Samtidigt med at Den lille Istid (1400-1850) satte ind, begyndte også hekseforfølgelserne, som gennem trehundrede år skulle koste mellem 60.000 og 100.000 mennesker (fortrinsvist kvinder) livet.

Man havde fra antikken troet på hekses eksistens, men i middelalderen mente man ikke, de var farlige som andet end giftblandere. Ingen myndigheder forfulgte hekse i Europa for kirke og stat havde i flere skrifter som f.eks. Karl den Stores sakserlove fra 803 og kirkens kanoniske ret i 1100-tallet dømt, at de hverken måtte slås ihjel eller kunne flyve gennem luften og alle de andre magiske egenskaber, de var tillagt af folketroen. Heksene var mennesker som hallucinerede, når de hævdede at have fløjet gennem luften for at deltage i heksesabbatter. Det var rester fra de gamle hedenske beretninger og Diana og Bacchus’ vilde ridt og orgier.

Men med renæssancen ændrer billedet sig totalt. Grunden til at der blev brændt så mange mennesker de følgende århundreder, var at der i Europa udviklede sig en heksevidenskab, som konger, adelige, filosoffer, kirkefolk og byråd og kroværter i vid udstrækning kom til at tro på var ”hard science”. Det var kun i Vesteuropa at troen på hekse blev en videnskab og derfor også kun her der skete en systematisk forfølgelse.

Den lille Istid havde bragt klimaforandringer og misvækst med sig, oversvømmelser og andre naturkatastrofer bekymrede folk. Da den nye heksevidenskab begyndte at sprede sig gennem Europas lærde miljøer, fik man forklaringen. Klimaforandringerne var hekseskabte. Man kan se, hvordan byråd langs Rhinen i 1440’erne sender bud til Basel, hvor præster, jurister og statslige repræsentanter fra 1431 til 1449 var samlede til kirkemøde, for at hente eksperter i den nye heksevidenskab til deres byer, der kunne tage hånd om de problemer, som truede samfundene. Og ganske rigtigt! Når eksperterne kom frem og undersøgte sagerne viste det sig, at der stod hekse bag.

Dominikanermunken Jacob Sprenger, der i 1435 blev født i Rheinfelden, voksede op i heksevidenskabens første udbredelsesområde. Han blev senere forfatter til den erfaringsbaserede bog ”Heksehammeren” i 1486, der med renæssancepaven Innocens 8.’s anbefaling blev en af de mest indflydelsesrige bøger til bekæmpelse af hekseuvæsnet. Sprenger har da bogen udkommer allerede i 20 år været en pavelig befuldmægtiget hekseekspert, der havde ansvaret for det tyske område. Bogen indeholder derfor hans egne oplevelser, erfaringer og historier om hekse foruden råd og vejledninger til at bekæmpe heksene.

Heksevidenskabens ufrivillige bagmænd var lærde, der troede på, at mennesker kunne udøve kraftfuld både hvid og sort magi. De to florentinske filosoffer Ficino og Pico de la Mirandola, som havde oversat det antikke tekstcorpus Hermes Tresmegistos, før de oversatte Platon til latin, opkvalificerede her ifølge dem selv indsigten i tingenes natur og evnen til at kunne kontrollere naturfænomener. Hermes Tresmegistos blev anset for at være en ægyptisk præst, der var lige så gammel som Moses og som havde en parallel indsigt i kosmos. Kirken var altså ikke den eneste autoritet, når det angik naturen og videnskaben. Naturfilosofiens praktiske del var ifølge Pico magien. Med den kunne man unddrage sig planeters og stjerners uheldige indflydelse på menneske og verden. Man kunne altså sætte mennesket frit af alle skæbnebestemte forhold, som andre filosoffer mente himmellegemerne bestemte. Med magien brød man ud af determinismen. Men man måtte kun bruge hvid magi, fastslog Pico, ikke sort.

Det var imidlertid det, som hekse gjorde og man opdagede denne nye superfarlige sekt, da man så de ulykker den bragte over verden. Bag alt dette stod den onde selv.

