Israel.

Et lille land ud mod Middelhavet i Mellemøsten. Et land mange, hvis ikke de fleste, har en holdning til. Det er også et bibelsk land, og derfor et land ikke bare jøder, men også mange kristne har en særlig holdning og kærlighed til. I Det Gamle Testamente bliver Abraham lovet et land af Gud, et løfte Gud senere bekræfter mange gange i forskellige forbindelser. Men landet går tabt for det jødiske folk, og nogle kristne mener, at da den moderne stat Israel oprettes i maj 1948 er det begyndelsen på opfyldelsen af nogle af Guds løfter i det Gamle Testamente.

Den læsning deler jeg ikke selv, og det der dét, denne artikel kommer til at handle om. Og selvom denne artikel kan synes lang… er jeg naturligvis helt med på, at meget, meget mere kan skrives om emnet. Den er på ingen måder udtømmende. 

Inden vi går rigtig i gang, vil jeg lige komme med et par betænkninger på, hvordan jeg læser Bibelen, da det naturligvis har indvirkning på emnet.

Guds åbenbaring peaker i Jesus af Nazareth

Personligt læser jeg Bibelen som en progressiv åbenbaring. Det betyder egentligt blot, at jeg tror, Gud åbenbarer mere og mere af, hvem han er op gennem den bibelske fortælling, og at denne åbenbaring kulminerer i Jesu liv, død og opstandelse. Det er i evangelierne, eller nærmere bestemt, i mennesket Jesus af Nazareth, at Gud fuldt og helt viser os, hvem han er, og hvad han længes efter for sin skabning.

Derfor tror jeg også, at vi altid må læse Bibelen med udgangspunkt i Jesus. Uanset, hvad eller hvor vi læser, må vi søge at forstå det gennem, hvem Gud viser os, han er i Jesus. Det har naturligvis også gennemgribende implikationer for, hvordan jeg læser det Gamle Testamente – inklusiv det man kan kalde for landløfterne. Disse landløfter har naturligvis givet mening for de mennesker, der har læst dem, og de har ganske givet tolket dem konkret, men personligt mener jeg, at disse løfter får en anden og udvidet betydning i lyset af de begivenheder, der udfolder sig i Det Nye Testamente.

Et det nu?

Apostlenes Gerninger begynder med en intens scene: Jesus og disciplene er samlet. De spiser sammen, og da disciplene tror, at Jesus er den jødiske messias, de har ventet på, spørger de frimodigt: ”Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?” 

Situationen fortæller os, hvor vigtigt spørgsmålet har været for disciplene – og dermed formodentligt også for den gennemsnitlige jøde omkring år 33. Her sidder disciplene sammen med Jesus, som de har delt liv sammen med i tre år, og hvis liv lige er kulmineret i, at han døde på korset for hele verdens skyld og opstod fra de døde igen. Det er begivenheder af gigantiske og evige proportioner. Og alligevel kan disciplene kun bekymre sig om deres hjemland, der begrænser sig til et lille område på størrelse med Jylland. Man fristes næsten til at bede disciplene sætte spørgsmålet i perspektiv. Hvad betyder et lille landområde i forhold til det, Jesus lige har gjort og de konsekvenser, det har medført?! 

Men Jesus, som jo efterhånden må have vænnet sig til scenariet efter tre år i selskab med disse tungnemme disciple, forklarer tålmodigt: ”I skal ikke bekymre jer om det lige nu. Om lidt kommer Helligånden, og så skal I være vidner om det, jeg har gjort. I skal begynde i Jerusalem, men senere skal I også gå til Judæa og Samaria, ja, helt til verdens ende.” For nu at parafrasere. Indledningen i Apostlenes Gerninger er med til at slå temaet for hele bogen an: Hvordan genopretter Gud sit kongerige – og hvem det er for. Det er en fortælling om, hvordan Jesus leder sit folk ud i verden for at invitere mennesker til at komme og leve i et kongerige, hvor han regerer.

Guds kongerige genoprettes og udbredes gennem mission 

Hvis man ikke vidste bedre, kunne man næsten få den tanke, at Jesus er en moderne politiker med et spinkursus i bagagen. For svarer han overhovedet på spørgsmålet? Hans respons kan i sidste ende koges ned til, at han fortæller disciplene, at de skal tænke større. Langt større! Disciplenes opgave var ikke begrænset til det konkrete land, de befandt sig i. Dér skulle de begynde, men deres opgave med at udbrede Guds kongerige var en global opgave, som skulle strække sig over hele jorden. Det er sådan, Jesus har tænkt sig at ”genoprette Riget for Israel”. Det rige, disciplene i første omgang tror er begrænset til landet Israel, er egentligt ment til at være et altomfattende kongerige! Tænker man for småt om det, går man glip af noget…

Disciplene får udvidet deres horisont gennem samtalen med Jesus. Resten af bogen bruger fortælleren Lukas til at udfolde og vise, hvordan Guds kongerige begynder at brede sig længere ud end nogensinde før – om hvordan Guds kongerige genoprettes. Faktisk bruger Lukas Jesus’ tale som struktur for sin fortælling. Første del foregår udelukkende i Jerusalem (kapitel 2-7), men efter steningen af Stefanus udbryder der forfølgelse af menigheden i Jerusalem, så ”alle undtagen apostlene blev spredt ud over Judæa og Samaria.” I kapitel 13 begynder den del af fortællingen, som beretter om, hvordan evangeliet når ”til verdens ende,” da vi her hører om menigheden i Antiokia, som sender de første internationale missionærer ud. Dermed fastholder Lukas også, at både jøder og hedninger skal høre evangeliet om Jesus af Nazareth som Messias. 

