Gamle Testamente handler ikke oprindeligt, i første omgang, om Jesus. Det argumenterer Kasper Bergholt i hvert fald for i en nylig artikel Fønix Magasin, Kristus i Det Gamle Testamente?. Det virker til, at Bergholt skriver sådan, fordi han ønsker at understrege, at vores tolkning af de bibelske skrifter er formet af vores egen forforståelse, og at jøderne ikke er dumme, blot fordi de ikke kan se Jesus i skrifterne. Det er en vigtig og sympatisk pointe, men jeg forstår ikke, hvorfor en følge af det er, at Gamle Testamente ikke i første omgang handler om Jesus. Hvorfor ikke bare sige et par pæne ord om Hans-Georg Gadamers hermeneutik, understrege at alle mennesker er præget af deres forforståelse, og så holde den dér?

I stedet virker det for mig at se, som om Bergholt opstiller en tanke, der lyder nogenlunde sådan her: Enten er jøderne naive og dumme, eller så handler Gamle Testamente ikke i første omgang om Jesus. Jeg finder imidlertid hverken denne slutning specielt tvingende eller specielt gavnlig for udviklingen af en bibelsk hermeneutik. Kunne man ikke godt forestille sig en bibelsk hermeneutik, der understreger, at Gamle Testamente i første omgang handler om Jesus, men at det ikke nødvendigvis er, fordi man er dum eller naiv, at man ikke kan se det? Det mener jeg godt, man kan, og for mig at se er et vigtigt led i det at understrege Helligånden. Jeg vil derfor i det følgende give et korrektiv til Bergholts tanker ved at understrege, at vi må tale om Helligånden som både forfatter til og fortolker af de bibelske tekster.

Du kan læse Kasper Bergholts artikel "Kristus i det gamle testamente?" her

Hermeneutik og Helligånd

Læser og lytter man til Bergholt, er der mange vigtige hermeneutiske overvejelser, og han er især skarp på igen og igen at minde os om, at de bibelske tekster er blevet til i specifikke historiske kontekster, og er skrevet af specifikke menneskelige forfattere. Det er en vigtig påmindelse, som jeg selv har lært meget af. Men jeg frygter samtidig, at Bergholts store betoning af Bibelen som menneskeord kan risikere at underbetone ordene fra 2. Tim 3,16, om at ethvert ”skrift er indblæst af Gud”. Bibelen er ikke blot menneskeord, den er også Guds ord, den har ikke blot menneskelige forfattere, den har også Helligånden som forfatter.

Det betyder efter min opfattelse, at en bibelsk hermeneutik bliver nødt til også at have et stærkt pneumatologisk element (en fancy måde at sige, at det skal handle om Helligånden). Vi bliver med andre ord nødt til at understrege Helligåndens betydning som både forfatter og fortolker af de bibelske skrifter. Det tror jeg egentlig, at Bergholt er enig i, men for mig at se drager han ikke to vigtige konsekvenser af den konstatering. For det første, fordi Helligånden er de bibelske teksters forfatter, handler Gamle Testamente også om Jesus i første omgang. For det andet, fordi Helligånden er de bibelske teksters fortolker, er man ikke dum eller naiv, bare fordi man ikke kan se Jesus i Gamle Testamente.

Helligånden som forfatter

En af de tre oldkirkelige trosbekendelser, Den Nikænske trosbekendelse, som kun sjældent bruges ved folkekirkens gudstjenester, udtrykker, at Ånden ”har talt ved profeterne”. Det er vigtige ord, når vi overvejer bibelsk hermeneutik. De understreger nemlig, at Helligånden har talt i de gammeltestamentlige tekster. Selvom der er mange menneskelige forfattere, er der altså også én fælles forfatter, og det er Helligånden. For mig at se understreger det dermed også, at det er en dyb enhed mellem Gamle Testamente og Ny Testamente. Det er nemlig den samme Ånd, der taler begge steder og har inspireret alle de menneskelige forfattere. Og fordi Helligånden er Jesu ånd, der vidner om Jesus, må vi også tro, at Helligånden vidnede om Jesus i Gamle Testamente.