Flere af Frankrigs store jurister skrev bøger om heksevidenskab i slutningen af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet. Den indflydelsesrige statsteoretiker Jean Bodin forfattede i 1580 bogen ”Dæmonomani”. Han havde selv været skeptisk over for hekses eksistens i begyndelsen skriver han, men efter at have overværet retssager, hvor helt enfoldige menneskers bekendelser stemte nøje overens med antikkens syn på sagen, som den f.eks. trådte frem i Platons skrifter, måtte han se sin skepsis besejret, for de enfoldige mennesker kunne jo ikke kende Platon, derfor måtte deres vidnesbyrd være sande. Bodins verdensbillede var præget af de store renæssancefilosoffer og arven efter Platon. Det var et tolerant verdensbillede. Han kunne acceptere jøder, muslimer, antikke hedenske filosoffer og forskellige kristne, når blot de dyrkede Gud og ikke Satan som jo forsøgte at omstyrte Guds gode skaberværk gennem sine agenter dæmoner og hekse. Dem skulle der derimod ikke vises nåde mod. Bodin var arkitekten bag tankerne om enevælden i Frankrig og fik stor betydning for den danske statsudvikling, men var samtidigt med at være den lærdeste lærde i det toneangivende kulturland i Europa også forsker inden for den nye heksevidenskab.

Dommeren i Bordeaux i Frankrigs sydvestlige hjørne Pierre de Lancre var på linje med Bodin. Han var af den franske konge Henrik 4. i 1609 blevet sendt til Labourd (den franske del af Baskerlandet) for at undersøge klager over hekseuvæsen. Efter intense undersøgelser og retssager, hvorunder omkring 15 hekse kom på bålet, skrev han i 1612 bogen Tableau de l'Inconstance des Mauvais Anges et Demons. Heri kommer han bl.a. ind på at hekseplagen er global. For da den nye verden blev opdaget og missionærerne fik omvendt de indfødte til kristendom, blev det trangt med pladsen for de uddrevne afguder:

”Dette får mig til at antage, at tilbedelsen og oplæringen gennem så mange fromme religiøse personer, drev dæmonerne og de onde engle fra Den Nye Verden og Japan, så de blev sluppet løs på kristenheden i stort antal. Og efter at have fundet ud af at både folk og landskab her (Labourd) er velegnede har de gjort det til deres primære opholdssted. Og lidt efter lidt har de gjort sig til enerådende herskere i landet, idet de har vundet kvinder, børn og de fleste prædikanter og pastorer for deres sag. De har fundet en vej til at forvise fædrene og husbonderne til Den nye Verden, til et sted, hvor religion er fuldstændig ukendt, for des lettere at etablere Djævlens herredømme her. Og det er et faktum, at mange englændere og skotter og andre handlende, som kommer til Bordeaux efter vin, har forsikret os, at de under deres rejser har observeret store horder af dæmoner i skræmmende menneskelige skikkelser passere gennem Frankrig. Det er derfor, at antallet af hekse er så stort i Labourd, hvorfor så mange sjæle ledes på afveje. At tro de kunne genvindes eller afskrækkes ved rettergang synes helt umulig.”

Der måtte altså hårdere midler til for at redde verden: bål og brand.

I Danmark regner man med at ca. 1000 mennesker i perioden 1540-1693 blev henrettede for trolddom. Man kender 494 sager fra Jylland, som endte for landsretten i Viborg. Heraf førte ca. halvdelen til dødsdom. Det var under Christian 4. (1577-1648), der som lærd renæssancefyrste troede på heksevidenskaben, der blev brændt flest troldfolk. Han udgav i 1617 en forordning, der skulle skærpe indsatsen mod hekse og dem, som var ”medvidere”. Fem år efter fik jøderne sammen med andre religiøse minoriteter hans tolerance at føle, da Glückstad i hertugdømmerne blev en fristad på hans initiativ. Christian 4. greb selv ind i hekseprocesser, f.eks. den mest berømte sag mod maren Spliid fra Ribe. Hun blev berømt, fordi hun efter to gange at have klaret frisag ved retten i Ribe, efterfølgende af kongen blev hentet til København og dømt ved hans hofdomstol.

I hekseprocesserne var det ofte dannede mennesker, som tog teten. Således er der 48 sager, der ved Landstinget i Viborg blev ført af adelsmænd, heraf ni lærde kvinder! De mennesker som blev angivet som hekse var oftest fra samfundets bund, mennesker med dårligt rygte gennem flere år. Her var det oftest fattige som anklagede endnu fattigere for trolddom. I Ribeprocesserne, som jeg har skrevet om, er der også overraskende mange kvinder blandt anklagerne. I en proces går alle gadens kvinder til den kvinde, som de mener har gjort smeden syg og truer hende med angivelse for trolddom, hvis hun ikke gør ham rask straks.