Løftet udvides 

Lukas begynder med at fortælle om pinsedagen, og om hvordan disciplene prædiker evangeliet til alle mulige mennesker fra forskellige dele af verden, som er i Jerusalem for at fejre den jødiske pinsefest, shavuot. Lukas fortæller os, at Peter slutter sin prædiken med at konstatere, at ”hele Israels hus” skal vide, at den Jesus, som blev korsfæstet, er Messias! Og han fortsætter – næsten mere revolutionerende – i det følgende med at konstatere, at ”løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Gud vil kalde på.” Vi må formode, at de fleste tilhørere til Peters tale er jøder. Det er altså dem, Peter refererer til, når han siger ”jer og jeres børn”. Men samtidig breder Peter perspektivet ud, så løftet kommer til at gælde endnu flere: ”Alle dem i det fjerne, som Gud vil kalde på.” Er Peter allerede her – så tidligt – begyndt at udvide horisonten for ”Israels hus”? Er han allerede her begyndt at have en forståelse for, at Guds kongerige ikke blot drejer sig om ét enkelt landområde, men om hele jorden? Det må man formode, for der er ingen grund til at tro, at Peter ikke har været inspireret af Helligånden, valgt sine ord med omhu eller har vidst, hvem han talte til. 

Guds menighed er multietnisk 

I kapitlerne 8-12 viser Lukas os, hvordan Guds menighed bevæger sig fra at være lokalt forankret i Jerusalem med primært jødiske medlemmer til at blive en multietnisk, international bevægelse. Først fortæller han os om Filip, der besøger Samaria og prædiker der. Vi hører også om den etiopiske hofmand og om Paulus’ omvendelse på vejen til Damaskus, hvor han ender med at forkynde evangeliet. Dernæst fortæller Lukas to af de mest dramatiske historier, hvor apostlen Peter er hovedperson. Først får Peter et syn på taget af huset i Joppe/Jaffo, hvor han får at vide, at alle dyr er rene. Midt i forvirringen kommer der så tre mænd fra officeren Cornelius’ hus i Cæsarea, som inviterer Peter til at følge med, og vi hører om, hvordan Cornelius og hele hans hus kommer til tro på Jesus. Peter konkluderer: ”Nu forstår jeg, at Gud ikke gør forskel på nogen, men at han i et hvilket som helst folk tager imod den, der frygter ham og øver retfærdighed.” En fuldstændig skandaløs udtalelse for datidens jøder. Men Peter har lært og erkender, at det han opfattede som eksklusivt for jøder, det gælder alle mennesker over hele jorden. 

Gud genopbygger gennem mission 

Spørgsmålet om eksklusivitet er et tema, som fortsætter i kapitel 15, der beskriver apostelmødet i Jerusalem. Problematikken er den, at der er nogle af de Jesus-troende jøder, der mener, at de hedninger, som kommer til tro på Jesus, også skal omskæres og overholde Moseloven. Eller sagt lidt anderledes: Nogle af jøderne mente, at hedningerne først skulle blive jøder, før de kunne blive en del af Guds folk. Logikken er ligetil: Det er jo os, der har fået løfterne om messias, og det er os, der står i et pagtsforhold med Gud, som har udvalgt os til at være hans folk. Derfor er det ganske naturligt, at nye i troen skal blive som os, førend de kan regnes som en del af Guds menighed. 

Men den opfattelse falder ikke i god jord hos de to apostle, Peter og Jakob. Først pointerer Peter, hvad han også pointerede overfor Cornelius: Gud gør ikke forskel på jøder og hedninger. Dernæst udfolder Jakob, hvordan han forstår den gammeltestamentlige profeti fra Amos’ Bog kapitel 9. I lyset af, hvordan man umiddelbart vil udlægge Amos 9, er Jakobs udlægning bemærkelsesværdig, for han mener, at det apostlene og de andre første Jesusefterfølgere er vidne til, er opfyldelsen af denne profeti fra Amos. Ikke gennem et nationalistisk eller statspolitisk projekt, hvor jøderne igen får råderetten over landet. Nej, at Gud “genopbygger Davids faldne hytte” hænger sammen med den mission, Jesus har sendt dem alle sammen på: At være hans vidner i Jerusalem, Judæa, Samaria og lige til verdens ende. For Jakob går Amos’ profeti i opfyldelse for øjnene af dem. Hedningerne inkluderes i ”Davids hytte”, som er genoprettet gennem Jesu’ død og opstandelse og ved, at hedningerne også kommer til tro på dette evangelium.

