Fredag den 31. maj 2024 begynder en ny fase i dansk kirke- og kulturhistorie. Den dag går Bibelselskabet nemlig officielt i gang med at udarbejde en ny bibeloversættelse, der efter planen skal autoriseres i 2036 og erstatte den nuværende autoriserede oversættelse fra 1992 (DO92).

Da DO92 blev udgivet – først som prøveoversættelser fra 1977-1989 og siden i den endelige udgave – gik det ikke stille for sig. Udover adskillige hundrede høringssvar og rettelsesforslag blev den endelige udgave mødt med (urigtige) beskyldninger om bibelforfalskning og ideologiske konflikter. Eller tænk på den shitstorm, der ramte Bibelselskabet i 2020, da et efter min mening forsvarligt oversættelsesvalg, man havde taget i Bibelen 2020, i verdenspressen blev blæst op til, at Bibelselskabet var antisemitter og havde skrevet jøderne ud af Bibelen. Når man vil oversætte Bibelen, stiller man automatisk sin bagdel i klaskehøjde.

Der vil altid være nogle, som stædigt holder fast i ”den gamle oversættelse”, fordi de mener, at den er meget bedre. Der vil altid være nogle, for hvem ”den gamle oversættelse” er en bakke, de vil dø på. Hvis du er 30 år eller ældre i dag, er der stor sandsynlighed for, at du efter 2036 flere gange vil sige: ”Men i den gamle oversættelse stod der…”. Det er nok bare sådan, det er – især i Danmark, hvor vi siden reformationen i praksis kun har haft én bibeloversættelse ad gangen, tilmed en kongeligt autoriseret.

Når det er tilfældet, kan man nemt komme til at tænke, at Bibelen også kun kan oversættes på én måde. Eller at det på en eller anden måde er problematisk, at der er forskellige oversættelsesmuligheder (den holdning har jeg faktisk mødt). Men det er selvfølgelig ikke rigtigt. Måske kan den svære overgang fra DO92 til DO36 gøres lidt lettere, hvis vi allerede nu orienterer os i andre bibeloversættelser og overvejer andre oversættelsesmuligheder.

Redaktionen bag Semper Magasin har bedt mig give nogle eksempler på, hvor DO36 efter min mening bør adskille sig fra DO92. Det gør jeg med glæde, men der er altså tale om mine personlige præferencer. Andre vil fremhæve andre eksempler (se fx Mogens Müllers Tilløb til Bibelen 2036 [Eksistensen 2024]). Og eftersom jeg har skrevet speciale om oversættelse af NT, er de fleste eksempler her også fra NT.

En nådesløs oversættelse

Vi oversætter almindeligvis det græske ord karis med ”nåde”, og nogle mener, at det er den bedste oversættelse. Men der er i hvert fald to problemer her: For det første er ”nåde” efterhånden blevet noget, der foregår inde i kirken eller mellem mig og Gud. Det er blevet et religiøst ord. Men på græsk er karis et offentligt ord, et hverdagsord. For det andet er ”nåde” på dansk kommet til at handle om tilgivelse, men det dækker ikke den græske betydning fuldt ud.

Karis betyder skønhed, en venlig eller god indstilling over for en anden, et vindende væsen, velvilje, det at give gaver til sine venner og gøre godt imod dem samt det at udtrykke sin tak for modtagne gaver. Faktisk er karis tæt forbundet med ordet kara, der betyder glæde.

Karis er altså ikke den skingre bøn om barmhjertighed (”Vis nåde!”). Karis er det, som gør din bedste ven til din bedste ven. Karis er ikke bare et automatisk løfte om tilgivelse, karis er et andet menneskes milde øjne.

Derfor kunne man for eksempel oversætte Paulus’ faste hilsen med ”Må Guds, vores Fars, og Herren Jesu Kristi gode vilje og fred være med jer!” eller ”Må godhed og fred fra Gud, vores Far, og Herren Jesus Kristus, være med jer!” Og Ef 2,8 kunne lyde: ”For det er den godhed, der har reddet jer ved tro, og det er ikke noget, der kommer fra jer, det er Guds gave”.

En troløs oversættelse

Apropos ”tro”, så er her endnu et interessant oversættelsesproblem, som kan få sindene i kog. Faktisk bliver det måske en af de største debatter frem mod DO36. Det græske ord pistis kan nemlig både betegne de karaktertræk, som fremkalder tillid eller tro (troskab, pålidelighed, trofasthed), den tilstand, hvor man har tillid, sikkerhed eller tro, og indholdet af det, man tror på eller har tillid til.

