Søndag

Jeg tillader mig at kalde mig selv en erfaren Lausanne-deltager. Jeg var frivillig på den 3. Lausanne-konference i Cape Town i 2010, og jeg deltog i Younger Leaders Gathering i Jakarta i 2016. Jeg har været engageret i europæisk Lausanne, og det er min globale familie. De sidste 14 år har jeg løbende citeret fra taler, frokostsamtaler, kulturmøder (og clash) og oplevelser af at høre til en global kirke.

Det er overvældende at tænke på, at vi er her nu, og at den næste uge vil komme til at betyde noget. Det er overvældende at stå på tærsklen til noget, man tænker bliver livsomvæltende, for det kan næsten kun skuffe så? Eller kan det? På en gåtur i dag med andre danskere talte vi om, hvorvidt hypen kunne holde. Gengangere fra 2010 i den danske delegation bruger store ord, når de taler om, hvad Cape Town har betydet for dem, men var der måske noget særligt ved Cape Town, som er svært at gentage her i Seoul? Heldigvis er det ikke den svære to’er, vi er landet i, men den fjerde konference, og når jeg taler med folk, der var i Manila i 1989, er det samme historie, jeg hører. Og det giver mening. Det giver mening, at et møde med hele Guds globale kirke gør indtryk. Jeg er spændt på hvilke indtryk, det vil give denne gang.

Jeg sidder på mit hotelværelse med udsigten ud mod Incheon-området – en ret ny by uden for Seoul, der ligger på en del små øer. Jeg kan se den store bro over til øen, hvor lufthavnen ligger, og det var ude i det vand Jutlandia lå under koreakrigen. Vi er 30-40 km fra grænsen til det nordkoreanske vanvid, som har fascineret mig siden jeg i Cape Town hørte vidnesbyrdet fra en ung pige, der var flygtet ud fra Nordkorea, eller i Jakarta, da en mand fortalte, at ham og hans familie var på vej ind i Nordkorea som missionærer.

I går ankom jeg, blev registreret til konferencen i det enorme Songdo Convensia, og i dag har stået på opladning og en tur forbi konferencestedet, inden det går løs i aften. Det er en privilegeret position at være nogenlunde erfaren. Allerede da jeg boardede flyet på mellemlandingen i Bangkok, mødte jeg de første kendte ansigter, og de ansigter er små øer af genkendelighed og tryghed i et kæmpe hav af 5000 mennesker fra hele verden. Det giver mere overskud til at skulle hilse på alle de mange nye mennesker.

Søndag aften er der åbningsceremoni. Koreansk kor og symfoniorkester går lige i tårekanalerne, når man sidder med hele verden og stadig er ret jetlagged. Sammen med koret synger vi How Great Thou art. Jeg kender den fra mit barndoms missionshus – O, store Gud. Jeg har altid synes, den var lidt tung i det, men på engelsk har den swung, og der bliver virkelig sunget med. Der er hilsner fra borgmesteren i Incheon og fra Sydkoreas minister for kultur og turisme. De fortalte, hvordan de første missionærer, der kom til Korea, landede i Incheon for 139 år siden, og så bad de os om at bede for Nordkorea.

Bagefter talte Michael Oh, CEO for Lausannebevægelsen, om kirken som ét legeme, der har brug for hinanden. Lausannes motto er The Whole Church Taking the Whole Gospel to the Whole World, og de værste ord, der kan komme frem i den kontekst, er de fire ord I don’t need you.

Michael Oh talte om drengen, der kom med det, han havde til Jesus, og Jesus brugte det til at bespise de 5000, og han spurgte, hvilke fisk og brød vi i ydmyghed vil bære frem for Jesus i denne uge.

Mandag

Jeg havde været spændt på min table group. Fem andre mennesker fra andre lande og kulturer, som jeg skal sidde med til alle de store samlinger og diskutere, hvad vi hører. Vi introducerede os for hinanden søndag aften, og mandag morgen fandt jeg ud af, at D70 og C70 ikke er det samme, men at der også sad søde mennesker ved mit rigtige bord…

De er fra Rwanda, Ukraine, Ghana, to amerikanere og mig.