Denne tanke var helt central i oldkirken, som for eksempel den norske kirkehistorieprofessor Oskar Skarsaune har understreget det i sin artikel Ånden som gjør levende. Justin Martyr, en af de første kirkefædre, lagde for eksempel stor vægt på, at Helligånden er profetiens ånd, der profeterer om Jesus i Gamle Testamente. Og for Justin Martyr var det faktisk et vigtigt argument for kristendommens sandhed, at Jesus opfyldte de profetier om ham, som var lovet i Gamle Testamente. Skarsaune understreger, at det i det hele taget i den første missionstid var vigtigt at understrege, at Jesus var opfyldelsen på det, der var skrevet i Gamle Testamente. Jeg tænker, at dette understreges mange steder i Ny Testamente, for eksempel i 1 Korintherbrev 15,3-6 med Paulus’ udtryk ”efter skrifterne” og i evangelisternes mange ”for at det skulle opfyldes”-udsagn.

Vi ser det særligt tydeligt hos Matthæus, fx Matthæus 1,22-23: ”Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: ”Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn og de skal give ham navnet Immanuel””. Jeg vil ikke udelukke, at teksten fra Esajas 7,14, som Matthæus her knytter an ved, meget vel kan have givet mening for de første tilhørere og handlet om et barn, de har set – men den er altså ifølge Matthæus også en profeti om Jesus, som Jesus opfylder. Efter min opfattelse er dette ikke noget, Matthæus læser ind i Esajas-teksten, men noget, der ligger i den i sig selv, og som Matthæus så udfolder.

I Markus 14,49 siger Jesus sågar selv ”Men det sker, for at skrifterne skal opfyldes” og i Lukas 18,31, at ”alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes”. Lad os for at få fuld plade også lige tage en tekst fra Johannes med, Johannes 12,41. Her siger Johannes: ”Det sagde Esajas, fordi han så hans [Jesu] herlighed og vidnede om ham [Jesus]”. For mig at se udtrykker denne lille række af tekstudklip, at evangelisterne, Paulus og Jesus selv tænker, at de gammeltestamentlige tekster har en betydning, der i sig selv i første omgang, handler om Jesus. Jeg er ikke sikker på, at dette er den eneste betydning, de havde i deres oprindelige kontekst, men de havde i hvert fald også en betydning, der handler om Jesus. Og dette er altså ikke en betydning, der tilføjes efterfølgende i lyset af Jesus.

Her virker Bergholt til at være uenig og skriver: ”Jeg tror, vi skal forstå evangelisternes læsning af Det Gamle Testamente på den måde, at de i lyset af det, de ved om Jesus, læser Det Gamle Testamente igen og hele tiden bliver opmærksomme på, at ”hov, det her minder mig om Jesus!” De tilføjer retrospektivt endnu et betydningslag uden at ophæve tekstens oprindelige betydning.” For Bergholt virker det altså til, at opfyldelsesordene hos evangelisterne handler om ren intertekstualitet. Evangelisterne ser noget i Gamle Testamentes tekster, der minder dem om Jesus, og så bruger de det og tilføjer på den måde et nyt lag titeksterne. Der er meget at hente i intertekstuelle læsninger, og det tror jeg også, at evangelisterne gør rig brug af det. Der kan for eksempel argumenteres overbevisende for, at Matthæus fremstiller Jesus som den nye Moses, og evangelierne er fulde af allusioner og ekkoer til Gamle Testamente. Men når evangelisterne skriver ”for at det skriftord skulle gå i opfyldelse”, er det efter min bedste overbevisning at gøre vold på teksten, hvis man ikke tænker, at evangelisterne reelt tænkte, at ordene fra Gamle Testamente også i første omgang handlede om Jesus og var ord, der skulle opfyldes i ham. Evangelisternes ”hov, det her minder mig om Jesus!”, som det udfoldes i de mange ”det skete, for at det skriftord skulle opfyldes”-udsagn, er ikke så meget en tilføjelse af et betydningslag, som det er en opdagelse eller udfoldelse af et betydningslag, der allerede ligger i teksten. For mig er det en vigtig skelnen.

