Tænk at skulle skrive en artikel om at blive ældre. Jeg er jo slet ikke ældre. Nej da, overhovedet ikke, ikke det fjerneste, aldrig i livet…

Jo. Og det er lige præcis det første, jeg vil standse ved. Min meget langsommelige accept af, at jeg vitterlig er kommet ind i ældrefasen. 64 år, factum est. Da jeg var 24, anså jeg så absolut 64årige for at tilhøre ældreskaren. Men nu…

Som sognepræst har jeg mødt ældre på mere end 90, som har sagt, at de da godt er klar over, at de udvendigt set, kropsligt, er gamle, men sindet er fortsat ungt. Ja, det er måske noget af det, der er på spil i min langsommelige selverkendelse.

Og lad mig med det samme sige det: Jeg skriver oftest ”jeg” og ”min” i denne artikel, for jeg er langt fra sikker på, at alle ældre-læsere vil føle sig genkendt. Så hermed altså sagt, at det meste er set ud fra min personlige synsvinkel og dermed ikke uden videre kan tages til indtægt som generelle sandheder.

Der kan uden tvivl være helt andre livserfaringer forbundet med alderdom og hele livet, end det jeg bringer frem her.

Der har også været noget andet på spil i min manglende ældre-erkendelse. Helt banalt og pinligt: Jeg vil fortsat gerne fremstå ungdommelig frisk, fuldt ud i takt med de unge. Jeg har en vag fornemmelse af, at når man passerer noget i retning af 60, så er man ikke længere ”dus” med de unge. Nu er der en afstand.

Jeg kan sågar gribe mig selv i noget så ynkeligt som en lille følelse af ærgrelse, når jeg går rundt i byen og passerer den ene og den anden, og fornemmer, at de ikke længere ser på mig med den nysgerrige tiltrækning, man kan se jævnaldrende mennesker med. Jeg er bare en gråhåret mand med udløbsdato.

Noget lignende mærker jeg, når jeg sidder og snakker med den unge generation. Hvad jeg ofte gør, fordi jeg er præst i en kirke propfuld af unge. Jeg mærker en lille afstand. Jeg er ikke i ét og alt i takt med dem. Vi er i to meget forskellige livsfaser. Samtalen kan være aldeles varm, hjertelig, morsom, personlig, men vi taler ikke helt i øjenhøjde, i samme toneleje, i samme livsrum. Jeg bilder mig ind, at de såvel som jeg selv føler den lille afstand.

Og sådan er det jo helt faktuelt. Jeg er et andet sted. Jeg er ikke længere der, hvor de er – den unge generation.

Og det får mig til at sige noget modsat. Jeg er i kraft af min alder på vej ind i livets anden lykkelige fase.

En nyere undersøgelse viser, at den lykkeligste livsfase – generelt set! – ligger i barndom og de helt unge år. Samme undersøgelse siger, at en næsten lige så lykkelig fase findes i den modsatte ende, i alderdommen.

Og det er ikke helt løgn. Der melder sig ligeså stille en mærkelig følelse af noget harmonisk. En form for bagklogskabs indsigtsfuldhed, livet mere og mere set i bakspejlet i stedet for den mere ubestemmelige, usikre forrude. Selvfølgelig kan man mindes mangt og meget tåbelighed og mislykkethed i éns liv. Og så alligevel. Det er i stor mængde passé. Eller det kan ikke gøres om igen. Løbet er kørt, og der sker en form for forligelse med det liv, man endte med at få.

Bagklogskabens blik betyder ikke, at man kun kigger bagud, kun mindes. Tværtimod lever man stærkere i nuet. Ligesom barnet, der endnu ikke kigger meget håbefuldt mod fremtiden, men i høj grad nøjes med at leve en dag ad gangen.

I en vis forstand vender man altså tilbage til en form for barndom. Det liv hvor ansvaret igen formindskes, hvilket giver betydeligt større frihed. Jeg er ikke selv der helt endnu, i og med at jeg endnu arbejder på fuld tid, men jeg mærker så småt en lille fornøjelse med dét i sigte. Jeg mærker det også i en voksende følelse af ikke at behøve at opnå mere.

I en vis forstand begynder man at hvile på laurbærrene. Der kan godt være skårede og visne laurbær. Men det blev, som det blev, og nu knokles der ikke så meget mere for at opnå drømme og ambitioner.

Roen melder sig.

Og så kan man endda lige netop i alderdommen, på bagkant af den livsfase, der krævede indsats og præstation, måske opnå at bære den fineste frugt - i livets efterår. Ligesom frugtræerne, der blomstrer så smukt i foråret og grønnes mere og mere sammen med væksten af frugt gennem hele sommeren. Så kommer sensommeren og det begyndende efterår, bladene skifter til alle mulige smukke farver for derefter at visne, og lige i forkant af det modnes frugten helt og fuldt. Først nu giver træerne noget stort fra sig. Sådan kan det også være med os, der ældes, og som efter at have stræbt mod noget betydningsfuldt, når frem til en erkendelse af, at nu kan man kun give fra sig af det gode med det, der ligger lige for. Og dér giver man måske oftest allerbedst.