Formiddagen handlede om Helligåndens rolle i mission. Femi Adeleye talte. Han har været ansat i IFES, og jeg hørte ham tale for mange år siden på en nordisk studenterkonference. Der tales om signs and wonders i den første kirke og i dag. Han fortæller om en vestlig antropolog og bibeloversætter i Panama, der, i mødet med en syg kvinde, havde svært ved at bede om helbredelse. Hvad vil det sige at overgive sig til den hellige ånd? Det ser forskelligt ud i den globale kirke, og jeg tænker på Magnus Malms fine bog og analyse af skandinavisk kristendom, Som om Gud ikke findes.

Der er tre respondenter, det er en global south-formiddag, og en af respondenterne siger, at hun er ”… et produkt af vestligt missionsarbejde” og at ”kolonitanker har frataget den vestlige kirke dens frimodighed – Men vi har brug for jer om bordet”

Så er vi i gang. Guds kirke er bestemt ikke ens, og over aftenøllet med nogle af de andre danskere taler vi om, hvordan man træder et skridt tilbage og tænker over budskabet, inden man afskriver det som kulturelle og konfessionelle forskelle.

Jeg spiste frokost med en amerikaner, jeg mødte i køen. Vi satte os ved en spansk kvindelig læge, og den amerikanske kvinde spurgte, om det havde været svært at få fri for at komme her. Den spanske kvinde sagde, at hun jo havde fem ugers årlig ferie, så hun havde taget ferie… ”Europe, you know”, kom jetlaggede Lisa til at sige, ”it is us who is living the American dream.” Jeg bliver altid nervøs omkring amerikanere på disse konferencer. Jeg vil ikke sige noget grimt om Trump og gøre dem forlegne, men jeg har også lyst til at ruske i dem. Nå, men jeg sagde undskyld, og hun grinede heldigvis og fortalte, at hun og hendes mand ofte drømte om at flytte til Frankrig. Krise afværget.

Mandag aften er der igen kulturelle forskelle på spil fra tre forskellige talere, nu fra det globale nord. Der bliver talt om creation care, Katharine Hayhoe (sic), professor på The Nature Conservancy på Texas Tech University, talte om de menneskelige konsekvenser af den globale opvarmning. I Malawi har de forbudt børnebrude, og det gik godt, indtil forøget tørke tvang familier til af sælge deres døtre.

Sidst talte Vaughan Roberts om identitet og seksualitet. Vaughan Roberts er fra den anglikanske kirke i England og en såkaldt Side B Christian – homoseksuelle, der har valgt at leve i cølibat; ”It is not my identity, but a continuous part of my reality.” Ultimativt er livet i Kristus, siger han. Og det, Brødre og søstre, siger han, er ikke et Europæisk fænomen. ”De er her, i dit land og i din kirke. Husk det, når I taler om dem. Det var derfor jeg trådte frem. For at skabe et rum for dem, der føler skam og ikke føler sig hjemme” Jeg ved ikke, hvordan det høres i andre dele af verden. For mig er det befriende, at kernefamilien ikke fremhæves som et kristent ideal, men at forskellige livsveje kræver noget af kirken som fællesskab.

Vaughan Roberts talte også i Jakarta 2016. Dengang talte jeg med deltagere fra Mellemøsten efter talen. De fortalte, at de aldrig før havde hørt en mand, på en scene på en kristen konference tale om same-sex attraction og reflekterede højt om deres egen kontekst. Det var spændende at følge deres tanker. Der måtte jo, talte de om, også være nogle i deres kirker, der havde det på samme måde. Hvordan kunne de komme dem i møde?

Det summer i grupper og fora efter mandagen. Nogle synes, der var for stort fokus på mirakler, andre synes, der var alt for stort fokus på klimaforandringer, demonstranterne udenfor fra en lille koreansk kirke synes (måske, jeg forstod dem ikke helt, det var koreansk megafon kombineret med google translate-skilte), at Lausannebevægelsen er for vestlig og protesterede mod antidiskriminationslovgivning (?). Måske har man balanceret korrekt, hvis der både er nogle, der er sure over formiddagsprogrammet og aftenprogrammet.

Tirsdag

Jeg elsker Anne Zaki, en egyptisk professor ved Evangelical Presbyterian Seminary i Cairo og en aktivist for social retfærdighed. Jeg så hende i en 7-eleven søndag aften, hvor jeg fangirlede på hende og takkede for hendes tale i Jakarta i 2016. Hun var sød og sagde, at jeg havde en al for god hukommelse, men efter undervisningen tirsdag formiddag blev det endnu engang tydeligt, at det altså er hende, der gør et eftertrykkeligt indtryk.

