Det er en varm forårsdag i Sydafrika. Det er ganske vist november, men på den anden side af kloden er tingene som bekendt lidt omvendt engang imellem. Jeg er en smule solbrændt, så jeg har trukket mig tilbage til studiet.

En time inde i landet fra kystbyen Durban finder man et musikstudie. I skrivende stund bliver der produceret 'amapiano' i studie A, en lokal landeplage-genre. I studie B sidder en ung fyr og producerer hårde trap-beats. Han er fra Sweetwaters, et townshipområde, der ligger ganske tæt på studiet. I studie C sidder jeg selv. Tilbagetrukket for at pleje min røde hud og for at skrive lidt om projektet Sonar Music.

Min nuværende tur til Sydafrika varer kun sølle 10 dage. Rejsen startede dog på sin vis allerede for 2,5 år siden. Dengang sad jeg på stranden ved Ballehage i Aarhus på en kold forårsdag (i DK), med min gode sydafrikanske kammerat, Tyron. Sammen sad vi der med kaffe i hånden og drømte om, hvor fantastisk det mon ikke kunne være, hvis man kunne lykkes med at skabe åndehuller rundt i landet, hvor unge kan komme og dyrke deres interesse for musik.

Tyron havde selv barslet med tanker hen i den retning, men fik stukket en ordentlig kæp i hjulet, da corona ramte blot fire måneder efter, han og hans kone var landet i Danmark for at være musikmissionærer i organisationen Youth For Christ.

Fuld af mismod over den nye covid-spændetrøje gav Tyron sig i stedet i kast med at lave online kurser i musikproduktion. Jeg selv sad som modtager og oplevede for første gang at få en lille åbenbaring, hvad angår musik.

Jeg elsker musik. Det har jeg sådan set gjort lige så længe, jeg kan huske. I ved, ham der altid ender med AUX-stikket, og før det, ham der altid lige havde brændt en ny lækker cd med piratdownloads (ups). Jeg har af flere omgange forsøgt at lære at spille forskellige instrumenter. Til både min egen og min mors store fortrydelse har tålmodigheden dog aldrig for alvor slået til.

Derved er scenen sat til 2020, hvor jeg sidder derhjemme under corona og har mit lille åbenbarings-øjeblik. Her blev jeg for første gang introduceret til musikproduktion og følelsen af lynhurtigt at kunne skabe noget, jeg var stolt af. En følelse af, at selv jeg, der ikke spiller et instrument eller synger, kan have et naturligt output, hvor musikken kan få lov til at flyde. Netop den oplevelse gav næring til den førnævnte samtale mellem mig og Tyron der på stranden.

Tyron og jeg havde lige netop nydt (?) et koldt dyp, som vi havde fået for vane at gøre hver fredag morgen. Det mest danske, Tyron kan forestille sig, er at vinterbade. Helst nøgen. Så der sad vi efterfølgende med tøjet på igen og varmede os på kaffe og croissanter. Så vidt jeg fremkalder samtalen, startede den med, at jeg udtrykte min egen og min kone Gittes fascination af det spring Tyron og Lucy havde taget fra et etableret liv i Sydafrika til at leve som missionærer i et fjernt land. Jeg fortalte ham, at Gitte og jeg da også selv havde drømt en smule om at komme ud og rejse i en længere periode. Måske til Canada, Australien eller et eller andet engelsktalende land. ”Vi snakker også engelsk i Sydafrika” sagde Tyron. ”Ja klart.. men jeg tror ikke lige det er Afrika, vi drømmer om.”. ”Hvorfor starter du og Gitte ikke bare Sonar Music i Sydafrika?”

Jeg har senere grint af det lille ”bare”, men denne dag var det ikke lige det, jeg hæftede mig ved. I tiden derefter voksede idéen på os. Vi drømte mere og mere konkret og fik sendt en fondsansøgning afsted, der beskrev alt det, som vi dengang så for os, at musik kunne have en positiv indflydelse på, for unge sydafrikanere. Efter en godkendt ansøgning samt et forbesøg i Sydafrika til august 2021 pakkede vi tasken til at kunne være væk i et år. I samarbejde med en lokal kirke etablerede vi et musikstudie, som skulle være et åndehul for unge sydafrikanere. Konceptet er ganske simpelt. Hver onsdag eftermiddag/aften kunne 12-17-årige komme i musikklub. Her var undervisning i musikproduktion, musikalske øvelser, en masse pizza og løse rammer. I løbet af ugen kom unge som gamle musikere ind i studiet og indspillede deres egen musik. Vi arrangerede workshops i sangskrivning, lavede musik-showcases og sangskriverdage. Fællesnævneren var altid, at vi mødtes om kærlighed til musik og samvær med andre unge. Hvad man altid fik med i bagagen, uanset arrangementet, var et møde med et menneske, for hvem troen på Jesus havde en personlig betydning. Vi og disse frivillige mødte teenagerne og artisterne på deres hjemmebane – i musikken. Vi vibede, og vi connectede.