Hekseprocesserne, der førte til de mange tusind brændofre over 300 år, var altså så potente, fordi der opstod en heksevidenskab, som førende intellektuelle og herskere sluttede sig til. Derfor var der også mange af kirkens præster, der vendte sig fra den gamle forestilling om hekse, som fandtes i kirkens lovsamlinger fra middelalderen og blev ”moderne”. Det gjaldt både renæssancepaver og reformatorerne Luther og Calvin. Hekseprocesserne var ikke båret af overtro, men af den i tiden mest moderne videnskab. Denne videnskab udpegede hekse som det store problem i samfundet, fordi de ødelagde samfundsstrukturen, klimaet, frugtbarheden hos dyr og mennesker. Den lyste de forestillinger, som almuen altid havde haft om trolddom i kuld og køn og muliggjorde processerne, der førte til mangen en nabos eller fjendes død.

Men mekanismen bag dette ”frygtens ansigt”, som heksene udgjorde i renæssancen, gentager sig gennem historien. ”Frygtens ansigt” opstår i sammenblandingen af videnskabsfolk, presse, intellektuelle og magthavere, der pludselig ser en fare, som truer med at ødelægge samfundet. Den bliver først farlig, når den bliver til ”videnskab”, der skræmmer en hel verden.

Også efter hekseprocesserne er dette sket med millioner af ofre som følge. Evolutionismen, der i det 19. århundrede og det 20. århundredes første halvdel bragede frem, er et godt eksempel. Forestillingen om fremskridt og det gamles undergang til fordel for en ny og bedre verden og menneskehed, blev en sådan blanding af videnskab, som Darwins evolutionsteori og socialdarwinismens ”survival of the fittest”, gav fødselshjælp til. Det blev den i slutningen af 1800-tallet herskende videnskab om race, eugenikken, der skulle forhindre den overlegne hvide race i at blive forurenet af mennesker med anden hudfarve eller lav intelligens. Disse teorier blev understøttet af forskningsmidler, presse, intellektuelle, store fonde og regeringsbærende partier fra USA over Sverige, Sovjetunionen, Danmark, Tyskland og Iran m.fl. Det var alt fra socialdemokrater over kommunister, til konservative og nationalsocialister, der forskede, skabte centre, lavede love, forsøg og sociale programmer rettet mod åndsvage, uønskede grupper og handicappede, som både i Sverige og Tyskland indbefattede eksperimenter på disse grupper – i Sverige helt frem til 1960 på Statens institut för rasbiologi. Eugenetikkens tilhængere frygtede, at fremskridtet og kulturens undergang var nært forestående. Mennesker som talte imod, blev anset for uvidende og reaktionære.

På samme måde kan man se, hvordan teorien om den globale opvarmning har skabt en ny enhedsfront mellem politikere, universiteter, fonde og presse. Her har vi vore dages ”frygtens ansigt”, som for alvor fik vind i sejlene efter ”Murens fald” i 1989. Faren fra øst skabte et frygtens tomrum, som hurtigt blev opfyldt af klimaet. Man begyndte at tale om den globale opvarmning som menneskeskabt. Der blev af videnskabsfolk, miljøorganisationer og politikere fremsat undergangsprofetier. Hvis ikke man straks handlede ville indlandsisen på Grønland være smeltet inden 2008. Man forudsiger (ofte via computermodeller) vandstandsstigninger år 2100 med millimeters nøjagtighed. På græsrodslaget oppiskes af medierne en undergangsstemning, som får almindelige mennesker til at tro, at hvert uvejr og hedebølge er tegn på katastrofen, som nærmer sig. Igen er det som heksevidenskaben og eugenikken en vestlig videnskab. Kina åbner stadigvæk hver måned nye kulkraftværker og selv efter de fleste vestlige klimamodeller betyder de planlagte indsatser intet, da både den industrielle udvikling og befolkningstilvækst foregår udenfor de vestlige lande. Modstanderne af ”frygtens ansigt” bliver som sædvanligt angrebet for at være ”klimanægtere” eller under indflydelse af forurenende virksomheders interesser.

Ødelagde heksene klimaet ved deres vejrmagi? Frelste eugenikken den hvide race? Vil videnskaben i samarbejde med politikere, journalister og interesseorganisationer styre klimaforandringer og hindre den globale opvarmning? Næppe. Men den kølige skepsis må altid i højsædet, når regeringer, videnskab, medier og interesseorganisationer går sammen for at vise os ”frygtens ansigt”. Det koster altid uskyldige mennesker livet.