Talen kan nok ses online, så det må i se, men efter en mandag delt i nord og syd, talte hun stærkt og formanende om kristen enhed. ”Do not divide, where Jesus have united.”

Vi spiste frokost med deltagerne fra det danske kongerige, og til aften mødte jeg to fra min table group fra Jakarta. Det var et vildt gensyn efter 8 år, da jeg ikke anede, at de ville være her. Samtidig fik det mig også til at føle mig gammel, når man kan gense folk efter 8 år og ikke synes, det er så voldsomt længe siden.

Om aftenen var der en markering af Lausanne-bevægelsens 50-års jubilæum. Der er ikke en Lausanne-konference uden en origin-story, og igen blev fortællingen om John Stott og Billy Grahams bedrifter i 1974 fortalt. Meget af konferencens materialer og rapporter peger frem mod hvilke gaps, vi står overfor frem til 2050. Jeg sad og funderede over, hvem der er ledere af kirken i 2050. Jeg er 65 til den tid, så jeg må finde nogen at heppe på, der er yngre end mig.

En af Lausannebevægelsens helt store fokusområder er investeringen i unge ledere og næste generation. Der skal ikke bare lyttes til de unge, de skal inddrages. Det har jeg selv fået lov til at opleve. Den næste Younger Leaders Gathering kommer til at være i Sao Paolo i 2026. Nomineringen begynder lige om lidt, og jeg kan nominere – DM me!

Onsdag

I dag er temaet forfulgte kristne. Patrick Fung, fra OM fortalte om et arkiv i London, der rummede de folk, som havde givet deres liv i den første kinesiske mission. Anonyme disciple, der betalte en høj pris. ” They lived, to be forgotten, so that Christi may be known.”

I samtalen rundt om mit bord, fortalte en af de andre hans historie. Han var vokset op i en muslimsk familie et sted i Afrika. Han fortalte, hvordan muslimer i hans område plejede at hente folk ind, hvis de havde problemer. Det betød ikke så meget, om de var kristne, shamaner eller muslimer for dem. En dag havde hans familie hentet nogle kristne til en syg kvinde, og han fortalte, hvordan han kunne mærke, at der var en særlig kraft hos hende. Da han var sidst i teenageårene, mødte han på et bibliotek en, der sad og læste i en bibel, og han følte, at han blev nødt til at høre mere. Hun delte evangeliet med ham og havde til sidst vist ham to hjerter på en tegning. Et selvcentreret hjerte og et hjerte vendt mod Kristus. Nu havde han et valg. I et år lykkedes det ham at holde det valg hemmeligt for hans familie, men da nyheden kom ud, bad hans far ham med det samme om at pakke og forlade hjemmet. Han er præst i dag, havde repareret noget af forholdet til hans far, alle hans søskende var blevet kristne, og han bad for sin mor.

Efterfølgende stod der en iransk mand på scenen. Han var med på Lausanne-konferencen i 2010 i Cape Town som den eneste, der var bosat i Iran. Da han kom hjem fra den konference, blev han 65 dage senere fængslet og sad efterfølgende fem år i fængsel, heraf et år i isolation. Han sagde, at han håbede, at det vil være anderledes denne gang. Mens han talte, smilede han hele tiden og fortalte, hvordan Gud havde været hans lys og frelse, mens han sad i isolationsfængsel. ”Jeg står her i 2024 og fortæller, at forfølgelse ikke er slutningen på historien. Gud skriver en smuk historie. Hvis der i en uge ikke er 1000, der kommer til tro, bliver vi overraskede.”

Det var bevægende at se hans glæde, og den samme glæde strålede fra den kvinde fra Iran, der ”som mange af jer, har haft glæden af at gå gennem dødsskyggens dal” Om aftenen bad vi for de lande, hvor kristne oplever mest forfølgelse. Halvtreds mennesker gik frem på scenen med hver deres skilt med et land og bad, ”God, have mercy on …”

Hjemme i Danmark holder jeg gennem mit arbejde foredrag om forfulgte kristne og læser rapporter og projektbeskrivelser, men at se folk på en scene bevidste om den risiko, de løber ved at dele deres historie, det brænder sig ind i min bevidsthed.