Noget kunne tyde på, at den sidste betydning i dag har fået forrang i kirkelige sammenhænge: Tro handler om, hvad du tror på – tro er noget intellektuelt eller dogmatisk. Men i græsk-romerske sammenhænge var pistis et relationelt begreb, som konstituerede et fællesskab. Man kan sætte det på spidsen: Det vigtigste var ikke, hvad du troede på, men hvem du troede på – og hvem du troede sammen med. Og derfor er det måske bedre at oversætte med tillid eller trofasthed.

Men vi kan skrue yderligere op for denne debat. En række steder anvender Paulus nemlig dette næsten uoversættelige ord pistis i en næsten uoversættelig grammatisk konstruktion.

Det korte af det lange er, at man på græsk kan bruge genitiv (ejefald) på flere måder end på dansk – faktisk lidt på samme måde som vi kan lave sammensatte ord på dansk. På dansk kan vi konstruere et ord som ”menneskeskabelse”, som både kan betyde ”noget, der er skabt af et menneske” (hvor mennesket altså er subjekt for skabelsen), eller ”det at skabe et menneske” (hvor mennesket altså er objekt for skabelsen). Konteksten må så afgøre, hvilken betydning der er rigtig – men dobbelttydigheden kan også udnyttes til netop at udtrykke begge ting på samme tid.

En tilsvarende dobbelttydighed kan man altså lave på græsk, og det gør Paulus flere steder, hvor han forbinder pistis med Jesus Kristus. Udover at overveje, om pistis betyder tro eller tillid, må vi altså også overveje, om Jesus er subjekt eller objekt – og det giver en lang række oversættelsesmuligheder: Tro på Jesus, trofasthed mod Jesus, tillid til Jesus, troskab mod Jesus, men også Jesu tro, Jesu trofasthed, Jesu tillid, Jesu troskab.

DO92 oversætter konsekvent med ”tro på Jesus (Kristus)”, primært fordi denne debat først for alvor begyndte i 90’erne. Flere steder er det dog lige så oplagt at oversætte med ”Jesu trofasthed”. Som eksempel kan vi tage Gal 2,20: ”Det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig. Og det liv, jeg lever som menneske nu, lever jeg på grund af Guds søns trofasthed, han som elskede mig og udleverede sig selv for mig”.

En lovisk oversættelse

Galaterbrevet rummer flere interessante oversættelsesproblemer, og de forstærkes kun af, at netop dette brev er så vigtigt i reformatorisk kristendom. Galaterbrevet er især skattet, fordi Paulus her gør op med det, der ofte oversættes med ”lovgerninger”, hvilket ofte forstås som alle former for menneskelige tillæg til retfærdiggørelsen af tro.

Men der er sket noget i Paulus-forskningen de seneste 50 år, som kan få afgørende betydning for, hvordan vi forstår og ikke mindst oversætter centrale Paulus-tekster. Der kan skrives meget om disse nye indsigter, men det vigtigste er, at mange forskere nu har fået en større forståelse for, at Paulus var jøde og aldrig var andet end jøde. Jesus-troende jøde, javist, men altid jøde. Når Paulus taler om loven, taler han altså ikke bare om en hvilken som helst lov, men formentlig om den jødiske lov: Moseloven.

Det betyder, at de lovgerninger, som Paulus harcelerer mod, at galaterne har indført som adgangstegn til menigheden, ikke er tilfældige påfund – det er i stedet de jødiske identitetsmarkører: sabbatsoverholdelse, spiseregler og i særlig grad omskærelsen. Og det udtryk, vi almindeligvis oversætter med ”lovgerninger”, er på græsk løst sammensat og rummer derfor en vis elasticitet. Paulus skriver erga nomou, som strengt taget betyder ”de gerninger, som hører til en lov/loven”.

Jeg vil ikke gå nærmere ind i den teologiske drøftelse her, men nøjes med at vise, hvordan det kan få indflydelse på en oversættelse af Gal 2,16, der er et af de mest centrale vers i reformatorisk teologi: ”Vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt ved Moselovens gerninger, men kun på grund af Jesu Kristi trofasthed, og vi har rettet vores tillid til Kristus Jesus for at blive gjort retfærdige ved Kristi trofasthed og ikke ved Moselovens gerninger, for ved Moselovens gerninger bliver ingen gjort retfærdig”.