Jeg finder det problematisk, at Bergholt ikke mener, at Gamle Testamentes skrifter i første omgang handler om Jesus, og at evangelisternes opfyldelsesudsagn ikke skal forstås, som om de mener, at Jesus opfylder profetier, der ligger i de gammeltestamentlige tekster i sig selv.

For det første mener jeg, at det er en underkendelse af, at det er den samme Helligånd, der har inspirereret både Gamle og Ny Testamente, og at denne Ånd er Jesu Ånd, der vidner om ham i Gamle såvel som Ny Testamente.

For det andet mener jeg, at Bergholt forstår profetier og Helligånden som profetisk Ånd anderledes end i hvert fald oldkirken, og, tror jeg, også anderledes end evangelisterne, Jesus og Paulus.

Og for det tredje virker Bergholts position til at give indrømmelser til et naturalistisk verdensbillede. Frækt sagt minder Bergholt mig om præsten i Kaj Munks teaterstykke Ordet, der siger: ”Principielt kan Mirakles fysiske Mulighed aldrig negeres, da Skaberen altid maa være det Skabtes Herre […] Populært sagt: Gud kunde selvfølgelig gøre Mirakler, men gør det ligesaa selvfølgelig ikke; og det takker vi for”. Lettere omskrevet: ”Gud kunne selvfølgelig lave profetier, hvor han så ud i fremtiden, men gør det lige så selvfølgelig ikke”.

Jeg ved godt, at Gamle Testamentes profeter i høj grad også taler om samtiden og ikke kun om fremtiden, men hvis vi ikke har en profetiforståelse, der også pointerer, at Helligånden i de bibelske tekster profeterer om fremtiden, virker for mig at se lidt som en falliterklæring. For oldkirken var det et vigtigt argument for kristendommens sandhed, at Gud havde profeteret om Jesus, og at disse profetier blev opfyldt. I Esajas 40-55 virker det ligeledes til at være et vægtigt argument for, at Gud er den sande Gud, at han kan profetere om fremtiden – og gør det.

Helligånden som fortolker

”Okay”, kunne man indvende, ”men det er altså ikke alle, der kan se, at Gamle Testamente i første omgang handler om Jesus, ergo handler Gamle Testamente ikke om Jesus i første omgang”. Det virker lidt til at være måden, Bergholt tænker på, men for mig at se får man i den slutning ikke skelnet tydeligt mellem ontologi, det at noget er, og epistemologi, vores erkendelse af det. Noget kan godt være ontologisk til stede, uden at jeg epistemologisk kan gribe det. Det ses for eksempel meget tydeligt i Johannesevangeliet og Jesu diskussioner med flere af jøderne. I Johannes 5,39-40 siger Jesus: ”I gransker Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig. Og dog vil I ikke komme til mig og få liv.” og fortsætter i Johannes 5,46: ”Havde I troet Moses, ville I have troet mig; for det var mig han skrev om.” For mig at se er det tydeligt, at Jesus ikke her tilføjer et ’retrospektivt betydningslag’, men mener, at Gamle Testamentes tekster i sig selv handler om ham. Men samtidig er han meget klar på, at det forstår hans modstandere ikke.

Jeg tror ikke, at Jesus siger, som han gør, fordi han er antisemit eller mener, at jøderne er dumme. Men Jesu samtale udtrykker nok den åndelige virkelighed, Paulus skriver om i 2. Korintherbrev 3,14-17: ” Dog forhærdedes deres tanker, for indtil den dag i dag bliver det samme slør ved med at ligge over oplæsningen af den gamle pagt uden at tages bort, for det fjernes først i Kristus. Ja, lige til i dag ligger der et slør over deres hjerte, når Moses læses op. »Men hver gang én vender om til Herren, tages sløret bort« – »Herren« er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed”. Paulus skriver her specifikt om jøderne i den gamle pagt, men jeg tror egentlig, at Paulus’ ord gælder for alle mennesker. Der er brug for, at Helligånden kommer til og fjerner det slør, der ligger over både teksten og over vores hjerter, og som hindrer os i at se Jesus.