Jeg har selv oplevet, at det ofte kan blive et skridt frem og to tilbage, når vi i kirker og kirkelige ungdomsorganisationer holder hårdt på at servere forkyndelse og bibelstudie up-front. Jeg anerkender, at der naturligvis er flere kontekster, hvor dette er godt og vigtigt, som fx i Alpha, hvor det netop er konceptet, at mennesker kan komme undersøge. Jeg mener dog også, at det for mange kan være ukomfortabelt og overrumplende med fællesskaber, der holder benhårdt på disse (for nogle) underlige fremmedelementer. I Sonar Music pakkes troen og dens betydning ikke væk. Vi skammer os ikke. Men vi serverer den ikke som håndmadder helt op i ansigtet på den, der vover at træde ind over dørtrinnet. Klart. Det kan til tider føles temmelig langsommeligt og inaktivt, men sådan er det jo med relationer. Min overbevisning er, at den teen-/ungeleder, der tør vidne med sit levede liv, og som svarer udtømmende ærligt og kærligt, når han/hun spørges, vil være til langt større inspiration for unge mennesker, der leder efter trosfodfæste, end den, der leverer en bibelnær andagt uge efter uge. 

Sydafrika er en nation fyldt med fantastisk inspirerende og sprudlende mennesker, som samtidig har sit at kæmpe med. Arbejdsløsheden blandt unge (18-30) er hele 56%, og apartheids slimede spor er stadig tydelige. I Sweetwaters, den førnævnte township, har de det højeste antal Hiv/aids-smittede pr. indbygger i hele verden. Tilbedelse af forfædre er med til at holde mennesker i fattigdom og ulighed. 

Jeg kender sydafrikanere, der gennem et møde med Jesus, er blevet sat fri fra tilbedelse af forfædre, og andre, der er blevet sat fri fra tanken om, at nogle mennesker i Sydafrika har mindre værdi end andre. Jeg tror på, at der midt i ulighed og mismod over enorme udfordringer, findes ét svar, der for alvor sætter mennesker fri. Fri fra besættelse af rigdom, arrogance og racisme, fri fra fattigdom og misbrug. 

Dette er Sonar Musics vigtigste berettigelsesgrundlag i Sydafrika. De unge får et hav af andre vigtige ting med i rygsækken. Nyfundet oplevelse af selvværd, oplæring i demokratiske processer og udrustning til ledelse, men vigtigst er budskabet om Jesus, på en måde de ikke før har oplevet, gennem musik, som de allerede er optaget af.

Sangskrivning og musikproduktion har det særlige i sig, at det åbner et vindue ind til det, der fylder. Glæder, udfordringer, frustrationer, kærlighed, længsler. Derved kommer anledningen til at få de vigtige og betydningsfulde samtaler, som jeg til hver en tid vil vægte højere end at stå hårdt på en fast andagt. I løbet af hele året 2022 gjorde Gitte og jeg os disse erfaringer.

Da vi den 23. december 2022 igen satte fødderne på dansk jord, var vi sprængfyldte af kærlighed til Sydafrika, kærlighed til sydafrikanere og kærlighed til hinanden. (Det er dejligt at rejse sammen).

Jeg smiler ved tanken om at have boet i dette land. Landet, der både har alverdens udfordringer og skønheder. Nu, hvor jeg for en kort stund er tilbage, savner jeg virkelig hverdagene med sol på de høje tinder, løbeturene blandt gnuer og giraffer, troshelte i Sweetwaters og troshelte i Hilton. At bruge hverdagen på musik savner jeg heldigvis ikke. Tyron og Lucy rundede nemlig deres tre år i Danmark af og tog tilbage for at fortsætte projektet i Sydafrika.

Dermed blev jeg pr. 1. januar ansat i organisationen Youth For Christ til at lede Sonar Music Danmark. Det betyder blandt andet, at jeg kan holde min kærlighed til projektet og landet ved lige, på et besøg som det, jeg er på lige nu.

I søndags holdt vi workshop i studiet. 10 unge Sonar-ledere fra Sweetwaters og 5 fra Hilton deltog fælles i øvelser og oplæg under emnet ”How not to be a 'Karen'”. En temaeftermiddag for alle unge ledere i projektet om god argumentationsteori og skik. Sammen bad vi for projektet og for de forskellige områder, hvor vi håber på at se Sonar Music gøre en forskel. At unge fra naboområderne Sweetwaters (98% sorte) og Hilton (85% hvide) mødes er i sig selv et enestående tilfælde. At bede sammen er fantastisk.

I Danmark er vi også begyndt at rulle konceptet ud. I Aarhus og Nexø mødes unge mennesker mellem 12-16 år hver onsdag for at lave musik sammen. En tredje klub er på vej i Odense. Vi oplever indtil videre, at projektet virker til at have en særlig evne til at tiltrække unge, der primært bare hungrer efter et musikalsk fællesskab. Flere af klubdeltagerne har aldrig før stiftet bekendtskab med kristne mennesker, og flere af dem har også allerede oplevet hårdere ting, end hvad man kunne håbe for et menneske på den alder. Så længe vi i Sonar Music formår at tiltrække netop disse unge, og vi formår at have unge voksne kristne, der kan stille nysgerrige spørgsmål til både musik og liv, så betragter jeg projektet som en succes. Sonar Music er ikke en kirkeklub, men et åndehul. Hvem ved, måske leder det til kirke. Eller endnu bedre; tro.

Med den opmuntring og/eller provokation vil jeg videre. Ind i studie A, hvor Amapiano-rytmerne stadig florerer. De drager mig. Artisten i studiet er for nyligt blevet signet af Sony og har et stort gennembrud i sigte. Han er ikke kristen. Han kom ikke for andagten. Han ”elsker bare viben”.