Langfredag kl. 18 – omtrent den tid på dagen, hvor Jesus i sin tid blev gravlagt – var jeg taget i biografen for at se del to af den storslåede filmatisering af eposset Dune. Det viste sig at være et oplagt tidspunkt. Ikke bare fordi der var tilpas få gæster i salen til, at jeg (i midterste stol, bagerste række) uden at forstyrre kunne kradse nogle stikord ned undervejs, men også fordi langfredag i sig selv måske er løsningen på de spørgsmål, Dune rejser. Det vender vi tilbage til.

Jeg skal begynde med at indrømme, at jeg ikke har læst Dune-bøgerne (endnu), for jeg er i grunden ikke så meget til sci-fi. Derfor havde jeg heller ikke tænkt, at filmatiseringen var noget for mig. Men jeg tog fejl. Nu er dette ikke en anmeldelse, så jeg afstår fra at kommentere på de filmiske aspekter, og i øvrigt vil jeg heller ikke referere den til tider komplekse handling. Men behandlingen af temaer som profetier og messianisme – det er lige mig. Og det er de temaer, vi springer ud i nu.

”You want to control people? Tell them a messiah will come and they’ll wait for centuries.”

Paul Atreides ankommer til planeten Arrakis, hvor det undertrykte Fremen-folk bor. Nogle fremen har et håb om en messias, Lisan al-Gaib, ”Stemmen fra det hinsides”, og et grundlæggende spørgsmål er: Er Paul Lisan al-Gaib?

Det er interessant at reflektere over, hvordan Fremen-folket argumenterer for og imod dette. Dem, der tror, ser Pauls handlinger og finder belæg for dem i de gamle skrifter (et omkvæd er ”Som skrevet står!”). Dem, der ikke tror, ser de samme handlinger, men finder ikke belæg for dem i de samme gamle skrifter. Lyder det bekendt?

Samme handling kan altså udlægges forskelligt. Og dem, der tror, bliver hele tiden bekræftet i deres tro. Dem, der ikke tror, bliver omvendt hele tiden bekræftet i deres ikketro. Dem, der tror, vil sandsynligvis påstå, at skrifterne er klare og tydelige – og med det mener de: Vi har forstået dem, og alle andre skal være enige med os!

Stilgar, en af fremen-lederne, der har en stærk tro på, at Paul er Lisan al-Gaib eller Mahdi (en anden messiansk titel), udtrykker det sådan: ”The Mahdi is too humble to say he is the Mahdi. Even more reason to know he is!” Uanset hvad Paul gør, og selvom han afviser at være Mahdi, virker det til, at Stilgar kan finde en profeti, der passer.

Lad os lige springe ud af Dune-universet og forholde os til en ubehagelig sandhed, som det måske er svært for os kristne at acceptere: Profetier bliver ofte til retrospektivt. Hvis man læser Den Hebraiske Bibel (som vi kristne ofte kalder Det Gamle Testamente) uden kendskab til Det Nye Testamente, kan man godt få en ide om, at Israels Gud lover sit folk en kommende konge/leder, men detaljerne er rimelig uklare. Og den uklarhed betød, at der på Jesu tid var stor diversitet blandt de messianske forventninger. Messias kunne betyde forskellige ting, fordi dem, der forventede en messias, lagde vægten på forskellige detaljer.

De fleste kristne synes, at Es 7,14 tydeligt handler om Jesu fødsel, måske endda jomfrufødsel, men der var bare ikke nogen jøder før evangelisten Matthæus (Matt 1,23), der var af den opfattelse, at Es 7,14 handlede om messias. Hvis nu Jesus ikke var blevet født af en ung kvinde eller en jomfru, så var der formentlig ikke nogen, der havde hevet Es 7,14 frem og sagt: ”Jamen, der står jo skrevet, at…”. For Es 7,14 kan sagtens forstås anderledes. Es 7,14 blev først forstået som en profeti om messias, da det gik op for Matthæus, at dette vers kunne forstås som en profeti om messias.

Eller sagt på en anden måde og med et andet eksempel: Hvis Jesus var reddet ind i Jerusalem på en okse eller en kamel, havde evangelisterne sandsynligvis også fundet belæg for det i GT, fx i Es 66,20 eller Sl 92,11. Og hvis Jesus var kommet til Jerusalem i magt og vælde, var de nok kommet til at tænke på Es 40,10 eller Es 66,15-16 om Herren, der kommer i styrke.

