Dr. Richard Hays er en af de mest indflydelsesrige NT-forskere i nyere tid. Hans bog The Moral Vision of the New Testament (1996), som er meget anerkendt og brugt i en amerikansk evangelikal kontekst, indeholder et kapitel om homoseksualitet. I det kapitel argumenterede Hays i sin tid for, at den bedste læsning af Bibelen forbyder seksuelle forhold mellem to af samme køn.

Richard Hays har nu sammen med sin søn Dr. Christopher Hays, professor i Gammel Testamente ved Fuller Theological Seminary, udgivet bogen The Widening of God's Mercy. De mener nu, at en kristen seksualetik bør "fuldt inkludere" LGBTQ+-personer, hvormed de mener, at ægteskab af samme køn nu er velsignet af Gud, og derfor bør velsignes af kirken.

Introduktionen er skrevet fælles og indeholder hver forfatters egen historie med den teologi og praksis, de har mødt i relation til bogens emne. Derefter overtager Christopher i afsnittene om GT (kap. 1-7), og Richard dækker NT (kap. 8-16). De skriver i fællesskab det sidste kapitel, som sammenfatter bogens hovedargument. I bogens afsluttende epilog forklarer Richard, hvorfor han har ændret mening, og hvordan hans tidligere synspunkter relaterer sig til hans nuværende holdning.

Bogens centrale argument er, at Gud ofte ændrer mening i Bibelen. Han ændrer mening om forskellige love og skikke (kap. 3-4, 14), om han skal afsige dom over ulydighed (kap. 2, 6), og – vigtigst af alt – hvilke slags mennesker der accepteres i pagtsamfundet (kap. 7, 11).

Forfatterne argumenterer for, at Gud i den bibelske historie gentagne gange skifter mening i overensstemmelse med sin barmhjertighed. En barmhjertighed kendetegnet af nybrydende udvidelse og inklusion af mennesker, som ikke tidligere var velkomne i hans pagtsfolk eller havde del i hans velsignelse. Nu er tiden kommet, hvor kirken under Helligåndens vejledning må føre denne bevægelse videre overfor seksuelle minoriteter.

Bogens hovedanliggende opsummeres af forfatterne på følgende måde:

The many biblical stories of God’s widening mercy invite us to re-envision how God means us to think and act today with regard to human sexuality. The biblical narratives throughout the Old Testament and the New trace a trajectory of mercy that leads us to welcome sexual minorities no longer as “strangers and aliens” but as “fellow citizens with the saints and also members of the household of God” (Eph 2:19). (s. 206).

I denne anmeldelse vil jeg først pege på et par positive aspekter af bogen og derefter på nogle kritikpunkter i forhold til bogens argument og anliggende.

At ændre holdning og sige undskyld

”Man har et standpunkt, til man tager et nyt”. Det gamle mundheld fra Jens Otto Krag har ofte trange kår i teologiske debatter. Nogle gange får man indtrykket af, at nogle teologer i højere grad lever efter devisen: ”Man har et standpunkt, og det holder man så fast i uanset, hvad man måtte møde!”. Jeg mener helt grundlæggende, at man må være villig til at lade sine holdninger brydes gennem livet – også sine teologiske holdninger – med en reel mulighed for, at man kan blive overbevist om noget nyt og være nødt til at tage konsekvenserne af det. Det er ikke i sig selv et svaghedstegn at skifte holdning – og det er uanset om man skifter til ’højre eller venstre’.

Det, der må være afgørende, er, hvilke argumenter og konklusioner, der er bedst belæg for. Derfor må jeg også anerkende Richard Hays for at turde bekende, at han har skiftet holdning og draget konsekvensen af det med et uforbeholdent undskyld overfor de mennesker, som han nu mener, at hans tidligere holdning har været decideret skadelig for: ”I can only say to anyone and everyone who has been hurt by my words: I am deeply sorry. The present book can’t undo past damage, but I pray that it may be of some help.” (s. 225).

Kærlighed til LGBTQ+ personer

Det er tydeligt igennem hele bogen, at forfatterne er drevet af en stor kærlighed til de konkrete mennesker, LGBTQ+-paraplyen omfavner. Forfatterne ønsker, at de, såvel som alle andre, må få lov at mærke Guds kærlighed og blive budt velkommen ind i fællesskabet i den kristne kirke. Det bør ikke være nødvendigt at påpege, da det må være drivkraften for enhver, der er grebet af Guds kærlighed og følger Jesus at ønske det samme for alle man møder på sin vej, særligt de marginaliserede og udfordrede mennesker i vores samfund.

Særligt kapitlerne om Jesus’ radikale kærlighed og venskab med de udsatte på hans tid demonstrerer, hvordan Jesus mødte alle mennesker på en grænsesprængende kærlig og inkluderende måde (f.eks. den samaritanske kvinde og Zakæus).

