Tak til Kasper Bergholt for en spændende og velskrevet respons på min replik. Bergholt har mange gode ærinder, men for mig at se ender han desværre igen og igen med enten-eller-løsninger på områder, hvor man for mig at se sagtens kan operere med både-og-løsninger, og det undrer mig ærligt talt meget. Det er en god pointe, at Helligåndens gerning er bredere end at tale fremtidigt om Jesus, men deraf følger ikke, at det ikke også er en del af Helligåndens gerning. Det er en god pointe, at profeternes tale er mere end forudsigelser af fremtiden, men deraf følger ikke, at det ikke også er en del af deres tale. Det er en god pointe, at Ny Testamentes forfattere bruger Gamle Testamente intertekstuelt, men deraf følger ikke, at det er den eneste måde, de bruger Gamle Testamente. Min oplevelse er, at Bergholt frygter, at jeg – og måske også de missionsforeninger, vi begge er rundet af? – taler og har talt for snævert om Helligåndens gerning, profetier og Ny Testamentes brug af Gamle Testamente. Det skal jeg ikke kunne udelukke. Min oplevelse er bare, at Bergholt i sin understregning af dette ender med selv at tale for snævert.

Helligåndens gerning

Igennem hele replikken er det vigtigt for Bergholt at understrege, at vi må tale bredt om Helligåndens gerning. Ånden er også den, der virker i skaberværket og hjælper profeterne til at tale om deres samtiden. Det vil jeg skrive helt under på. Hvis vi ikke mener det, ender vi let i en ”god of the gaps”-teologi, hvor Åndens virke kun kan lokaliseres dér, hvor der er ting på færde, som vi opfatter som overnaturlige. Ånden virker også i det naturlige og i det menneskelige, for hele verden er Guds, og han er ikke begrænset til bestemte områder af virkeligheden. Amen til det. Jeg er helt enig med Bergholt i, at hvis vi forstår Åndens gerning som udelukkende fremtidsprofetisk tale, er vores forståelse af Åndens gerning for smal. Jeg vil bare tilføje, at hvis vi slet ikke forstår Åndens gerning som indeholdende fremtidsprofetisk tale, er vores forståelse af Åndens gerning også for smal.

Helligåndens tale om Jesus i Gamle Testamente

Bergholt affejer min kritik af ham ud fra kirkefædrene med, at vi ikke er ”forpligtede på deres hermeneutik” og nævner derefter et par eksempler på steder fra kirkefædrene, som han er uenig i. Min pointe med at inddrage for eksempel Justin Martyr var nu heller ikke at argumentere for, at nu skal vi abonnere på alt, hvad kirkefædrene sagde – selvom de nok har større autoritet for mig, end de har for Bergholt. Jeg synes bare, at man skal være opmærksom på det, hvis ens forståelse går imod oldkirkens forståelse – og især hvis det også er en forståelse, der udtrykkes i de oldkirkelige bekendelser. Som jeg skrev i min replik, udtrykker Den Nikænske Trosbekendelse, som er en del af folkekirkens bekendelsesskrifter, at Helligånden ” har talt ved profeterne”. I bogen Troens ord argumenterer kirkehistoriker Oskar Skarsaune for, at den betydning, man lagde i de ord, er at Helligånden talte om Jesus ved profeterne og forudsagde hans lidelse, død og opstandelse. Bekendelsen til, at Helligånden har talt ved profeterne, er en bekendelse til, at Helligånden har talt om Jesus ved profeterne. For mig at se er det syn, Bergholt udtrykker, altså i modsætning til den betydning, der ligger i ordene fra Den Nikænske Trosbekendese. Det synes jeg personligt er værd at lægge mærke til.

