode vidnesbyrd”, eller når kvindeidealer viser sig langt mere victorianske end bibelske. Først og fremmest bruger Prior sin egen faglighed som litterat til at demonstrere idéernes historie, men hun trækker også på psykologi, teologi og sågar kunsthistorie. Hvilket med andre ord betyder, at bogen også kræver koncentreret læsning.

Kapitlerne er tætte og med lige dele sprogteori, teologi, historie, litterære eksempler og en anekdote eller to. Gerne med de omkring 400 års spændvidde (eller mange flere, hvis man tæller Bibelen med), som bogen tager udgangspunkt i. Det er i puritanismen, hun placerer udgangspunktet for ideerne i vores moderne kristendomsforms og her særligt med fokus på det gensidige forhold, der har været mellem litteraturen og trosudtrykket.

Et værk som John Bunyans ”Pilgrimsvandringen” får meget opmærksomhed (og som hun nævner, har det også været den næstmest trykte bog efter Bibelen indtil for (historisk) nyligt), men eksemplerne er gavmilde og også folk som John Donne, Jonathan Swift, Thomas Hardy, Louisa May Alcott, Daniel Defoe, Rudyard Kipling og Samuel Richardson får plads. Så der er rig mulighed for at få genopfrisket sine Gyldendals Klassikere, mens Charles Dickens og William Shakespeare selvfølgelig også kommer til orde som en slags kontrastfarver.

Alle kapitlerne er meget læsværdige, men jeg har særligt lyst til at fremhæve kapitlet om ’Vækkelse’, hvor Prior viser sammenhængen med den navnebeslægtede wokeness-bevægelse. Et virkelig relevant kapitel, der giver drømme om lidt større introspektion i den evangelikale kritik af selvsamme oveni den i forvejen mærkelige og ret så nye idé om, hvad en ”vækkelse” er, som mest bare forhindrer os i at se det, Gud gør nu.

Udvalgt bortrykket 

Til denne anmeldelse vil jeg gennemgå et enkelt kapitel for at give et indblik i Priors metode og udbyttet af den. Det bliver hendes sidste kapitel om ”Bortrykkelsen (rapture)”, der også om noget er et eksempel på en moderne (og egentlig også noget nyere end mange af hendes andre emner) idé, der er rykket ind og nærmest blevet evangelikal kernestof. 

Her får vi et indblik i, hvordan man kan få giftstoffer ind i sin kristenkost med et tydeligt eksempel; bortrykkelsestanken (rapture) – altså idéen om, at Gud en dag bortrykker de rigtigt troende kristne til Himlen, mens tvivlere og hedninger efterlades til at kæmpe sig igennem de sidste tiders trængsler alene.

Prior lægger ud med at fortælle om den dag, hun opdagede, at det ikke var alle kristne, der troede på bortrykkelsen, hvilket var under hendes PhD-studie. Hun var vokset op med at tro, at det var en uomtvistelig sandhed oppe ved siden af jomfrufødslen og opstandelsen.

Der findes også en slags bortrykkelsestanke i puritanismen, men ellers skal vi se til John Nelson Darby og Plymouth brødrene fra midt i 1800-tallet, hvor en ”dispensationalistisk” bortrykkelsestanke virkelig promoveres. Det bliver til studienoter og vinder herfra udbredelse i ”Scofield Reference Bible” i 1909, som også genudgives i 1967. I 1970 udgiver Hal Lindsey ”The Late Great Planet Earth”, der sælger 28 mio eksemplarer over de næste to årtier. Filmen ”A Thief in the Night” kommer nogle få år senere akkompagneret af Larry Normans sang ”I Wish We'd All Been Ready” og pludselig er bortrykkelsestanken rykket helt ind i maven på alle evangelikale, der har været i nærheden af noget af det. I 1995 overgås det af Left Behind-serien af LaHaye og Jenkins, som også for alvor åbner op for, hvad fiktionen kan gøre ved endetidsteologi. Og således blev det at være evangelikal lig med at være bortrykkelsesforfægter.

Sideløbende er de samme folk aktive i eller på anden vis tilknyttet Campus Crusade for Christ, Billy Grahams kampagner, og Jerry Falwells Moral Majority bevægelse, der arbejdede med politisk indflydelse i moralske spørgsmål (læs: abort og homoseksualitet). 

En sådan bortrykkelsestanke påvirker selvfølgelig både politikken og teologien. Man skal passe på sin religiøse frihed, for at så mange som muligt kan blive ”klar”. Samtidig begynder man også aktivt at arbejde for, at diverse endetidsprofetier bliver til virkelighed, og man må af den grund naturligvis også engagere sig politisk. Meget af dette kredser selvfølgelig om staten Israel og dennes hurtige sejr i seksdageskrigen i 1967 var f.eks. et stort flueben at kunne sætte.