Som en klog pensionist, tidligere litteraturprofessor, Thomas Bredsdorff, sagde i en fin radioudsendelse for nylig om ældelse: Man fortsætter også i sen alderdom med at gøre noget meningsfuldt.

Som barn ligger laurbærrene stadig udenfor synsvidde. For barnet drejer det sig som tidligere nævnt først og fremmest om dagen i dag. Jeg tænker, at dét melder sig mere og mere, jo ældre man bliver.

Jeg har i mange år reciteret nogle bibelord hver morgen, Salme 131 i Det Gamle Testamente: ”Herre, mit hjerte er ikke hovmodigt, mine øjne er ikke stolte. Jeg omgås ikke med store planer, der er for underfulde for mig. Nej, jeg bringer min sjæl til hvile og ro; som barnet hos sin mor, som barnet er min sjæl i mig.”

I årevis har jeg taget det til mig som en påmindelse midt i al min foretagsomhed, mit ønske om succes og beundring – jeg er og bliver dybest set kun et barn overfor Gud og skal aldrig være andet. I påmindelsen har der været meget kritisk selverkendelse, men også hyppig taknemmelighed over at kunne nøjes med at være barn hos Gud. Med alderen bliver det endnu klarere – nu er jeg virkelig kun et barn. Som altid i forhold til Gud, men nu også i mangt og meget overfor alle andre.

Og det får mig til endnu engang at udtale noget modsat. Ældelsen betyder også, at døden banker stærkere på. Ikke sådan at forstå, at jeg går og frygter døden. Jeg ved ikke, om dødsfrygten melder sig på et tidspunkt med tiltagende alder. Jeg er ikke sikker. Måske hvis udsigten til død melder sig tidligt med sygdom. Men ellers er min fornemmelse, at mange når frem til en form for livsmæthed, når livsalderen løber helt ud.

Men bevidstheden om, at sidste del af livet er nået, melder sig. Efteråret munder uundgåeligt ud i vinter, uden nyt forår og sommer. Og bevidstheden kalder på accept. Accept af udløbet.

Men bevidstheden kalder også på noget helt andet: Behovet for evigt forår og sommer. Jeg mærker helt reelt, at bevidstheden om opstandelsens håb vokser. Og sandt at sige beder jeg også jævnligt min himmelske Far om, at han vil lade udsigten til opstandelsens virkelighed tiltage i sind og krop.

Jeg nærmer mig det ubegribelige, det jeg i alle år har tilsluttet mig med troen, har talt om i prædiken efter prædiken, har haft tættere på, når døden har meldt sig tæt på. Men nu er jeg selv der, hvor jeg for alvor ved, at jeg ikke slipper for det. Eller: At jeg ikke går glip af det. Der er nemlig af og til en besynderlig følelse af fornøjelse ved udsigten. Hele livet har jo i en vis forstand været vinter. Som i Narnia, da den onde dronning herskede, og vinteren varede i generationer, men så begyndte sneen så småt at smelte. Livets vinter er det eneste, vi kender til. Kan vi se andet for os? Andet end dette liv, fuld af glæde og tragedier, lykke og ulykke, håb og håbløshed. Kan vi se det entydigt, fuldkomment lykkelige for os? Jeg gribes af og til af fornemmelsen af smeltet sne, alt mens min livsvinter langsomt bliver koldere og mørkere.

Jeg mærker en stilfærdig fryd ved ordene fra min sjælesørger og skriftefar i Nordnorge, Børre Knudsen, som en kendt norsk filminstruktør lavede en dokumentarfilm med, ganske kort før han døde af Parkinson, 77 år gammel.

I slutningen af filmen fulgte kameraet Børre Knudsen på en langsom vandring i den norske natur og følgende ord kom fra ham:

”Jeg og jorden går mod efterår. Og den viden er det halve af trøsten. Fordi vi ved, at al ting må ældes og fældes. Men jeg tror på foråret. På påsken. Jeg tror på opstandelsen. Jeg tror på ham, som mødte Maria Magdalene i haven. Og hun troede, det var gartneren, hun så i haven. Selvfølgelig var det gartneren. Det var ikke forkert. Det var rigtigt tænkt. Det var rigtig set. Alt er godt. Alt er sejr. Alt er lys. Alt er liv. Der, hvor Herren er, er der liv. Og han siger: Kom og følg mig. Og du går gennem en ny og blomstrende verden. Til det store møde.”