Forfatterne har desuden ret i, at kirken har været medskyldig i ikke at møde seksuelle minoriteter på samme kærlige måde, hvilket igen er blevet et samtaleemne herhjemme i forbindelse med brødrene Gylling Æbleøs bog, De Fortabte Sønner.

Der er dog også en uklarhed i bogens tale om det at byde mennesker velkommen i kirken, fordi det samtidig er tydeligt, at forfatterne mener, at det at byde velkommen også indebærer at tilbyde vielse for to af samme køn til dem, der måtte ønske det. Kan man kun møde mennesker med Jesu kærlighed, hvis man går med forfatterne på den præmis? Det vil jeg dvæle ved senere i anmeldelsen. For nu vil jeg vende mig imod nogle kritiske indvendinger imod bogens argument.

Skifter Gud mening?

Dette spørgsmål kommer jeg ikke til at gå meget i dybden med. Men henviser gerne til andre anmeldelser, der gør f.eks. denne fra teologen Rebecca McLaughlin.

Der er en hel kirkehistorisk debat at kaste sig over i forhold til Guds natur, hans vilje og spørgsmål om, hvorvidt der kan ske en ændring i Gud.

Jeg plejer lettere overfladisk og poppet at forklare teksterne i Bibelen, der antyder, at Gud har skiftet mening på den måde, at det sprogbrug hjælper os mennesker til at forstå alvoren, af det der sker i beretningen. Vi forstår, at sætningen: ”Gud fortrød, at han havde skabt mennesket” betyder, at det, der sker lige nu, skaber stor sorg hos Gud, fordi mennesker forbryder sig overfor ham og hinanden. Men – plejer jeg at tilføje derefter – jeg tror ikke, at man skal forstå teksten som et dogmatisk udtryk for, at Gud før havde en vilje og plan og nu kommer han pludselig på en ny, der er bedre.

Der kan siges meget mere om bogens konkrete eksempler på, at Gud altid skifter mening til at inkludere flere i hans barmhjertighed. For det første, at nogle steder går det den modsatte vej. Inden syndfloden skifter Gud mening på en måde, der fjerner mennesker fra jordens overflade. Det er ikke specielt barmhjertigt.

Eller kapitel fire i bogen, hvor forfatterne hævder, at Gud først befalede Israel at lave børneofringer, og først senere i folkets teologiske udvikling skiftede mening og begyndte at forbyde dem. Jeg ved ikke, om forfatterne har gennemtænkt, hvilke konsekvenser det må få for mit gudsbillede, hvis jeg køber deres argument. At jeg skal tro på en Gud, der befalede sit folk at ofre børn til ham, og først senere kom frem til, at det ikke var godt.

Der er flere af samme type argumenter, der kunne redegøres for i bogen, men jeg vælger at lukke den her og henvise dig som læser til at dykke dybere ned i det, hvis det har interesse, da jeg hellere vil fokusere på følgende kritikpunkter, som demonstrerer, at selv hvis forfatterne har ret i deres syn på Guds karakter som den, der skifter mening, så mener jeg ikke, at det i sig selv er nok til at lande, hvor de gør vedrørende ’fuld inklusion’ af LGTBQ+-personer i kirken.

Handler Guds ekspanderende barmhjertighed om ægteskabet?

Bogen står i en naturlig forlængelse af det kristen-etiske argument, man på engelsk kalder, trajectory-argumentet. Det var en populær måde at argumentere for inklusion af både kvinder og homoseksuelle i kirkens liv, opgaver og ritualer i 90erne og 00erne. Tanken er, at man internt i de bibelske skrifter kan se en udvikling i Guds syn på et emne, og den udvikling er kirken kaldet til ved Helligåndens hjælp at videreføre i vores tid. Et klassisk eksempel på en udvikling, man peger på for at underbygge dette argument, som er alment accepteret af de fleste kristne i dag, er i forhold til slaveri. Man ser allerede internt fra GT til NT en udvikling i synet på slaveriet og i Paulus’ brev til Filemon er man ’næsten i mål’ med et kristent forbud mod slaveri. Derfor må kirken lade udviklingen fortsætte og forbyde slaveriet på baggrund af, at man observerer en udvikling væk fra slaveriet i Bibelen.