Som nævnt i min forrige replik mener jeg dog ikke kun, at Bergholt er i modstrid med kirkefædrene og bekendelsen, men også med Jesus og apostlene. Bergholt tager sig tid til at gå ind i flere de bibelsteder, jeg bringer på bordet, så tak for det. Enten det så er bevidst eller ubevidst, undgår han dog stederne fra Johannesevangeliet, så dem vil jeg altså lige gentage. Jeg har svært ved at se, at Jesus ikke mener, at Gamle Testamente skulle handle om ham i første omgang, når han siger, at Skrifterne vidner om ham (Joh 5,39), og at Moses skrev om ham (Joh 5,46). Jeg synes også, at evangelisten ser ud til at have en forståelse af, at Esajas talte om Jesus (Joh 12,41), og at disciplen Filip mener, at Moses og profeterne har skrevet om Jesus (1,45). For mig at se mener både Paulus også, at Gamle Testamentes tekster i sig selv handler om Jesus. Jeg har svært ved at forstå det anderledes, når Paulus i ApG 26,22-23 siger ”jeg siger ikke andet end det, profeterne og Moses har sagt skulle ske: at Kristus måtte lide, når han, den først opstande fra de døde, skulle forkynde lys for både folket og hedningerne”. Det samme virker til at være tilfældet for Peter, når han i ApG 2,30-31 siger ”Eftersom han var profet og vidste, at Gud med ed havde tilsvaret ham, at en hans efterkommere skulle sidde på hans trone, forudså og talte ham om Kristi opstandelse, da han sagde, at han ikke skulle blive i dødsriget” og i ApG 3,18 siger ”men Gud har på den måde opfyldt det, han forud har forkyndt ved alle profeterne, at hans salvede skulle lide”.

Jeg ved ikke, om det er tilfældet, men har på fornemmelsen, at noget af min og Bergholts uenighed går på, hvorvidt teksterne kan have flere betydningslag i sig selv, også i første omgang. I Commentary on the New Testament Use of the Old Testament foreslår Craig L. Blomberg for eksempel, at Es 7,14, som Matt 1,23 bruger, kan indeholde en dobbeltopfyldelse, så testen både opfyldes i den nære samtid og i Jesus. Jeg forstår som tidligere nævnt begge disse betydninger som noget, der ligger i teksten i sig selv. Jeg tænker personligt, at Gamle Testamentes forfattere godt kan have skrevet tekster, der både havde betydningslag, der umiddelbart handlede om deres egen samtid, men også betydningslag, der rækker ud mod fremtiden. Jeg tænker, at for eksempel Joh 12,41 indikerer, at Gamle Testamentes forfattere havde en idé om, at de talte om Jesus, selvom jeg nok i højere grad end Bergholt vil være åben for, at de ikke nødvendigvis selv så den fulde rækkevidde af dette betydningslag.

Bergholt har et vigtigt ærinde i at lægge vægt på Gamle Testamentes historiske kontekst og samtid. Jeg er meget enig i, at hvis vi forstår Bibelens profetiske tale som noget, der udelukkende handler om forkyndelse af fremtiden, er vores profetibegreb for smalt. Jeg vil bare tilføje, at hvis vi forstår Bibelens profetiske tale som noget, der slet ikke handler om forkyndelse af fremtiden, er vores profetibegreb også for smalt.

Ny Testamentes brug af Gamle Testamente

Bergholt lægger stor vægt på at forstå profetibegrebet som intertekstualitet, og indikerer, at jeg måske ikke kan lide intertekstualitet, fordi jeg ikke finder det fint eller åndeligt nok. Det virker til, at Bergholt frygter, at jeg gør Åndens gerning for smal eller sætter det åndelige i opposition til det menneskelige eller litterære begreber. Som understreget ovenfor, er det nu ikke det, der er min pointe. Jeg vil gerne tale bredt om Åndens gerning, og jeg er også åben for at sige, at Ny Testamentes forfattere gør brug af intertekstualitet, og at Ånden guider dem i dette. Jeg stiller mig bare skeptisk for, at det altid er det, der er på spil, når Ny Testamentes forfattere bruger Gamle Testamente, og at det er det, de selv forstår ved opfyldelsesordene.

For mig at se virker det til, at Bergholt ikke tænker, at Ny Testamentes forfattere bruger Gamle Testamente på forskellige måder - i hvert fald ikke måder, der også kan række ud over hans brug af intertekstualitetsbegrebet - og det stiller jeg mig spørgende overfor. Min kritik af at forstå profetier som ”ren intertekstualitet” er altså ikke, at intertekstualitet er uåndeligt eller en dårlig måde at tale om teksters indbyrdes sammenhæng. Min kritik går på, at det for mig at se ikke er sådan, Ny Testamentes forfattere og Jesus selv forstår Gamle Testamentes profetier i de bibelsteder, jeg har nævnt – i hver fald ikke hvis der med intertekstualitet menes, at der ikke er noget i Gamle Testamente i sig selv, der handler om Jesus. Vi taler sikkert for smalt om Ny Testamentes brug af Gamle Testamente, hvis vi ikke også taler om intertekstualitet. Jeg vil bare tilføje, at vi også taler for smalt om Ny Testamentes brug af Gamle Testamente, hvis vi udelukkende taler om intertekstualitet – i hvert fald sådan som Bergholt bruger begrebet.