En umandig oversættelse

Vores sprog er i konstant udvikling, og det er ubetinget godt. Hvis du møder nogle, der mener det modsatte, skal du bare bede dem læse et stykke middelalderdansk højt. En af de nyere udviklinger i sproget er, at vi ikke i lige så høj grad som tidligere bruger ”han” eller ”mand” inklusivt, altså til at betegne både mænd og kvinder.

Det kan dog give udfordringer, når man oversætter fra sprog, der fungerer anderledes – enten fordi de faktisk bruger hankøn inklusivt, eller fordi man på det sprog kan formulere sig ukønnet på en måde, som vi ikke umiddelbart kan på dansk.

Man kan løse disse problemer på flere måde – for eksempel ved at skrive ”han eller hun”, ved at anvende ”person” eller ”menneske”, eller ved at omskrive fra ental til flertal. Et par eksempler:

Matt 5,41: ”Og vil nogen tvinge dig til at følge ham eller hende én mil, så gå to mil med ham eller hende”, ”Og vil nogen tvinge dig til at følge dem én mil, så gå to mil med dem” eller måske ”Og den, der tvinge dig til at gå én mil, skal du gå to mil med”.

Luk 14,28: ”Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han eller hun sig så ikke først ned…”, ”Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter man sig så ikke først ned…” eller ”Hvis nogen vil bygge et tårn, sætter den person sig så ikke først ned…”.

En tilsvarende udfordring er det, når Paulus flere steder henvender sig til sine brevmodtagere med hankønsformen adelfoi, der i DO92 altid er oversat med ”brødre” (fx Rom 1,13; 1 Kor 1,10; Gal 1,11). Men det er de færreste, der vil mene, at Paulus kun skrev til mænd. Der er snarere tale om, at Paulus bruger hankøn inklusivt – hvilket man i øvrigt også finder eksempler på i andre græske tekster. Det virker altså oplagt og forholdsvist uproblematisk at oversætte med ”brødre og søstre”.

Og nu vi er ved det kønnede, så har jeg en kæphest i 1 Mos 2, hvor man i DO92 har valgt en oversættelse, der er sprogligt unøjagtig på dansk. I v7 hedder det fx: ”Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen”. problemet er, at ”menneske” er intetkøn på dansk, og derfor refererer man til ordet ”menneske” ved at bruge stedordet ”det”. Man siger ikke ”ham mennesket derovre”, men ”det menneske derovre”.

Hele vejen gennem 1 Mos 2 kaldes det første menneske for ”han” eller ”ham”, og det svarer for så vidt til det hebraiske, for på hebraisk har man ikke noget intetkøn. Men det er både bedre dansk og i lyset af tekstens sammenhæng mere nøjagtigt at skrive ”det”. I 1 Mos 2 er der nemlig ét menneske, som deles i to – en mand og en kvinde – og det ord, som i v21 er oversat med ribben, har aldrig betydet ribben. Det betyder i stedet ”side” eller ”fløj”. Altså ét menneske, der deles i to – hvordan i alverden det så skal forstås – og ikke en mand, hvoraf kvinden er skabt.

En uforladelig oversættelse

Hvis der er noget mere helligt end den autoriserede oversættelse som helhed, så er det måske Fadervor. Ve den oversætter, der drister sig til at ændre så meget som en tøddel i Fadervor! Tænk bare på, hvordan nogle præster hårdnakket insisterer på at sige ”vorde” og ”thi”, og hvordan den gamle udgave af Fadervor derfor fortsat er en valgmulighed i folkekirkens liturgier.

Men en oversætter skal være modig, og sprogets udvikling gør det nogle gange nødvendigt at bryde med traditionen. Et ord som ”forlade” betyder i udgangspunktet ”at bevæge sig væk fra”, og derfor kan man, måske især hvis man ikke er så vant til kirkesproget, undre sig over, hvorfor vi i Fadervor siger, at vi ønsker at bevæge os væk fra dem, der skylder os noget.

Måske kunne man overveje at oversætte med ”tilgiv os vores skyld, ligesom vi også tilgiver dem, der skylder os noget”.

En slavisk oversættelse

Antikkens verden kunne kun fungere, fordi en uhyre stor del af befolkningen var slaver. Vi er ikke nødvendigvis så glade for tanken, men både Abraham, Paulus og måske også Jesus selv var dybt afhængige af slavers arbejde. Slaveriet fungerede anderledes i antikken, end det gør og har gjort i moderne tid, men det var stadig en umenneskelig institution.