Problemet med argumentet er, at der ikke kan ses nogen udvikling i Bibelen imod større inklusion af seksuelle minoriteter i definitionen af ægteskabet på samme måde, som der kan findes udviklinger i mange andre retninger, f.eks. uomskårne hedningers inklusion i pagtsfællesskabet eller kvinders ligeværd med mænd i menighed og ægteskab. En anden anmelder af bogen, Preston Sprinkle, opsummerer fint, hvad jeg også tænker:

It’s certainly true that many things change between the Old and New Testaments: food laws; circumcision requirements; the inclusion of uncircumcised Gentiles, eunuchs, and Samaritans. However, there’s no evidence of a similar trajectory where sex difference is no longer part of marriage or where prohibitions of same-sex sexual relationships are reversed. Some laws change, but not all laws change. We can’t just point to some changed laws and assume that others (of our choosing) have changed as well. There’s simply no evidence of a scriptural trajectory moving away from sex difference in marriage or same-sex sexual relations being accepted by God.

I løbet af min læsning af bogen måtte jeg gentagne gange minde mig selv om, at jeg ikke var i gang med at læse en bog om inklusion af hedninger i Guds frelsesplan. Eller en bog om, at Jesus viser sine disciple, hvordan man bedst forstår lovens intention i forbindelse med sabbatsbud. Eller noget tredje. Forfatterne mener selvfølgelig, at alle disse argumenter peger i retning af, at kirken må lave lignende bevægelser i forhold til spørgsmålet om seksuelle minoriteter, men der mangler gode bibelske argumenter for, at Gud også har intention om at lade sin barmhjertighed (mercy) ekspandere i den retning. Det leder mig til min næste kritiske note, der omhandler de tekster og ord, som forfatterne udelader i deres gentænkning af dette spørgsmål.

Siger Jesus ikke noget om ægteskab?

Inden jeg læste bogen, var jeg på forhånd klar over, hvilket afsnit i bogen jeg glædede mig mest til at læse. Jeg var nysgerrig på, hvordan forfatternes argument mon fortolkede disse, for mig helt afgørende, Jesus-ord i Matthæusevangeliet kapitel 19,4-6:

Han sagde: »Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: ›Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød‹? Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.«

Det bemærkelsesværdige er, at bogen på intet tidspunkt forholder sig til ovenstående ord af Jesus. Dette selvom bogens erklærede formål er at åbne op for inklusion af seksuelle minoriteter i kirkens liv og ritualer. Det må jeg sige var en skuffende erkendelse. Heller ikke skabelsesberetningens tale om mand og kvinde nævnes i bogen. Forfatterne forklarer udeladelsen af nogle vigtige skriftsteder på følgende måde:

We believe that this debate should no longer focus on the endlessly repeated exegetical arguments about half a dozen isolated texts that forbid or disapprove of same-sex relations (The regularly cited texts are Gen 19:1-9, Lev 18:22, 20:13, 1 Cor 6:9-11, 1 Tim 1:10, and Rom 1:18-32) (s. 206)

Og lidt tidligere i bogen om NT generelt:

Of course, if we go to the four Gospels looking for Jesus’s explicit teachings about homosexuality, we will look in vain; there’s not a word on this topic in the Gospels (s. 120)

Særligt sidste citat kommer for mig, desværre, til at fremstå som en meget misvisende måde at formulere sig på. Hvis bogens anliggende er at argumentere for fuld inklusion for LGBTQ+-personer i kirkens liv og ritualer, så er det i bedste fald uklart at skrive, som de gør i ovenstående citat.

Jeg er for så vidt enig med dem i, at debatten må løfte sig over alene at diskutere forbudsteksterne. Debatten må handle om en samlet helheds-fortolkning af de bibelske tekster og en samtale om bedste hermeneutiske tilgang, og derfor bliver bogens samlede pondus også svækket for mig at se, når nogle helt centrale tekster for kirkens nuværende og historiske teologi omkring disse spørgsmål udelades. Man kunne også slutteligt tilføje, at der i bogen ikke er en grundlæggende definition og teologisk bestemmelse af, hvad et kristent ægteskab egentlig er. Sådanne kapitler er savnet, hvis jeg som læser reelt, skal kunne gå i en grundig dialog med bogens argument og følge forfatternes slutninger ud fra det.

Her kommer vi til det, der nok frustrerer mig mest i læsningen af bogen.

Har LGBTQ+-kristne ikke fortjent et bedre argument?

Forfatterne hævder i introduktionen til bogen, at kirkens manglende evne til at erkende, at Guds nåde nu har udvidet sig til en fuld inklusion LGBTQ+-personer har haft store konsekvenser. ”It has not only harmed individuals, but it has impeded the church’s broader mission and cast a pall over everything else we do.” (s. 2)

Hvis det er sandt, at kirkens lære og praksis på dette spørgsmål har gjort så stor skade, så må man forvente, at bogen tager det alvorligt og gør alt for at repræsentere et sammenhængende, omfattende og udtømmende argument for, at der nu skal ske noget nyt.

