Det væsentligste fænomen i bøgernes verden i det herrens år 2024 er mellemrummet. Det er stedet mellem steder. Det er dørtærskler og hulrum. Overgange og mellemstadier. For akademikerne: Det liminelle. For dødelige: På-den-ene-side-på-den-anden-side. Bogåret har været fyldt med bøger i undtagelsen. Bøger der befinder sig lige lukt midt mellem liv-og-død, eller mand-og-kvinde, eller frelsen-og-fortabelsen.
Derfor har jeg fundet tre af de mest sprækkede, mest mellemrummede, mest tvetydige værker frem. De både handler om det exceptionelle – og er det også.

1. Tuberkulose-loge

Empusion af Olga Tokarczuk

Olga Tokarczuk vandt nobelprisen i litteratur i 2018. Empusion er hendes første bog siden hæderen. Og det kan mærkes. Den er skrevet med en prisvinders selvsikkerhed. Det er nemlig en umulig roman. Halv pastiche over Thomas Manns Trolddomsbjerget, Halv omskrivning af feministisk faglitteratur som Argumenter imod kvinder. Nåja, og så bærer den genrebetegnelsen ”Naturhelbredelses-horror”. Nævn tre bøger i den genre. 

Den unge og lungesyge polske studerende Wojnicz indlogeres på et pensionat i sanatoriebyen Göbersdorf, hvor bjergluften og kurbadene skal jage sygdommen ud af ham. Hvad der skulle have været et helbredende miljø, viser sig dog hurtigt fra sin drabelige side. Wojnicz finder pensionatværtinden myrdet/selvmyrdet på stuebordet og rygterne om skovens blodtørst spreder sig.

Det er dybt komisk. En flok fulde mandslinger, giver kvinderne skylden for alt. Samtidig er der en gruopvækkende undertone gennem hele bogen. Naturen er truende og mørk. Den vil hævne sig. Og den vil hævne sig snart.

Hvis det hele lyder overvældende og besværligt, så frygt ikke. Tokarczuks bøger er altid lette at gå til og nyde for både plot og sprog, men de rummer også en uudtømmelig dybde.

Læs den hvis du er til temaer som: Økokritik, LGBT+, feminisme, behandling af lungesygdomme i 1913 og bionedbrydelige Lolita-dukker.

2. Kætteri de luxe

Åben Himmel af Jonas Eika

Jonas Eika chokerede det meste af offentligheden, da de vandt Nordisk Råds litteraturpris i 2019 og brugte sin takketale på at give Mette F. en solid verbal rusketur. Åben Himmel er dog langt mere chokerende.

Hvis du er opflasket på kirkekaffe og missionshusboller på stålfade, kommer du til at få altervinen galt i halsen.

Eika har nemlig bevæget sig væk fra sin prisvindende kompakte syresprængte novellesamling Efter Solen og skrevet en murstensroman om lige-ved-og-næsten-nonner i 1200-tallets Liège.

Vi følger en fraktion af såkaldte beginer. Kvinder, der ikke er nonner, men heller ikke er af verden. De bor i huse uden mænd. Dyrker bøn, bod og bibelen. De lever sammen. Arbejder sammen. Og som vi alle ved: Kvinder der samler sig, er altid farlige.

Det synes den katolske kirke i hvert fald. Så, de vil gerne have gennet dem sammen i større komplekser, hvor de kan kontrollere dem med skriftemålsrutiner og tidebønner.

Det skal nogle af beginerne ikke bede om, og det skaber spændinger gennem 700-siders tætpakket sanselighed.

Jonas Eika har som ingen anden dansk forfatter forbindelse til verdens lyde, lugte og smage. De fremtryller en virkelighed, hvor det religiøse er akut nærværende. Det fylder tankerne, handlingerne og forestillingsverdenen hos beginerne.

Det er en bog, der helt grundlæggende respekterer religionens fortryllelse af hverdagen, af bønnens kraft, af nadverens styrke. Samtidig er det også en bog, der på ingen måde respekterer de kristne doktriner, som vi kender dem.

Og det er nu, du kommer til at kløjes i altervin.

For beginerne har syner om sammensmeltningen mellem Kristus og Jomfru Maria i en transfeminin Jesus-figur. De drikker Jesu blod, men blander det med mælken fra Mariæ bryst og er decideret nadverlidlerlige.

Åben himmel er tro mod både 1233 og 2024. Det er et utroligt respektfuldt kættersk værk, der på intet tidspunkt gør grin med den kristne livsverden. Men det er ikke et bog, der accepterer denne verden blindt. Den udfordrer den. Kløgtigt, substantielt, æstetisk.

Læs den hvis du er til temaer som: Kirke, Kristus, kvindefællesskab, kætteri og korstog.

3. Bed uophørligt. Den store provokation

Franny & Zooey af J.D. Salinger

Nu til snydebogen. Franny & Zooey udkom teknisk set i 1961, men forlaget Alhambra har lykkeligvis genudgivet den i år, så den tæller.

J.D. Salinger er mest kendt for romanen The Catcher in the Rye (Der på dansk blev oversat til den forfærdeligt generiske titel Forbandende Ungdom). The Catcher in the Rye, er et vaskeægte kultværk. Ikke mindst fordi attentatmænd har en faible for den. John Lennons morder var for eksempel sygeligt optaget af den. Det har bidraget til at J.D. Salingers øvrige bøger er gået i glemmebogen. Det er dog synd, for Franny og Zooey er fænomenal.

Det er sjældent at bøger fra 60’erne ikke føles lidt stive i det i dag, men Franny og Zooey er overrumplende. Den er sjov, den er bidsk og både Franny og Zooey ville passe lige ind til urpremieren på nonbinær performancekunst i Kødbyen.

De er begge 20-somethings, der har løbet panden mod tilværelsens mur. Franny er litteraturstudine. Zooey er skuespiller. Franny er i den dybeste krise. Hun er nemlig faldet over lille rød bog, der giver en punkt-til-punkt vejledning i disciplinen at bede uophørligt.

Franny udfylder tomrummet og falskheden i sig selv med denne metode. Den endeløse bøn, men hun falder fuldstændig fra hinanden i forsøget, til moderens store fortvivlelse.

Moderen prøver at overtale Zooey til at tale sin søster til fornuft og hjælpe hende ud af bønnens klør. Det gør han nogle ret tvivlsomme forsøg på – og det var sådan set det meste af plottet, men det er ikke derfor, du skal læse den. Du skal læse den for replikkerne, for karaktererne og bramfriheden.

”Bed uophørligt!” Er nogle af biblens mest provokerende ord for den evigt fortravlede postmodernistiske livsnyder. Ethvert minut brugt i bøn, er et minut du kunne have brugt et andet sted. For eksempel på at læse Franny & Zooey.

Læs den hvis du er til temaer som: Spiritualitet, bøn, coming-of-age, søskendekærlighed og nye skældsord, du kan kalde din mor.