Hvor bemærkelsesværdigt det end er, må vi læse Lukas sådan, at genoprettelsen af Israel altså ikke er et statspolitisk projekt, men en vision om ét nyt og større gudsfolk, som består af både jøder og hedninger, hvor troen på Jesus som Messias frem for etnicitet er samlingspunkt. Lukas fortæller os ikke om Paulus’ synspunkter her i Apostlenes Gerninger, men gennem Paulus’ breve finder vi senere ud af, at enheden mellem jøder og hedninger også ligger ham meget på sinde. Paulus mener også, at der findes ét gudsfolk, hvor alle er lige for Gud. Han går endda så langt som til at skrive: “Det er ikke alle, som kommer fra Israel, der er Israel, og det er heller ikke alle Abrahams efterkommer, der er hans børn.” (Romerbrevet 9,6-7) Andre steder behandler Paulus spørgsmålet om, hvem Guds løfter gælder – hvem har arveretten? Og han konkluderer blandt andet i Romerbrevet kapitel 4, at arveret har alle, som deler Abrahams tro. Det er altså ikke længere etnicitet, men tro, der er afgørende for inklusionen i Guds folk.

Det er også netop det, der er på spil, når Paulus skriver i 1. Korintherbrev kapitel 1, vers 20-22:

”for alle Guds løfter har fået deres ja i ham. Derfor siger vi også ved ham vort amen, Gud til ære. Og den, som knytter både os og jer fast til Kristus, og som salvede os, er Gud, der også beseglede os og gav os Ånden som pant i vore hjerter.”

Alle Guds løfter har fået deres ja i Jesus af Nazareth – i Kristus. Også løfterne om landet. Jeg medgiver, at man isoleret set godt kan læse det sådan, at landløfterne bliver bekræftet i Jesus, forstået på den måde, at de stadig står ved magt, men i en helhedslæsning af Paulus er det usandsynligt, som det fremgår ovenfor.

Hvordan opfyldes så løfterne i Kristus? Jo, da Jesus holder sin første prædiken i Galilæas bakker, proklamerer han, at Guds kongerige er kommet nær. Det er et kongerige, som de jøder, der lyttede til Jesus dengang, har længtes efter at se bryde frem. Og netop hele Jesu liv og handlinger, mens han levede her på jorden, er vidnesbyrd om, at Guds kongerige er kommet nær – også selvom det ikke er brudt fuldt og helt igennem. Men Jesus har alligevel indtaget tronen igen, og det fejrer vi Kristi Himmelfartsdag – det er en tronbestigelsesfest for kongen, Messias! Nu er han igen konge over sit folk (at udfolde det fuldstændigt kræver nok en tredje artikel af en anden, som har skrevet en bog engang om Messias…) – et folk, hvor det ikke kommer an på at være mand eller kvinde, træl eller fri, jøde eller græker. Men om man tror på Jesus af Nazareth. Derfor skal vi også, som kristusefterfølgere, leve et liv som om Guds kongerige allerede er brudt igennem, også selvom det endnu ikke er brudt fuldt og helt igennem.

Guds visioner for kongeriget er større. Altid. Fordi Gud er større. Altid.

Guds globale vision begynder i begyndelsen 

Hverken Lukas, Peter, Jakob eller Paulus griber deres forståelse af profetierne, Guds kongerige eller gudsfolket ud af det blå. De finder ikke på noget nyt, men vender tilbage til begyndelsen og lader de ældgamle fortællinger forme deres forståelse af disse emner. For allerede fra begyndelsen – altså helt fra begyndelsen har Gud haft globale intentioner. For i begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Da Gud var færdig med at skabe, plantede han en have og satte mennesket i den. Gud gav mennesket to opgaver – de skulle dyrke og vogte den (1. Mosebog 2,15). Edens Have beskrives som et klart afgrænset sted, hvor mennesket opholder sig. Men menneskets opgave er jo, at haven skal dyrkes, og det er nærliggende at forestille sig, at Guds plan med haven er, at den skal brede sig ud over hele jorden. Det sker som bekendt ikke, for inden det kan ske, har mennesket spist af frugten og ødelagt det hele. 

Guds globale vision går dog ikke i glemmebogen. Det ser vi tydeligt i kaldelsen af Abraham: “I dig skal alle jordens slægter velsignes,” fortæller Gud Abraham i 1. Mosebog kapitel 12. Selvom Guds kaldelse er partikulær, når det kommer til både Abraham, folket og landet, er visionen global – den er ikke afgrænset til ét konkret landområde. Den er større end det umiddelbare. Altid. 

”Er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?” spørger disciplene Jesus – ligesom der måske var mennesker, der spurgte hinanden i 1948, da den moderne stat Israel blev oprettet. Lukas svarer både disciplene og os ved at fortælle os historien om, hvordan Jesus leder sit folk – et nyt multietnisk gudsfolk – ud i verden ved Helligånden med invitationen til at komme og leve et liv i hans kongerige, som ikke begrænser sig til ét landområde, men strækker sig ud over hele jorden.