Jeg er opmærksom på, at forfatterne gerne har villet skrive en bog med en længde og form, der egner sig for lægfolk, men det hensyn alene kan ikke begrunde alt det, som man vælger ikke at have med i bogen.

Hvis jeg må være ligefrem, så er bogens budskab til en LGBTQ+-kristen person, der læser med, at løsningen på dette store teologiske problem er: Du behøver ikke beskæftige dig med hverken forbudsteksterne, Jesu ord om ægteskab eller den generelle historiske ægteskabsteologi i kirken. I stedet kan du glæde dig over, at Gud før har skiftet mening om, hvem der må være med i hans pagtsfællesskab, og nu har vi ved Helligåndens vejledning erkendt, at nu har Gud også rakt sin nåde og invitation ud til én som dig og det parforhold, som du står i.

Jeg har bare én eller anden idé om, at det ikke er tilfredsstillende for den person, der reelt bokser med teologien og de praktiske konsekvenser af den i eget liv.

Jeg mener, at hvis man virkelig vil tage den person alvorligt, der søger svar på, om Gud vil velsigne vedkommendes parforhold i ægteskabet, så bør man præsentere en grundlæggende hermeneutik og fortolkning for, at det hele (forbudstekster, Jesu ord, ægteskab, Guds karakter m.fl.) peger i den retning – og ikke bare peger, men er overbevisende i den retning.

Bogens indeholder flere argumenter baseret på historisk-kritiske pointer vedrørende teksternes tilblivelse (f.eks. at Ex 22 skulle være skrevet før Ex 13 og 31 (s. 64 og 65)). Disse argumenter samt udfordrende bibelsynsudsagn (f.eks. paradigmeteksten fra 1 Sam 15, hvor man mener, at Samuel i et vredesudbrud tager Gud til indtægt for noget usandt (s. 1)) tager heller ikke den kristne læser alvorligt, som leder efter et solidt bibelteologisk argument forankret i et grundlæggende paradigme om, at Bibelen er Guds ord.

Jeg håbede og forventede, at min opgave med at anmelde denne bog ville blive svær og spændingsfyldt, fordi jeg i denne bog ville møde et spritnyt, gennemargumenteret og overvældende forsvar fuld inklusion af LGTBQ+-personer, men det har desværre ikke været min erfaring i arbejdet med bogen. Der er her åbenlyst en mulighed for, at jeg er tungnem og ikke endnu forstår dybden og styrken i bogens argument. Det vil tiden vise, men jeg bliver nysgerrig på, om man som kristen homoseksuel, der kæmper med disse spørgsmål rent faktisk finder denne bog overbevisende?

Det er min klare fornemmelse, at bogen primært kommer til at gavne mennesker, som allerede langt henad vejen har rykket sig hen til et ’ja’ i disse spørgsmål, der får endnu et argument, som de kan læne sig op ad i refleksionerne. Det er da også en del af den målgruppe, som forfatterne selv forestiller sig for bogen (s. 221).

En udfordring til inkluderende og kærlige fællesskaber står tilbage

Richard Hays skriver i sin afsluttende epilog om sin intention for kapitlet skrevet tilbage i 1996: ”I intended my chapter as an appeal for compassionate traditionalism, arguing for acceptance of gay and lesbian people in the church – but also opining that they should without exception embrace the difficult vocation to remain single and celibate” (s. 224). Han siger efterfølgende, at disse ord var skadelige og ukærlige overfor hans brødre og søstre i Kristus, hvis livsvilkår ordene omhandlede.

Den udfordring mærker jeg på et meget konkret plan. Er der kun to muligheder i denne samtale? At stå fast på den overbevisning man er nået frem til efter grundigt arbejde med teksterne, historien og teologien og dermed gøre skade og være ukærlig? Eller bør man rykke sig teologisk for at kunne blive et kærligt og inkluderende menneske, der åbner kirken op for mennesker, der har slået sig på kirkens lære og praksis?

Jeg håber stadig på, at der kan findes en tredje vej i det.

En vej frem, hvor kristne organisationer, kirker og fællesskaber viser, at det er muligt – ved Åndens hjælp! – at skabe velkommende, inkluderende og kærlighedsfyldte fællesskaber, hvor alle mennesker inviteres ind i et liv i efterfølgelse af Jesus, både i det, han kalder os til at gøre og i det, han kalder os til at afstå fra.

Hvor Guds barmhjertighed, som vi ser den i Jesus af Nazaret, får lov at leve både i det barmhjertige ja og nej, som han altid møder mennesker med. At kirken må få lov at høre hele Jesu evangelium og leve livet på evangeliets vej. Den vej, der leves i dialektikken mellem: ”Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.” (Joh 8,11)

Der er lang vej endnu.