En del af konferencekomplekset er et højhus med en bar på 65. etage. Efter mødet drikker vi et dyrt glas vin med udsigt over Incheon. Det er svært at rumme kompleksiteten.

Torsdag

Over frokost var jeg til et informationsmøde om situationen i Nordkorea. Der findes en form for bibelskole i Sydkorea, hvor folk, der gerne vil rejse til Nordkorea, kan komme og lære om nordkoreansk kultur og sprog og forberede sig til den dag, hvor udlændinge igen må rejse ind i Nordkorea. Der går sandsynligvis en del år før sydkoreanere og amerikanere igen må rejse til Nord, så de har kristne fra lande som Mongoliet, Mexico og Kina på skolen. Der var fortællinger fra flere, der havde boet i årevis i Nordkorea, men som i dag er blevet smidt ud af det nordkoreanske styre. En af dem har skrevet en bog, som jeg skal hjem og finde: Joy Ellen Yoon, Discovering Joy, Ten Years in North Korea.

Til mødet kom jeg til at tale med en mand, der fortalte om, hvordan kristne i Centralasien beder om et stærkere Rusland og beder om Putins sejr. Et ledigt standpunkt, kan man sige. Jeg prøvede at snige mig udenom samtalen, men da han senere på aftenen fik øje på mig og ville belære mig om, hvordan jeg havde misforstået Putin, pakkede jeg min kulturelle overbærenhed lidt væk (han var brite, men havde boet mange år i udlandet) og kom ud i et mindre skænderi om, hvorvidt russerne har ret til at invadere Ukraine eller ej. En fra mit bord på konferencen er fra Ukraine, og han havde lige vist et billede af et missil, der var faldet ned i hans kvarter. Igennem mit arbejde har jeg direkte adgang til den ukrainske fortælling fra krigen gennem det ukrainske bibelselskab, og jeg fik fortalt ham om russiske soldaters voldsomhed, og at Putins menneskesyn ikke engang er positivt over for hans eget folk. Der findes stormagtspolitik overalt, også blandt kristne. Det er ikke altid nemt at være brødre og søstre.

Torsdag aften var en stor teateragtig forestilling om kristendommens historie i Korea: det startede med et vækkelsesmøde i Irland, hvorfra missionærer blev sendt ud og landede lige i Incheon, hvor vi var samlet. I 1907 var der en stor vækkelse i Pyongyang (i dag hovedstaden i Nordkorea), og den koreanske kirke voksede eksplosivt. Det var en overvældende fortælling om Koreas også ret blodige historie. Især fordi den endte enormt skrøbeligt i en asiatisk kultur, hvor man ikke taler højt om fejltagelser. Trods massive vækkelser i Sydkorea frem til 1990’erne, er den koreanske kirke gået fra at være 20% af befolkningen til 15% i dag. Det skyldes nogle skandaler blandt kirkeledere bl.a. i de massive megakirker og manglende inddragelse af den næste generation. Mange unge har forladt kirkerne, og den dalende fødselsrate og kommende ”ældrebyrde” mærkes bestemt også i kirken. Det var stærkt at se kirkeledere stå på scenen og indrømme det. Hele produktionen blev også sendt live på koreansk fjernsyn, og det er spændende at se, hvilken forskel det vil gøre for Koreas kirke i fremtiden.

Om aftenen drikker jeg øl på hotellet med nogle fra den danske delegation. Det er skønt at holde pause fra det konstante ”in my context” og virkelig meningsfuldt at have nogle at reflektere højt med. Hvad er det, vi gerne vil have, at alt det her skal betyde i en dansk kontekst?

Sydkorea har et ret avanceret varslingssystem på mobiler, så jævnligt kommer der koreanske beskeder på min telefon. De kan heldigvis oversættes i Google-translate. Nogle gange er det ældre mennesker, der er savnet, andre gange beskeder om håndhygiejne og Covid, og her til aften var det så en advarsel om, at en af de skraldeballoner Nordkorea jævnligt sender over grænsen med lort, skrald, sakse og knive var faldet ned i området: Husk at holde afstand!