Dette sløres imidlertid ofte i bibeloversættelser, fordi man vælger at oversætte det græske doulos og tilsvarende ord med ”tjener” i stedet for ”slave”. Mange af Jesu lignelser handler for eksempel i DO92 om ”tjenere”, men i lyset af det samfund, de er talt ind i, er det nok mere reelt at oversætte med ”slave”. Så måske skal vi vende os til ”lignelsen om den gældbundne slave” (Matt 18,23-35).

Og som om det ikke var radikalt nok, så opfordrer Jesus faktisk sine disciple til at være alles slaver, ikke bare alles tjenere (Mark 9,35), ligesom Jesus selv ikke bare tog ”en tjeners skikkelse på”, men en slaves skikkelse (Fil 2,7).

Det lyder ikke behageligt, men det er ikke nogen god løsning at skjule de antikke kulturers problematiske sider bag udglattende eller formildende oversættelser.

En hullet oversættelse

Eksemplerne ovenfor har vist, at det er svært at oversætte de bibelske tekster. Men der er faktisk et endnu mere grundlæggende problem: Vi har ikke de oprindelige tekster. Vi har, i hvert fald for NT’s vedkommende, titusindvis af manuskripter, som indeholder større eller mindre tekststykker, og ud fra disse forsøger man så at sammenstykke den mest sandsynlige oprindelige tekst. Den beskæftigelse kaldes tekstkritik.

En række passager i NT er tekstkritisk usikre. Det vil sige, at de ikke findes i de ældste manuskripter (fra 100- til 300-tallet), men først findes i senere manuskripter (300-tallet og frem). Hvis man vil oversætte den tekstkritisk mest forsvarlige tekst – det vil sige den tekst, der med størst sandsynlighed er den oprindelige – bør man udelade disse passager.

Udfordringen er, at nogle af disse passager er højt skattede, og at de i øvrigt indgår i versnummereringen. Hvis man udelader dem, opstår der altså tilsyneladende huller i teksten – men det skyldes kun, at ideen med at inddele teksten i nummererede vers er ældre end det tekstkritiske arbejde.

I DO92 er de mest usikre passager blevet udstyret med en fodnote, der fortæller, at de/det pågældende vers ikke findes i de ældste manuskripter. Det drejer sig fx om beretningen om kvinden grebet i ægteskabsbrud (Joh 7,53-8,11), der i nogle manuskripter findes i slutningen af Johannesevangeliet og i andre findes i Lukasevangeliet og under alle omstændigheder afbryder sammenhængen i Joh 7-10. Det drejer sig også om den afsluttende lovprisning i Fadervor (”For dit er riget osv.”), der stammer fra det tidlige kristne skrift Didake (slutningen af 100-tallet), og Mark 16,9-20, der kendes fra nogle kristne teologer i slutningen af 200-tallet, men først findes i bibelmanuskripterne fra 400-tallet.

Efter min opfattelse bør de tekstkritisk usikre passager – uanset hvor elskede de er – ikke bare udstyres med en fodnote, men placeres i en fodnote. Det er mest redeligt og giver det bedste billede af den sandsynligvis mest oprindelige tekst. At nogle af disse passager så indgår i liturgiske sammenhænge (Fadervor eller tekstrækkerne) er en anden historie, men det kan de for min skyld godt blive ved med, for de er en del af Bibelens receptionshistorie, selvom de ikke er oprindelige.

Den umulige oversættelse?

Det er ikke nemt at oversætte, faktisk er det nogle gange noget nær umuligt. Ikke desto mindre er det ofte nødvendigt, for det er kun de færreste mennesker i dag, der forstår oldgræsk. Og når den tekst, man forsøger at oversætte, tilmed er en helligtekst, bliver problemerne ikke mindre. Enhver, der gør forsøget, vil opleve det som en både frustrerende og spændende opgave. Der vil altid være noget, som ikke kan oversættes.

Den bevidsthed er det også godt at have med sig, når man læser en oversættelse, også en bibeloversættelse. En oversættelse er aldrig fuldstændig – man vil altid kunne oversætte anderledes. Og det er ikke farligt eller problematisk. Det er ikke en defekt ved kristendommen, at Bibelen kan oversættes på flere måder – det er snarere tværtimod en del af kristendommens essens og en forklaring på dens succes, at den hele tiden lader sig oversætte til nye kontekster.