Trumps indsættelsestale blev fra ende til anden en tilkendegivelse af, at han vil et helt igennem nyt, forandret og blomstrende USA. Følelsen af, at ikke bare USA forandrer sig, men hele verden, har da også banket på hos mange, siden Trump genvandt præsidentembedet. For en stor del dog også med noget mere blandede, ofte bekymrede, forestillinger om fremtiden, end Trumps løfter om opblomstring og velstand.

Ikke så få ser en helt anden, mere dyster fremtid for sig som følge af den nye præsident. En fremtid med mindre samarbejde og samling blandt de vestlige demokratier, at klimaødelæggelserne bliver forstærket, indskrænkning af samarbejdet i WHO (som kan siges allerede at være et faktum), indskrænkning af NATO-samarbejdet og som følge deraf mindre tryghed, og så videre.

Vi får se, hvem der får ret. Pessimisterne eller optimisterne eller dem, der er et sted midt imellem.

Men uanset hvad, sker der næppe noget altforandrende, radikalt nyt i menneskeheden. Jo mere man dykker ned i menneskehedens historieforløb, desto mere får man blik for, at alt i en vis forstand er gentagelse.

Det kom på en besynderlig måde frem i den nye film, Here. En film, der gennemgående har fået meget dårlige anmeldelser, dog med enkelte undtagelser. Og jeg forstår godt mængden af negative anmeldelser. Jeg sad selv i biografen forleden og blev grebet af søvnighed i første del af filmen, som ruller temmelig ligegyldigt og kedeligt afsted. Men et godt stykke henne meldte der sig noget andet, noget meget interessant og givende.

Hele filmen er samlet i én eneste kameravinkel, præcis samme sted hele vejen igennem. Det begynder med dinosaurerne og urtiden, springer derfra frem til nutiden og så et skridt tilbage til det 19. og 18. århundrede, og så igen lidt frem. Frem og tilbage, uden at vi nogensinde får rigtig indsigt i historierne, der udspiller sig.

Historierne bindes heller ikke sammen udover det fysiske sted, vi befinder os gennem hele filmen, som altså starter i ur-naturen med dinosaurer, som sidenhen skiftes ud med mennesker, mens den vilde natur bliver til stuerummet i et hus, som møbleres i forskellige varianter gennem tiden, og ligeledes forskellige mennesker fra tid til tid, vi møder i rent overskriftsagtige historier.

Men langsomt, langsomt begynder især én historie at trænge igennem. Som filmen skrider frem, fylder den efterhånden det meste og giver en form for mening. Vi følger et par, som får børn, og den ældste søn får med tiden en kæreste, som bliver til hustru, de får børn, og alle bliver boende i huset.

Meningen, som begynder at banke på, kan udtrykkes med et tilbagevendende udsagn fra denne ældste søn: ”Tiden flyver”. Man kunne også sige: Tiden løber ud. Eller: Livet løber ud.

I de konstante drømme om livsomskiftelse og forandring i denne families livsløb er der på en måde kun én ting, der hele tiden omskiftes: Tiden. Det er, som om alt på en måde forbliver det samme, selvom der øjensynlig sker mærkbare og synlige ændringer undervejs. Tiden lader livet løbe ud for hver og en af dem, uanset hvad de opnår af ønskede eller uønskede forandringer.

Den ene, samme kameravinkel understreger det stærkt. Vi drømmer om store forbedringer gennem hele vores liv, men i bund og grund er alt ved det samme. Der foregår tydeligt ydre forandringer gennem tiden på dette ene sted, filmen retter sin kameralinse mod, men indre forandringer? Nej, ikke rigtig. Og således også i hvert enkelt menneskes og i den samlede menneskeheds historie, inklusiv hvad der må komme af forandringer i det store USA og hele verden som følge af den uforudsigelige, magtfulde Trump.

Mulighed for mærkbare forandringer? Javist. Men fundamentalt radikale forandringer af menneskeheden? Nej.

Og lad mig bekræfte det yderligere med et personligt perspektiv. Filmen rørte ved min egen stigende alder, for selvom jeg ikke er pensionist endnu, så mærkes alderdommens voksende tilbageblik på det liv, der er levet, og ja, tiden flyver.

Den flyver med årene stærkere og stærkere. Blandt andet fordi man mere og mere indser, at alt har en ende, og man erkender, at langt fra alle drømme fra livets første tid er blevet opfyldt. Det er, som om livet til syvende og sidst melder pas. Var der ikke mere? Var det alt, hvad jeg kunne få?

På den måde rammer filmen noget meget grundmenneskeligt: livslængsel. Det, som C.S. Lewis skriver indsigtsfuldt om i Lidelsens problem:

”Vi kan ikke tale om det til hinanden. Det er hver enkelt sjæls hemmelige kendetegn, den uudsigelige uudslukkelige længsel; det, vi har begæret, før vi mødte ægtefælle, grundlagde vores venskaber og valgte vores livsvej, og som vi stadig vil begære på vores dødsleje, når vores tanker på ægtefælle eller ven eller arbejde svinder bort. Så længe vi eksisterer, eksisterer dette også”.

Og det bringer mig frem til et perspektiv, man næppe kan udlede af filmen, men som blev ret vigtigt for mig som en form for eftersmag af filmens tiltagende grundtone: Tiden flyver. Tiden og livet løber ud. Ja, det gør det. Men dermed er det sidste ikke sagt, for som Lewis skriver i samme bog:

”Den bestandige lykke og sikkerhed, som vi alle begærer, har Gud nægtet os i kraft af selve vores verdens natur. Glæde, fornøjelse og munterhed har han derimod givet frit løb. Vi kan aldrig vide os helt sikre, men vi morer os som regel glimrende og oplever også begejstring. Det er ikke svært at se, hvorfor det forholder sig sådan. Den sikkerhed, vi begærer, ville give os mulighed for at finde hvile i verden og ville derved udgøre en hindring for, at vi vender tilbage til Gud. Nogle øjeblikke i kærlighedens glæde, et landskab, en symfoni, et muntert samvær med vennerne, et bad eller en fodboldkamp derimod har ikke denne bivirkning. Vores Far i himlen vederkvæger os på rejsen med nogle behagelige kroophold, men han vil ikke friste os til at finde fuldstændig fred i en kro, så vi gør den til vores hjem”.

Kort sagt: Både Trumps og alle andres forskelligartede tiltag med sigte på store, radikale forbedringer af såvel nationens, som hele jordklodens og individets fremtid har sin grænse. Tidens grænse. Men for enden af tidens grænse, for enden af den konstant flyvende tid, er der til gengæld et ubegribeligt stort håb.

Et håb som - frit fortolket - kunne indlægges i filmen Here’s slutning, hvor den ene, samme kameravinkel pludselig ændres, så man ser hele stedet udefra og ovenfra. Frit fortolket: Håbet om at træde ud af tidens indskrænkning og ind i Evigheden.

Som Paulus skriver i 2. Korintherbrev: ”Mens vi er her, sukker vi af længsel efter at iklædes den bolig, vi har fra himlen (…) mens vi bor i teltet, sukker vi besværede, fordi vi ikke vil klædes af, men klædes på, så det dødelige bliver opslugt af livet”. Og så tilføjer han: ”Vi lever i tro, ikke i det, som kan ses”.

Nemlig. Det må vi nøjes med indtil videre i denne verden, hvor alt dybest set gentager sig. ”Med håb mod håb”, som Paulus også siger et andet sted.

Godt at have i baghovedet, når verdens og ens eget liv melder sig med bekymrende uforudsigelighed.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og få de seneste artikler direkte i din indbakke