Tilbage til Dune: I løbet af del 2 bliver det mere og mere tydeligt, at Fremen-folkets messianske forventninger er blevet plantet af den magtfulde religiøse orden Bene Gesserit. Messianismen er altså et redskab til at kontrollere og manipulere. Pointen er, at hvis man længe og vedholdende nok fortæller et undertrykt folk, at der er en frelser på vej, så ender de nok med at tro på det. Og så vil de gøre alt!

Pauls mor, Jessica Atreides, der er Bene Gesserit-søster, udnytter da også Fremen-folkets messianske forventning til sin egen fordel, og i sidste ende gør Paul det samme.

”He’s afraid of the fundamentalists. And he should be!”

Fremen-folket er et undertrykt folk. Er det måske derfor, nogle har så stærke messianske forventninger? Besættelse og oprør, pres og modstand, tryk og modtryk, hører i hvert fald sammen. Og det er for så vidt godt. Modstand mod uretfærdighed og forsvar for social retfærdighed er ubetinget godt.

Men ethvert oprør kan løbe af sporet. Enhver bevægelse kan blive til fanatisme, fundamentalisme. Det er i grunden en ret interessant udvikling, hvor de undertrykte efterligner undertrykkerne og ender med selv at blive undertrykkere. Hvor et mindretal, der insisterer på at have ret til at eksistere, får mere magt og pludselig ikke vil tillade andre mindretal.

Hvad er drivkraften? Hvorfor resulterer kampen mod uretfærdighed ofte i en ny form for uretfærdighed? Måske fordi religiøse forventninger let kan kapres og misbruges. Måske fordi mennesket har en grundlæggende vilje til magt.

Paul Atreides proklamerer i slutningen af del 1, at hans vej ”fører til ørkenen”. Det lyder meget fromt. Messiasser kommer ofte fra ørkenen (sådan var det i øvrigt også på Jesu tid), for ørkenen er selvransagelsens, prøvelsernes, karakterdannelsens sted. I ørkenen skal Paul lære at beherske det, Fremen-folket kalder ørkenmagt (det vil sige, at han skal lære at overleve i ørkenen), men i slutningen af del 2 vælger han magten alene over alt andet. Han er selv blevet en af de fundamentalister, han tidligere frygtede. Derfor kalder han til krig.

”No need to be a prophet to see what’s ahead. Your path leads to war!”

Paul lover at transformere ørkenplaneten Arrakis til et frodigt og vandrigt paradis. ”Lead them to Paradise”, er hans kampråb, og det lyder også meget fromt. Men vejen til dette paradis er brolagt med knuste knogler og asfalteret med blod. Derfor anfører han Fremen-folket i hellig krig mod i første omgang deres besættere og siden alle andre. Men en hellig krig er en evig krig, for der er altid nye fjender. Der vil altid være nogle, som ikke tror.

Paul sætter selv ord på, at han er gået fra at have venner til at have tilhængere. Og det er farligt. Venner tør sige hinanden imod, tilhængere er forblændede. Venner elsker, tilhængere forguder.

Det er svært ikke at drage paralleller til nutidens politiske klima. Det er en moderne løgn, at religion og politik kan adskilles. Politik har ofte religiøse undertoner, og religion har ofte politiske konsekvenser. Tænk bare på nationalistiske strømninger i Italien og USA med både fascistiske og messianske undertoner.

Udfordringen fra Dune

Hvis man ser Dune 1 og 2 uden at kende noget til historien på forhånd, er man et godt stykke ind i del 2 stadig i tvivl om, hvad man skal mene om messianismen i denne fortælling. Det er let at gennemskue, at Paul må være Fremen-folkets Lisan al-Gaib, men er det godt eller skidt? Er Paul en sand eller en falsk messias? Og er Dune således et forsvar for eller en kritik af messianisme?

Det sidste er tilfældet. Det ville være så belejligt, hvis Dune var endnu en fortælling fyldt med prædikenpointer og Kristus-allegorier, men nøjagtig det modsatte er tilfældet. Dune er en kraftig advarsel mod religiøs manipulation, religiøs fanatisme og fundamentalistisk fortolkning af helligtekster.