Symbolhungrende samfund

Efter den historiske redegørelse går Prior dog et overraskende sted hen. For hendes analyse af, hvad der er foregået, er, at Amerika har manglet en fyldestgørende mytologi.

I den første halvdel af det tyvende århundrede er myte, symbol og arketype nemlig blevet centrale forskningsbegreber. Fra psykologien hos Jung til litteraturteorien hos Frye til sprog og fortælling hos Tolkien, Lewis, Barfield og Campbell arbejder man nu med den ”mytopoetiske” genre. Konstruktivt skrives der med et mål om:

”That the imaginative and spiritual impoverishment characteristic of much of contemporary life may be countered by soul-noruishing stories composed in the ”poetics of myth” - that is with conscious use of re-imagined mythic materials such as archetypes, plot structures, characters, events, motifs, and so on, derived from both ancient mythologies and from myths cherished by contemporary culture.”

Vi ser det i Star Wars, Harry Potter og Marvel i dag, og som Prior observerer, så er konsekvensen af det mytopoetiskes udbredelse, at:

”Scads of grown men these days discuss superheroes and medieval fantasy series the way my grandfather once talked about milking the cows, planting string beans, and keeping the aphids off the tomato plants, and the way my father talks about makes and models of cars.” 

Forskellen er naturligvis, at de forrige generationer talte om ting, der faktisk fandtes i virkeligheden. Prior kalder fantasy en slags støttehjul til mennesker, der har haft ”an impoverished social imaginary” for længe, og det gør da lidt ondt på undertegnede rollespilsentusiast at få kastet den i hovedet.

Hun er ikke fan og nævner som modeksempel Jane Austen, der ved at lade en adelsdame kommentere på pletterne på Elizabeth Bennets jakke åbner op for et makrokosmos af den menneskelige natur. Prior lader det sociale drama stå som en kontrast til en klassisk ubelæst kultur, der ikke længere selv er i stand til at forstå og tolke den virkelige verden og alle dens sociale koder.

De klassiske myters læsere så dem ikke som fantasy, for de levede i en verden, der stadig blev forstået magisk. I dag spiller moderne fantasy derimod på vores bevidsthed om en affortryllet verden og vores ønske om at transcendere den.

Det leder hende videre til en skelnen mellem det ”bogstavelige”, ”symbol” og ”metafor.” Det bogstavelige er, når ”en kat” bare skal beskrive, at der er en kat. Symbolet er den mørke skov i eventyret, som selvfølgelig repræsenterer mere end en lyssvag samling træer, og metaforen er når ordet peger på noget andet end sig selv (eks.: Dine ord er en lygte for min fod). 

Prior mener, at vi har mistet evnen til at skelne. Som når vi f.eks. insisterer på, at vi tager Bibelen bogstaveligt, men tolker alt symbolsk, eller når vi går rundt og mener at vide, hvem der er de gode og de onde i en pragmatisk politisk sammenhæng. ”Metaphors show likeness; symbols express sameness. Getting the difference is crucial to understanding reality.”

Derfra hiver hun selvfølgelig konspirationsteoriernes liv i moderne amerikansk politik frem som et eksempel på et produkt af denne symbolanalfabetisme, før hun vender tilbage til bortrykkelsen og stiller spørgsmålet: Skal den forstås bogstaveligt, symbolsk eller metaforisk? Hun svarer hurtigt, at hvis man går med de nymoderne bogstavelige tolkninger af Åbenbaringen (som jo ellers selv synes, de er konservative), placerer man troende uden for historien og gør sig selv til Gud.

I stedet kalder hun os ind i traditionen og fællesskabet igen og væk fra vores individualisme og særlige åbenbaringer. Hun slutter af med at give en historisk tolkning af de få vers, der kan tolkes som bortrykkelse, til et sted, hvor det er Guds handling og ikke kristnes manipulation af verdens gang, frelsen hviler på.

Eftersyn, test og reparation 

Prior slutter sin bog af med at opfordre til stadigt eftersyn, test og reparation af det hus, kirken har bygget, og til at huske, hvad det vil sige, at Jesus er Vejen, og at det også var det første navn for de kristne – at der altid har ligget en tanke om, at vi bevæger os og bliver klogere, mens vi lever det kristne liv. Det græske ord for bortrykkelse kunne også oversættes med ”fanget af”, og det er måske der, fokus skal være. ”The rapture is assuredly this: we who are in Christ will be caught up with him, caught up in him.”

Det får man også kun mere lyst til efter at have læst Karen Swallow Priors fantastiske bog. Hun når vidt omkring, bringer nye overraskende vinkler og lixtallet er heller ikke at spøge med, men hvert opgør føles dybt nødvendigt. Ja, man sidder næsten og glæder sig til de ti næste emner, man troede var skovsnegle, der skulle spises for at være med i hulen, som Prior tager op til revalidering og måske kan tage ud af munden på en, inden man er nødt til at brække dem op igen.