Da jeg blev bedt om at skrive en juleprædiken for hedninger, gav jeg ganske sorgløst mit tilsagn, men nu hvor jeg sidder og skal opfylde mit løfte, støder jeg på en vanskelighed. Er der overhovedet nogen hedninger tilbage i England, som jeg kan henvende mig til?

Jeg er opmærksom på de røster, der hævder, at vores land er ved at falde tilbage i hedenskabet. Dermed menes der, at vi er ved at ophøre med at være kristne. Men er det ene det samme som det andet? Lad os besinde os på, hvad en hedning rent faktisk var.⁰O.a.: Lewis nævner her de to engelske ord ”pagan” og ”heathen”, som begge må oversættes til ”hedning” på dansk, og siger, at han i det følgende vil regne dem for synonymer.

En ”hedning” var et menneske, som levede ude på heden⁰heathen, eller et menneske, som levede i en pagus, en lille landsby⁰pagan. I begge tilfælde betegnede ordet et tilbagestående menneske, en ’bondeknold’. Betegnelsen stammer fra den tid, hvor de større byer i Romerriget var kristnede, mens de gamle naturreligioner stadig havde greb i folk på landet. Hedninger var tilbagestående mennesker i udkantsområderne, som endnu ikke var omvendte; ’førkristne’ kunne vi kalde dem.

Når man kalder moderne mennesker, som har bevæget sig væk fra kristendommen, for hedninger, er det vel, fordi man tænker, at et ’efterkristent’ menneske befinder sig i samme situation eller tilstand som et ’førkristent’. Men det svarer jo til at tænke, at en kvinde, der har mistet sin mand, er i samme situation som en ugift, ung pige, eller at en gade, hvor alle husene er jævnet med jorden, er det samme som en eng, der aldrig er blevet bebygget. Den ødelagte bydel og den ubebyggede grund er selvfølgelig ens på den måde, at ingen af dem giver mennesker noget sted at søge ly for regnen, men i alle andre henseender er de forskellige. Murbrokker, cementstøv, knuste flasker, gamle sengepladser og hjemløse katte er noget helt andet end græs, timian, kløver, smørblomster og en syngende lærke oven over det hele.

Den sande hedning adskiller sig fra det efterkristne menneske på følgende måder: For det første var hedningen religiøs. Set fra et kristent synspunkt var han ligefrem mere religiøs, end godt var. Han var fuld af ærefrygt. I hans øjne var jorden hellig, skovene og vandene var levende. Hans dyrkning af jorden var et ritual og ikke bare et spørgsmål om landbrugsteknik. For det andet troede en sand hedning på, at der fandtes noget, vi i dag vil kalde ’objektivt’ rigtigt og forkert. Det vil sige, at han var overbevist om, at der uafhængigt af mennesker og deres meninger eksisterede kriterier for at skelne mellem fromme og ufromme handlinger – noget lige så grundlæggende som multiplikationstabellen; noget, som mennesket ikke havde opfundet, men havde opdaget sandheden af, og som han (ligesom multiplikationstabellen) ville gøre klogt i at rette sig efter, hvis ikke han ville rammes af gudernes straf.

Efter kristendommens standarder var hedningens liste over ”rigtigt” og ”forkert” lidt af en rodebutik. Han mente, at guderne ville straffe ham, hvis han pudsede sine hunde på en tigger, der kom til hans dør, eller hvis han slog sin far (og det gav kristendommen ham ret i), men han mente også, at guderne ville straffe ham for at vende sit ansigt i den forkerte kompasretning, når han pløjede. Men selv om hedningens liste således omfattede nogle temmelig fantasifulde synder og pligter, indeholdt den også stort set alle de sande af slagsen.