Den udfordring må vi i kirken ikke sidde overhørig! Vi må ikke lukke øjnene for, at også kristen messianisme kan være farlig, og at kristendommen kan bruges (og tidligere er blevet brugt) til for eksempel at legitimere militarisme, fascisme og nationalisme. Vi må ikke isolere os i ekkokamre, hvor simple mantraer gentages, indtil de overdøver alle kritiske røster, og vi kan bekræfte os selv i, at vi har ret.

Så hvordan undgår vi, at kirkeledere spejler sig i Paul Atreides? Hvordan undgår vi, at kirken manipulerer mennesker? Hvordan undgår vi kristen fanatisme?

Det, Paul Atreides ikke har

Paul Atreides er tydeligt en messias-skikkelse, men han er ikke en Kristus-skikkelse. Der er nemlig noget, han ikke har: den totale magtafgivelse. Jovist, han dør og genopstår, men det er udtryk for en suveræn, ja, egoistisk handling. Selv i døden er han i kontrol. Selv i døden manipulerer han.

Det er helt anderledes med Jesus – og nu er vi tilbage ved, at jeg var i biografen langfredags aften. Jesus overgav sig til sine fjender på en så radikal måde, at det ifølge Paulus er latterligt for nogle (1 Kor 1,18-31). For det kan godt være, at messias-forestillingerne på Jesu tid var mangfoldige, men der var ingen, som forestillede sig, at messias skulle overgive sig til sine fjender og dø for deres hånd. Det ville være det sikreste tegn på, at der var tale om en falsk messias. Og det kan godt være, at den græske mytologi var mere rummelig end den jødiske monoteisme, men en gud, der bliver korsfæstet, var alligevel for langt ude.

Og den latterlighed (eller dårskab, hvis man vil bruge et ord, der formentlig ryger ud i den næste bibeloversættelse) må vi aldrig glemme. Kristendommen må aldrig gøre sig fri af det prædikat, at den er en tilsyneladende nederlagsreligion. Men netop kun tilsyneladende, for langfredag følges altid af påskedag, dog aldrig den ene uden den anden.

Hele pointen er, at sejren vindes gennem nederlaget, ikke gennem manipulationen. Kristne skal altså handle helt anderledes end Paul Atreides, og Jesus viser vejen. Vi skal ikke bare vælge et stærkere våben end vores modstandere – en bazooka mod en pistol. Vi skal vælge at udøve vores magt på en helt anden måde, nemlig ved at give afkald på den.

Det betyder, at hvis kirken ønsker at forandre samfundet (og det kan der bestemt være gode grunde til), skal det ikke ske top-down, ved magt og styrke. Heller ikke selvom kirken fra år ca. 350 og frem til nyere tid har udøvet en sådan magt i Europa. Kirken skal forandre samfundet gennem forandrede mennesker.

Vi vil ofte gerne det magtfulde, for det virker så simpelt: Genindfør lukkeloven, så folk kan lære at overholde det tredje bud! Forbyd abort, så folk kan lære at overholde det femte bud! Men problemet med den slags top-down regulering er, at den ikke holder i længden. Den fører måske bare til mere undertrykkelse, mere modtryk, mere messianisme (i den negative forstand). Det er langt mere effektfuldt at forandre menneskers sind, værdier og idealer.

Det går langsommere, ja, og det er en skrøbelig proces, for mennesker er komplekse, og de har mulighed for at sige nej tak – ligesom kristne i al deres uperfekthed kan være så dårlige eksempler, at det skræmmer mennesker væk. Det må vi leve med, for alternativet er værre.

Måske kan man sige, at kristen messianisme viser sig at være en fundamentalt anderledes messianisme end verdenshistoriens andre messianske strømninger. Den kristne messianisme er vendt på hovedet. Her bliver de sidste de første; her er den stærkeste ikke den, der kan tæske sin fjende, men den, der kan elske sin fjende.

Jesus Kristus var ikke bare den stærkeste messias-kandidat, messiassen over alle messiasser, messiassernes svar på Herskerringen fra Ringenes Herre. Nej, Jesus Kristus indførte en helt ny standard at måle messias-faktor på.