Hvordan kan du vide det, Jonathan, og hvad skal det overhovedet gøre godt for?

Bergholt stiller mig undervejs i sin respons to spørgsmål. Hvordan kan jeg være sikker på, at Helligånden vidnede om Jesus i Gamle Testamente? Og hvad skal det overhovedet gøre godt for, at Helligånden vidnede om Jesus i Gamle Testamente? Dem vil jeg her forsøge at besvare kort, selvom meget mere kunne siges.

Til spørgsmålet om, hvordan jeg kan vide, at Helligånden vidner om Jesus i Gamle Testamente, vil jeg pege på Den Nikænske Trosbekendelse og de mange bibelsteder, jeg har nævnt. For mig at se udtrykker både Ny Testamente og Bekendelsen, at Helligånden vidnede om Jesus i Gamle Testamente, og det er i hvert fald et rimeligt godt argument for mig. Hvis det er den forståelse, Paulus, Peter, Jesus, evangelisterne, Justin Martyr og Den Nikænske Trosbekendelse har, vil jeg også gerne have den forståelse.

Til spørgsmålet om, hvad det skal gøre godt for, at Helligånden vidnede om Jesus i Gamle Testamente, er mit svar først og fremmest det samme. Hvis det er Ny Testamentes og Bekendelsens syn, er det egentlig god nok grund i sig selv til at have det syn. Men det er også vigtigt for mig af andre grunde. Det understreger for mig, at Ånden er i overensstemmelse med sig selv. Helligånden vidner om Jesus, og det undrer mig, hvis han ikke også gør det i Gamle Testamente. Hvis han ikke gør det, er det for mig at se en afsvækning af det reformatoriske princip om, at Kristus er skriftens kerne og stjerne.

Hvis han ikke gør det, er for mig at se også en afsvækning af Gamle Testamentes og Ny Testamentes enhed. For mig at se er den kristologiske læsning af Gamle Testamente ikke én legitim læsning blandt flere legitime læsninger, hvor de alle er lige gode. Det er ikke en sand og troværdig læsning blandt flere sande og troværdige læsninger, hvor de alle er lige sande og troværdige. Den er faktisk bedre og mere sand – og den er normativ. Det kan godt være, at det er mig, der overser noget, som Bergholt ser klarere, men jeg har personligt svært ved at se, hvordan skulle være tilfældet, hvis det ikke var sådan, at Gamle Testamentes tekster i sig selv har betydningslag, der handler om Jesus. Når jeg læser Ny Testamente virker det for mig at se, som om Peter, Paulus og co. mener, at den kristologiske læsning er legitim, fordi der er noget i teksterne i sig selv, der handler om Jesus.

Et par overvejelser om bibelsyn

Bergholt overvejer til slut, at ”noget kunne tyde på, at vores uenighed dybest set handler om bibelsyn”. Det tror jeg, at han ret i. Jeg må ærligt sige, at jeg har svært ved helt at forstå Bergholts bibelsyn, og hvor meget vi er uenige, men når jeg læser og lytter til ham, kan jeg mærke, at der er ting, jeg vil formulere anderledes. Netop derfor er jeg også glad for, at han har svaret mig tilbage, så vi kan drøfte det, for jeg tror, at det er vigtigt. Min oplevelse er, at i hvert fald dele af Bergholts bibelsyn er anderledes end både oldkirkens, reformationens og missionsforeningernes (uden dermed at have sagt, at deres bibelsyn er det samme én til én). Min oplevelse er også, at han vil lægge større vægt på de menneskelige forfattere og mindre vægt på Gud som forfatter, end jeg vil gøre, og man traditionelt har gjort på den danske kirkelige højrefløj. Ligeledes er jeg også usikker på, i hvor høj grad han forstår Bibelen som Guds ord på samme måde, som jeg gør det, og i hvert fald om han vil drage de samme konsekvenser deraf. De overvejelser er Bergholt nok bedre til at svare på end jeg. Men hvis det er tilfældet, tror jeg, at der fortsat et meget at samtale om.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og få de seneste artikler direkte i din indbakke