Det fører os frem til den tredje store forskel mellem en hedning og et efterkristent menneske. Når man tror på, at der findes rigtigt og forkert, opdager man uvilkårligt, at man ikke er noget særlig godt menneske. Måske var hedningenes standard på nogle punkter ikke så høj, men den var høj nok, til at hedningen ikke kunne leve op til den. Derfor led hedningen - selv om han på mange måder levede et mere muntert liv, end vi gør i dag - af et dybt mismod. Når han spurgte sig selv, hvad der dog var galt med verden, svarede han ikke næsten per automatik: ”Det sociale system” eller ”Vores allierede” eller ”Uddannelsessystemet”. Derimod fik han nemt den tanke, at det måske til dels var ham selv, der var skyld i verdens elendighed. Han var ikke i tvivl om, at han havde forset sig, og det frygtelige ved det var, at han ikke mente, guderne skelnede mellem bevidste og ufrivillige forseelser. Mennesket kunne komme på gudernes sorte liste ved et rent uheld, og når først ens navn stod der, var det meget svært at generhverve en ren ’straffeattest’. I den situation reagerede hedningen på en ganske fjollet måde. Hans religion var et sammensurium af ceremonier (ofre, renselser osv.), som skulle fjerne skyld. Det lykkedes dog aldrig for alvor, og resultatet var en permanent ængstet samvittighed.

Det efterkristne syn på tingene, som er ved at modnes – det er allerede modent hos nogle og endnu i frembrud hos andre – er ganske anderledes. Ifølge dette er naturen ikke noget levende, som vi må vise ærbødighed; det er snarere en form for maskine, som vi kan udnytte. Der findes ikke noget objektivt rigtigt eller forkert. Hver enkelt race eller klasse kan konstruere sin egen rettesnor eller ’ideologi’, som det passer den. Og uanset hvad der er galt med verden, kan det ikke være os almindelige menneskers ansvar; det må være Guds (hvis han trods alt skulle eksistere) eller regeringens eller uddannelsessystemets ansvar at give os, hvad vi vil have. De er ’forretningen’, og vi er kunderne, og ”kunden har altid ret”.

Hvis det efterkristne syn på tingene er korrekt, så kan man med rette sige, at vi er vågnet fra et mareridt. Bort med den gamle ængstelse, den gamle ærefrygt, de gamle begrænsninger. Hvor skønt er det ikke at vågne og føle sig fri, ikke stå til ansvar over for nogen, være fuldt og helt sin egen herre. Vi mister selvfølgelig noget morskab. Et univers, der består af farveløse elektroner (og som langsomt vil degenerere, så alt organisk liv bliver udryddet overalt og for evigt), er måske lidt trøstesløst sammenlignet med Moder Jord og Fader Himmel, skovnymfer og vandnymfer, dydige Diana, der krydser nattehimlen, og hyggelige Vesta, som glimter i arnen. Men man kan jo ikke få alt, og vi har da stadig biograferne og radioen. Hvis det nye syn på universet er sandt, har det da nogle håndfaste fordele.

Men er det sandt? Og hvis det er, hvorfor begynder vi så ikke at se forbedringer? Hvad skal vi tænke ved truslen om en verdensomspændende hungersnød? Vi ved nu, at det ikke ene og alene skyldes krigen. Land efter land melder om en svigtende høst, og selv hvalerne synes at indeholde mindre olie. Kan det tænkes, at naturen (eller noget bag ved naturen) ikke blot er en maskine, vi kan udnytte, som vi vil? Kan det tænkes, at hun slår igen?

Men lad det ligge, og lad os antage, at naturen kun er en maskine, som vi kan manipulere, som vi vil. Begynder vi så ikke at se, at menneskets betvingelse af naturen i virkeligheden er menneskets betvingelse af mennesket? At al den kraft, vi vrister ud af naturen, bruges af nogle mennesker imod andre mennesker? At mennesker i virkeligheden er ofrene og ikke sejrherrerne i denne kamp? At hver ny ’sejr over naturen’ blot betyder nye propagandaredskaber til at slavebinde mennesker, nye våben at dræbe dem med, ny magt til staten og ny svækkelse af den enkelte, nye præventionsmetoder, så vi kan forhindre mennesker i overhovedet at blive født?

