Ærø-manifestet er en af de bøger, der deler vandene. Bogen indvier læseren i et så anderledes (familie)liv, og forfatteren har så radikale udtalelser og pointer, at indholdet ikke kan undgå at provokere og inspirere. Og formentligt begge dele på én gang. 

Før jeg for et års tid siden blev mor, forestillede jeg mig, at præmissen for familielivet var mor og far i arbejde, mens børnene skulle tilbringe de fleste dagtimer i institution. For at kunne få råd til at bo, leve og rejse. Det er vel det, “man” gør, er det ikke? Men måske er det ikke. Der findes andre måder at indrette livet og hverdagen på, og i Ærø-manifestet bliver læseren introduceret til en anderledes og radikal måde at leve livet som familie på. Maj My Humaidan beskriver sine egne oplevelser om at være mor og kampen for at finde og indrette en hverdag, hvor både børn og voksne trives.

Efter nogle opslidende, hårde og ensomme år i storbyen flytter hun med sin familie til Ærø for at undslippe byens travlhed og for at leve i samhørighed med naturen. På trods af sceneskiftet må familien tage drastiske metoder i brug for at leve i tråd med sine værdier: familien trækker sig ud af hverdagens hamsterhjul, melder børnene ud af institutioner og skole og lever derefter i en årrække på kanten af samfundet. 

Børnene hjemmeundervises, og familien dyrker egen jord for at holde udgifterne i bund. Dagene går med leg, badning, aktiviteter og dyrkning af afgrøder. Det lyder umiddelbart som den ultimative idyl, men det viser sig, at selvom hverdagen er forankret i forældrenes værdier, er det ikke nemt at få familiens behov til at gå op i en højere enhed. Maj My Humaidan og hendes mand oplever til selvafslørende skuffelse, at det er vanskeligt at leve så markant anderledes - også selvom de har energien, ønsket og idealerne til at skabe en meningsfuld hverdag. “Vi er ikke så harmoniske, som jeg drømte om, ofte er der skænderier mellem børnene, og under det hele syder en total overvældelse i både Kristian og mig, vi mangler luft, og tit har vi lyst til at stikke af, slippe alt, forsvinde for en stund”.  Gennem bogen kan man få den fornemmelse, at de halser efter gøremål og idealer på samme måde som dem, der lever i det hamsterhjul, som familien netop ønskede at undslippe. Og så alligevel. Maj My Humaidan tør stille spørgsmålstegn ved samfundets normer og gængse måde at indrette livet på og tør efterleve sine værdier, selvom det bestemt ikke er nemt. 

Maj My Humaidan er systemkritiker og deler rundhåndet gennem bogen ud af sine tanker om institutionaliseringen af vores børn. Hun oplever, at vi har for travlt på vores børns vegne; de skal for tidligt afsted i institution, skolen er i højere grad fokuseret på læsning og regning frem for fordybelse og personlig udvikling. At institutionaliseringen af vores børn ikke er for deres bedste: “Aflastningen foregår ikke i kærlighed, den er en økonomisk udveksling - pædagogernes tid for mine penge, og min tid til arbejdsmarkedet. Der er noget, der ikke stemmer”. Mai My Humaidan tror fuldt og fast på, at hendes børn får lige så meget dannelse og fagligt udbytte ved hjemmeskoling som i almindelig skole - hvis ikke mere. Og det er barsk læsning - man vil egentlig helst skyde det til side. Men for mig at se har hun en vigtig pointe. Et spørgsmål, som vi skal turde at stille os selv og hinanden: Giver det mening at indrette livet og hverdagen, som vi har gjort? Både for børn og voksne? 

Gad vide, om nutidens mistrivsel blandt både unge og voksne skyldes dette hektiske liv, vi har fortalt hinanden, at vi bliver nødt til at leve. Gad vide, om stresssygemeldinger skyldes dette konstante forsøg på at balancere hverdagens forskellige facetter, hvor vi både skal realisere os selv og lykkes på studie, job og i vores fritid. På den baggrund kan det virke tillokkende som Maj My Humaidans familie at trække stikket til samfundet og leve i den lille cirkel, som familien udgør. Under læsning af bogen kan man dog ligeledes få tanken, at mængden af frihed og autonomi, som familien oplever, i sig selv kan være vanskeligt. Mennesket har brug for frihed og autonomi, men det famler i blinde, hvis rammerne er for vide. Det er muligvis det, Maj My Humaidan og hendes mand oplever. At det er opslidende konstant at skulle finde de rammer for hverdagen, som vi er vant til at få fra arbejde og skole. Og det er nok derfor, at de fleste af os, i en tilpas udstrækning, trives i de rammer, som en hverdag med arbejde, institution og skole, bringer os. 

Hvis man som læser køber ind på Maj My Humaidans pointer, vil det formentlig være angstprovokerende at spejle eget liv i denne ideologi, for de fleste lever nok et liv, der ligner det, som hun ønsker at flygte fra. Et liv, hvor arbejde fylder mest og efterlader mindre tid til familien. Derfor læste jeg bogen med ønsket om en åbenbaring om, hvordan familielivet skal leves, hvis ønsket er, at tiden først og fremmest skal tildeles familien. Maj My Humaidan kommer med et bud, men ikke med en skarpskåret opskrift - og hun delagtiggør også læseren i, at det ikke er ren lykke at leve som dem. Det er enormt inspirerende læsning, og langt hen ad vejen kan jeg fristes til at gøre som hende, men nej, jeg kommer ikke til at flytte til Ærø som Maj My Humaidan. Jeg kommer til at sende mit barn og kommende børn i institution - hvert fald på et tidspunkt - og i skole, og jeg vil også gerne arbejde. Men bogen har skubbet til et allerede eksisterende ønske om finde den bedst mulige balance i hverdagen, hvor der er ro og tid til at være i familiens skød. 

Ærø-manifestet er en ærlig, provokerende og inspirerende fortælling om ønsket om at leve tæt forbundet som familie, og hvad det rummer af både glæder og udfordringer. Under læsningen er det umuligt ikke at overveje, hvorvidt indretningen af egen hverdag er meningsfuld. Og for mig personligt har bogen været medvirkende til ændringer i indretningen af mit og min mands familieliv. Selvom det ikke bliver på Ærø.