Fredag

Stormagtspolitik og kriser fortsatte fredag. På min morgengåtur fra hotellet til konferencestedet kom jeg til at slå følge med en mand, der havde boet mange år i Libanon og fortalte både om den trodsighed og den eskapisme, der findes blandt folk i Libanon. ”Folk vil hellere dø glade end gemme sig under et bord” Han fortalte også om Israels soniske overflyvninger af Beirut, som der ikke bliver rapporteret meget om. Lufttrykket fra dem lyder som bomber og stresser den allerede hårdt ramte befolkning i Libanon. Det er mærkeligt at gå i morgensolen ved siden af en, der lever i en så radikal anderledes virkelighed. Jeg kan stille så mange spørgsmål og alligevel aldrig kunne forstå.

Om aftenen var en palæstinensisk, israelsk dommer på scenen og talte om retfærdighed. ”Justice should always be persued with the purpose of seeking reconciliation.” Hun talte om forskellen i at være truth holder og truth seeker. Når vi når frem til en fælles forståelse af sandheden, kan vi nå frem til tilgivelse. Jeg tænkte på min diskussion fra aftenen før. Det er ikke nemt at give slip på sin egen forestilling af verden, slet ikke i en kontekst af folk fra mere end 200 lande. Hvordan bliver man ved med at søge sandheden?

Der er enormt mange frivillige på konferencen. Langt de fleste er koreanere, og de er SÅ søde, meget sødere end jeg var som frivillig i Cape Town på den 3. Lausanne-samling. Der var min opgave at tjekke, om folk havde deres badge på, når de gik ind. Jeg føler mig særlig forbundet til badge-tjekkerne, taler med flere af dem og prøver at huske at bukke. Der er noget fint ved det koreanske buk. Jeg har lagt mærke til, at man ikke kan gå og bukke på samme tid. Man bliver nødt til at stoppe op. Det er fint.

Fredag eftermiddag løb jeg ind i A fra Rusland. Han var ligesom mig også med på Lausanne-konferencen i Jakarta i 2016, og selvom jeg ikke har talt med ham før, måtte jeg gå over til ham og sige, at jeg har bedt for ham og hans familie. Den dag krigen brød ud i Ukraine, var jeg om aftenen med til et online bedemøde, arrangeret af Lausanne i Europa. Her delte A, sammen med en kvinde fra Ukraine, den information, de havde om situationen, og bad for hinanden. Efterfølgende kom der en artikel i et globalt, kristent medie, der fortalte om mødet, inklusiv hans fulde navn. Det var en påmindelse om de fotoforbud, der flere gange var fra scenen. A var dengang russisk generalsekretær i samme organisation som jeg var ansat i dengang, men måtte efter artiklen træde tilbage og flygte ud af landet. Da jeg fangede ham, var han på vej til et møde med nogle ukrainere som en truth seeker.

Lørdag

Michael Oh afsluttede konferencen og vendte tilbage til de farlige ord, han indledte med; I don’t need you. Men det er det modsatte, der er tilfældet. We need you, you need us, the world needs the gospel. Og så endte han med at tale om skønhed, og det var så fint. ”The body of Christ is beautiful.” Det kan man opleve efter en uge. Alle os, der gik på gangene og krydsede hinanden, 5000 mennesker fra over 200 lande. Vi er alle skabt i Guds billede og er alle smukke, og vi afspejler sammen the body of Christ. Det er skønhed, vi skal vise til verden. Han sluttede af med et russisk ordsprog. ”There are both flies and bees in a garden. Which one you are like? Depends on what you are looking for.” Vil du være fluen, der leder efter lorten i haven, eller vil du være en bi, der søger skønheden i haven. Jeg kan godt lide billedet. Der er både lort og blomster i haven, men du behøver ikke at sidde på lorten hele tiden. Om billedet holder helt, ved jeg ikke, for det kan være nødvendigt at anerkende lorten, måske kan den endda bruges til gødning (og måske kan billedet ikke strækkes længere), men hvis man kun cirkulerer rundt om lorten, så opdager man aldrig, hvor smuk Guds kirke er, fordi det er ham, der kan skabt den, elsker den og sender den ud i verden for at gøre godt for Guds skabninger og skaberværk.

Vi afsluttede med nadver. Indstiftet af en japansk og en koreansk præst. To lande, der har en enorm blodig historie med hinanden, og nu står der en præst fra hvert af de to lande og indstifter nadver for mennesker fra hele verden. Det er da smukt!