Hvad angår ideologierne og de nyopfundne standarder for rigtigt og forkert, er problemet så ikke åbenlyst? Hvis der ikke findes noget absolut og uforanderligt rigtigt og forkert, intet der i sig selv er godt eller ondt, så kan ingen ideologi jo være bedre eller værre end alle de andre. Vi kan kun højne moralen ved at tilnærme os en bestemt moralsk standard. Et kort over New York kan kun være bedre end andre kort, hvis der rent faktisk findes et virkeligt New York, som det bedre kan afbilde. Hvis der ikke findes nogen objektiv standard, må vores valg mellem den ene og den anden ideologi blive et spørgsmål om smag, om vilkårlige præferencer. Hvis det ene ikke er bedre end det andet, så har vores kamp for demokratiske idealer imod de nazistiske idealer været det rene spild af tid. Så kan der i virkeligheden aldrig finde nogen reel forbedring eller forværring sted. Hvis der ikke findes et veldefineret mål, kan man jo hverken nærme eller fjerne sig fra målet. Så er der i realiteten ingen grund til at foretage sig noget som helst.

For mig at se, kære venner, er der ikke andet at gøre end igen at blive sande hedninger af sind som et forstadie på vejen til at blive sande kristne. Dermed mener jeg ikke, at vi skal begynde at drysse brødkrummer ud under det store træ i haven som et offer til dryaderne. Jeg mener heller ikke, at vi skal danse os til Dionysos hen over Hampstead Heath (selv om lidt mere højtidelig eller ekstatisk munterhed og lidt mindre kommercialiseret ’morskab’ måske kunne øge kvaliteten af vores fristunder). Jeg mener end ikke (selv om jeg i høj grad ønsker), at vi skal søge at genvinde den sympati for naturen, den religiøse respekt for familien og den higen efter skønhed, som kendetegnede de bedste af fortidens hedninger. Måske kan jeg bedst udtrykke, hvad jeg faktisk mener, på følgende måde:

Hvis det moderne, efterkristne syn på verden er forkert – og det forekommer mig stadigt sværere at finde noget rigtigt ved det – så findes der tre grupper af mennesker i verden: (1) De, der er syge uden at vide det (de efterkristne). (2) De, der er syge og ved det (hedninger). (3) De, der har fundet en kur. Hvis du begynder med at tilhøre den første gruppe, må du for mig at se tilslutte dig den anden for at nå frem til den tredje. Alt, hvad kristendommen tilfører hedenskabet, er jo (i en vis forstand) en kur. Kristendommen bekræfter den gamle opfattelse af, at vi i universet har med en levende magt at gøre; at der findes noget, som er objektivt rigtigt, og at vi ikke formår at holde os til det; at tilværelsen er både herlig og rædselsfuld. Hertil føjer kristendommen noget vidunderligt, som hedenskabet kun kunne gisne om, nemlig at den Almægtige er steget ned til os for at hjælpe os, for at fjerne vores skyld, for at forsone os med ham.

Over hele verden (selv i Japan, selv i Rusland) vil mænd og kvinder den 25. december mødes for at gøre noget meget gammeldags og, om man vil, hedensk: synge og feste, fordi Gud er blevet født. Måske tør mange ikke helt tro på, at det er mere end en myte, og hvis det blot er en myte, har vi intet at håbe på. Men er den anden mulighed ikke værd at overveje?

Hvem ved, om ikke du her, og kun her, kan finde vejen tilbage, ikke bare til Himlen, men også til Jorden; til den store, menneskelige familie, hvis ældste håb finder opfyldelse i denne beretning, som ingen nogensinde kan tage fra os?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og få de seneste artikler direkte i din indbakke