Samme tanke virker til at være til stede i Jesu møde med Emmaus-vandrerne i Lukas 24,13-35. Ligesom i eksemplet fra Johannes 5 virker Jesus til at frustreres over, at de to disciple ikke kan genkende, at han er i skrifterne, men det kunne de altså nu engang ikke, ligesom de ikke kunne genkende ham. De havde brug for, at Jesus åbnede deres øjne (Lukas 24,31) og åbnede skrifterne (Lukas 24,32). De havde brug for, at Jesus ”udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.” (Lukas 24,27).

Jeg forstår ikke dette, som om Jesus tilføjede et nyt betydningslag til skrifterne. Tværtimod åbnede han de bibelske skrifter og disciplenes øjne, så de nu kunne se ham, både fysisk og i Gamle Testamentes skrifter. Han tilføjede ikke noget nyt, men viste dem noget, der allerede var der, men som de ikke kunne se før. Det er de færreste af os, der møder Jesus fysisk, men er vi troende, har vi fået den Helligånd, der udgår fra Jesus, som herliggør Jesus for os (Johannes 16,14), og som gør, at Jesus selv er til stede hos os (Johannes 14,18). Derfor må vi også tro på, at Helligånden vil gøre det samme for os, som Jesus gjorde for Emmaus-vandrerne: Åbner vores øjne og åbner de bibelske tekster, så vi kan se Jesus.

Kom indenfor, vi har brug for dig!

At Helligånden er forfatter og fortolker betyder ikke, at den videnskabelige eksegese er lige meget, og at vi kan være ligeglade med de historiske omstændigheder, teksterne er blevet til under og i. På ingen måde. Historiens Gud har valgt at åbenbare sig på konkrete historiske tidspunkter, i konkrete historiske situationer for historisk konkrete mennesker. Og han har valgt at bruge historisk konkrete mennesker til at gøre det. Bibelen er ikke som en ahistorisk, himmelsk koran, der har været til fra evighed af, og Helligånden er hverken antimenneskelig, antihistorisk eller antividenskabelig.

Fordi de bibelske tekster er litterære og historiske, er det godt at gøre brug af litterære og historiske metoder til at fortolke dem. Det understreger Bergholt ofte, og det er en vigtig påmindelse. Men som kristne må vi tro på, at de bibelske tekster er mere end kun litterære og historiske tekster, forfattet af mennesker. De er også Guds ord, forfattet af Helligånden, der vidner om, hvem Jesus er, og hvad han har gjort for os.

En hermeneutik, der betoner Helligånden som forfatter, minder os om, at de bibelske skrifter i Gamle og Ny Testamente er en enhed, der hænger sammen, selv hvis vi ikke kan se det. Det minder os om, at de bibelske skrifter i Gamle og Ny Testamente handler om Jesus, fordi de også er forfattet af Jesu Ånd, som peger på Jesus, selv hvis vi ikke kan se det. At have en hermeneutik, der betoner Helligånden som fortolker, betyder ikke, at vi som kristne kan gøre os hovmodige og hæve os over jøderne eller nogen andre grupper af mennesker. Det betyder ikke, at vi har gennemskuet alt, og at vores tolkning af de bibelske skrifter er ufejlbarlig. Det betyder heller ikke, at vi kan trumfe vores egen læsning igennem uden at argumentere for den med henvisning til, at ”det har Helligånden sagt til mig”. Tværtimod må det hver især give os en ydmyghed i vores læsning af de bibelske tekster, fordi vi dybest set ikke selv kan regne dem ud, men har brug for at få både tekster og øjne åbnet af Helligånden.

Men det betyder faktisk, at vi som kristne godt må sige, at det er bedre at læse Gamle Testamente, som om det handler om Jesus, end at læse det, som om det ikke handler om Jesus. Ikke fordi den sidste type læsning er umulig eller naiv, men fordi også Gamle Testamente er forfattet af den Ånd, der udgår fra Jesus og vidner om ham. Den Helligånd, som vi alle sammen har brug for, hvis vi virkeligt skal se, hvem den Jesus er, som både Gamle Testamente og Ny Testamente taler om.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og få de seneste artikler direkte i din indbakke